Trykt første gang i medietidsskriftet SAMSON

Det interessante ved mediedækningen af Irak-krigen, både i Vesten og Mellemøsten, er, at vestlige journalister kigger på arabiske satellitkanaler for at se, hvordan en begivenhed bliver præsenteret billedligt, mens arabiske TV-kanaler hver har et dagligt nyhedsmagasin, der kigger på avisledere i vestlige aviser i et forsøg på at se, hvordan begivenheder er fortolket med ord. I Vesten kigger man således på mediebilleder, hvad end det skyldes sprogproblemer eller den vestlige tro på ”seeing is believing”, mens man i Mellemøsten kigger nærmere på mening udtrykt i ord. Men hvis ord kan have en tvetydig betydning, hvilket nogle gange kan forhindre forståelsen, så har billedet som regel mangetydige betydninger, da fortolkningen af det bestemmes af fortolkerens kulturelle baggrund.

Arabisk på engelsk
De betydninger, vi skaber af kontakten med vores omverden, er kulturbundet. At se et flag rejst på busser i Danmark forstås af danskerne som et signal om, at der i dag markeres en særlig begivenhed, mens samme scene kan bære en helt anden betydning for en person, hvis kulturelle omverden ikke tillægger denne udtryksform samme betydning.

Forståelsen af betydninger i arabiske medier på den ene side og vestlige og danske medier på den anden side har og vil blive ved med at have en afgørende betydning i mødet mellem Vesten og den arabiske region. For at mindske de misforståelser, der skabes og konstateres i begge lejre, har nogle arabiske lande efter d. 11. september 2001 besluttet at lancere en ny engelsksproget TV-kanal for at formidle deres budskaber på et mere udbredt sprog. Tilsvarende initiativer blev allerede gennemført af vestlige lande her især USA for at kunne komme nærmere på den arabiske modtager.

Kulturelle spejle
Medier er et sted, hvor betydninger og værdier genskabes. Medieprogrammer er kulturelle produkter, og for at forstå dem bedre må man også sætte dem i deres kulturelle kontekster. Den kulturelle forskel, der bliver afspejlet i medier, kan klart illustreres, når man ser nyhedsudsendelser fra andre lande. Kigger man f.eks. på arabisk nyhedsformidling i forhold til den danske, er der mange faktorer, der står i modsætning til den danske: Hvilke billeder der vises på skærmen, og hvilke etiske overvejelser der står bag udvælgelse af billederne; hvilke nyheder der synes at være værd at fortælle; hvordan budskabet fortolkes af modtagerne; hvordan samspillet er mellem journalisterne og kilde på den ene side og journalisten og modtagerne på den anden side; hvordan fortælleteknikker i arabiske medier varierer fra de, man f.eks. er vant til i danske medier. Listen af hvad man kan og bør udforske er uudtømmelig, hvis man gerne vil danne en kvalificeret mening om, hvordan arabiske medier fungerer. Det forudsættes dog at forskningen i dette felt, som i dag har et meget begrænset omfang, mobiliseres, for at forstå den kulturelle proces der foregår bag scenen, og dermed mindske misforståelsen af budskaber i disse medier.

Medier med forskelle
Kigger man alene med journalistiske øjne på de budskaber, der sendes i arabiske medier, kan man ikke undgå at sammenligne det, man ser på arabisk TV, med det man ser på, f.eks. dansk TV. I og med at medieteknologi er mere fremme i Vesten, kan man nemt opfatte vestlige journalistiske standarder som målestok for andre medier fra udviklingslande. Dette er især i forbindelse med valg og præsentation af nyheder. Og beslutningen om hvilke nyheder, der skal vælges, og den måde de bliver fortalt på, er en beslutning, der afspejler politiske, kulturelle, sociale og ikke mindst ideologiske synspunkter.

Skønt den arabiske verden har et fælles skriftsprog, og den største del af befolkningen deler samme religion, er der langt fra tale om homogene arabiske samfund: Der er forskelle landende imellem hvad angår befolkningsstørrelse, den økonomiske situation, naturresurser, livsstil og sidst men ikke mindst forholdet til Vesten. Medier som kulturelt produkt varierer også fra et land til et andet. Der er en del ligheder og en del forskelle landene imellem.

Nationalchauvinisme
Fælles for dem er f.eks., at medier fokuserer på nyheder i den omkringliggende arabiske verden, og især den palæstinensiske israelske konflikt har altid været fælles nyhedsstof, som også kan bruges som målestok for landets holdning til og engagement i denne konflikt. Fælles er det også, at hvert land projicerer sit regime med et positivt image, og de såkaldte protokolnyheder eller de nyheder, der omhandler statsoverhoveders møder og aktiviteter, optager megen plads i nyhederne. Formålet med disse nyheder er at afspejle et positivt image af lokale samfund. Dette skal ses i forhold til vestlige medier, hvor man er mere tilbøjelig til at rapportere om negative handlinger og konflikter i lokale samfund. Denne kritiske forholden-sig-til og fokusering på negative nyheder begrundes af nogle forskere som en måde at skabe konsensus på og derved opretholde det, man opfatter som samfundets ”normale” balance.

