”Berlingeren åd den”
Hvordan taler journalister egentlig om historier? Og hvad siger det om, hvordan de tænker om nyhedsproduktion og deres egen rolle heri? Ny ph.d.-afhandling har undersøgt journalisters brug af metaforer i hverdagen på redaktionen. Konklusionen er, at man kan tale om fem typer metaforer, som hver især er udtryk for forskellige opfattelser af nyhedsproduktion og journalisternes rolle heri.
Artiklen er skrevet på baggrund af feltarbejde og interview blandt journalister, og den overordnede pointe med beskrivelsen er at give et indblik i, hvordan journalister betragter nyhedsproduktion og deres egen rolle i denne produktion. Det viser sig nemlig, at fem typer af metaforer eksisterer, og at man dermed kan tale om fem forskellige konceptualiseringer af nyhedsproduktion – som eksisterer samtidig. De fem typer er:
• Nyhedsproduktion som selektion
• Nyhedsproduktion som konstruktion
• Nyhedsproduktion som kapløb
• Nyhedsproduktion som handel
• Nyhedsproduktion som magtspil
1. Nyhedsproduktion som selektion
En meget dominerende metafor blandt journalister er metaforen om historierne, der kæmper mod hinanden. Metaforerne konceptualiserer nyhedsproduktion som selektion – og historier som autonome væsner. Mens journalisten tildeles rollen som historieudvælger. De personificerede historier kæmper på fire forskellige niveauer:
1. niveau
For det første kan historier ”presse sig på” eller ”trænge sig på”. I disse metaforer portrætteres historien som den aktive, der trænger sig på hos journalisten, og man ser for sig historier, som nærmest banker på journalistens dør, fordi de ønsker at blive skrevet. Men de portrætteres også som autonome størrelser, der ”vil selv” og lever i sig selv, frigjort fra journalisten, og hermed understøtter metaforen en tankegang om, at historier eksisterer ”ude i verden” – uafhængigt af journalister.
2. niveau
For det andet kæmper historier med andre historier om at blive valgt til af journalisten og skrevet i avisen. Eksempelvis kan en journalist sige: ”Den historie kan slå den anden”, eller han kan beskrive en historie-ide som værende en del af ”et felt af ideer”. Begge metaforer henviser til kampe eller konkurrencer, hvor det gælder om at vinde over andre og komme først i mål, det vil sige blive valgt af journalisten.
3. niveau
Når historien er blevet valgt til af journalisten, er kampen imidlertid ikke slut. Journalisterne er interesseret i at vælge de bedste historier, i ”at forsøge at få en eller anden historie, der kan trænge frem til forsiden”. Historierne slås på dette tredje niveau altså med de andre tilvalgte historier om at få den bedste placering i avisen: forsiden. Metaforen med de mange tilvalgte historier, som alle kæmper mod hinanden for at nå frem til forsiden, kan minde om den måde, man omtaler sædceller, der kæmper om at nå først frem og befrugte ægget. Det er alles kamp mod alle, og vinderen får ægget – eller havner på forsiden.
4. niveau
På det fjerde og mest overordnede niveau udkæmper historierne kampe mod alle andre mediehistorier på dagen. En solohistorie kæmper eksempelvis for at ”slippe ind i nyhedsstrømmen” og blive citeret i andre medier – og ikke blot blive en solo nolo-historie.
Det er journalisterne, der konstruerer og vurderer historie-ideerne, og det er journalister, der kæmper mod andre journalister om at være først med det nyeste. Journalisterne overfører således deres egne ambitioner til historierne. Der sker en overførsel af journalistens egne mål og ambitioner til genstanden for det, han arbejder med, og på den måde skaber det en mulighed for, at man som journalist kan legitimere det, man gør. Man fralægger sig ansvaret som historie-konstruktør og fremtræder alene som historie-gengiver.
Nyhedsstrømmen
Disse forhold gælder også for den meget anvendte metafor om ”nyhedsstrømmen”, hvor man skal forestille sig journalister fra mange medier placeret ved bredden af en flod. Floden er ”nyhedsstrømmen”, og denne er altid i bevægelse fremad. Ude i denne strøm flyder ”historier” som tømmerflåder, og disse historier kan journalisterne vælge at ”stå på” eller ”holde sig ude af”. Der eksisterer ikke en mellemposition. Journalisten kunne overveje: ”Skal vi stå på den, eller skal vi ikke stå på den?”, det vil sige: Skal vi skrive den eller ej?
