Men der holder sammenligningerne også op. Holland har siden mordet på den karismatiske højrepolitiker Pim Fortuyn i 2002 og mordet på filminstruktøren, Theo Van Gogh sidste år befundet sig i en mindre krise i forhold til landets demokratiske situation og sikkerhed.

Mere ængstelighed

De hollandske politikere har alle skærpet sikkerheden med livvagter og chauffører i stedet for cykel, og de er blevet mere ængstelige for at færdes offentligt. Samtidig har de mere end nogensinde tidligere fået respekt for den voksende skare af systemkritiske vælgere eller ”antiestablishment”-vælgere, som tæller både græsrodsaktivister, dyreaktivister, autonome, og antieuropæere, antiglobalister, gamle bz’ere, mere venstredrejede socialdemokrater, men også en stor gruppe højreorienterede vælgere. Kort sagt: en stor blandet gruppe af vælgere, der er imod det etablerede system, men som ikke desto mindre har meget magt, hvis de finder sammen.

Antiestablishment-vælgerne stemmer nej til det meste og er trætte af forblommede politiske udtalelser om globaliseringens mange fordele, trætte af det statslige bureaukrati, trætte af jakkesættene, korruptionen og landbrugsstøtten i EU. Nogle af dem er også trætte af den stigende kriminalitet og arbejdsløshed, af fundamentalistiske muslimske organisationer, og af Hollands mange 2.generationsinvandrere. De fleste er protektionistiske, ikke glade for forandring og deres verdenssyn står i skarp kontrast til det verdenssyn, som især de socialdemokratiske europæiske partier har stået i spidsen for op gennem 90erne. Det der handler om udvikling gennem globalisering og den affødte udflytning af arbejdspladser, ideen om ”bigger is better”, et større mere magtfuldt EU, og de store virksomhedsfusioner op gennem 90’erne - det de forstår som modernitet og fremgang for modernitetens og magtens skyld - ikke for borgernes.

Pim Fortuyn og antiestablishment-bølgen
Det er Pim Fortuyns ex-kampagnechef, Kay van der Linde, der taler til os om anti-establishmentbølgen og højrepopulismen og om hvordan det lykkedes ham, Fortuyn og partiet LPF (List Pim Fortuyn) at appellere til netop denne meget udefinerbare gruppe vælgere ved sidste valg.

I iveren for fremgang og udvikling op gennem 90erne sammen med deres kompromis- og midtersøgende politik forstod de store europæiske socialdemokratier ikke, hvor disse bekymrede vælgere befandt sig, de vælgere som følte sig rendt over ende og derfor blev tiltrukket af de højrepopulistiske partier, der hurtigt satte ord (og få ord) og et fjendebillede på deres bekymringer: Immigrationen, de fremmede - globaliseringen, EU. Og det gav pote: LPF blev landets næststørste med 26 mandater ved sidste valg i Holland, højrenationalisten Le Pen vandt frem i Frankrig, Dansk Folkeparti er nu Danmarks tredje største parti.

Reaktionen fra de store socialdemokratier kom prompte, men gik helt galt i byen. Højrepopulisterne blev kaldt for racister, de var ikke stuerene, de havde ingen politisk erfaring, de spredte had, og de var ikke til at samarbejde med. De etablerede gamle partier forstod ikke, siger Van der Linde, at når de sådan skældte de nye partier ud, ja så hæftede de samtidigt de samme mærkater på deres vælgere. De lyttede ikke til folks problemer, de kaldte dem dumme, snæversynede og racistiske i stedet for.

Pim Fortuyn var den moderne politiske leder

I 1997 efter hans valgsejr sagde Tony Blair, ”Husk på, at vi er tjenerne og folket er herskabet, hvad folket har givet os, kan de også tage tilbage igen”, en læresætning som Pim Fortuyn havde i baghovedet igennem hele hans kampagne i 2002.

