Budskabet er at han vil tiltrække de kvindelige midtervælgere. Og den middelklasse, der i Danmark omfatter 80 % og som synes Fogh nok er dygtig, men også vel hård i filten og kold i røven. Så hvad gør han: han rykker de bløde velformulerede kvinder frem. Den tv-trænede Connie Hedegaard, der ellers lyder så lidt konservativ som nogen skal til for at redde miljøprofilen - og måske de konservative - efter makkerparret Schmidt og Lomborg. Mens Henriette Kjær der ser sød ud skal aflastes på de tunge sociale sager og få tid til at snakke familie og forbrug fra Tv til dameblade, og forhåbentlig også flytte lidt godt til børnefamilierne. Driftssikre højskole Bertel skal sikre, at u-lands- og humanisme-profilen ikke bliver helt væk. Vi får også en ung dygtig skatteminister, mens den helt umulige og usynlige Svend Erik Hvem glider helt ud.

Jeg beundrer Fogh Rasmussen, fordi han tænker ret konsekvent politisk-strategisk. Andre statsministre har det med at tænke mere taktisk dag til dag. De deler ben ud eller straffer. De tager hensyn til fløje og lader sig påvirke af stemninger. Fogh er meget klogere og ser for en politiker langt frem: dvs til næste genvalg. (Kunne han så også se så langt frem, at han reformerede Danmark til at indgå de globale videnssamfund ville jeg ligefrem kalde ham en stor statsmand). Men i al fald lægger han en strategi som han konsekvent og uden at ryste gennemfører – også selv om den måtte gøre ondt på egne støtter og mærkesager. Så det er ikke fordi hulemanden er blevet blød. Han er bare en bedre valgstrateg.