Metaforens konceptualisering af færdigudviklede historier som tømmerflåder, som journalisten kan vælge at hoppe på, signalerer, at det er journalisten, der vælger historien. Samtidig understøtter den tankegangen om, at historier findes som færdige enheder ude i verden, og at journalisterne alene selekterer og videreformidler historierne til læserne. Der er ikke i denne metafor indlemmet en konstruktionstankegang – historierne flyder ude i nyhedsstrømmen, hvad enten journalisterne hopper på dem eller ej.
Denne type metaforer er de mest dominerende i mine sproglige undersøgelser, men også andre grupper af metaforer spiller en vigtig rolle.
2. Nyhedsproduktion som konstruktion
Samtidig med selektionstankegangen kan journalister således også ”gøre noget til en historie”. En journalist kan ”skrue en god historie sammen” – eller ”skabe en historie”.
Hvis en ide ikke bliver kategoriseret som en historie, kan journalisten ”gøre det til en historie”. Udtrykket præsupponerer, at historien ikke er endnu, men at den ide, man arbejder på, kan bearbejdes, så den kan blive til en historie.
En journalist forklarede eksempelvis, hvordan han i løbet af meget kort tid kunne ”skabe en nyhed”:
”Altså jeg kan jo sagtens gå ind nu og ringe til Sundhedsstyrelsen og sige: ”Kan I ikke fortælle mig, hvor mange der tager lykkepiller?...... Kan I så ikke give mig tallene fra sidste år samme tid?”. Det kan de godt. Så vil jeg æde min gamle hat på, at der er flere, der tager. Så kan jeg spørge: ”Kan I ikke også dele det op i aldersgrupper for eksempel? Så jeg får at vide, hvor mange 15-17-årige?” (…) Så kunne man sige: ”Hold kæft mand, der er lige pludselig en fjerdedel flere 15-17-årige, der bliver behandlet med lykkepiller”. (…) Så er en nyhed jo skabt, ikke?”.
Her fremgår det tydeligt, at journalisten er helt klar over sin meget aktive rolle i skabelsen af nyheden om lykkepiller.
Metaforerne i denne gruppe omtaler nyhedsproduktion som konstruktion og placerer journalisten i rollen som konstruktør og håndværker. Historier bliver dermed produkter udfærdiget af journalisten.
3. Nyhedsproduktion som kapløb
Journalister konkurrerer mod andre journalister – medier konkurrerer mod andre medier. I den herskende kapløbsmetafor er det attråværdigt at være forrest. Det handler om at vinde og komme først. Journalisterne ønsker ikke at ”løbe” eller ”halse” efter de andre avisers historier. Man føler så, at man er ”lidt bagud og bare skal fylde noget op”.
Brugen af denne metafor betyder, at man ser for sig en løbebane på et atletikstadion, hvor en journalist løber forrest med en historie i hånden, og en gruppe journalister halser efter. Alle kæmper for at snuppe historien fra den forreste journalist og selv blive den førende. Journalister kan tale om: ”at følge i fodsporene på andre i håb om at komme foran”. Og journalisterne kan forsøge ”at løbe foran de andre til næste dags avis.” Hvor man så næste dag forsøger ”at lave noget, som kommer længere, end de andre gør”.
Kapløbsmetaforerne konceptualiserer nyhedsproduktion som et kapløb mellem journalister og mellem medier. Journalisterne tildeles rollen som løbsdeltagere og konkurrenter, og historierne er den depeche, løberne (journalisterne) har i hånden.
4. Nyhedsproduktion som handel
Man kan ”sælge nogen en historie”. Kilder vil ”sælge” historier til journalisterne, og journalisterne ønsker at ”sælge” deres historie-ideer til de ledende medarbejdere internt og dermed få tilladelse til at arbejde videre på ideen.
Ofte anvender journalisterne den åbenlyse handelsmetafor om kilden: ”De vil sælge en historie”. Metaforen understreger tydeligt den gensidige udveksling af tjenesteydelser, som sker, når solohistorier skifter ejermand – fra kilden (”idesælger”) til journalisten (”idekøber”). Kilden får sin historie i medierne og dermed opmærksomhed omkring historiens emne, og journalisten får sin solohistorie og dermed mulighed for at differentiere sig selv og sin avis i forhold til andre journalister og medier.
