Trykt første gang i medietidskriftet SAMSON

Angrebene på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001 rystede verden, og ikke længe efter de første reportager med billeder af de brændende tvillingetårne i New York rullede over alverdens tv-skærme, florerede teorier om de mulige bagmænd. I løbet af ganske kort tid var der blandt politikere og embedsmænd i Vesten en formodning om, at det internationale radikale islamiske netværk al-Qaeda, med tilknytning til Taliban-styret i Afghanistan og med Osama bin Laden i spidsen, måtte stå bag. Officielt tilkendegav de arabiske regeringer deres fordømmelse af angrebet og tilmed deres uforbeholdne støtte til de amerikanske myndigheder i bekæmpelsen af bagmændene. Imidlertid afslørede flere artikler i de arabiske aviser og udtalelser i pressen, at der ligesom i resten af verden findes andre teorier om, hvem der stod bag angrebene i USA den 11. september 2001. Beskyldningerne er mange og forskellige, men Israel, den jødiske diaspora og især USA selv står for skud.

En 34-årig jordansk butiksejer har følgende udtalelse til en amerikansk nyhedsstation præcis et år efter angrebene: ”September 11 was previously planned, and they [Americans] are the ones who did it to blame Arabs. They have the excuse to control Arab countries and achieve their interest in our region especially the oil resources”.

Arabisk offerrolle
Udtalelsen afslører, hvordan angrebene opfattes som en operation sat i værk af USA med det formål at opnå politisk magt og indflydelse samt adgang til olieressourcerne i de arabiske lande. Flere forskere peger på, at denne opfattelse af omstændighederne omkring 11. september ikke er en sjældenhed iblandt de arabiske befolkninger (se bl.a. Al-Nawawy & Iskander 2002). Sådanne forklaringsmodeller har stor udbredelse, og mange arabere opfatter hele den arabiske verden som offer for gentagne sammensværgelser. Først var det koloniherredømmerne, Frankrig og Storbritannien, som delte landene mellem sig og drog fordele af områdets ressourcer, og i dag USA med sine allierede sikre sig økonomisk og politisk magt i den arabiske verden samt drage nytte af områdets olieressourcer.

USA bag angrebene 11. september
Der er ingen tvivl om, at befolkningerne i de arabiske lande, sammen med mange tredje verdens lande, gennem tiden har haft god grund til at føle sig udnyttet som følge af vestlige magters stridigheder over territorier og naturressourcer. Den nylige amerikansk ledede krig i Irak bekræfter blot dette. Mange analytikere er enige om, at mere end blot frygten for masseødelæggelsesvåben og fjernelsen af Saddam Hussein står på spil for den amerikanske regering. Udtalelsen fra den jordanske butiksejer afspejler imidlertid mere end det, idet USA ligefrem beskyldes for selv at stå bag angrebene i New York og Washington. Omstændighederne omkring hændelsen i USA den 11. september er ligesom andre nylige begivenheder genstand for et betydeligt antal konspirationsteorier, der især har USA eller Israel som omdrejningspunkt.

Gennemgribende konspirationsteorier
Konspirationsteorier er, groft set, forestillinger om sammenhænge i verden, der forklarer begivenheder som led i en større sammensværgelse. Sammmensværgelserne har det formål, for en bestemt gruppe eller en regering i et land, at opnå økonomisk og politisk magt samt indflydelse. Kendetegnende for konspirationsteorier er, at konspiratorerne opfattes som meget magtfulde og med frihed til at handle som de vil, hvorimod den som udsættes for konspiration er frataget enhver handlekraft. Konspirationsteorier forstærker kollektive fællesskabsfølelser og fordrejer forestillingen om ’den anden’. Det er nødvendigt at anerkende fænomenet, hvis man vil forstå den arabiske verden. Tilstedeværelsen af konspirationsteorierne kan ikke blot forklares ved de arabiske befolkningers manglende uddannelse; ej heller ved at araberne lever i en form for ’præmoderne’ verden. Konspirationsteorier eksisterer i alle samfundets lag og kommer til udtryk i sammenhænge lige fra private samtaler i familien til de højeste niveauer inden for politik, og de er at finde blandt arabere både i og uden for den arabiske verden.

