At klare sig med Sepstrup

Preben Sepstrup vil med ”En undersøgelse viser” tilføre os medie-humanister et skud statistiske vitaminer så vi bliver mere kvalificerede i fortolkningen og formidlingen af kvantitative stikprøveundersøgelser.

Med undertitlen ”Om at bruge kvantitative undersøgelser uden at snyde sig selv eller andre” samt den gennemgående vending ”for at klare sig” forsøger Preben Sepstrup at fremstille sin bog som et nødvendigt redskab for studerende ved de humanistiske kommunikationsuddannelser, journalister og andre formidlere. Og nødvendige redskaber har denne på bogens bagside definerede målgruppe vel også brug for i den forstand at journalistik, meningsdannelse - og dermed samfundet som helhed - i stigende omfang baserer sig på kvantitative spørgeundersøgelser om hvad som helst.

Spørgsmålet er så om vi medie-interesserede humanister har fået den grønspættebog vi kunne ønske os? Det mener jeg ikke - selv om tanken bag ”En undersøgelse viser” egentlig er ganske glimrende.

Uafklaret varebetegnelse
Titlen i sig selv, ”En undersøgelse viser", er med sin parafraserede form og sine konnotationer en smart henvendelse til målgruppen. For smart efter min mening! Først på side 18 – langt inde i det indledende kapitel – får man at læse at bogen IKKE behandler: ”det centrale emne, interviewfejl, herunder udarbejdelse af spørgeskemaer og dataindsamlingsmetode”.

Sepstrup ved godt at målgruppen per definition hovedsageligt interesserer sig for interviewspørgsmåls relevans og karakter – herunder formulerings- og fortolkningsmæssige problemstillinger. Derfor kan jeg kun opfatte bogens bredt favnende bagside-tekst (om mediebranchens ukritiske brug af kvantitative undersøgelser) som ren spekulation i uafklaret varebetegnelse. Snydt? Hm!

Imidlertid kan man, som det mest positive om denne salgsteknik, sige at Sepstrup snyder os for vores egen skyld. For Sepstrup har sikkert ret i at målgruppen allerede har gode analytiske kompetencer på netop disse bløde områder *, men ikke er nær så funderede som ønsket når det gælder koblingen til den statistiske videnskab. Bogens glimrende tanke er således at styrke medie-humanisternes evne til at vurdere kvaliteten af kvantitative stikprøveundersøgelser ved at give os indblik i de vigtigste matematiske vurderinger og statistiske begreber. Det kunne man jo godt have beskrevet uden på bogen eller i forordet.

Forklaringer eller forkludringer?
Jeg mener det er problematisk at Preben Sepstrup på den ene side understreger at han ”kaster sig ud i noget” som ”kendere med rette kan hævde” at han ”ikke har speciel for stand på” – og samtidig gør teksten utroligt nørdet overfor sine elever. Man mærker ikke meget til at Preben Sepstrup er ”formidler”. Han formulerer sig i et uvedkommende sprog bevidstløst udstoppet med abstrakter. Det er alt for ofte nødvendigt at læse teksten om og om igen – simpelthen fordi ordene er for farveløse. Selvfølgelig er visse typer af stof svært at formidle på en levende måde. Svært ja – men ikke umuligt, og en god formidler ville kunne gøre det!

Tag dette eksempel:

”Det kan matematisk vises, at sandsynligheden for, at tilfældigt udvalgte stikprøver estimerer populationens værdier, følger en normalfordeling.”

Der er ikke som sådan noget forkert eller ulogisk i sætningen, men man kan altså ikke tillade sig at servere den slags for sin læser. Sætninger af denne type (billedfattige og drænet for agens) er utroligt svære at begribe umiddelbart. Og de skaber hverken klarhed eller opmærksomhed.

Teksten fortsætter med en anden form for uklarhed:

”Som eksempel kan man tænke på fordelingen af mænd og kvinder i den danske befolkning, der er ca. 49%K/51%M. I tilfældigt valgte stikprøver med f.eks. 1000 personer vil den mest almindelige fordeling være omkring 50K/50M. Stikprøver fordelt 45K/55M og 55K/45M vil være almindelige og stikprøver med 45/55 fordelinger mere almindelige end 50/50 fordelinger.”

Ser vi bort fra forbytningen af procenter for mænd og kvinder i den danske befolkning, må man alligevel konstatere at resten er noget mærkeligt noget. Al logik siger jo at den mest almindelige fordeling er 51/49. Selv humanister, vil jeg påstå, kender alle tal mellem 0 og 100, og er fortrolige med procentbegrebet – så der er vist ingen rimelig grund til at forvirre med et ”omkring 50/50”. Det er misforstået nemhed.

Hvad er det i øvrigt Sepstrup vil forklare her? Er der flere korrekturfejl, eller er det bare ikke forklaret godt nok? – spørger man sig selv.

