Er vi blevet et k-proletariat?

Der er flere kommunikationsuddannede end kommunikationsjob. Det betyder øget arbejdsløshed og dårligere arbejdsvilkår. Resultatet er, at k-folk specialiserer sig, udvider deres arbejdsopgaver, får ringere arbejde eller helt skifter branche. K-branchen er ikke længere et paradis for de få. Vi er på vej mod et dårligt lønnet k-proletariat, splittet og spillet ud mod hinanden. Suk, og vi kan kun takke os selv.

Kommunikationsbranchen beskæftiger cirka 17.000. Rækken af kommunikationsuddannelser er vokset og tæller i dag blandt andet informationsvidenskab, virksomhedskommunikation og medievidenskab på SDU, cand.comm. på RUC, kommunikation og humanistisk informatik i Aalborg, informationsvidenskab og medievidenskab i Århus, retorik, dansk og medievidenskab i København, cand.merc. (kom) på CBS og mange flere.

Uddannelserne optager samlet set op imod 1.000 nye studerende om året. Ministeriet for Børn og Undervisning forudser øget konkurrence i markedet generelt, og at udviklingen fører til færre arbejdspladser i branchen. Vi kigger nærmere på, hvad det betyder.

Markedslogikken

Figuren viser mulighederne, når arbejdsmarkedet for K-folk presses. K-branchen er et felt, og når der er for mange om buddet til kommunikationsstillingerne, vil feltet blive udvidet, eller folk vil skifte branche. Klik på figur for stort format

Når udbud og efterspørgsel ikke hænger sammen, vil et marked regulere sig selv. Ifølge arbejdsmarkedslogikken sker der derfor en række forandringer i branchen. Som figuren viser, er fem reaktioner markante:

Strategi: at acceptere dårligere arbejdsvilkår

Når udbuddet er større end efterspørgslen, bliver prisen presset. Man ser derfor, at kommunikationsuddannede i stigende omfang bliver presset på løn og arbejdsvilkår. To centrale tendenser udhuler arbejdsvilkårene:

1. Kommunikationsbranchen bruger flere freelancere for at spare penge. Folk er villige til at tage stillingerne trods dårligere arbejdsvilkår og løn, fordi alternativet er arbejdsløshed.

2. Praktikanter og studentermedhjælpere varetager i stigende omfang almindeligt kommunikationsarbejde til ingen eller ringe løn.

I mange tilfælde udfører freelancere og praktikanter det arbejde, som fastansatte kommunikationsfolk ellers skulle lave. Og der er ofte tale om, at de leverer de reelle produkter, kunderne betaler for.

Fordi den enkelte kommunikationsmedarbejder kan se sit arbejde udført af billigere studenter eller freelancere, accepterer han/hun uvilkårligt ringere arbejdsvilkår for at beholde jobbet.

Praktikanter, studenter og freelancere ansættes i stigende omfang og presser dermed vilkårene og priserne for fastansatte kommunikationsmedarbejdere

Strategi: at specialisere sig på et område

Nogle få kommunikationsmedarbejdere formår at specialisere sig og gøre sig uundværlige for organisationen. Specialiseringen omfatter blandt andet det øgede fokus på sociale medier og hele den it-tekniske side af kommunikationsjobbet. Kommunikationsuddannede, der kan mere end at fortolke og skrive, men også har specifikke kompetencer i for eksempel CMS-systemer, klarer sig bedre og formår derved at beholde og nødvendiggøre deres job.

Strategi: at udvide sine arbejdsopgaver

Den tredje mulighed er, at kommunikationsmedarbejdere bliver sat til at løse alle mulige forskellige typer af arbejdsopgaver. I arbejdsmarkedsfagtermer kalder man det for funktionel fleksibilitet. Det betyder, at man i stedet for at blive fyret bliver forflyttet og får mere rutinemæssige, nødvendige arbejdsopgaver, som en HK’er også ville kunne løse. Den omfattende medialisering af samfundet har været en drivkraft i væksten af kommunikationsjob, men markedet er ved at være mættet. Kommunikationsmedarbejdere må derfor acceptere at løse de opgaver, der er presserende, men som ikke nødvendigvis har noget med kommunikation at gøre.

Strategi: at videreuddanne sig

Ud over de tre strategier for at blive i K-branchefeltet benytter kommunikationsuddannede sig også af nogle exit-strategier. Derfor ser man K-folk tage en MBA eller lederuddannelse og videreuddanne sig på den måde. De bliver så chefer i andre typer af afdelinger eller konsulenter med bredere indsigt i forretning og HR. De forlader feltet og sikrer sig derved fortsat høj løn og spændende arbejdsopgaver.

Strategi: at søge væk fra branchen

Når markedet ikke kan aftage kommunikationsfolket, omskoler de sig bare. Der er ved at ske en kulturel forandring i mentaliteten blandet de studerende. Mange kommunikationsuddannelser er født tværfaglige og med kurser, der lærer de studerende at tænke som iværksættere og i mange forskellige retninger. Kommunikationsstuderende er derfor i dag ikke så fastlåste i en bestemt branche eller en bestemt jobtype. Man ser derfor, at mange af de optagne på kommunikationsuddannelserne senere hen søger og skaber sig nye job andre steder end i kommunikationsbranchen; de bliver bartendere, handicaphjælpere, iværksættere, eller hvad de kan finde på.

Det endelige marked

I takt med at udbuddet af arbejdskraft stiger, falder efterspørgslen. Ledighedsstatistikken viser, at blandt alle akademikergrupper er kun arkitekter mere arbejdsløse end kommunikationsfolk. Kommunikationsbranchen er, sammenlignet med andre brancher, ikke reguleret i samme grad af en stærk fagforening, men er bygget op omkring en mere individualistisk kultur. Det har altid været den kollektive faglige organisering, der har sikret arbejdere rimelige løn- og arbejdsvilkår, og vil kommunikationsbranchen sikre sig mod, at kommunikationsuddannede underbyder hinanden, må der en strammere regulering til.

Arbejdsmarkedspolitisk burde universiteterne samtidig kigge mindre grådigt på taxametersystemet og føde markedet mere præcist med det antal kommunikationsuddannede, der er brug for.

Baggrund

- Interview med Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

- Interview med Susanne Møller Pedersen, afdelingschef i Forbundet Kommunikation & Sprog.

- Ledighedsstatistik for akademikere generelt.