Bæredygtighed i kommunikationsafdelingen

Grøn markedsføring, bæredygtighed og etisk kommunikation har handlet meget om dialog med brugerne og samfundet. Men hvis det for alvor skal rykke, skal der nye tips og tricks for bæredygtig kommunikation helt derind, hvor kommunikation planlægges, produceres og bestilles. Mit bud er, at k-afdelingen skal lære at skære ind til benet, lægge om til langtidsholdbart og holde op med at stresse. Har du et bud på bæredygtighed i din afdeling?
af Elisabeth Halskov Jensen

bæredygtig kommunikation

Overraskende kommunikation med indbygget vugge-til-grav eftertanke

 

Bæredygtig – et begreb, der burde kunne skabe billeder i kommunikationsmedarbejderens kreative hjerne. Sidste år kom Laljani og Ludvigsens ”Bæredygtig kommunikation” med et bud på, hvordan kommunikationsmedarbejderne kan gøre op med ”den tsunami af ubæredygtige og uansvarlige kommunikationsformer, som præger virksomhedernes aktiviteter på kommunikationsområdet”. En værktøjskasse med redskaber til at gøre kommunikationen etisk, transparent, faktabaseret, udfordrende, profitskabende, konsistent og original.

 

Fornuftigt nok.

 

Bæredygtig er mere end ’troværdig’

Men her var måske også problemet: Hvis kommunikationsmedarbejderen kun må skrive etisk korrekte faktaark og printe på genbrugspapir, forsvinder noget af det sjove ved at lave kommunikation. Og dét er ikke holdbart. For kommunikations- og marketingafdelinger er befolket af mennesker med hang til gadgets, lækker grafik og hurtige sprogfix.

 

Forbrugerombudsmanden har også været på banen. Han advarede helt firkantet mod at anvende begrebet ”bæredygtig” i pr og markedsføring, fordi bæredygtighed ikke kan måles. Slår man ”bæredygtig kommunikation” op i Den Store Danske, defineres det som ”kommunikation, hvor der er balance mellem det, en virksomhed faktisk gør, og hvad den kommunikerer til sine interessenter fra en social, miljømæssig og økonomisk synsvinkel.”

 

Beklager, men det er vist næsten det samme som definitionen på ”troværdig kommunikation”. Så det holder heller ikke.

 

Når ”bæredygtig kommunikation” nu ser ud til at være dømt ude, fordi det enten er for kedeligt eller det rene varme luft, hvorfor så overhovedet fremture? Fordi bæredygtig skaber gode billeder og drømme. Fordi det ikke behøver at være kedeligt. Og fordi kommunikations- og marketingafdelinger forbruger enorme mængder menneskelige, økonomiske og økologiske ressourcer, og der faktisk er noget, vi kan gøre for at reducere ressourcespildet.

 

bæredygtig kommunikation

Kommunikation via sociale medier er ofte ressourcebesparende, fordi en række trin i de traditionelle kommunikationsprocesser springes over. Her udveksler Amazons kunder egne anmeldelser af bogprodukterne

 

Mere dynamo, mindre lyseslukker

Laljani og Ludvigsen har med deres bog skabt et godt udgangspunkt for at arbejde konkret med at gøre selve kommunikationen bæredygtig, og ligesom den britiske marketingekspert John Grant (The Green Marketing Manifesto) har de lagt vægt på, at virksomheden må reducere afstanden til brugerne og bruge interessenterne aktivt i forretningsstrategien, bl.a. via web 2.0.

 

Der kan siges meget positivt om sociale platforme og den evne, de har til at engagere og begejstre forbrugere. Men hvis kommunikationen skal være sprød og lækker, må opmærksomheden på kommunikationsarbejdets rammer helt i forgrunden. 

 

Vi innovative og entreprenante kommunikationsmedarbejdere kan bruge bæredygtighedsbegrebet til at sætte nye kommunikationsfaglige standarder, samtidig med at vi indarbejder den grønne tankegang i produktionen af kommunikation. Vi er nødt til at holde op med blot at pege fingre af al den ubæredygtige, overflødige kommunikation, de fleste af os er med til at producere. Lad os i stedet begynde at konkurrere om at udvikle værktøjer, drejebøger, tips og tricks til, hvordan vi laver holdbar kommunikation, der også er funky. Eller omvendt.

