Return of Radiklassisk
Det føles pludselig lettere at være radikal nu end meget længe. Engang var det radicool at bestille latte, gå til partiparty i Pumpehuset og dyrke Jelveds håndtaske som et helligt relikt. Det er slut. Drømmefesten i de øverste radikale gemakker er ovre, nu står den på svedige natteforhandlinger nede i Christiansborgs maskinrum. Retro er tilbage.
af Elisabeth Geday
De seneste ugers gode meningsmålinger og positive medieomtaler bringer tankerne tilbage til dengang, hvor man var radikal, hvis man var smart og kreativ. Man blev desværre ikke smart og kreativ af at være radikal (gid det var så let), men var man smart og kreativ i udgangspunktet, så stemte man med sikkerhed radikalt.
Er det en radicool revival, vi nu ser? Næppe. Radicool Lex 2005 inkluderede en masse spektakulær staffage i form af De Tre Tenorer, fester på Pumpehuset, kulten omkring Marianne Jelved og helliggørelse af den thatcherske håndtaske.
Alt i alt en masse Creative Class Smartness, som de af os (radikale), som boede i hus i forstæderne med børn, bil og billetter til Åh Abe havde rigtig svært ved at se os selv som en del af. Og alt det mangler i dag.
Derfor er det måske ikke de oprindeligt radicoole, som nu vil stemme radikalt i et større antal. I stedet er de ”nye” radikale nok snarere jordbundne personer fra land og provinsby, som er trætte af taktiske meldinger, af manglende økonomisk realitetssans og hungrer efter at de nødvendige politiske beslutninger bliver truffet, også selv om de gør ondt.
De nye radikale kommer fra andre partier
Mange af de ”nye” radikale har formodentlig haft Radikale Venstre som deres andet valg. Radikale er nemlig kendt for, at rigtig rigtig mange vælgere ville stemme radikalt, hvis altså ikke lige de stemte socialdemokratisk, Venstre, konservativt, SF eller Liberal Alliance.
Vælgerne er (tilsyneladende) blevet glade for det, som vel kan kaldes et Return of Radiklassisk. Radikalt politisk håndværk som det har været gennemført siden 1905 – med et kort ophold på ti år, hvor radicool ravede festligt rundt – kreative og smarte - men uden at levere nævneværdige politiske resultater.
Utallige radikale partiledere har sagt det gennem årene: ”For en radikal er det ikke bogstavlegen, der er det interessante, det er det politiske indhold”. Den radiklassiske tilgang betyder, at man benytter chancen for at få gennemført sin politik, når det er muligt, sammen med de partier, der vil være med til at gøre det. Det kan man gøre som radiklassisk, fordi man grundlæggende (måske med få undtagelser) synes, at der er dygtige og fornuftige mennesker i alle partier, som man godt kan arbejde sammen med. Og at brede forlig er et adelsmærke for demokratiet.
De radiklassiske kan klare Pia Kjærsgaard
Det er muligt de radicoole lægger stor afstand til Dansk Folkeparti. Men de radiklassiske kan godt arbejde med dem, hvis blot konsekvensen er, at radikal politik bliver gennemført. Og de ”nye” radikale kan tilsyneladende godt lide, at de radikale er kommet ned fra den høje hest og snavser hænderne til, men til gengæld kan køre korn i lade senere på året.
Hvor efterlader det så dansk politik? Forudsat der bliver indgået et forlig mellem VKO og R om den økonomiske 2020 plan, så bør den efterfølgende valgkamp blive mere afdæmpet, end den ellers ville have været. Lige som de radiklassiske kan lide det. Lidt mindre ” de gode og de onde” og lidt mere ”vi vil skabe brede resultater”. For med mindre S og SF satser alt på at få et flertal for dem selv, så er de nødt til at dæmpe retorikken for at beholde flertallet sammen med R. De kan ikke skælde regeringen ud for at være asocial og ødelæggende for velfærdsstaten i kraft af 2020-aftalen uden samtidig at skubbe de radiklassiske fra sig.
Et godt råd til S og SF
Et råd til S og SF: Lev med indholdet af VKOR-aftalen, også selvom indholdet ikke er S eller SF politik. Hele vælgerskaren ved jo alligevel godt, at det ikke er S og SF, der forringer efterlønnen. Fokusér i stedet på det positive – at aftalen skaber balance i den offentlige økonomi og dermed større frihed til at styrke undervisningsområdet, socialpolitikken, forskningen, miljø og klimaindsatsen, den offentlige transport og sundhedssektoren. Det er de områder, som S og SF skal gå til valg på. Områder, hvor S, SF og R kan skabe en masse politiske resultater sammen. Og måske også med de Konservative og Venstre (og hvem der ellers vil være med) – lyder det irettesættende fra de tilbagevendte radiklassiske.
