SMWCPH-bullshit

Fri os fra hjernedøde udsagn som "Godt content skal være relevant". Skær al det legitimerende pseudo-videnskabelige fedt fra i præsentationen af projekterne. Virkeligheden er kaotisk, ubestemmelig og kompleks, og den kræver faglig ydmyghed.
af Jesper Balslev
På et tidspunkt efter sidste års SMWCPH lovede jeg arrangørerne at skrive en anmeldelse af arrangementet. Men af årsager, der hidtil har været mig ukendte, blev jeg ramt af en voldsom migræne, hver gang jeg skulle til at skrive anmeldelsen. Derfor udskød jeg det i tilpas lang tid til at løftet kunne glemmes.

I år valgte jeg ikke at deltage i nogen arrangementer, og oven i det besluttede jeg at mute, alt hvad jeg kunne komme i tanke om af SMWCPH-relaterede tags på Twitter, og hvor det ellers var muligt. Måske fordi jeg ikke ville mindes om mit brudte løfte, måske på grund af travlhed og medfølgende frygt for at blive opslugt, eller måske fordi jeg ikke ville mindes om, hvilken fest jeg egentlig gik glip af. Eller fordi der er noget ved oplæggenes indhold, der driver mig til absolut vanvid.
 
Tweets fra arrangementet "The Future of Content". Deltagerne glæder sig

Der er behov for SMWCPH
Konference-formatet er ellers fascinerende. Det er inspirerende, at så mange virksomheder åbner dørene, udbuddet af talere og oplæg er stort og varieret, der er mange muligheder for at møde nye mennesker, bookingsystemet spiller bare: Man kan kun have beundring for arrangørerne og de frivillige. Og der er ingen tvivl om, at der er brug for en professionalisering af Social Media-kommunikatører, og at vi har brug for nogen, der gider like, kommentere og være inkluderende og glade over for kunder og finde på interessante ting at putte på kanalen. Endelig skal der ikke herske nogen tvivl om, at sociale medier er vigtige kulturelle rum, hvor der sker sindssygt meget, og det er værd at beskæftige sig med og prøve at forstå fænomenet.

"Jeg er god til skifte hjul"
På trods af alle forsøg på at mute konferencen, kunne jeg høre det rasle og klirre og larme bagved filtrene, og en dag lykkedes det for en bande af tre utaggede tweets at kæmpe sig frem til min timeline:

”Godt content skal være relevant”
”Brands skal arbejde sammen med brugere på Instagram hvis det føles rigtigt”
”Real-time marketing skal være shareable”
 
Det er simpelthen så provokerende stupide og hjernedøde udsagn, at jeg forbløffes.

Kørt igennem banalitetstesten (= hvis det modsatte lyder absurd, er udsagnet banalt):
 
”Godt content skal være irrelevant”
”Brands skal arbejde sammen med brugere på Instagram hvis det føles forkert”
”Real-time marketing skal være unshareable”

Den hurtigste indvending til det vil være, at det jo er konference-tweets, man har jo ikke konteksten med, det er tweets, der er ment som mere eller mindre privat notetagning, og de egner sig ikke til en tekstnær læsning. Modsvaret er, at det er forurening af det offentlige rum at sende så dårlig kommunikation ud, hvor der mangler kontekst, med budskaber som er forbeholdt ens private notesbog, og skrevet i et tekstuelt format, som mange af os er trænet til at læse, analysere og bare prøve at … forstå.

Tænk, hvis cykelmekanikere havde lige så travlt med at bombardere os med artikler om den hurtigste måde at skifte et hjul på. Ville vi ikke bare bede dem om at holde deres kæft og gøre deres arbejde? Eller gøre det på en konference bag lukkede døre, hvor vi slipper for at høre om det?
 
Det er rart, når nogen liker noget, men mange likes er ikke i sig selv en succes
 
Retoriske figurer på heavy rotation
Så overgav jeg mig og begyndte at binge på SMWCPH-tweets og slides og livestreams – og så fandt jeg endelig årsagen til migrænen: en lille håndfuld retoriske figurer, der kører på heavy rotation i stort set alle præsentationer, som har den rolle at legitimere foredraget, men som – hvis man tillader sig en tekstnær og logisk approach – er direkte absurde. Under det hele: den der desperate længsel efter at blive anerkendt som troværdig profession ved konstant at skulle fyre troværdighedssymboler af (grafer, statistikker osv.).
 
Tænk, hvis alle cykelmekanikere startede deres slides med statistikker over, hvor mange der har cyklet, hvor mange der har en cykel, og hvor mange man mener, der vil cykle i de kommende år. Hvad fanden har det at gøre med, hvordan man reparerer kranken?
 
