Barking up the wrong tree

Skrevet af

Mie Femø Nielsen
Lektor MSK

32 artikler

16 indlæg

En velkendt debatteknik er ’barking up the wrong tree’. Det er et vidunderligt udtryk, som på dansk vel bedst oversættes med at ’gå imod strømmen’. Det er det modsatte af at ’hyle med de ulve, man er iblandt’. Ved hjælp af denne teknik kan man få stor opmærksomhed, især hvis det er et kontroversielt synspunkt. Man kan også høste stor respekt, især hvis man kan argumentere overbevisende for synspunktet.

I de forløbne uger har vi set flere politikere udtale sig markant, blive kritiseret, forsvare synspunktet – for derefter helt at trække deres udtalelser tilbage. Kan man nu også det? Lyder det oplagte spørgsmål fra mange sider. Eller må svaret lyde som Sally siger til Harry i filmen When Harry met Sally, da han trækker en ti år gammel udtalelse tilbage: ”You can’t take it back! It’s allready out there!”

 

Men jo, man kan godt trække en udtalelse tilbage. Det kan vi jo se ud fra de sidste ugers forløb, at man kan. Man kan godt foretage en kovending. Men det er ikke gratis. Kovenderne mister troværdighed og pondus. (Kovender må være navnet for personen, der laver en kovending, selv om det er bevægelsen og ikke koen, der er det centrale ved fænomenet. Ellers rejser det bare spørgsmålet, om termen også kan gælde mænd...)

 

Troværdighed mister de, fordi de først har argumenteret ihærdigt for noget, som de derefter siger, at de i virkeligheden slet ikke mener alligevel. Det vil sige, at de enten lyver eller har skiftet mening.

 

Det er absolut i orden at skifte mening. Den offentlige debat ville nyde godt af, at flere skiftede mening efter at have lyttet til andres bedre argumenter. Åh, kunne man blot en gang imellem høre ordførere og talsmænd sige, at de havde skiftet mening efter at have lyttet til deres modpart. Kunne de dog blot se, hvor mange point de kunne score på det hos deres publikum. Men ak, det bliver ved drømmen. Ordførere og talsmand deltager sædvanligvis i debatten med fastlagte synspunkter, som de ofte også bliver betalt af andre for at føre på banen, nemlig deres medlemmer. Og det kan da godt være, at de inderst inde erkender, at modparten har ret, men det er ikke i deres interesse at sige det højt; derfor forfægtes synspunktet frejdigt.

 

Det er derfor ualmindelig sjældent, at debattører skifter mening. Men hvis de gør det, så er det ikke ligegyldigt, hvordan de gør det. Timing spiller ind, og det gør anledning og argumentation også.

 

Mener man A den ene dag og ikke-A den næste, så er det et meget brat skifte. Det er påfaldende. Det er mindre mærkeligt, og dermed mindre forklaringskrævende, at gøre det over en årrække. Så kan man legitimere sit holdningsskift med ny viden, gjorte erfaringer eller med det bedre overblik og klarsyn, der kan følge med højere alder eller position. Det er vel denne i kategori, at Anders Fogh Rasmussen holdningsskift i forhold til minimalstaten ligger.

 

Tid spiller altså en rolle, og det gør argumentation også. For man skal kunne argumentere overbevisende for, hvorfor man har skiftet mening, hvis ikke man vil miste troværdighed. Ellers er man en vendekåbe eller en vejrhane, som ingen ved hvad vej vender dagen efter og dagen efter igen, og som ingen derfor kan regne med. Og når Eva Kjer Hansen, Brian Mikkelsen, Louise Frevert og hvad de hedder alle sammen først argumenterer for ét og derefter trækker det tilbage og holder bøtte, så mister de troværdighed. De har et forklaringsproblem, men de forklarer sig ikke. De har et legitimitetsproblem, men de legitimerer sig ikke. De siger blot, at udtalelsen eller udtalelserne trækkes tilbage, og så færdig, så vil de ikke tale mere om det. Det kan man ikke. Så forstår vi andre ikke, hvorfor de så brat har skiftet mening. Det kunne der jo godt være gode grunde til, ny information fx.

