At glemme Bruce Mau

Under udfoldelse af de sædvanlige medieskrig er en af designverdenens absolutte førerhunde landet i København. Den canadiske designguru Bruce Mau er af Dansk Arkitekturcenter (DAC) blevet bedt om at levere dels buzz, så vi efter ti år på sidelinjen kan komme med på Arkitekturbiennale i Venedig og dels den flagellantiske “provocation chic” . Vi elsker i Denmark – at sige, at vi ikke duer til det, vi tror vi duer til , men hemmeligheden i metoden er, at det gør vi jo alligevel – faktisk er vi bedre og mere specielle end alle andre. Det, vi ikke duer til i år, er design – nu er vi gudhjælpemig “too perfect”.

Mr Mau og hans medkuratorer fra den skævt originale idetegnestue Plot har, efter at studeret ikke mindre end 99 bøger med dansk design, fundet ud af, at problemet er, at vi går for meget op i overflader og detaljer. Den slags er der ikke plads til i fremtidens globaliserede hypersamfund. Opgaven for designere i fremtiden er, at løse globale problemer med den titaniske kreativitet, vi er så kendte for i Denmark. Send wegnerstolene på frilandsmuseum nu er det fremtiden der kalder jubler Bruce Mau og hans raske rænkesmede.

















































Nånådadada tænker man så. Rygterne om en dansk “superhavn“ formgivet som rederiet Maersks bomærke – den syvtakkede stjerne - har allerede nået avisernes spalter inden udstillingen åbner. Jeg giver hurtigt min PH lampe fingeren og styrter i et less than perfect S-tog ind til Gammel Dok for at få et forhåbentligt livgivende skud af Bruce Maus fremtidssuppe: Riv det ned det gamle lort og lad os få nogle utopier. Og det er netop, hvad udstillingens introduktionsplanche lover: Bruce og plotterne har formuleret nogle krav til udstillerne (der iøvrigt – forlyder det - ikke er udvalgt efter talent, men efter evnen til at betale 300.000 kr): Det drejer sig om “pragmatiske utopier“, der alle skal opfylde den tredobbelte bundlinje: Økonomisk rentabelt, miljømæssigt- og socialt forsvarligt. Spændende. Jeg kan dårligt vente. Først skal vi lige have overstået fadermordet. Til venstre i det første rum er den sædvanlige række af rekvisitter fra konventionens skatkammer: PH, Jacobsen, Wegner, Juul, Magnussen, Holscher, Panton – alle hevet ud af enhver sammenhæng, der kunne gøre dem til andet end detaljer og overflader – de står jo bare der og er “too perfect” – de løser ingen globale problemer (hvis man ikke regner den enorme mængde af grimme stole for et globalt problem). Og så til udstillingen: Hvad har vi her af fordomssplintrende originalitet? Man står efter at have drejet sig 180° lidt måbende: En grimt opbygget udstilling lavet af Flamingoklodser, hvor teksterne allerede efter en dags åbning er ved at falde ned. (Jeg brækker mig over al den æstetik, er Arne Jacobsen citeret for at sige på en af plancherne – men er der ikke en mellemvej??) En serie “utopier” af typen “hvad nu hvis Danmark var en stor hoppepude?? Eller “Hvad nu hvis grise kunne flyve??” Alt sammen formidlet på alenlange serier af plancher på et temmelig globaliseret engelsk (The Danish boarders betyder “de danske pensionærer “ og ikke “de danske grænser“ som det vist er meningen). Og over det hele hører og læser man konstant: “Denmark, Denmark, Denmark, Denmark – hvor er globaliseringen blevet af i flamingohelvedet - for helvede??

Hvad er det så, vi åbenbart vil vise verden – som vores bud på syv nye danske positioner, det der skal løfte begrebet Danish Design (der i parentes bemærket er et åndssvagt marketingbegreb, der kun er kendt i Danmark) ind i det nye årtusind?: Landbruget går over til at producere medicin vha. genetisk manipulerede planter. Boligblokke præfabrikeres på store fabrikker og flyves med gigantiske luftskibe til deres bestemmelsessted. Danmark får en energiregning på nul med brint og sol og sådan noget. Alle danske havne samles til en “superhavn” i Femern Bæltet. Vi bygger to kunstige øer og 100.000 sommerhuse til turisterne. Et nationalt firma overvåger vores familieliv fra vugge til grav (er opfundet – det hedder velfærdsstaten). Grønland tager 1 % af verdens kildevandsmarked og sejler en milliard liter ferskvand til Afrika for at tjene lidt på den is, der alligevel smelter. Det er det vi vil ramme arkitekter og designinteresserede i hele vor del af verden med. Tag dén verden her kommer det nye Danmark. Hvor mange øjenbryn vil løfte sig??

Jeg er selv designer og har også gået på Arkitektskolen i København, undertrykt i min trang til at lave grimme ting af flamingo åbenbart. Utopierne her – hvis man tør bruge et så stærkt ord – minder om den type ideer, man kunne få i fredagsbaren. Det var altid skide skægt og man følte sig meget kreativ mens man fandt på det – men når høkerbajerne var fordampet, var der da INGEN, der kunne drømme om at præsentere ideerne i et sobert forum og da slet ikke om at udstille dem i Venedig eller Toronto. (Lad gå med København – det er der alligevel ingen, der opdager ud over ens nærmeste familie).

