Anmeldelse: Magasinet – Søndagsliv eller livsstil?

Første udgave af Politikens Magasinet virkede mest af alt som en opgradering af sektionen Søndagsliv. Men anden udgave svarede i langt højere grad til det ambitiøse avismagasin, Tøger & Co. havde stillet læserne i udsigt.

Forsiden på første nummer af Magasinet.

 

Jeg havde store forventninger til Politikens nye søndagsinitiativ – Magasinet. For i forskræp, our-door-kampagne og leder havde redaktionen lovet mig noget, jeg meget ofte savner i dansk avisjournalistik: ”En unik størrelse i den danske medieverden. Det er hverken et traditionelt avistillæg eller et glittet livsstilsmagasin. Det er et avismagasin, som befinder sig i krydsfeltet mellem journalistik, lystlæsning og kunst”, skrev Tøger Seidenfaden i sin introduktion og satte trumf på ved at skrive, at ”atmosfæren i det nye Magasinet vil være engageret og personlig (...) men Magasinet er ikke stedet for holdninger”. Begrebet avismagasin lød umiddelbart utrolig appellerende på et printmarked, der er oversvømmet med gratisnyheder og glittede magasiner. Det klingede af dygtige journalister, der ville få lov at lege med sprogblomster, kant, begejstring og jeg-fortællinger. Personlige stiltræk, der ellers alt for ofte er bandlyst i de andre sektioners konfrontationsjournalistik og jagt på nyheds- og objektivitetskriterier. Det lød, som om Politikens dygtige fotojournalister, illustratorer og nyhedsgrafikere her ville få lov at eksperimentere. Og så lød valget af format og papir fornuftigt – trykt på avispapir for at fastholde avis-auraen, men alligevel skåret til kant for at kunne lege med flot layout og store billeder og tydeligt adskille Magasinet fra resten af søndagsavisen.

 

Avismagasin eller opgraderet Søndagsliv?

Men da jeg første gang gennembladrede premierenummeret den 02.09.07, var det desværre ikke den lovede avismagasin-fornemmelse, jeg sad tilbage med. Historierne var da sjovere og skævere end avishistorier flest. Vi hører om dukke-kvinder i fuld menneskestørrelse, der lever i faste parforhold med ’rigtige mænd’. Vi møder en lavteknologisk svine-kloner og er med bag scenerne, da fotografen Spencer Tunick bruger nøgne kroppe som kunst i et P-hus og Magasinets udsendte må deltage (jeg-fortalt med alle detaljer om bar røv, tilsyrede lårmuskler og nøgen pik) for at få lov at få et interview med stjernefotografen bagefter. Layoutet med ’illustrerede nyheder’, ridderfigurer i knæhøj tatar og store fotos skåret til kant er da bestemt lidt frækkere end det hedengangne Søndagsliv. Der er en lang billedserie, hvor partilederne er fotograferet med lukkede øjne, og det er da en fin alternativ skildring af livet i magtens korridorer. Det er også et super alternativ til kryds-og-tværs og sodukuer at byde på en lille quiz, hvor man skal gætte, hvornår forskellige buzzwords som ’samtalekøkken’, ’trekornsbrød’ og ’speed-dating’ holdt deres indtog i det danske sprog. Og gu’ er det da lækkert at få serveret en specialskrevet Rifbjerg-novelle til søndagskaffen.

 

Det var alt sammen fint nok, hvis bare det havde været markedsført som en opgraderet version af Søndagsliv. Så var det endda ret vellykket, selvom det måske ikke adskilte sig så meget fra så mange andre avisers weekendtillæg og magasiner. Men jeg var blevet lovet ”en unik størrelse på det danske mediemarked”, ”fantastiske fortællinger, fotos i verdensklasse og inspirerende historier om mad, mode, design, teknik og sundhed”. Og jeg var blevet lovet et avismagasin, der skulle løfte arven fra Politikens traditionsrige Magasinet, der fra 1922-1962 hver søndag præsenterede ”et udvalg af den fineste journalistik, den nyeste kunst og den bedste litteratur.” Og så var en Rifbjerg-novelle og Pia Kjærsgaard på forsiden (selv med lukkede øjne) altså ikke tilstrækkeligt overraskende og nyskabende.

 

Jeg begyndte at tro, det bare var mig, der havde misforstået noget?

Det virkede sådan lidt ’hverken-eller’. Det var hverken problematiserende eller diskuterende nok til at være avis – eller kantet, lækkert, skævt og nyskabende nok til at være magasin. Og jeg havde jo nok regnet med et ’både-og’: Det bedste fra begge verdener. Lettere, skævere, sjovere og mere legende end avisens øvrige sektioner, men samtidig langt mere udfordrende, inspirerende og kantet end et dameblad.