Men hvad er så årsagerne til tilstedeværelsen og populariteten af disse forestillinger blandt de arabiske befolkninger? Eftersom indhold og budskaber i medierne altid har en stor indflydelse på fremherskende holdninger og forestillinger i et givent område, er det fordelagtigt at se nærmere på medielandskabet, som det tegner sig i den arabiske verden.

Streng statskontrol
Medierne i den arabiske verden har lige siden introduktionen af de første aviser været præget af streng statskontrol og censur. I et land som Syrien har pressen siden landets uafhængighed i 1946 været et direkte instrument til støtte af den nationale regering. I enkelte andre lande har myndighederne dog tolereret, at aviserne ikke var statens ejendom, så længe de var loyale over for regeringens politik. Det samme billede tegner sig inden for tv-produktion. Indholdet i nyhedsartikler i nationale aviser og reportager på nationalt terrestrisk tv er oftest kun et kort resumé af ministres besøg og møder i eller uden for landet. Den bredere politiske kontekst og eventuelle uoverensstemmelser refereres sjældent, ligesom kritik af regeringens politik er ganske uhørt i de nationale medier. Nogle forskere peger tilmed på en tendens i de nationale medier til at forklare interne økonomiske og politiske problemer ved eksterne faktorer og dermed undgå kritik af regeringens politiske prioriteringer.

Usandheder på stats-tv
Den statskontrollerede og stærkt censurerede presse og tv-produktion i de fleste arabiske lande er én af årsagerne til, at konspirationsteorier er en udbredt forklaringsmodel på alverdens begivenheder både i og uden for den arabiske verden. I nogle tilfælde bekræftes konspirationsteorier ligefrem i de nationale medier for at aflede opmærksomheden fra interne problemer. Det er især uigennemsigtigheden i nyhedsformidlingen og følelsen af ikke at kende alle omstændigheder, der får befolkningen til at søge alternative forklaringsmodeller. Mange steder har de arabiske befolkninger mistet tilliden til de officielle meddelelser fra radio, presse og tv, blandt andet fordi der gennem tiden er blevet givet adskillige direkte usande oplysninger om politiske begivenheder. Et eksempel på dette er nyhedsformidlingen under krigen mod Israel i 1967, hvor adskillige arabiske aviser, radio- og tv-stationer meddelte, at den egyptiske hær havde besejret den israelske hær, og at de israelske militærfly styrtede på stribe. Gennem den britiske tv-station BBC erfarede de arabiske befolkninger imidlertid snart, at dette var direkte usande oplysninger. Egypten tabte krigen til Israel i 1967.

Meget har imidlertid ændret sig siden mediedækningen af krigen mod Israel i 1967. De fleste aviser og tv-stationer er, som allerede beskrevet, stadig underlagt statskontrol og streng censur. Dog synes teknologiske innovationer i form af satellit-tv og internettet nu at give nyt og større spillerum for mediedækning og informationsformidling. Men hvilken betydning har denne udvikling for de arabiske befolkningers forhold til og syn på Vesten?

Satellit-tv og forholdet til Vesten
I løbet af halvfemserne ændrede medieverdenen sig i de arabiske lande. Introduktionen af internationale arabiske aviser, satellit-tv og internettet gav dele af befolkningerne i den arabiske verden adgang til ucensurerede nyheder og direkte reportager om regionale, nationale og internationale begivenheder og forhold. Satellit-tv er af størst betydning i denne sammenhæng. I modsætning til internationale arabiske aviser og internettet når satellit-tv nemlig også den store del af de arabiske befolkninger, som er analfabeter og/eller ikke behersker engelsk, der er det dominerende sprog på internettet. Tilmed har myndighederne ringe muligheder for både at censurere udsendelserne på satellit-tv og nægte deres borgere adgang til mediet.

