Til kamp for kapitalen

Den franske økonom Thomas Piketty er venstrefløjens nye darling. I sin bog 'Capital in the Twenty-First Century' genopliver han kritikken af kapitalismen og den ulighed, den skaber. Men holder analysen? Og er lighed essensen af et demokratisk samfund?
af Christopher Arzrouni
 
Profeten Piketty. Uligheden skal bekæmpes med mere skat fra de rige
 
Når en religion er i krise, bliver det naturligt at søge efter nye profeter. Således griber vor tids socialister desperat ud efter halmstrå, de kan bruge til at forsvare deres dogmer.
 
Økonomen Thomas Piketty er venstrefløjens nye helt både i Europa og USA. Ifølge Piketty vil kapital altid give et bedre afkast end lønarbejde, og dermed vil kapitalismen altid skabe ulighed. Videoen er lavet af Harvard University, som netop har udgivet bogen, der udkom i Frankrig i efteråret 2013
 
“Vi er nok rigtig mange, der længe har følt os dummere end kapitalismen. Vi kan se, at uligheden stiger, og vi er modstandere af ulighed, men det er der åbenbart ikke noget at gøre ved,” filosoferede Politikens Rune Lykkeberg for nylig i Politiken, og han fortsatte: “Men den franske økonom Thomas Piketty har skrevet en lang bog om kapitalismens historie og fremtid, som forklarer det hele forfra. Og det er ifølge Piketty ikke os økonomiske amatører, der er dumme. Det er økonomerne, der forklarer kapitalismen forkert.”
 
 
Thomas Piketty som den nye Karl Marx med en ny og opdateret 2.0 udgave af Das Kapital.
 
 
 
Et sekshjertet Politiken-fund
Halleluja. For alle, der leder efter simple løsninger på verdens fortrædeligheder, er Thomas Piketty et sekshjertet Politiken-fund. I USA er han blevet præsenteret som den nye Tocqueville. Her går det naturligvis ikke an at præsentere Thomas Piketty som den nye Karl Marx. Men det er tydeligvis mandens ambition.
 
Piketty interesserer sig for modsætningsforholdet mellem kapitalisterne, der ejer kapitalen, og de proletarer, der kun råder over deres eget arbejde. Han går op i 'udbytningen' af lønmodtagerne. Han bruger – som Marx – litterære eksempler hentet fra Balzacs romaner. Og han har til ambition at koge den økonomiske udvikling ned til matematiske størrelser. Det er ambitiøst – og prætentiøst.
 
De rige lever fedt af deres renter idag, mens vi, som arbejder, bliver snydt. Det er en uretfærdig ulighed og må stoppes nu. Det er budskabet og moralen i bogen. Piketty drager sine konklusioner ud fra et stort statisk materiale, han selv har indsamlet. Blandt andet disse to grafer, som han bruger til at belyse forholdet mellem andelen af kapital, som bevæger sig tilbage til kapitalejerne og den globale vækstrate. I årene op til Første Verdenskrig falder andelen af kapital, som bevæger sig tilbage til kapitalejerne for første gang, og faldet er drastisk. Samtidig stiger vækstraten og ligger for første gang øverst. I perioden 1913-1950, hvor Europa blev ødelagt af to verdenskrige, men hvor der også var perioder med henholdsvis oprustning og genopbygning, stiger begge grafer, men vækstraten holder sig øverst. I perioden 1950-2012 krydser de to grafer igen hinanden, så vækstraten nu ligger nederst. Piketty forudser, at denne udvikling, som i hans optik er negativ, vil fortsætte (2012-2050). Kort sagt vil der være flere, der kan leve af deres renter.  Ifølge Arzrouni har Pikettys konsklusioner i bogen dog et stærkt ideologisk fortegn, som der ikke er dækning for i materialet. Ill. fra bogen. Se flere grafer her.
 
'Kapitalen 21.0'
De marxistiske kapitallogikere elskede den slags tilbage i 70’erne og 80’erne. Og Piketty må have hørt om dem fra sine forældre, der var medlemmer af det franske venstreekstremistiske parti Lutte Ouvrière.
 
