Bilka, ballade og bare tavshed

For et par uger siden blev de store interesseorganisationers dilemmaer behandlet her på siden med DI som et fremtrædende eksempel. Et af de spørgsmål, som blev stillet om de store interesseorganisationer, var, om de skal strække sig for langt i forhold til deres meget forskellige medlemmers interesser. Kan man både varetage de store multinationale virksomheders interesser og gøre det samme for de små erhvervsdrivende, hvis interesserne er modstridende? Hvad der er godt for det ene medlem, kan være decideret dårligt for det andet medlem.

Problemstillingen bunder i, at interesseorganisationerne er blevet større og derfor har sværere ved at markere sig i forhold til særinteresser. Derfor har de omdøbt sig selv til erhvervs- og arbejdstagerorganisationer og nøjes med tale i makrotermer for ikke at træde nogen over tæerne. Risikoen ved denne tendens er, at organisationerne hverken formår at varetage medlemmernes interesser eller skabe synlighed i offentligheden. Begge dele underminerer deres legitimitet. En verserende sag blandt Dansk Erhvervs medlemmer illustrerer med udsøgt præcision dette dilemma. På den ene side har man De Samvirkende Købmænd (DSK) og på den anden side Dansk Supermarked (DS).

interesseorganisationer dansk erhverv bilka

Den ene part: Bilka, der er så stor og liberalistisk, at Svend Auken ville stoppe dem, og gode konservative hader dem

Købmænd mod stormagasin

Den aktuelle sag handler om en Bilka på 13.000 m2, som DS etablerede i 2003 i Ørestaden ved Field's. DS fik lov til at opføre den store butik, fordi Bilka blev udråbt til stormagasin sammen med de andre butikker i Field's. Stormagasin-konstruktionen er nu blevet underkendt af Østre Landsret, og DS skal nedskalere sit supermarked, så det holder sig indenfor lovens rammer på 3.500 m2. Mon ikke DS barsler med en modoffensiv?

Den anden part: John Wagner fra De Samvirkende Købmænd, der synes at have en personlig hotline til toppen af Det konservative Folkeparti

Sagen er ikke blevet rejst af myndighederne, som jo har godkendt lokalplanen, men derimod af DSK. Både DSK og DS er medlemmer af Dansk Erhverv, men hvordan kan Dansk Erhverv rumme to så forskellige interesser? Indtil videre er resultatet lammelse og tavshed – og sådan vil det givet blive ved med at være. For hvordan skal Dansk Erhverv kunne mene noget om en sag, der splitter medlemmerne? Det skal nok blive festligt, når Henrik Kirketerp fra DS og John Wagner fra DSK igen skal til møde sammen hos Dansk Erhverv.

DSK-sejr nummer to

DS har været i klemme i planloven, siden daværende miljøminister Svend Auken reviderede den i 1995. Siden dengang har DS og dermed deres Bilka-koncept været dømt ude. Aukens planlov ville sætte en stopper for butikscentre uden for byerne og sikre, at butikslivet blev understøttet i centrum af de større byer og i de mindre og mellemstore byer. Alligevel har DS i flere tilfælde fået myndighedernes godkendelse til at opføre Bilka-supermarkeder i bl.a. Viborg, Horsens, Ribe (Føtex) – og Ørestaden. Og hver gang har DSK været på banen med retssager mod DS og myndighederne, som har tilladt byggerierne.

Hermed slutter DSK-DS-fejden ikke. DSK’s sejr over Bilka i den aktuelle Ørestadssag er nemlig kun den ene af to sejre, som organisationen har vundet på det seneste. Den anden handler om Vækstforum-forslaget om at tillade opførelsen af hypermarkeder i Danmark for at øge priskonkurrencen på dagligvareområdet. Altså et markedsliberalt opgør med Svend Aukens planlovs tanke, som stadig er indlejret i Connie Hedegaards revidering af planloven anno 2007.

En ting er, at McKinsey, som stod bag Vækstforum-rapporten, der ledte frem til forslaget, udviste manglende indsigt i dagligvarebranchen: Der er ingen internationale aktører som f.eks. franske Carrefour, der er interesseret i at etablere sig i Danmark. I Danmark er kun DS interesseret; COOP har for lang tid siden lagt deres OBS! på hylden i Danmark. Mere interessant er, at DSK’s gode konservative kontakter hurtigt blev aktiveret, og forslaget blev fejet af bordet. Igen kan DSK hæve armene og juble, mens DS må luske hjem og pleje sårene.

Den tredje og for alvor tabende part: Dansk Erhverv. Organisationen kan ikke varetage vildt modstridende interesser. De store medlemmer kan tænkes at gå hver for sig

Fra interesse- til erhvervsorganisation

Endnu engang strider interesserne hos et medlem af Dansk Erhverv altså mod et andet medlems interesser. Den enes sejr er den andens nederlag. Spørgsmålet er, om Dansk Erhverv kan bære den splittelse. Kan Dansk Erhverv som interesseorganisation rumme to så forskellige medlemmer og så forskellige interesser, at det overhovedet giver mening for DSK og DS at være medlem samme sted? Og hvorfor er DS og DSK i det hele taget medlemmer?