Introduktionen af ny medie- og kommunikationsteknologi, såsom satellit-tv, er imidlertid ikke i udgangspunktet ensbetydende med udviklingen af uafhængige og ucensurerede medier og dermed muligheden for fremkomsten af en kritisk offentlighed i de arabiske lande. Hovedparten af de arabiske satellitkanaler er stadig underlagt økonomiske og politiske interesser, idet mange af kanalerne har direkte forbindelse til enten den syriske eller egyptiske regering eller det saudiske kongehus. Satellitkanalen Al-Jazeera er dog undtagelsen der bekræfter reglen, hvorfor kanalen uden tvivl også er den mest sete og omtalte af de arabiske satellitkanaler. Dette skyldes indledningsvis stationens dækning af det amerikanske angreb i Irak i 1998-1999, sidste års direkte reportager fra krigen i Afghanistan og udsendelse af videobånd med Osama bin Laden, og senest dækningen af krigen i Irak. Al-Jazeera er tilmed frygtet og elsket for sine kontroversielle og modige debatprogrammer, bl.a. al-Ittijah al-Mu’akis (Den modsatte holdning), som er hede diskussionsfora a la CNN’s Crossfire, hvor repræsentanter fra forskellige fløje i og uden for den arabiske verden diskuterer aktuelle emner.

Redaktionsfrihed på Al-Jazeera
For kort at skitsere Al-Jazeeras historie blev den i 1996 lanceret fra hovedstaden i den lille golfstat, Qatar, under ledelse af Shaykh Tamir Al-Thani, som er en nær slægtning til emiren, kongedømmets øverste leder. Kanalen blev etableret i samspil med emirens magtovertagelse og forsøg på at skabe demokrati i landet. Qatar adskiller sig i dag fra de andre golfstater, idet informationsministeriet, som er den instans, der hidtil har censureret de nationale medier, er opløst, samtidig med at der gradvist er indført pressefrihed i landet. Al-Jazeera har i dag mere end 35 millioner seere i og uden for den arabiske verden, og der er blandt forskere af medier i den arabiske verden generel enighed om, at al-Jazeera er kendetegnet ved en høj grad af redaktions- og debatfrihed (se bl.a. Alterman 1998 og Sakr 2001).

Konspirationsteorier til livs
Al-Jazeera sendte i tiden efter 11. september adskillige debat- og dokumentarprogrammer om omstændighederne ved og reaktionerne på angrebene i New York og Washington. I dokumentarprogrammet Serri lel ghaiah (Tophemmeligt) med undertitlen at-Tariq ila 11 sebtember (Vejen til 11. september) går journalisten Yosri Fouda bagom hændelsen og afdækker de formodede flykaprers og koordinatorers baggrund for og forberedelser af angrebet. Programmet veksler mellem efterforskning af begivenheder i tiden inden 11. september og personlige udtalelser fra involverede personer, forskere eller embedsmænd med kendskab til omstændighederne. Det er generelt et godt eksempel på den typiske karakter af al-Jazeera’s dokumentarprogrammer. Disse er kendetegnet ved grundige efterforskninger og fremstillingen af modstridende argumenter fra forskellige parter. Al-Jazeera forsøger i programmet Serri lel ghaiah – at-Tariq ila 11 sebtember at komme konspirationsteorier hos de arabiske befolkninger til livs ved at fremlægge konkrete beviser for, at det var al-Qaeda, der stod bag angrebet og dermed udstille konspirationsteorierne som falske formodninger. Ved at tage fat på dette ellers meget omtålelige emne, appellerer al-Jazeera til en udbredt følelse hos mange arabere – en følelse som forbliver uudtalt i de nationale medier og i særdeleshed i medierne uden for den arabiske verden.

