Internet-branchen har allerede været igennem det, og reklame- og marketingfolket er røget fra 2.300 job tilbage på 1.900 job i sektoren – til en løn der er varslet 20% ned. Siden årsskiftet har arbejdsmarkedet for kommunikations- og informationsarbejdere, herunder journalister, været på vej til at vælte. Det kan vi læse om i beretninger gengivet her på K-forum.

Journalister presses ud fra dagblade, fagmedier drosler ned, og de store virksomheder effektiviserer i kommunikationsafdelingerne. Centraladministrationen skærer ned, kommuner og amter er snart på vej med samme tiltag. I næste fase skal organisationer, a-kasser mv. centralisere. Kort sagt: Der er på kort sigt færre kommunikationsjob samtidig med at kandidater spyttes ud fra årtusindskiftets modefag ’kommunikation’ (jf. Hvornår brister boblen for kommunikationsuddannelser). Så selv om man generelt har udvidet de senere år med informationsmedarbejdere, er det nok ved at være en saga blot.

Kommunikation som lavtlønshåndværk
Det giver her og nu et meget kontant problem: Udbuddet af stillinger er minimalt – strømmen af ansøgninger, også uopfordrede, er enorm. Enhver kan selv se at Berlingske Søndag generelt kun indeholder 80% af det antal stillinger der var for lidt over et år siden. Og enhver ved at et opslag med lethed tiltrækker 300 ansøgere.

Masser af kommunikationschefer og –medarbejdere er ’fanget’ i en stilling de ønsker sig væk fra, men ikke kan eller tør opgive. Og Studerende, ja selv uddannede tilbyder nu at arbejde mere eller mindre gratis i en periode for at komme ind på en relevant arbejdsplads.

Det her lyder ikke engang sødt i en konsulentarbejdsgivers øre. For det betyder at kampen om konsulentordrer skærpes når masser af freelancere og mindre hjørnebutikker tilbyder sig til dumpingpris. Det betyder at status for faget sænkes, og at markedet – som trænger til en professionalisering – let havner i det modsatte, en gåen efter hurtig gevinst. Kort sagt risikerer vi at gøre journalist- og kommunikationsfaglighed, som strategisk kompetence, til et lavtlønshåndværk.

At kunne formidle i almenhed er ikke nok
Derfor er det vigtigt dels ikke at overproducere antallet af kandidater i disse populære og bløde fag. Og dels er det vigtigt at udvikle faglighed og efteruddannelse for kandidaterne. Alt for mange kan ”skrive”, men for få kan gå ind i de nye problemstillinger - f.eks. om hvordan man kan hjælpe en ledelse med retning og mening, og hvordan man kan reducere i kompleksitet, brande, organisere og videndele, hvordan man kan binde virksomhedens værdier og kommunikation sammen, og fortælle forretningens historie.

DJØF, Dansk magisterforening, Dansk Journalistforbund og andre berørte og relevante fagforeninger og A-kasser har også et medansvar. For vist er der brug for vidensmedarbejdere – det er bare ikke nok kun at kunne formidle i almenhed.

Videns-virksomheder vil have humanister og samfundsforskere der ikke bare snakker, men kan tænke i eksakte metoder og i forretning. For at klare os i den globale konkurrence i vidensamfundet er der behov for at vi i videns-virksomhederne kan få flere superdygtige, videbegærlige og kompetente medarbejdere der kan omsætte alt fra semiotik og psykoanalyse til refleksion over praktiske problemer.

Danmark hører desværre til blandt de OECD-lande der har færrest i befolkningen med en kandidat- eller ph.d.-grad. Det er kun 7 % af de 25-64-årige der har en lang uddannelse bag sig. Dette er en katastrofe for os på lang sigt selv om vi måske pt. kan fodre svin med humanistiske kandidater. På kort sigt er katastrofen at vi ikke får sporet dem vi har, ind på andet end de gymnasiale stillinger.

Hvad skal humaniora gøre? Forslag til 8-punkts-plan
De mange humanistiske fakulteter har især sovet i timen. Nu begynder de at vågne op – selv om universiteterne lige nu mest markerer sig med at ønske eksterne erhvervsbestyrelsen hen hvor peberet gror. Det eneste erhvervslivet selv ønsker er at universiteterne bliver dygtigere til at forske og uddanne - og til at reformere sig selv. Det der er brug for fra humaniora, er:

	1	Branding af forsknikningsmiljøer. Samling af de bedste forskere på ét felt i enheder der kan måle sig globalt (og ikke små spredte forskningsenheder overalt i kongeriget).
	2	Mere tværgående og fleksible studiemønstre hvor man i afslutningen kan se en vekselvirkning mellem en forskningstoning (speciale) og praktik.
	3	Undervisere og forskere skal meget mere ud i erhvervs- og organisationslivet. Forsknings- og opgaveprojekter i forbindelse med erhvervslivet skal tilbydes, herunder evt. medfinansiering fra virksomheder.
	4	Fastholdelse af tidligere kandidater i netværk tilknyttet studiemønster, og kvalificeret efteruddannelse på universitets-niveau i samspil mellem forskere og praktikere (I stedet for Masters der ofte er overvurderede).
	5	Kyndighed og initiativ skal stimuleres og projektledelseserfaringer tydeliggøres under studiet, så de studerende også får feedback på deres evne til at organisere studiearbejdet. (Det samme kunne gælde lærerne selv.)
	6	Praktik (der også er teoretisk reflekteret) ind i alle studier.
	7	Erhvervs- og udslusningsdage, så de studerende hjælpes bedre i erhverv end det pt. sker fra humanistiske fakulteter.
	8	Eksterne advisory boards på fakultetsniveau, så der er feedback fra aftagerne på kandidatuddannelsen – ikke for at få dem rettet snævert mod erhverv, men for at højne kvalitet og give mere retning.

Human (og samfundsvidenskaberne) kan meget mere end de tror. Der er udviklet metoder til refleksion over praksis som direkte kan bruges i videns- og servicesamfundets såkaldt ’symbolanalytiske’ aspekt af erhvervsliv. Og de unge søger disse studier. Men samfundet får al for lidt glæde af det. Her kan Undervisningsministeriet – traditionelt ét af landets trægeste og mest langsommelige departementer – tage fat sammen med de humanistiske fakulteter der traditionelt er ligeså konservative (i alt undtagen selvforståelsen). Ellers må vi sige: Shame on You.