Fra ex-kampagnechefen hører vi meget om Pims ekstravagance, hans direkte, frække og ærlige retorik, hans åbenlyse homoseksualitet og hang til dyre biler. Men også om hvordan han på trods af sin akademiske baggrund formåede at tale til ”folket” om de emner, der interesserede dem og om de problemer, de stod midt i. ”Lyt til folkets problemer, tag dem seriøst og forsøg at lede vælgerne ned af en sidegade i stedet for at gå imod dem og prøve at få dem den modsatte vej”, lyder budskabet fra Van der Linde.

Fortyun var en moderne leder, der fulgte moderne markedsførings-mekanismer, fjernt fra den gamle tilknappede, calvinistiske måde at være politiker på, til den moderne vestlige celebrity-facon med hurtige one-liners, reklameagtige slogans og hans karismatiske anderledes ærlighed, som tiltalte de hollandske vælgere. Mere form end indhold vil nogle kritikere sige, mere konkret end abstrakt, og de store politiske fortællinger er alligevel forbi, vil svaret lyde fra Van der Linde. ”Intet kan skjules – offentligheden vil vide alt og kommer til at vide alt”, siger Van der Linde, så moderne politikere, ministre og politiske ledere kan ligeså godt lægge alle de pinlige historier frem på bordet. I denne moderne multimedietid med dens heftige personfiksering og hurtige adgang til information vil medierne alligevel blive ved med at granske politikere, til de finder noget smuds, noget at hænge politikeren op på og hvis medierne ikke gør det, ja så vil befolkningen.

Traktatafstemningen

Fra Fortyun og anti-establishmentbølgen bevæger vi os naturligt videre til den hollandske traktatafstemning i juni, som ifølge Jacques Monasch, der har været strateg for det hollandske socialdemokrati igennem en lang årrække, var det mest nutidige eksempel på, hvordan den europæiske anti-establishmentbølge har vundet indpas i Holland og som nu også omfatter mere ”traditionelle” højreorienterede vælgere og også unge vælgere.

Det er tydeligt, at samtlige partier i Europa har vældig travlt med at vaske hænderne i forhold til traktatafstemningen – også her i Holland - hvor strategerne ikke har en eneste positiv ting at sige om Ja-sidens kampagne: Der var intet budskab, ingen central styring eller organisation, intet lederskab. Materialerne der blev produceret var uforståelige for den enkelte hollænder, men den værste fejltagelse Ja-politikerne gjorde var, at de forsøgte at overbevise vælgerne om at traktaten var så ubetydelig, at man som vælger ligeså godt kunne blive hjemme i stedet for at gå til stemmeurnerne. Det kan man ikke tillade sig i et demokrati. Man kan ikke bede folk om at blive hjemme.

For Nej-siden derimod var traktat-kampagnen en dans på roser; Med et klart ”stem nej, hvis du er i tvivl”- budskab ledsaget af et underforstået ”og hvis de andre ikke kan forklare, hvad der er så fantastisk ved traktaten”-udgangspunkt tilsat et populistisk underdog-image, tesen om at Ja-politikerne altid ”bare beslutter ting om EU hen over hovedet på befolkningen”, inddragelsen af sprængfarlige emner som globalisering, udflytning af arbejdspladser, korruptionen i EU, samt esset omkring Tyrkiets medlemskab i debatten, ja så fik Nej-kampagnen virkelig tændt op for modstanden i de ellers så EU-positive hollændere og i stedet for at blive hjemme, gik de aktivt op og udøvede deres demokratiske rettigheder ved at stemme nej til hele pibetøjet.

En plage over Europa

Er antiestablishment-bølgen så stor, at den kunne forme sig til et egentligt politisk parti? Nej, det mener Jacques Monasch ikke, at den er. Antiestablishment er ikke en samlet gruppe af folk, men rettere en tendens som appellerer til nogle vælgere nogle gange afhængigt af det politiske emne. Monasch forstår bølgen metaforisk, som en tendens, der udvider og indskrænker sig i en flydende bevægelse hen over Europa - som en plage for de ”gamle” partier og de politikere, der ikke følger med tiden og tendensen. Anti-establishmentbølgen er farlig for de partier, der ikke forstår at ”lytte til gulvet” fordi den har potentiale til ved folkeafstemninger at tiltale en stor gruppe vælgere, der ikke ser optimistisk på udvikling og ændringer, som ikke har konkret virkning på deres hverdag lige her og nu. Antiestablishmentvælgerne tilhører de politikere, der forstår at kommunikere med deres vælgere i et nyt sprog, med følelser og patos, og med nye anti-autoritære metoder – som fx weblogs.