 

bæredygtig kommunikation

Brug begge sider af printerpapiret – og begge hjernehalvdele, når du udtænker kommunikation

 

Det handler om at være både rationel og kreativ i selekteringen og planlægningen af kommunikation og konstant tænke minimalistisk: Hvad kan vi nøjes med at gøre for at afdække brugeradfærden, hvad kan vi nøjes med at poste på Facebook? Skal vi i øvrigt konstant være på Facebook, eller skal vi for eksempel nøjes med at lægge en video på YouTube en gang imellem?

 

Det kan lyde besnærende at skære ned, lægge om og holde op. Men hvor skal man begynde? Her er en stribe ideer:

 

Reducér kommunikationen

Producér og forbrug mindre kommunikation. Producér enkel og minimalistisk kommunikation. Del og genbrug kommunikation.

 

  • Undersøg hvilke materialer, du har i forvejen, og om de kan bruges til formålet
  • Undersøg hvilke ressourcer og kompetencer, der er i virksomheden, og om de kan bruges i stedet for at hyre en dyr(ere) konsulent
  • Spar på kommunikationen, gør kommunikationen digital, print kun når det er absolut nødvendigt og kun det antal kopier, der er nødvendige
  • Genbrug papir og plastic – brug miljømærket papir og plastic, smid ikke gamle produkter ud, der stadig kan bruges, print på begge sider af papiret, print på gammelt papir, hvis det kun er til eget brug
  • Spar strøm – spar på kommunikationen, sluk pc’en helt, når den ikke er i brug, vent med at tænde pc’en, til du er helt sikker på, hvilken opgave du skal i gang med, skriv færre mails, kommunikér kun på pc’en, når du virkelig har noget på hjerte
  • Gå imod Microsofts forbrugsmaskine og brug Linux' styresystem i stedet for.

 

Skift til holdbar kommunikation

Køb kun fra kommunikationsbureauer, der har transparente standarder for bæredygtig, ikke-forurenende kommunikation. Vælg kommunikation, som opfylder tilbagevendende og udbredte behov og sætter en ramme, hvor løbende tilpasning er mulig.

 

  • Vælg langtidsholdbare og fleksible løsninger
  • Inddrag altid brugerne og gå efter at opfylde brugernes behov
  • Kend både afsender og modtagers værdier, behov og handlemønstre
  • Planlæg produktion af kommunikation i god tid – det bliver dyrere og dårligere, hvis det hastes igennem
  • Sørg for at have kompetencer i huset, der kan planlægge og vurdere det, der skal laves af leverandørerne, specielt i forbindelse med store IT- og web-projekter
  • Undgå traditionel reklame og engagér forbrugerne direkte (som f.eks. boganmeldere på Amazon eller motionsløbere i Nikes regie).

 

Stop stresset kommunikation

Producér og støt kommunikation, som er produceret under ordentlige forhold. Stress rammer hver tredje dansker, ikke mindst kommunikationsmedarbejdere. Kommunikation, der er produceret af stressede medarbejdere, har en øget risiko for ikke at være langtidsholdbar og funky.

 

  • Undgå mails – undgå især at indbakken bruges som opgavestyring; brug mundtlig kommunikation, gammeldags opslag/tavler/skærme og intranet som kommunikationskanaler i stedet
  • Undgå møder – undgå især møder, der handler om opfølgning og status 
  • Nedton Outlook – undgå at Outlook bruges som sutteklud, planlæg dagen før, hvad du skal nå dagen efter, visualisér dit projekt på væggen i stedet for at skrive det ind i Outlook
  • Stol på dine medarbejdere – lad være med at overvåge dem og følge op på dem hele tiden
  • Sig nej til opgaver, som andre afdelinger forsøger at pålægge dig – du kan altid sige ja senere, hvis presset fortsætter.

 

Fortsæt selv listen i kommentarsporet – helst med forslag til færre løftede pegefingre og mere cool bæredygtighed. Læs i øvrigt mere om bæredygtig kommunikation på min blog her.

 

---

 

Brug for faglig, uformel og involverende inspiration? Mød eksperter og praktikere på kurset Besparelseskommunikation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også