 

Og det fik mig til at spekulere meget over, hvad Tøger & Co. egentlig havde lagt i begrebet avismagasin. Det kunne jo også bare være, at jeg havde overfortolket betydningen og sat mine forventninger for højt. Og at det i virkeligheden VAR en opgraderet version af Søndagsliv, de ville lave. Og så skulle de jo ikke klandres for det, selvom det godt nok var en ret omfattende kampagne at have fyret af på den bekostning.

 

Men heldigvis bekræftede allerede den anden udgave af Magasinet (09.09.07), at der var god grund til at have høje forventninger. For selvom der stadig er et godt stykke vej igen, før Magasinet i de nye klæder kommer til at løfte arven fra sin til-skyerne-roste forgænger, bød anden udgave på langt mere af alt det gode, jeg havde håbet på.

 

To meget forskellige forsider

Forsidehistorien på Magasinet # 2 er ”Den anden historie om de to tårne”. Det handler om den franske linedanser Philippe Petit, der i 1974 med bue og pil skød en indsmuglet wire fra det ene næsten-færdigbyggede World Trade Center til det andet – og frejdigt dansede på line henover den ca. 500 meter dybt kløft mellem de to tårne. Forsidebilledet er farvet blodrødt og viser Petit med knaldgul balancestang og skarpt optegnet hvid line, der tegner flotte linjer henover fotoet. En forside med knald og frygten for fald. Og det er straks en langt mere spændende forside end premiere-udgaven, der viste Pia Kjærsgaard med lukkede øjne.

 

Flot balancegang mellem tvillingetårnene

Historien om linedanseren er ikke i sig selv en nyhed, for Petit er verdenskendt som manden, der siden har danset sig henover alverdens vidundere. Men det gode ved den avismagasin-genre, der begynder at tegne sig, er jo netop, at en historie her ikke behøver at være en nyhed. Så længe den er god – og fortalt med nerve. Og her formår Anne Mette Lundtofte virkelig at skildre storheden, vovemodet og det forbudte projekt på en måde, der gør det til en af de fantastiske fortællinger, Magasinet havde lovet at levere. Og teksten vekselvirker flot med billederne af de dengang nybyggede – og nu sønder-fløjne – tvillingetårne. Billederne får lov at fylde så dejligt meget, at de giver et sug i maven – og det er en superlækker detalje, at det kæmpestore E, der indleder artiklen, er forskudt så meget, at det kun er forbundet med spalten med en tynd line spændt ud af artiklens sætning. Her synes jeg absolut, at Magasinet rammer en genre, der signalerer avismagasin for mig. Og med den subtile aktualitet, historier om tvillingetårnene altid vil have indbygget, når de bliver bragt ca. den 11. september, fungerer den oven i købet fint som kommentar til resten af nyhedsstrømmen.

 

Cirkustur og SAAB-drømme

Også Joachim Adrians billedreportage fra Cirkus Mascot fungerer fint. Her er cirkusgøgl og kulørte lamper kombineret med en sand iværksætterhistorie om elektrikeren fra Fredericia, der startede sit eget cirkus og nu rejser landet rundt med en flok østeuropæiske artister, sit omfangsrige tryllesæt og en lama. En fin fortælling – primært fortalt i billeder – men også med nogle gode billedtekster, der binder historien sammen. Og endelig er der historien om SAAB-entusiasterne, der rejser til Sverige for at købe en oldgammel, men meget velholdt SAAB. Undervejs i rammefortællingen får vi fortalt historien om den svenske flyfabrikant, der revolutionerede bilindustrien ved at trække på deres fly-know-how om aerodynamik og svunge karosseri-kurver. For en glad-og-forholdsvis-bilinteresseret-men-dog-ikke-dæksparkende kvinde som mig ramte den lige plet. Jeg har aldrig tidligere læst bilstof i avisen, men denne historie formåede at drage mig ind og lære mig en hel del, som jeg med sikkerhed vil huske på, næste gang jeg suser til Stockholm og passerer de udstillede SAAB-fly langs motorvejen.

 

Småt, der gjorde godt

Men en ting er de lange artikler og billedserier. Et godt magasin veksler ubesværet mellem de langstrakte artiklers legato – og den staccato, der opstår i form af petitstof, produktomtaler og små krøllede indslag. Også på staccato-fronten fungerer Magasinet # 2 væsentligt bedre end # 1.