Men det er ikke kun dårligt, forklarer Monasch. For anti-establishment-tendensen har ændret meget i europæisk politik i forhold til sprog, tone og det faktum at politikerne må være mere direkte engagerede i deres vælgere. Tendensen appellerer også til noget godt og rigtigt i folk og især unge, som man ikke har set længe i europæisk politik, nemlig, at det rent faktisk kan betale sig at tage stilling, at et fælles udgangspunkt, en fælles indsats faktisk kan rykke ved de store etablerede systemer og meninger. En bevægelse, der kommer nedefra og op og som fordi den også har frustrationer, vrede og harme som drivkraft er mægtig slagkraftig, hvis den rettes og samles mod en isoleret sag, som fx traktatafstemningen. Det lykkedes jo faktisk også for den systemkritiske Nej-side at fremstille sig selv som yngre, mere moderne og mere engagerede i den politiske debat om traktaten, end de Ja-politikere, der virkede uengagerede, uemotionelle og som om de var ”bestilt til opgaven”.

De hollandske politikere (eller i hvert fald deres spindoktorer) har nu langsomt forstået at adoptere de højrepopulistiske partiers retorik og fremgangsmåde med at gentage, gentage og gentage, tale ”lige ud af posen”, og have enkelthed i budskaberne: ”Keep it simple” uden samtidig at tale ned til vælgerne.

En stor del af et partis succes ligger i formanden for partiet, den politiske leder, ansigtet på den politik, man fører, og han/hun må konstant være proaktiv for at beskytte sit budskab og for at opretholde sit image. Proaktiv betyder, at være direkte, at bruge medierne skånselsløst, at være på, på, på og at forsøge at iscenesætte de billeder befolkningen får at se af kandidaten. Det er en udmattende jagt på vælgere og især de store socialdemokratier har indset, at det ikke kun er de højrepopulistiske stemmer, der er på spil her, men også de unge, venstreorienterede antiestablishmentstemmer.

Fællesskabet – nu via internet

Udover Pim Fortuyns teknikker skæver strategerne også meget til USA og de strømninger, der foregår der både i og udenfor det amerikanske partisystem. Internetkampagne-guruen, Joe Trippi, mastermind’en bag Howard Deans kampagne, er inviteret om aftenen til at fortælle os om de seneste udviklinger på den elektroniske front, og igen bliver der talt om de potentielle kræfter i anti-establishmentbølgen, som også har fat i mange amerikanske vælgere. Trippi ser mere positivt på antiestablishment-tendensen fordi det i høj grad var folk fra denne gruppe, der engagerede sig på nettet med kritiske weblogs, kreative mailrundsendinger og store fundraising-bidrag.

Vi er gået fra informationsalder til ”empowerment”-alderen, siger Joe Trippi. Folk har på ny fundet ud af, at de via teknologien kan bruge fællesskabets kræfter til at opnå det, de vil politisk. At de kan få en stemme – hurtigt og omkostningsfrit. Den fremsynede politiker ser dette og udnytter det fx ved at sende politiske forslag ud på mailinglister, inden det bliver fremlagt for folketinget, eller hvad med, at man sendte en underskriftsindsamling for Kyoto-aftalen rundt på nettet, indtil man havde samlet nok til at vende stemningen i det Hvide Hus, spørger Joe Trippi?

Trippi er optimist især om informationsteknologiens muligheder. Internettet er fællesskabsfremmende, siger han, Tv’et hører fortiden til med dets ensomme, kedsomme envejs-kommunikation. Fællesskabet gennem hurtig og effektiv internetkommunikation er fremtiden for den politiske dialog og strategi, slutter Joe Trippi og på underlig vis lyder han pludselig som en europæisk demokrat.