Hos Thomas Piketty drejer det hele sig om formlen r>g. Den centrale påstand er, at afkastet af kapitalen (r) over tid er større end afkastet af lønarbejde (g). Og ifølge Piketty betyder det – kort sagt – at kapitalisterne trygt kan sætte sig ned og klippe kuponer, mens andre sveder og træller for det daglige brød.
 
Har han ret? Er kapitalen prædestineret til at generere større afkast end arbejdet? I hvert fald i stagnerende samfund, konstaterer Piketty – en væsentlig, lille detalje. For jo mere stabile forudsætninger, man indlægger i regnestykket, jo enklere bliver det, ikke sandt?
 
Det centrale ved Pikettys bog, 'Capital in the Twenty-First Century – lad os bare kalde den 'Kapitalen 21.0' – består i en empirisk gennemgang af forholdet mellem afkastet til kapitalister og afkastet til lønmodtagere. Det har ændret sig over tid, konstaterer Piketty. Forholdet ændrede sig til kapitalisternes favør i 1800-tallet, men til lønmodtagernes favør i 1900-tallets krigs- og krisetider fra 1914 til 1950. Nu har forholdet igen ændret sig til fordel for kapitalisterne. Og det tyder på at fortsætte.
 
I Danmark er vi alle kapitalister
Og hvad så? Ét er en (mulig) empirisk konstatering af, hvordan verden ser ud. Noget andet er, hvad man så skal gøre ved den sag. Et 'er' fører ikke nødvendigvis til noget 'bør'.
 
Man kunne jo nøjes med at glæde sig over, at vi ikke længere lever i en tid (som i perioden 1914 til 1950), hvor kapital blev destrueret af krig og krise. Ja, man kunne ligefrem glæde sig over den tilbagevenden til normalen, som ifølge Piketty medfører den øgede ulighed.
 
Og hvad så, hvis lønarbejdets andel af nationalindkomsten falder – hvis bare reallønnen stiger? ”You eat your wage, not your share of national income,” som den venstreorienterede økonom og nobelpristager Robert Solow skrev, i en mild kritik af Piketty.
 
Dertil kommer, at hvis ejerskab til kapital virkelig i sig selv fører til større afkast end lønarbejde, kunne man mene, at den politiske bestræbelse burde gå ud på at gøre så mange som muligt til kapitalister. Det er såmænd sket i Danmark, hvor langt de fleste er medejere af virksomhederne i kraft af deres pensionsopsparing.
 
Den dumme og den kloge kapitalist
Pikettys analyse lever højt på påstanden om, at kapitalen har vundet over lønarbejdet en gang for alle. Det harmonerer dårligt med Pikettys egne anekdoter, som skal popularisere bogen. Piketty er – akkurat som Karl Marx – særdeles optaget af Balzacs romaner, for eksempel 'Le Père Goriot'. Pudsigt nok viser den historie netop, at en driftig iværksætter kan tjene store penge. Hvorefter han lader sine forkælede døtres aristokratiske mænd formøble det hele.
 
Ejerskab til kapital er ikke nogen garanti for noget som helst. Det er ikke nok at være kapitalist. Man skal være en klog kapitalist. Og her undervurderer Piketty muligvis, at det, der skaber værdi, er samarbejdet mellem mennesker og kapital – eller rettere: menneskers evner til at nyttiggøre kapital. Piketty indrømmer det indirekte selv, når han forsøger at forklare forskellige afkast til kapitalister – hvad enten de er fonde bag amerikanske universiteter eller statsfonde som den norske oliefond. Nogle er bedre end andre til at få kapitalen til at yngle.
 
Piketty forsøger at forklare, hvordan en ny klasse af superrige lønmodtagere – topdirektører – reelt udnytter de virksomheder, der har ansat dem. Og hvad så, set fra hans perspektiv? Lønmodtagere, der snyder kapitalejerne? Burde han ikke juble?
 
Den er kedelig
Selvom Piketty giver den som den fornuftige forsker, er han ikke bleg for at fyre nogle skarpe påstande af undervejs. Han mener decideret, at store formuer skyldes held og tyveri lige så meget som iværksætterevner. Det kan man ikke a priori afvise. Men man bliver en smule mystificeret, når Piketty illustrerer sine synspunkter med henvisninger til en novelle af den stalinistiske forfatter Aleksey Tolstoy – hvor de kapitalistiske hovedpersoner myrder, stjæler og spiller. Ville man seriøst analysere amerikansk politik ved hjælp af House of Cards eller norske samfundsforhold ved hjælp af  tv-serien Lilyhammer?
 
