Arla: Buhuu - det er synd for os

Kommunikationsforum viderebringer her Jens Bigums brev til sine medarbejdere i Arla. Et brev der fortæller medarbejderne, at omverdenen har misforstået Arla, men indrømmer, at det er et problem med opinionen, der må gøres noget ved. Mejerigigantens forsøg på intern krisestyring er fuldstændigt tømt for et konkret argumentation og bud på, hvordan Arla skal imødegå kritik i fremtiden.

Arlas magtfulde direktør Jens Bigum lover bedring i forholdet til offentligheden i et internt brev til Arlas medarbejdere. Brevet, der er skrevet til Arlas medarbejdere og andelshavere, fortæller, at den sidste tids mediestorm mod Arla er et udslag af et ”fortegnet billede”. Man skal huske på, at Arlas tilbagetog efter 22% prisstigning på mælk til storkøkkener blev begrundet med, at der var begået en simpel ”fejl”.

Intern krisestyring i mejerigiganten
Brevet er et forsøg på intern krisestyring i mejerigiganten. I den forstand er det interessant at se, hvad ledelsen i Arla i disse dage giver sine medarbejdere at forholde sig til. Ingenlunde forholder Jens Bigum sig konkret overfor sine medarbejdere til beskyldningerne om monopolmisbrug. I stedet prøver hans ledelse at styrke korpsånden med vage hentydninger til, at Danmark har et dårligt erhvervsklima for større virksomheder, og at Arla er misforstået på grund af enkeltsager. Dem må man sige, der har været uforholdsmæssigt mange af.

Det er omverdenen, som er nogle idioter
Bigum indrømmer så godt som, at Arla er en virksomhed ude af takt med tiden. Arlas direktør henviser til, at der skal: ”...bygge(s en) bro mellem det dybt seriøse arbejde, der foregår i virksomheden, og omverdenens oplevelse af dette”. Det er ud fra en erkendelse af, at omverdenen ikke har forståelse for Arlas måde at agere på. ”Det må vi lære at håndtere bedre fremover, også således at vi får en større grad af accept fra omverdenen”, skriver Jens Bigum. Han fortæller altså sine medarbejdere, at Arla vil gøre en indsats for ikke at stå i opposition til resten af samfundet, og at Arla må blive bedre til at håndtere det ansvar, der ligger i at være markedsdominerende.

Arla stikker en finger i jorden
Der er altså bod og bedring i vente, hvis man skal tro Arlas ledelse. De vil gerne fortælle sine medarbejdere, at man i fremtiden vil have en bedre dialog med, hvad Jens Bigum kalder ”strømninger” og ”dele af samfundet”, der ikke mener Arla opfører sig tilladeligt.

Undskyld – vi er uskyldige
Men det skal bemærkes, at der ikke er nogen indrømmelse af, at man på noget tidspunkt har gjort noget kritisabelt, eller at man konkret vil gøre noget anderledes. Brevet fortæller medarbejderne i giganten, at omverdenen har misforstået Arla, men indrømmer, at det er et problem, der må gøres noget ved. Medarbejderne i Arla må som os andre stå uvidende overfor, hvad det konkret betyder.

Arla og pressechef Louis Honoré har ikke ønsket at medvirke til en artikel om krisestyring i Arla.

Se Bigums brev til Arlas medarbejdere:


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også