Tabel-fortabelse
Heldigvis udgør selve bogens tekst kun en tredjedel af bogen. De sidste 2 tredjedele består af eksempelmateriale og kortere artikler, bl.a. en klynge debatterende artikler om undersøgelser på nettet. Der er også opgaver til eksemplerne, men ingen facitliste. Man skal med andre ord tænke selv, og det er bogens force - hvis den bruges til undervisning af en underviser der er kyndig nok.

Personligt synes jeg ikke at den store del af bogen og af opgaverne der handler om statistisk signifikans, er særlig interessant. Med sin sunde fornuft ved man godt at en ændring fra 536 til 548 fra det ene år til det andet i en undersøgelse på 1000 respondenter ikke er en signifikant stigning. Og man behøver ikke sidde med fingeren i tabeller over grænseværdier for signifikans for kritisk at konstatere at resultatet snarere er udtryk for et stabilt niveau. Det er ikke så pokkers spændende.

Men jeg skal da gerne medgive at det er en væsentlig opgave for denne bog at præsentere de krav man skal stille til en seriøs undersøgelse, de håndfaste retningslinier man har i vurderingen af signifikans, og de matematiske metoder hvormed man behandler statistisk data. Blot kunne jeg ønske mig at Sestrup ikke i den grad fortabte sig i tabellerne.

Signifikans betyder som regel at der er 95% sandsynlighed for at resultatet indenfor en plus/minus faktor (konfidensintervallet) svarer til virkeligheden. Efter min mening lægger Sepstrup op til en firkantet tabellæsning (signifikant / ikke-signifikant) som kan være ødelæggende for den sunde fornufts analoge og dermed langt mere nuancerede kalkulationer. Der mangler simpelthen en bemærkning om at grænseværdier er kvalificerede streger i sandet og ikke spor andet.

Et indslag i bogen jeg derimod er begejstret for, er kapitlet om ordinal-skalaer. Her minder Sepstrup om den grove forregnelse det er at bruge kvalitative skalaer i stil med: ”1: for det meste, 2: undertiden: 3: næsten aldrig: 4: aldrig” som almindeligt talmæssigt regnemateriale man kan lave gennemsnit på *. Afstanden mellem ”for det meste” og ”undertiden” er jo ikke nødvendigvis den samme som mellem ”undertiden” og ”næsten aldrig”.

Ikke ambitiøs nok
Bogens kompendium-lignende sammensætning er også fin nok. Det er godt med de selvstændige artikler, og det er rigtig godt med autentisk eksempelmateriale. Det er endog udmærket at den associerede (men uklare) brødtekst er hakket ud med mellemrubrikker der gør det muligt til dels at anvende bogen som opslagsbog.

Men ”En undersøgelse viser…” er i mine øjne ikke forædlet og ambitiøs nok. Jeg havde gerne set at den første del havde været formuleret klarere og mere pædagogisk. Til gengæld kunne jeg ønske mig et skarpere videnskabeligt og leksikalt tillæg der gav præcise definitioner på begreber – også på flere begreber og metoder end dem Sepstrup har udvalgt. De fleste videbegærlige mennesker nyder den eksplorative fordybelse man kan få i nogenlunde komplette vidensbaser som f.eks. i atlas eller i leksika. Denne kvalitet har bogen ikke trods sin konglumerare karakter.

Og selv om Sestrup tilsyneladende gør en del ud af at forklare hvad han ikke vil beskæftige sig med, forbliver bogens afgrænsning tåget. En kommunikationsfigur eller et produktionsdiagram for indsamling, bearbejdning og præsentation af kvalitative stikprøveundersøgelser havde være interessant og anskueliggørende – ikke mindst til at udpege dét påståede svage led som bogen selv hævder skal styrkes.

Bogen er svag når det gælder om at give et overblik. Sepstrup har valgt for os, og man føler sig som et barn stillet overfor et kedeligt udvalgt af kogte grøntsager påbudt for vitaminernes skyld – eller ”for at klare sig”, som han siger. Hvis Sepstrup havde skåret de rå, friske og klare grønsager ud i anskuelige, indbydende bidder og dryppet dem med citronsaft, havde han måske nok haft et større arbejde – men også lavet en betydeligere bog. For hvis et emne er relevant, behøver det ikke at være kedeligt.


* Læs eventuelt undertegnedes artiklel Ansigt til ansigt med en kvantitativ stikprøveundersøgelse om samtalesituationen ved en specifik spørgeundersøgelse.

Relaterede artikler

Medieskabt uvirkelighed - Danske medier graver næsten hver dag en ‘virkelighed’ frem af folkedybet ved at lade analysebureauer gennemføre meningsm...
En undersøgelse viser… - Det er alt for let at bringe eksempler på mediernes ukvalificerede omgang med egne og andres undersøgelser, men ikke sær...
Ansigt til ansigt med en kvantitativ stikprøveundersøgelse - Analyseinstituttet Megafon er i gang med en tilfredshedsundersøgelse for busdriften i hovedstadsområdet som skal løbe ov...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Seniorkonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.