 

Lad os som eksempel zoome ind på de to mad-opslag. I # 1 handlede det om tatar. Umiddelbart en god ide at give den rå spise en renæssance (og temmelig modigt ikke at nævne salmonella i så meget som en bisætning), fint at lægge en ironisk distance til det alt for livsstils-smarte ved skrive ”Råt er godt – og det er ikke sushi, vi taler om” – og selvom layoutets hakkede kød garneret med malede ridderfigurer ikke ligefrem lokkede en ekstra bid morgenmad ned, var det sjovt og skævt tænkt. Alligevel forblev tatar-opslaget lidt mærkeligt uforløst. For med titlen ”Råt opgør” forventede man måske lidt mere ramasjang end en opridsning af Restaurant Gammel Mønts klassiske kødhakkede serveringer sat over for Nomas knivskrabede version med rugbrødscrumble.

 

Smagen af Wallpaper

Langt bedre fungerer madsiderne i # 2. Her er Annette Nyvang under overskriften ”Hvad byder du uventede gæster?” gået på jagt efter luksuriøs dåsemad, der kan hjælpe den travle husmor M/K til at servere gastronomi eller skønne snacks i en dåseåbnervending. Artiklens grundkoncept om intellektuel fastfood smager temmelig meget af urban-living-magasiner som Monocle og Wallpaper. Men selvom den er set før, egner ideen sig alligevel rigtig godt i avismagasin-genren. For udover at være skæv mad-artikel, skriver den sig fint ind i tidens diskussioner om convenience og præstationspressede småbørnsmødre. Desuden er kombinationen ”Luksuriøs, international dåsemad” sjovt tænkt til netop Politiken, hvor læserskaren må forventes at kimse temmelig meget af fastfood, mens de snobber for det udenlandske og hjemmebagte. Og fotografisk garneret med Jean Nouvels (yep – ham med DR’s koncertsal) designerbestik og en dåseåbner ved siden af kniven fungerer dette indslag alt i alt vældig godt.

 

Formatet forpligter

Til gengæld fungerer design-, mode- og tekniksiderne knap så godt. Her bliver der lagt for meget vægt på magasin, selvom det aldrig rigtig kommer på højde med ’rigtige magasiner’. Her kunne man med fordel have tænkt mere ’avis’ og sat petitstoffet ind i en større kontekst. For eksempel kunne man – i stedet for bare at vise fem robotter, der er skabt til vække følelser – med fordel have spurgt sig selv eller læserne lidt mere eksplicit, hvad det betyder for de ensomme ældre i Japan (og hjemmeplejen både her og der), at få robotter som selskabsdamer.

 

En af de ting, der imidlertid fungerede godt i # 1, og som jeg faktisk savnede i # 2 (det er utroligt, hvor hurtigt man som magasinlæser forventer faste, tilbagevendende formater), er en lille bitte sag kaldet ”illustreret nyhed”. Den handlede om mænds manglende evne til at orientere sig i supermarkeder og bestod af en stor labyrint-illustration kun garneret med skarpe og informative bulletpoints, der gengav highlights fra en større undersøgelse. I få, velvalgte ord. En god genrehybrid, der egnede sig rigtig godt i et avismagasin.

 

Sex eller funky genrer?

Der er et godt stykke vej igen, før Magasinet, som vi har set i de to første udgaver, når tidligere tiders tinder. Men ideen om at genskabe avismagasingenren er rigtigt set – og det ville være fantastisk, hvis det lykkedes Magasinet at genetablere sin status som det forum, hvor man for første gang læste en bragende god novelle af en up-and-coming-forfatter illustreret af en lige så up-and-coming-illustrator. Det kræver imidlertid, at man har mod nok til at fravælge en Rifbjerg, selvom muligheden for at smykke sig med hans navn er fristende. Og det kræver, at redaktionen bliver stadig modigere og går planken stadigt længere ud for blande det bedste fra henholdsvis avis- og magasingenren.

 

Det er svært at spå om udviklingen herfra på baggrund af de to første magasiner. I # 1 lå det kantede og anderledes mest i indholdet, hvor et påfaldende fokus på sex, nøgenhed, kød og spidse genstande påkaldte sig en vis opmærksomhed, men hvor genrerne ikke var så pokkers æggende og eksperimenterende endda. I # 2 var historierne knap så eksplicit sexede i sig selv, men til gengæld var der leget langt mere med genrerne, billederne og layoutet. Jeg håber – og tror – at redaktionen vælger at satse på det sidste spor.

Relaterede artikler

Det skizofrene magasin - Cover Man er på gaden. Skal Euroman føle sig truet? Nej. Cover Man mangler sammenhæng og retning. Hvad er sammenhængen m...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Kursus

Copywriting: Lær at skrive tekster, der konverterer

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Pressechef

Frist: 13. august

Student assistent

Frist: 9. august kl. 12.00

Grafisk designer

Frist: 7. august kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.