Nå grine og gøre nar kan man jo altid. Tegnestuen Plot har vitterligt fat i noget med den havn og det ER altid sundt at udfordre vanetænkningen. Også jeg kan få kvalme af den uendelige strøm af mærkelige dimser til hjemmet, der i damebladenes og avisernes verden bliver kaldt “design”. Jeg bliver alligevel forstemt på designfagets vegne, når jeg ser en så monumental udstilling af kraftesløshed som Re-think Denmark. Jeg tror, det der er galt er, at faget er begyndt at tro på myten om sig selv.

Hvis man spoler tilbage er udstillingens første problem selve præmissen: Måske er der meget af det, man i livsstilsmagasinerne kalder design, der bare er glat overflade på en fiffig ide. Men hvis man taler om det store design af de ikoner, man vil angribe med Re-think Denmark: PH, Jacobsen etc., så var de jo aldrig interesserede i design for designets skyld. De tænkte altid i sammenhænge, der både var internationale og havde sociale implikationer. At deres frembringelser så i de forløbne 50 år er blevet allemandseje som markører af “den gode smag”, som de jo foragtede – er vel sådan set ikke deres skyld.

I Danmark – og sikkert de fleste lande som os - tror lægfolk, at designere er kraftgenier, der i endeløse øjeblikke af guddommelig inspiration formgiver og finder på, nærmest i en slags evig hashrus hengiver designerne sig til skønhed og begaver så den grå verden med krystallinske glimt fra en hinsidig smukkere verden. Inde i faget har man altid vidst, at sådan er det ikke. At designe er mest af alt hårdt arbejde. Man sidder stille og roligt og bokser rundt med problemerne og udøver konstant en ekstrem selvkritik overfor egne påfund. Naturligvis er designere bedre end andre til at finde løsninger på både praktiske og formmæssige problemer, men disse løsninger kommer altså i mødet med stoffet – og ikke ved inspirationens stikflamme. Det kan være at jeg her ødelægger en drøm for læsere af boligindretningsblade – og lægger mig ud med min stand, men det forholder sig som jeg siger.

Hvad der sker på Gammel Dok er, at designerne bag fem af de syv utopier har ladet sig forføre af omverdenens opfattelse af designere. Man ser dem for sig siddende og fnise til hinanden i deres påtagede skaberrus. Jeg mener der er grund til at råbe en kraftig alarm. Hvis faget begynder at tro på lægfolks mytologiserende fiktion om samme fag er det at alvorligt sygdomstegn: Det er fordi designerne ikke selv har noget at putte ind i faget. Og på den måde bliver Gammel Doks stort anlagte faderopgør kun et lille skvulp i en plastickop og samtidig mere afslørende overfor fagets fremtidige udfordringer end det vist egentlig var meningen.

Det er jo nemlig meget svært, desværre, at finde på nye ting. Det er derfor, det ikke sker så tit. Designere er bedst til at løse helt konkrete problemer – de er ikke specielt gode til at tænke abstrakt i modsætning til hvad de fleste tror. Kreativitet er et af de mest misbrugte ord i det danske sprog. Det er ikke nødvendigvis kreativt at kunne få skøre ideer – det er kreativt at kunne foreslå overraskende og samtidig indlysende løsninger på specifikke problemer. Hvis man foreslår at Grønland sejler en milliard liter ferskvand til Afrika kan man lige så godt foreslå at man sejler alle afrikanere til Grønland, så de kan få vandet, når det er friskt. Jeg mener, hvis man ikke i en sådan ide interesserer sig det mindste for hvad tallene er: Hvad projektet vil gøre for økonomi- og magtstrukturer lokalt – så kan det jo være helt lige meget. Det vigtige ved utopier, som udstillingen gerne ville vise er, at de får tilskueren til at sige “hvorfor ikke?” I stedet for “hvorfor dog??” Og hvis man anvender den prøve, er det faktisk kun tegnestuen Plots superhavn, der efterlader en med følelsen af mulighed (og man kunne sikkert få en pæn portion støtte fra Mærsk hvis den bevarer sin foreslåede form). De andre utopier fra medicinproducerende landbrug over malplaceret humor i et forslag om en korporation, der overvåger alt i dit familieliv (baby brother is watching you) til en virkelig slap ide om at lave en kunstig ø efter fraktalgeometri for at bygge 100.000 sommerhuse til turister så vi andre kunne få kysterne for os selv – jamen kære venner hør på det – det er ikke en utopi, men en lillebitte ide, der burde droppes i samme sekund den opstod: prøv så hellere med en enkelt taburet eller et dørhåndtag i stedet.

Måske er problemet, at danske designere ikke helt er modne til at tage skridtet. Måske skulle man starte med nogle lidt mindre utopier på det helt nære plan: Hvad nu hvis mit snørebånd aldrig knækkede? Hvad nu hvis jeg kunne køre uden hænder på cykel? På den måde kunne man opøve evnen til at tænke i utopier og så langsomt over nogle år bevæge sig fra det personlige over det lokale til den globale udfordring. Som det står nu må man desværre råbe: Kom igen Danmark. Rethink Re-think. Tag nu et ordentligt sug af den Maui Waui næste gang eller hold jer til håndtagene.



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job