Fokus på arabisk-vestlig konflikt
Ingen medier er dog fuldstændigt upartiske og uafhængige, idet de appellerer til en bestemt befolkningsgruppe. Dette gælder også al-Jazeera. Som følge af sin transnationale karakter har den vanskeligt ved at dække konflikter mellem arabiske stater, og den udenrigspolitiske dækning kommer i høj grad til at samle sig om konflikter mellem arabiske lande og den ikke-arabiske omverden. Mediedækning og informationsformidling er en balancegang mellem at præsentere historier upartisk, samtidig med at de også skal være følsomme over for lokale forhold og forestillinger, og al-Jazeera formår, som dokumentarprogrammet viser, at formidle forholdsvis upartiske og nuancerede nyheder og information. Og det er ikke en selvfølge i den arabiske verden. Der har i regionen længe været behov for en sådan dækning, idet befolkningerne ikke har haft tillid til de nationale medier. Satellit-kanaler generelt, og al-Jazeera i særdeleshed, er på én gang en delvis underminering af de arabiske regeringernes kontrol af deres befolkningers adgang til nyheder og information og en begyndende udfordring af det hidtidige vestlige monopol på kontrol af informationskilder internationalt.

Satellit-tv kan således have en afgørende indflydelse på afviklingen af konspirationsteorier som forklaringsmodel blandt de arabiske befolkninger. Satellit-tv har åbnet for muligheden for en mere fri og nuanceret debat om forholdene i og uden for den arabiske verden, og der er skabt en platform for udviklingen af en mere kritisk offentlighed. Om satellitkanaler som al-Jazeera kan medvirke til styrkelsen af civilsamfundet og dermed fremkomsten af politisk mobilisering og demokratisering i den arabiske verden er imidlertid et større spørgsmål. Flere forskere peger på, at kanaler som al-Jazeera sammen med internettet har sådanne potentialer, da de blandt andet ikke står i vejen for at kritisere arabiske landes politik og manglende demokrati. Her er det imidlertid vigtigt ikke at forfalde til teknologisk determinisme. For det første er det stadig kun en brøkdel af befolkningerne i den arabiske verden, der har adgang til de nye medier. For det andet har det kommercielle aspekt en stor betydning, idet satellitkanalerne i deres stadig større indbyrdes konkurrence om seere og investeringskapital har en tendens til at fylde sendetiderne med vestlige eller egyptisk producerede film, serier og underholdningsprogrammer frem for egne debat- og dokumentarprogrammer, der er langt mere omkostningsfulde og samtidig ofte har en smallere målgruppe. For det tredje – og nok vigtigst af alt – sidder regeringerne i de arabiske lande stadig tungt på magten, og systemkritikere straffes hårdt. Den ny teknologi og fremkomsten af kanaler som al-Jazeera gør det ikke alene; der skal strukturelle ændringer til. Men måske vil populariteten af satellitkanaler tvinge de officielle nationale medier til at levere en bredere og mere nuanceret debat, og dette kan i første omgang få de arabiske befolkninger til at rette blikket mod deres egen region med dens problemer og potentialer.

En kritisk debat om ikke-arabiske landes, herunder USA’s, tilstedeværelse i og indflydelse på den arabiske verden er altid at foretrække, men konspirationsteorierne er et onde, der er med til at fastlåse de arabiske befolkninger i en form for passivitet. Dette skyldes, at årsagerne til landenes politiske og økonomiske problemer i konspirationsteoriernes logik i høj grad tilskrives faktorer uden for den arabiske verden. Der er således en tendens til, at regering og civilbefolkning fralægger sig ethvert ansvar for de eksisterende forhold. Uanset hvor udbredte konspirationsteorier er blandt befolkningerne i de arabiske lande, er der ingen tvivl om, at én af måderne at komme dem til livs er mere nuancerede billeder af forholdet mellem den arabiske verden og Vesten i form af nyheder og information produceret i og for den arabiske verden.