Beskrivelsen stammer fra Se og Hør og gælder Anne-Mette Fogh Rasmussen, 50; arbejdende småbørnspædagog og mor til tre voksne børn. Som vi alle véd, standser hendes titulatur ikke her. Den debuterende danserinde i TV2’s allerbedste sendetid er ydermere kvinden bag rigets på mange måder bedst brandede og mest medieeksponerede mand: statsminister Anders Fogh-Rasmussen.

I samarbejde med en stab af spindoktorer, medierådgivere og med flittig brug af reklamebureau har Anders Fogh kunnet udvikle et personligt brand så stærkt, at det – takket været åbenlyse positive kvaliteter som engagement, overblik og jernvilje – har bevaret sin styrke, trods nærkontakt med de amerikanske neokonservative og deres danske White trash-ekko i form af Pia Kjærsgaard. Hertil kommer aktuelle troværdighedsproblemer i forbindelse med udlændingepolitikken og den økonomiske politik på ejendomsmarkedet.
 
Det er i dette modsætningsfulde univers af møjsommeligt etablerede succeser og mindre sandsynlige katastrofer, at man må forestille sig, at Anders Fogh og hans kampagnestab har følt det som en tiltagende mangel, at landets first lady (efter Hendes Majestæt) ikke i højere grad har været integreret i den store fortælling, som brandet Fogh også repræsenterer.

Selv om Anne-Mette givetvis har haft det afgørende ord, er det svært at forestille hende ’svansende’ sig ind i alles hjerter i den bedste af alle sendetider uden velvillig assistance fra ægtemandens Public Relations-apparat.

Personlig branding handler kort sagt om omverdenens opfattelse af én i den offentlige sfære. Det er i høj grad en opfattelse, det enkelte individ, det enkelte menneske, det enkelte brand har mulighed for at påvirke. Når konsulenter udi disciplinen oftest råder klienter til at perfektionere dét, de i forvejen er bedst til, bunder det i det simple forhold, at det allerede eksisterende forspring og forkærlighed for et bestemt udtryk er langt nemmere at føre til perfektion, end hvis man møjsommeligt skal starte from scratch.

Vi elsker Askepot
Når danskerne elsker at leve sig ind i Anne-Mettes forvandling fra selvudslettende, grå partilederhustru – model Anette Engell – til en frisk tolkning af førstedamerollen, bunder det i, at Anne-Mette er i færd med en nærmest rituel tilintetgørelse af den Askepot-rolle, hun så længe har legemliggjort. Eventyret fortæller om den giftefærdige piges vanskelige overgang fra hjemmet (arnen) til ægtemandens hjem, ligesom det udtrykker almuens drøm om social opstigning.

For Anders Fogh Rasmussen betyder Anne-Mettes lidt sene, og derfor modige og meget rørende selvudvikling, at en vanskelig og frem for alt åben flanke bliver lukket. Han har i sit eget uforlignelige karriereræs haft så travlt med at indtage og befæste de nødvendige positioner for Venstres nuværende hegemoni, at sammenhængskraften med den stille hustru og den hjemlige arne simpelthen er gået fløjten.

Afstanden mellem ægtefællerne har på et tidspunkt været så stor, at det igen åbnede for, at det Anders Fogh"ske brand blev tildelt ret bizarre konnotationer, spændende fra karikaturer af ham i dametøj (i dagbladet Information) til mudderkastning i retning af, at han i virkeligheden er til mænd!


Her stiller Anders og Anne-Mette gladeligt op sammen.
Som et lykkeligt verdenspar og stærkt brand. Vel og mærke med en falsk VL kopi taske. tsk- tsk.

Cross-promotion
For den ambitiøse toppolitiker, for hvem mudderkastning er uundgåeligt, har der ingen vej været tilbage. Ved at tilskynde Anne-Mette til at udleve noget, hun kan li’, nemlig dansen, har Anders Fogh været med til at støtte en udfordring, som Anne-Mette har kunnet magte, og været med til at skabe ny dynamik og sammenhængskraft i deres mangeårige forhold. Fra at være et ikke-brand – Anders Fogh brugte på et tidspunkt noget malplaceret udtrykker ”anti-spin” om Anne-Mette – er hun blevet en ægte måne, som kan levere hans store sol ægte Cross-promotion. Hvilket vil sige, at hendes tilsyneladende uspolerethed nu langt mere synligt udligner den stærkt kalkulerende og beregnende figur, som bliver den dygtige politikers skyggeside. Herudover kommer det forhold, at Venstre med Lene Espersens nye formandsværdighed er i underskud, hvad angår kvindelighed.

På den korte bane er ”Vild med Dans” et sympatisk og modigt træk, som samlet set styrker ægteparret og den funktion, de med hver sit bidrag udøver i offentligheden. På den lange kommunikationsstrategiske bane er der en række farer forbundet med tiltaget. For det første skal Anne-Mette kunne sætte en klar grænse for sin udvikling i retning af offentlighedens ejerskab, så hun ikke overspiller ”prinsessen”. Hun skal med og uden sin berømte ægtefælle kunne leve med sit brand. Også om tyve år. Her er skræmmeeksemplet ikke en Anette Engell, der har udvist stor indlevelse og værdighed, men den tidligt afdøde Anne-Lise af Schaumburg-Lippe (der tilbage i 1990’erne vragede en af Dronningens fjerne slægtninge til fordel for en voldelig porno-producent). For det andet vil også ægteparret Fogh kunne rammes af den lumskhed, som et trend-skifte vil kunne føre med sig.

Med en Barack Obama ved magten i verdens mægtigste demokrati vil Anders Foghs og Pia Kjærsgaards lederskab blive udfordret. I politik betyder nye trends et opgør med alt det, der var populært, og som vi nu pludselig har fået for meget af. I den sammenhæng kan statsministerfruens forbløffende sympatiske figur i ”Vild med Dans” kunne blive tolket som utidig sammenblanding af interesser, eftersom Anders Fogh også er pressens, herunder de statslige tv-kanalers minister.

John de Summer-Brason er kommunikationsrådgiver, underviser i mediefag og er forfatter til bl.a. ”Berømmelsens Anatomi – otte fortællinger om personlig branding’. John er bl.a. tidl. kommunikationsrådgiver for den nuværende udenrigsminister.