Disse metaforer beskriver nyhedsproduktion som en handel og en forhandling, og journalisterne tildeles rollen som idekøber eller idesælger. Tankerne ledes hen på et marked, hvor man ønsker at gøre en god handel. Historierne betragtes som varer.
5. Nyhedsproduktion som magtspil
Journalisterne ønsker at ”sætte dagsordenen”. De vil have andre journalister og andre medier til at ”følge efter” dem – til at følge op på deres historier – men de vil helst ikke selv følge efter andre medier. Derudover vil journalisterne helst selv bestemme, hvilke historier de skriver. Man vil helst arbejde med ideer, man selv har fundet på, og man vil ikke styres af andre – slet ikke af eksterne aktører.
Man kan således sige, ”Berlingeren åd den,” når man skal beskrive, hvordan en anden avis har sagt ja tak til en historie-ide, man selv har afslået at skrive dagen forinden. ”Æde” skal ikke tolkes som noget positivt i denne forbindelse. Snarere konnoterer brugen af ordet, at den anden journalist har ”slugt historien råt” – uden måske at opdage, at han blev håndfodret. Ytringen kommer derved til at fungere lettere nedladende, ordet ”æde” får betydningen: en ikke-reflekteret måde at tage ting til sig på. Som når en fisk æder en orm uden at opdage, at der er en krog indenunder. Og dermed konnoterer metaforbrugen, at nogen har fået ”en på krogen”, her at man er blevet lokket til at gøre noget, at nogen har styret en.
I denne gruppe af metaforer konceptualiseres nyhedsproduktion som magtspil, hvor journalisterne kæmper med andre om at få indflydelse på nyhedsproduktionen. Historierne er de artefakter, man ønsker at kontrollere.
Konceptualiseringerne sameksisterer
Nyhedsproduktion er alle disse ting på én gang. Journalisten vælger mellem historie-ideer, han skaber historie-ideer, han forsøger at vinde over og komme før andre journalister og medier, han køber og sælger historier, og han kæmper for at bestemme mest muligt selv i hele denne proces. Metaforerne sameksisterer – og det samme gør opfattelserne af nyhedsproduktion, af journalisternes rolle og af historierne.
Metaforanalysen uddybes yderligere i en ny ph.d.-afhandling: ”En nyhed er en nyhed” Et studium i journalistisk praksis og selvforståelse med fokus på fravalg.
Afhandlingen kan downloades på www.gravengaard.dk.
Læs mere om ph.d.en her
• Nyhedsproduktion som selektion
• Nyhedsproduktion som konstruktion
• Nyhedsproduktion som kapløb
• Nyhedsproduktion som handel
• Nyhedsproduktion som magtspil
1. Nyhedsproduktion som selektion
En meget dominerende metafor blandt journalister er metaforen om historierne, der kæmper mod hinanden. Metaforerne konceptualiserer nyhedsproduktion som selektion – og historier som autonome væsner. Mens journalisten tildeles rollen som historieudvælger. De personificerede historier kæmper på fire forskellige niveauer:
1. niveau
For det første kan historier ”presse sig på” eller ”trænge sig på”. I disse metaforer portrætteres historien som den aktive, der trænger sig på hos journalisten, og man ser for sig historier, som nærmest banker på journalistens dør, fordi de ønsker at blive skrevet. Men de portrætteres også som autonome størrelser, der ”vil selv” og lever i sig selv, frigjort fra journalisten, og hermed understøtter metaforen en tankegang om, at historier eksisterer ”ude i verden” – uafhængigt af journalister.
2. niveau
For det andet kæmper historier med andre historier om at blive valgt til af journalisten og skrevet i avisen. Eksempelvis kan en journalist sige: ”Den historie kan slå den anden”, eller han kan beskrive en historie-ide som værende en del af ”et felt af ideer”. Begge metaforer henviser til kampe eller konkurrencer, hvor det gælder om at vinde over andre og komme først i mål, det vil sige blive valgt af journalisten.