 

Vi er også i tvivl om, hvorvidt de nu også har skiftet mening. For hver gang har anledningen været udefrakommende. At andre først himlede op over deres udtalelser, fik ikke kovenderne til at skifte mening. De forsvarede ihærdigt deres fremsatte synspunkter. Det var altså ikke mødet med bedre argumenter, der gjorde udslaget. Anledningen var hver gang, at nogen med hånd- og halsret over deres karriere ikke ville have, at de sagde det. Og så trak de deres udtalelser tilbage. Når dette så kombineres med, at vi ingen efterfølgende overbevisende argumentation får for den ændrede holdning, så lades vi i tvivl om, hvorvidt kovenderne nu også har skiftet holdning. Eller om de blot siger det, der gavner deres karriere bedst; det der er mest opportunt. Sådanne mennesker kaldes netop vejrhaner og vendekåber, og de har ingen troværdighed.

 

Hvis de pågældende personer ydermere fortsætter med at mene det, de først sagde, at de mente, men nu blot siger noget andet, eller de tier stille med det, så er de tilmed falske. Og så er de ikke bare utroværdige, men slet ikke til at stole på.

 

Det er ikke i orden at lyve. Det er det ikke for nogen, og slet ikke for politikere. Politikerkolleger og andre samarbejdspartnere ved ikke, hvor de har løgnere henne – det giver dem mindsket råderum. Journalister ved ikke, hvor de har løgnere henne – det giver dem ringere talevilkår. Vælgerne ved ikke, hvor de har løgnere henne – det giver dem lavere stemmetal. Og det er slet, slet ikke i orden at lyve for moderne politikere. Der er reelt så lidt, der skiller mange politikere og politiske partier fra hinanden, at spørgsmålet om personlig troværdighed bliver stadig mere betydningsfuldt. Uden troværdighed er det meget svært for en politiker at manøvrere i moderne politik. Så hvis man vil vinde et slag ved at sætte sin troværdighed over styr kan man let risikere at tabe hele krigen.

 

Pondus mister kovenderne ligeledes. Det har med anledningen til kovendingen at gøre. Hvis det er folk med større magt, der fremprovokerer holdningsskiftet, så gøres kovenderen lille. Det er blevet fastslået, at vedkommende ikke bare selv kan bestemme, hvad han eller hun mener. Nogen over vedkommende har vetoret. Og det har store konsekvenser for kovenderne. Deres ord vejer fremover lettere i vægtskålen. For hvad skal vi tro, næste gang de siger noget? Skal vi først se, om de har seddel med fra mor, før vi ved, om de godt må mene det? Skal vi først kigge over på far for at se hans ansigtsudtryk, før vi tror på, at de bliver ved med at mene det? Og hvis vi ved, at de først skal cleare deres holdninger med chefen, så er det lettere straks at spørge chefen, uden at gå omvejen forbi kovenderen. Og så har kovenderen mistet pondus og indflydelse.

 

Den mindskede pondus skyldes også, at kovenderne risikerer at miste respekt. Først så de nemlig ud til at være nogen, der ’gøede op ad det forkerte træ’, men så viste de sig i virkeligheden blot at hyle med førerulven, da det blev for farligt at have en selvstændig stemme. Så er man en kujon. Det er faktisk kun, hvis andre selv er lidt bange for førerulven, at kovenderen kan slippe fra dét med om ikke respekten så i hvert fald sympatien i behold.

 

Det kan altså sagtens lade sig gøre at trække sine udtalelser tilbage i den offentlige debat, også selv om man er minister, og også selv om man ellers har plæderet ihærdigt for det, som man viser sig ikke at mene. Men det koster dyrt. Og man har hurtigt opbrugt sin kvote.

Relaterede artikler

Anne-Mette Cross-promotion - Der gik et gisp igennem salen, da hun kom svansende i sin meget lille og meget lilla sambakjole.

Giv din stemme

6 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Grafiker

Frist: 13. december

Mediechef

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.