Pinterest fascinerer fascinationen

12 millioner brugere deler lige nu billeder på det nye sociale medie Pinterest. Hvad driver dem? Her er tre bud – behov for anerkendelse, dagdrømme om selviscenesættelse og dyb fascination af billeduniversets arketyper.
Dette populære billede på Pinterest er blevet delt mere end 13.000 gange. Det forener flere lag i det fremherskende billedsprog på sitet og fortæller en omhyggeligt iscenesat historie om harmoni i skæringspunktet mellem natur ("rå" babyfødder) og kultur (neglelak, dyne, hjertefigur) - et ideologisk budskab om klassisk kernefamilie tilsat arketypisk æstetik
 
Pinterest er genbrug af billeder. Det er tankevækkende, at brugerne i den grad finder fornøjelse ved at udvælge (pinne) andres billeder. 80 procent af de billeder, som brugerne udvælger til deres digitale opslagstavler på Pinterest, er faktisk re-pinnet fra andres pinboards. Og kun ganske få billeder er fotograferet eller på anden måde fremstillet af brugerne selv. Så ja, Pinterest er i den grad genbrug af billeder.
 
Hvad får brugerne ud af det? Det kommer der her tre bud på.
 
Evan Sharp er en af de 10 mest besøgte profiler på Pinterest. Han har over 800.000 followers og omkring 100 boards, f.eks. dette med gigantiske maskiner. Sammenstillingen af billeder er så elaboreret, at den får museumsagtig karakter. Den arkitektuddannede Evan Sharp er i øvrigt medgrundlægger af Pinterest
 
Pinterest er fascinerende, fordi sitet kan gøre dig til en anerkendt kurator
At lave et godt pinboard tager tid, og masser af brugere ofrer masser af tid på den opgave. De kunne principielt have gjort det for sig selv på deres egen computer, men så ville aktiviteten hurtigt komme til at ligne indebrændt samlermani. Det er en vigtig del af gamet på Pinterest at vise det flotte pinboard til andre og høste ros og anerkendelse i form af likes, followers, re-pins og kommentarer.
 
Det særlige ved Pinterest er, at det er en kvalitativ præstation, der anerkendes. Det er ikke en summarisk score i et skydespil eller ordspil, men en bedømmelse af et kreativt arbejde. Det kreative arbejde er ikke originalfotos som på Flickr eller originaltekster som på Twitter. Pinterest er kreativ sammenstilling af billeder.
 
Arbejdet på den slags pinboards svarer til den analoge verdens billedredaktører, der tilrettelægger fornemme, trykte coffee table books. Eller museernes kuratorer, der skaber oplevelser og formidler viden ved hjælp af klogt sammenstillede ophængninger af malerier. Begge anerkendte job, som ofte varetages af specialuddannede. På Pinterest derimod kan enhver komme lige ind fra gaden og kreere noget spændende, hvis blot talentet er til stede. Pinterest er demokratisk kuratering. Dét er i sig selv fascinerende for mange.
 
Så stolt kan man blive af sin kreative sammenstilling, at man ønsker ejerskab til den. Her er vi ved skæringspunktet for æstetikken og juraen, et hot hot issue som fortjener sin egen artikel.
 
Typisk imaginations-pinboard med en blanding af varer og selvfremstillede indretningsideer
 
Pinterest er fascinerende, fordi du kan dele dine dagdrømme om perfekt selvicenesættelse
Pinterest er med sin nuværende overvægt af kvindelige, amerikanske brugere et taknemmeligt studie i traditionel ’imagination’, et begreb som blandt andet er brugt af den tyske kønsforsker Ulrike Prokop. Hun beskriver ‘den kvindelige imagination’ som fænomenet, at en indre forestillingsverden gøres udvendig og håndgribelig ved hjælp af varer. Efter f.eks. at have klædt sig selv smagfuldt på, klæder kvinder hjemmets rum på med gardiner, tapeter, tæpper og møbelbetræk.
 
Utallige af Pinterests pinboards præsenterer nøje afstemte samlinger af god smag inden for  mode, boligindretning, madanretning, haveanlæg osv., og mange af de pinnede billeder stammer fra firmaer, som fremstiller eller leverer varer til realisering af dagdrømmene. På den måde bliver pinboardet en oplistning af forventede eller forestillede anskaffelser i et varekatalog, der kan sammenlignes med andres varekataloger og udvikles i takt med, at smagen og udbuddet af varer ændrer sig.
 
Sådanne pinboards er manualer for den livsstil og selviscenesættelse, der haves eller ønskes, og de "møblerer" det psykosociale rum, den enkelte indskriver sig i – i intuitiv overensstemmelse med markørerne for rette sociale tilhørsforhold (som påpeget af Pierre Bourdieu). Det kan kan faktisk være et hårdt arbejde at ramme acceptabelt, men med Pinterest behøver du ikke købe – og fejlkøbe – dig frem, men kan i første (og for nogle sikkert også eneste) runde pseudokøbe dig til den fede stil. På den måde kan du bo to steder på en gang – blandt uldmus og skæve køkkenlåger derhjemme og i en virtuel bolig, hvor alt er perfekt. Det er den sidstnævnte bolig, du viser frem for gæster.
 
Sammenlign med aktiviteten på et beslægtet site, Polyvore. Her kan den kreative, drømmende forbruger designe sine kataloger endnu mere lækkert end på Pinterest. Nemlig ved at trække produktfotos med priser og varefakta ind på en virtuel magasinside og layoute siden med varierende størrelser, overlapninger, tekster, farvede baggrunde mv.
 
Forskellen mellem Polyvore og Pinterest er, at sidstnævntes takt og tone tilsiger sammenstillinger af andet end reklamernes "packshots", produktbilleder. Gardinstof, der kan købes, vil derfor ofte ses ved siden af mønstre på tekstiler fundet på museers hjemmesider eller lignende. Det er en sport på Pinterest af sammenstille flere kilder og ikke blot overtage et færdigpakket udvalg.
 
Cirkelsymbolikken som arketypisk billede på livet er hyppig på Pinterest
 
Pinterest er fascinerende, fordi sitet kan tilfredsstille længslen efter billedets sjæl  
På Pinterest ses mange elaborerede samlinger af arketypisk art, som synes at illustrere det kollektive ubevidstes fællesbilleder af liv og død, kønnet, det metafysiske osv. (jf. C. G. Jung). Der er typisk tale om sammenstillinger af mytologiske skildringer, etnologiske billeder af primitive ritualer, kunstneriske mønstre osv.
 
Sådanne sammenstillinger kan ses som en trang til at udskille essensen, finde en dybere mening, en æstetisk sammenhæng og kode, der tilfredstiller øjet og sjælen. Og dele denne glæde med andre eller vinde anerkendelse for en overlegen æstetisk indsigt. 
 
Varekataloget i forrige punkt lykkes først for brugeren, når der er et match mellem den ydre tings-verden og den indre imagination. Tilsvarende her med arketyperne. Billedsamleren tilstræber et match med det kollektivt ubevidste, og når det foreligger og gerne i stort antal, udløses psykisk energi og glæde over resultatet – genkendelsens glæde.
 
Sådan minder varens og sjælens billeder om hinanden. Det er det rene remix.
 
---
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også