Svaret på det første spørgsmål er nej. Dansk Erhverv kan ikke være interesseorganisation for så modstridende interesser. Men de kan være erhvervsorganisation. Det er næppe tilfældigt, at Dansk Erhverv ikke definerer sig selv som en interesseorganisation, men som en erhvervsorganisation. Derved undgår de at skulle tage stilling til splittelsen og kan koncentrere sig om medlemmernes interesser bredere, hvor parterne har sammenfaldende interesser, f.eks. den nye fedtlov eller nye typer mærkning. Eller hvis medlemmerne har brug for rådgivning, viden eller indsigt i EU-lovgivning mv. Desuden betegner Dansk Erhverv også sig selv som en arbejdsgiverorganisation, som bl.a. kan varetage overenskomstforhandlingerne med arbejdstagerorganisationerne.

Bevægelsen væk fra interesse- til erhvervs- og arbejdstagerorganisation, som er sket i takt med at organisationerne er blevet større, gør, at en del af eksistensberettigelsen risikerer at forsvinde, hvis man som medlem ikke kan bruge sin hovedorganisation til interessevaretagelse. Og som organisation med behov for offentlig synlighed og kant risikerer organisationerne at miste deres legitimitet, fordi de bliver lammet og forbliver tavse om emner, hvor medlemmernes interesser er modstridende. For Dansk Erhvervs vedkommende specifikt er det således en problemstilling, at de ikke kan mene noget om de planlovgivningsmæssige rammer for deres medlemmer.

Men hvorfor er DSK og DS så medlem af Dansk Erhverv? Det er et åbent spørgsmål. DSK er jo i sig selv en interesseorganisation med masser af synlighed, kant og legitimitet, fordi de kun repræsenterer købmændene og dermed så tydeligt kan definere deres ’fjender’ og mærkesager. Og DS er alene så stor og har tilstrækkelige ressourcer til selv at kunne varetage egne interesser, hvilket DS selvfølgelig også allerede gør. Er medlemskabet så blevet en vane; noget man har, fordi man altid har haft det? Handler det om interesse-outsourcing på de punkter, hvor der er enighed? Eller handler det blot om overenskomstforhandlingerne med Dansk Erhverv som mellemmand?

Undtagelsen der bekræfter reglen

Trods alt formår interesseorganisationerne at skabe fælles fodslag af og til mellem ellers uenige medlemmer. Igen kan DSK og DS fungerer som eksempel. I 2009 lykkedes det nemlig Dansk Erhverv at få bl.a. DSK og DS til at stå sammen om et fælles udspil om en revidering af lukkeloven. Ingen tvivl om at det kompromis gjorde ondt på John Wagner fra DSK, men omvendt var han realist nok til at se, hvilken vej de politiske vinde blæste – selv hos de konservative. Derfor satte han sig til Dansk Erhvervs forhandlingsbord sammen med DS og udarbejdede et samlet forslag. Det kan altså lade sig gøre at mediere mellem meget modstridende interesser og få kamphanerne til at enes.

Hvordan ser fremtiden ud? Så længe den såkaldte danske model med udbredte overenskomster mellem arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer eksisterer, og medlemmerne har brug for det, så giver det en funktionsberettigelse. Som erhvervsorganisation, der kan rådgive, holde sig ajour med både national og EU-lovgivning, udarbejde rapporter mm. kan der også være en berettigelse for især de mindre virksomheder. Altså outsourcing af de områder, som virksomhederne sjældent selv formår at holde sig opdateret om. Men som interesseorganisation risikerer de stadigt større organisationer at blive pacificeret af modstridende medlemsinteresser. Det er med stor sandsynlighed en af hovedårsagerne til, at Dansk Erhverv så sjældent formår at skabe en slagkraftig offentlig dagsorden, og det er et stort problem i forhold til at sikre legitimitet.

For medlemsvirksomhederne betyder skredet fra interesse- til erhvervsorganisation, at de ikke skal forvente at deres medlemskab giver adgangsbillet til interessevaretagelse af deres interesser. Hvis de ikke selv agerer og plejer deres interesser, er der en risiko for, at de ikke bliver varetaget.

Det er en udbredt opfattelse af, at hvis man er medlem i en meget stor organisation, så tager den sig af interessevaretagelsen. Men det er i mange tilfælde en fejlagtig opfattelse. Konsekvensen for medlemsvirksomhederne er altså, at de selv er nød til at komme på banen og selv varetage deres interesser, for de kan ikke forvente, at andre gør det for dem.

---

Bliv opdateret med artikler, debat og stillingsopslag i Kforums nyhedsbrev hver uge – tilmeld dig her. Det er gratis.