Retorisk figur 1: Venneanbefalinger konverterer bedre end reklamer, ergo forestillingen om, at venskab er et reklameformat
Lad os antage, at forskere gjorde den opdagelse, at produktanbefalinger gjort i et postkoitalt øjeblik mellem to elskende par, konverterede 17 procent bedre end anbefalinger mellem venner. Ville man så lave den konklusion, at det er vigtigt for firmaer at være til stede i soveværelset, i det postkoitale tidsvindue? Nej, vel? Der sker en eller anden mærkelig korrelation her: at venner anbefaler hinanden produkter betyder, at vi skal være, der hvor vennerne er. Nej, nej, nej! Vi kan bruge det som succeskriterie: Hvis vores produkt er så godt, eller vores kampagne har været så god, at venner begynder at anbefale produktet til hinanden, så er det, fordi det er lykkedes. Vi skal selvfølgelig vide, hvor målgruppen (a.k.a. venner) befinder sig og vælge medie derefter, men forestillingen om, at firmaer skal opføre sig som venner, er den direkte mest kvalmende figur. Det er sammenhængen mellem pris/kvalitet/tilgængelighed/brandværdi, der er det afgørende for et salg, IKKE hvor god man er til at hygge på Facebook.
 

Venneanbefalinger skal bruges som et succeskriterie. Men det er misforstået, at virksomheder skal opfører sig som venner. Det er ikke afgørende for et salg, hvor god man er til at hygge på Facebook
 
Retorisk figur 2: Forestillingen om, at alt bliver digitalt, ergo forestillingen om, at man skal hoppe på det digitale (ergo sociale medier) NU!
I fremtiden bliver alt digitalt. Alt! Også vores bolledej og vores bakkenbarter og vores kompostbunker. Nej! Sådan fungerer virkeligheden ikke! For det første kan fremtids-fremskrivninger ikke legitimere en dyt, for det andet er det digitale alt for bred en kategori at anvende i et slide – det digitale er vores vaner, det er kultur, det er medieforbrug, det er værktøjer, det er materialer, det er metoder, det er hvad som helst.

Alene af de grunde, at vi har tendens til at udvikle resistens og et begær efter at differentiere os, kan det sagtens være, at folk vil synes, at en bestemt måde at anvende sociale medier på ikke længere er boss om to år. Og sandheden er, at visse teknologiers udvikling accelererer overraskende, andre dør overraskende ud, gamle genopstår, andre ændrer sig overhovedet ikke (eksempelvis kagerullen. Hov … hvad med en digital kagerulle?!)
 
Retorisk figur 3: Forestillingen om, at alle i organisationen skal dele alt
NEJ! Dem, der er dygtige til at kommunikere det rigtige budskab, til den rigtige målgruppe, på det rigtige tidspunkt, i den rigtige kanal, med den rigtige effekt, i organisationen, skal ’dele’.
 
Retorisk figur 4: Forestillingen om det brugbare ved cases
Mærsk er på Instagram, ergo er Instagram brugbart. NEJ! For det første har Mærsk et specifikt, ikke-kopierbart budget, deres ansatte er de bedst uddannede i verden, de har et gammelt, dyrt brand, en stor eksisterende målgruppe, og deres brug af Instagram er et kontingent af en lang række faktorer, der ikke umiddelbart kan overføres til hælebaren på Istedgade. Må jeg anbefale, at man læser Daniel Kahnemann om vores irrationelle hjernes behov for at gøre fænomener forståelige ved at forsimple ad absurdum. Og har vi i øvrigt ikke alle sammen hørt Steve Jobs- og Brin-/Page-anekdoter nok nu? De var nogle særlige mennesker, der levede i en historisk unik kontekst, og det kan man ikke reproducere.
 
At Mærsk er på Instagram er ikke carte blanche til, at alle virksomheder skal oprette en profil på det sociale mediesite
 
Retorisk figur 5: Man skal bruge sociale medier, fordi det er nemt og gratis
Hvorfor man skal hyre en konsulent til at hjælpe sig. Det giver jo ingen mening.
 
Retorisk figur 6: Forestillingen om, at man skal ’poste x antal gange om ugen’ og indgå i dialog og huske at like.
NEJ! Man kan finde de første 100 cases, der modbeviser det. Folk, der ikke twitter, kun følger én, aldrig svarer, og som har ti millioner følgere. Folk, der twitter pligtskyldigt som opskriften foreskriver, som ingen gider at læse. Fænomener, der er opstået langt væk fra de sociale medier, og som alligevel tager dagsordenen på de sociale medier. Og hvad nu hvis vi bliver ramt af en kometstorm, eller en flok radioaktive, kannibalmutantrotter på størrelse med heste angriber København? Skal Beredskabsstyrelsen stadig kun tweete fire til fem gange om ugen? Inden for videnskabsteori siger man, at jo flere præmisser en teori hviler på, des mindre gyldig er den. Så du mener ikke, opskriften gælder, hvis man er international popstjerne eller i katastrofetilfælde? Har du andre forbehold? Ja, for de forbehold ville fylde mere end Salmonsens leksikon.
 
Kom med det kritiske og det særlige
Det, vi gerne vil høre, er det kontingente, det subjektive, det kritiske, det særlige, hvordan I præcist løste opgaven for hælebaren på Istedgade, hvilke metoder I brugte. Skær al det legitimerende pseudo-videnskabelige fedt fra! Virkeligheden er kaotisk, ubestemmelig, kompleks, så indfør noget faglig ydmyghed ved reflekteret kommunikation om, hvordan I valgte at løse den specifikke opgave, med alle dens særlige parametre. Gerne i et format, hvor konteksten er klar. Så skal det nok blive delt.

Eller drop sociale medier og udvikl et patenteret, veldesignet produkt, som taler til forbrugeres drømme og længsel, som vi kan eksportere til udlandet.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job