Journalister med national ansvarlighed
I de arabiske medier spiller de enkelte journalister en anselig rolle i præsentation af nyheder. Journalisterne ser det som deres ansvar at bidrage til udvikling af deres lande både ved at stabilisere status quo og at ”uddanne” deres seere/lyttere/læsere. Den journalistiske bedømmelse af udenlandske nyheder tager normalt udgangspunkt i folkets religiøse og sociale baggrund. Det vil sige, at valget af nyheder i Tunesien ikke nødvendigvis er det samme som f.eks. Saudi Arabien. Nogle lande, især de nordafrikanske lande, fokuserer også i høj grad på det udviklingsarbejde, der gennemføres i deres lande, mens andre lande ikke giver så megen plads til dette stof.

Medier for og af eliten
Den journalistiske profession i Mellemøsten kræver beherskelse af skriftligt arabisk eller moderne standard arabisk, som er mediernes sprog, og dette kræver mange års uddannelse. Journalister er dermed uvægerligt en del af den uddannende elite, og man tiltrækker arabiske litterater som klummeskribenter i de større aviser. Mediesproget spiller en vigtig rolle. Og selv om det arabiske mediesprog ligger på lidt lavere niveau end det højt respekterede litterære sprog, kræver det stadigvæk en vis uddannelse for at kunne forstå det.

Kigger man på læserbreve, ser man at de fleste læserbreve, der trykkes i aviserne, sendes fra en bestemt skare af læsere, nemlig højtuddannede, som signerer brevene med deres navn plus profession (typisk læge, ingeniør, lærer, professor mv.). Disse breve omhandler normalt vigtige politiske og/eller samfundsmæssige emner. Folk med lavere uddannelses-, og måske social-, niveau sender normalt breve, der omhandler deres private sager, f.eks. en appel til borgmesteren om at hjælpe med en konkret sag. En tidligere undersøgelse, der blev foretaget i 60’erne for at se på korrelation mellem læserbreve og vold/kaos i lokale samfund, fandt en positiv sammenhæng mellem publicering af læserbreve og niveauet af vold i lokale samfund i to tredjeverdens lande. Dette er bestemt endnu et aspekt af arabiske medier, der bør forskes i for at se, om medierne overhovedet spiller en rolle i udbredelse eller formindskelse af vold i lokale samfund.

Nicheaviser og masseradio
En anden ting, man kan kigge på, er medieforbrug i arabiske lande. Sammenlignet med vestlige medier varierer modtagerens mediebrug i arabiske lande en del fra tilsvarende trends i Vesten. Mens man i Vesten er mere afhængig af TV for nyhedsformidling efterfulgt af aviser og dernæst radio, spiller radio i arabiske lande stadigvæk en meget vigtig rolle som informationskilde efterfulgt af aviser. Dette skyldes måske det store antal analfabeter i regionen, som foretrækker at lytte til radioprogrammer på deres lands dialekt. Aviserne har derfor ikke den ”masse-funktion”, der er forbundet med massemedier, da de skrives på skriftsproget og dermed appellerer til personer med en vis uddannelse. Radioen kan derimod sende programmer på landets dialekt og appellerer derfor til en større målgruppe.

CNN på arabisk
De mange arabiske TV-satellitkanaler er dog begyndt at spille en vigtigere rolle i nyhedsformidlingen. En arabisk medieforsker har i en nylig undersøgelse af seks arabiske TV-satellitkanaler vist, at arabiske journalister ved disse kanaler, som blev uddannet og/eller trænet ved vestlige medieinstitutioner, især BBC, har prøvet at overføre vestlige journalistiske værdier såsom præsentation af oppositionens mening, mv. Dog har de også overført den amerikanske ”sensationalisme” eller konfliktorienterende nyhedsværdi. Det vigtigste træk som han fandt i nyhedsformidling på disse kanaler er, at politiske nyheder stadigvæk optager megen plads i alle seks landes nyheder.

Der er mange problemstillinger, som bør udforskes grundigt for at forstå arabiske medier, hvad den ”anden” stemme fortæller, og hvordan dens budskaber kan fortolkes. Og alt imens vi venter på, at dette sker, udgives der sikkert i de kommende uger og måske måneder en masse publikationer om krigen og om arabere - ikke nødvendigvis skrevet af forskere, men af mange andre der vil give et personligt bud på, hvordan man skal forstå den arabiske kultur og medier. Som om arabiske medier bare er lige til at forstå!