3. niveau
Når historien er blevet valgt til af journalisten, er kampen imidlertid ikke slut. Journalisterne er interesseret i at vælge de bedste historier, i ”at forsøge at få en eller anden historie, der kan trænge frem til forsiden”. Historierne slås på dette tredje niveau altså med de andre tilvalgte historier om at få den bedste placering i avisen: forsiden. Metaforen med de mange tilvalgte historier, som alle kæmper mod hinanden for at nå frem til forsiden, kan minde om den måde, man omtaler sædceller, der kæmper om at nå først frem og befrugte ægget. Det er alles kamp mod alle, og vinderen får ægget – eller havner på forsiden.
4. niveau
På det fjerde og mest overordnede niveau udkæmper historierne kampe mod alle andre mediehistorier på dagen. En solohistorie kæmper eksempelvis for at ”slippe ind i nyhedsstrømmen” og blive citeret i andre medier – og ikke blot blive en solo nolo-historie.
Det er journalisterne, der konstruerer og vurderer historie-ideerne, og det er journalister, der kæmper mod andre journalister om at være først med det nyeste. Journalisterne overfører således deres egne ambitioner til historierne. Der sker en overførsel af journalistens egne mål og ambitioner til genstanden for det, han arbejder med, og på den måde skaber det en mulighed for, at man som journalist kan legitimere det, man gør. Man fralægger sig ansvaret som historie-konstruktør og fremtræder alene som historie-gengiver.
Nyhedsstrømmen
Disse forhold gælder også for den meget anvendte metafor om ”nyhedsstrømmen”, hvor man skal forestille sig journalister fra mange medier placeret ved bredden af en flod. Floden er ”nyhedsstrømmen”, og denne er altid i bevægelse fremad. Ude i denne strøm flyder ”historier” som tømmerflåder, og disse historier kan journalisterne vælge at ”stå på” eller ”holde sig ude af”. Der eksisterer ikke en mellemposition. Journalisten kunne overveje: ”Skal vi stå på den, eller skal vi ikke stå på den?”, det vil sige: Skal vi skrive den eller ej?
Metaforens konceptualisering af færdigudviklede historier som tømmerflåder, som journalisten kan vælge at hoppe på, signalerer, at det er journalisten, der vælger historien. Samtidig understøtter den tankegangen om, at historier findes som færdige enheder ude i verden, og at journalisterne alene selekterer og videreformidler historierne til læserne. Der er ikke i denne metafor indlemmet en konstruktionstankegang – historierne flyder ude i nyhedsstrømmen, hvad enten journalisterne hopper på dem eller ej.
Denne type metaforer er de mest dominerende i mine sproglige undersøgelser, men også andre grupper af metaforer spiller en vigtig rolle.
2. Nyhedsproduktion som konstruktion
Samtidig med selektionstankegangen kan journalister således også ”gøre noget til en historie”. En journalist kan ”skrue en god historie sammen” – eller ”skabe en historie”.
Hvis en ide ikke bliver kategoriseret som en historie, kan journalisten ”gøre det til en historie”. Udtrykket præsupponerer, at historien ikke er endnu, men at den ide, man arbejder på, kan bearbejdes, så den kan blive til en historie.
En journalist forklarede eksempelvis, hvordan han i løbet af meget kort tid kunne ”skabe en nyhed”:
”Altså jeg kan jo sagtens gå ind nu og ringe til Sundhedsstyrelsen og sige: ”Kan I ikke fortælle mig, hvor mange der tager lykkepiller?...... Kan I så ikke give mig tallene fra sidste år samme tid?”. Det kan de godt. Så vil jeg æde min gamle hat på, at der er flere, der tager. Så kan jeg spørge: ”Kan I ikke også dele det op i aldersgrupper for eksempel? Så jeg får at vide, hvor mange 15-17-årige?” (…) Så kunne man sige: ”Hold kæft mand, der er lige pludselig en fjerdedel flere 15-17-årige, der bliver behandlet med lykkepiller”. (…) Så er en nyhed jo skabt, ikke?”.
Her fremgår det tydeligt, at journalisten er helt klar over sin meget aktive rolle i skabelsen af nyheden om lykkepiller.
Metaforerne i denne gruppe omtaler nyhedsproduktion som konstruktion og placerer journalisten i rollen som konstruktør og håndværker. Historier bliver dermed produkter udfærdiget af journalisten.