Det kan selvfølgelig være lejlighedsvist underholdende med henvisninger til såvel Titanic som Aristocats og Jane Austens romaner. Men det ændrer ikke ved, at store dele af Pikettys værk er ganske kedsommeligt. Den centrale pointe – at kapitalens andel af velstanden er stigende – bliver hamret igennem, igen og igen. Uden at Piketty overhovedet sandsynliggør, at den stigende ulighed har de skadelige effekter for samfundet, som han lader forstå. Adskillige gange henviser han til, at vi kan få forhold som i 1800-tallet, ja, endda som i tiden før Den Franske Revolution. Men de politiske og sociale konsekvenser af uligheden forbliver et postulat.
 
Den onde ulighed
Piketty og hans disciple bruger imidlertid mulig forskydning i forholdet kapital og lønarbejde som argument for omfordeling – både af lønindkomster og kapital. Men han betragter på sin vis ulighed i lønindkomster som underordnet i forhold til ulighed i besiddelse af kapital. Og dog: “Inequality with respect to labor usually seems mild, moderate and almost reasonable (to the extent that inequality can be reasonable)”
 
Sagen er den, at Piketty overhovedet ikke bryder sig om uligheder, der hviler på andet end et meritokratisk grundlag. Således er arv en uting. Ja, det gælder alle uligheder, der ikke kan begrundes i samfundsnytte i medfør af den franske menneskerettighedserklæring af 1789, artikel 1.
 
Den skønne krisetid
Hvordan kan hypen omkring Piketty være så stor? Nok har han gjort en indsats for at indsamle data. Men først og fremmest rammer hans budskab ind i en amerikansk debat om “den en procent rigeste”. Og så nyder Piketty godt af at blive promoveret af New York Times-økonomen Paul Krugman, manden, der mente, at det ville være godt for amerikansk økonomi at bygge et forsvar mod rumvæsener.
 
 
 
1 procent versus 99 procent ifølge de 99 procent
 
Krugman føler sig utvivlsomt i godt selskab med en Thomas Piketty, der savner den periode i midten af det tyvende århundrede, hvor ligheden steg som følge af krise og krig. Det er påfaldende, at de danske intellektuelle, der nu kaster sig om halsen på Piketty, ikke har læst originaludgaven 'Le Capital au XXIe siècle'. Den skulle lige oversættes til engelsk og promoveres i USA først.
 
Ideernes brugtvognsforhandlere
Men Piketty er i stand til at mætte et marked, der hungrer efter ammunition mod kapitalismen. Marxismen appellerede til en klasse af intellektuelle – “ideernes brugtvognsforhandlere” (second hand dealers in ideas), som F. A. Hayek kaldte dem. I Piketty kan de få lidt videnskab og lidt normativitet pakket sammen til en slagkraftig cocktail, som man kan fyre af over middagsbordet eller i tv-debatter. Uden blik for, at kapitalismen har løftet – og fortsat løfter – millioner af fattige ud af deres håbløshed.
 
Eller som F.A. Hayek engang sagde: “The capitalist hasn’t created the proletariat by expropriating anybody. On the contrary, he has created a proletariat by enabling people to live who otherwise could not have lived.” I bund og grund er Pikettys budskab af samme relevans, som hvis en forsker havde opdaget en tendens til, at musikalske mennesker får mere musikalske børn end andre. Og hvad så?
 
Lighed er ikke det samme som demokrati
Mennesker er forskellige. Sådan har det altid været. Mennesker ønsker at aflevere noget til deres børn. Og uligheder opstår – på alle mulige parametre – både af rationelle og af irrationelle årsager. Det sidste giver ikke automatisk politikere adkomst til at blande sig.
 
Det er ikke lighed i ressourcer, der skaber gode demokratiske samfund. Det er derimod, at lighed for loven gælder uanset forskelligheder.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job