3. Nyhedsproduktion som kapløb
Journalister konkurrerer mod andre journalister – medier konkurrerer mod andre medier. I den herskende kapløbsmetafor er det attråværdigt at være forrest. Det handler om at vinde og komme først. Journalisterne ønsker ikke at ”løbe” eller ”halse” efter de andre avisers historier. Man føler så, at man er ”lidt bagud og bare skal fylde noget op”.
Brugen af denne metafor betyder, at man ser for sig en løbebane på et atletikstadion, hvor en journalist løber forrest med en historie i hånden, og en gruppe journalister halser efter. Alle kæmper for at snuppe historien fra den forreste journalist og selv blive den førende. Journalister kan tale om: ”at følge i fodsporene på andre i håb om at komme foran”. Og journalisterne kan forsøge ”at løbe foran de andre til næste dags avis.” Hvor man så næste dag forsøger ”at lave noget, som kommer længere, end de andre gør”.
Kapløbsmetaforerne konceptualiserer nyhedsproduktion som et kapløb mellem journalister og mellem medier. Journalisterne tildeles rollen som løbsdeltagere og konkurrenter, og historierne er den depeche, løberne (journalisterne) har i hånden.
4. Nyhedsproduktion som handel
Man kan ”sælge nogen en historie”. Kilder vil ”sælge” historier til journalisterne, og journalisterne ønsker at ”sælge” deres historie-ideer til de ledende medarbejdere internt og dermed få tilladelse til at arbejde videre på ideen.
Ofte anvender journalisterne den åbenlyse handelsmetafor om kilden: ”De vil sælge en historie”. Metaforen understreger tydeligt den gensidige udveksling af tjenesteydelser, som sker, når solohistorier skifter ejermand – fra kilden (”idesælger”) til journalisten (”idekøber”). Kilden får sin historie i medierne og dermed opmærksomhed omkring historiens emne, og journalisten får sin solohistorie og dermed mulighed for at differentiere sig selv og sin avis i forhold til andre journalister og medier.
Disse metaforer beskriver nyhedsproduktion som en handel og en forhandling, og journalisterne tildeles rollen som idekøber eller idesælger. Tankerne ledes hen på et marked, hvor man ønsker at gøre en god handel. Historierne betragtes som varer.
5. Nyhedsproduktion som magtspil
Journalisterne ønsker at ”sætte dagsordenen”. De vil have andre journalister og andre medier til at ”følge efter” dem – til at følge op på deres historier – men de vil helst ikke selv følge efter andre medier. Derudover vil journalisterne helst selv bestemme, hvilke historier de skriver. Man vil helst arbejde med ideer, man selv har fundet på, og man vil ikke styres af andre – slet ikke af eksterne aktører.
Man kan således sige, ”Berlingeren åd den,” når man skal beskrive, hvordan en anden avis har sagt ja tak til en historie-ide, man selv har afslået at skrive dagen forinden. ”Æde” skal ikke tolkes som noget positivt i denne forbindelse. Snarere konnoterer brugen af ordet, at den anden journalist har ”slugt historien råt” – uden måske at opdage, at han blev håndfodret. Ytringen kommer derved til at fungere lettere nedladende, ordet ”æde” får betydningen: en ikke-reflekteret måde at tage ting til sig på. Som når en fisk æder en orm uden at opdage, at der er en krog indenunder. Og dermed konnoterer metaforbrugen, at nogen har fået ”en på krogen”, her at man er blevet lokket til at gøre noget, at nogen har styret en.
I denne gruppe af metaforer konceptualiseres nyhedsproduktion som magtspil, hvor journalisterne kæmper med andre om at få indflydelse på nyhedsproduktionen. Historierne er de artefakter, man ønsker at kontrollere.
Konceptualiseringerne sameksisterer
Nyhedsproduktion er alle disse ting på én gang. Journalisten vælger mellem historie-ideer, han skaber historie-ideer, han forsøger at vinde over og komme før andre journalister og medier, han køber og sælger historier, og han kæmper for at bestemme mest muligt selv i hele denne proces. Metaforerne sameksisterer – og det samme gør opfattelserne af nyhedsproduktion, af journalisternes rolle og af historierne.
Metaforanalysen uddybes yderligere i en ny ph.d.-afhandling: ”En nyhed er en nyhed” Et studium i journalistisk praksis og selvforståelse med fokus på fravalg.
Afhandlingen kan downloades på www.gravengaard.dk.
Læs mere om ph.d.en her
