Anmeldelse af tv-serien om familien Asbæk
Strukturløs starstrucking

Det er ikke som sådan familien Asbæks skyld, men hvis man ser showet for at få indsigt i kunst eller bare åbnet kunstens verden en smule, så glor man fuldstændig forgæves. FOTO: DR

Skrevet af

Oliver Stilling
Redaktør
Politiken

11 artikler

0 indlæg

Familien Asbæk hedder en ny dokusoap i seks afsnit, som på en eller anden måde har fundet vej til DR2’s sendeflade. I Familien Asbæk følger kameraet i hælene på det mere eller mindre pensionerede, men i hvert fald 100 pct. passionerede kunsthandlerpar Patricia og Jacob Asbæk og deres tre sønner (og disses hustruer). To af de voksne drenge, Thomas og Martin, er blevet arbejdsomme kunstpushere ligesom mama og papa, som de kalder deres forældre, og den yngste, Pilou, som moren i sin tid sendte på Herlufsholm, er blevet en af landets mest kendte skuespillere. Seriens afsæt synes først og fremmest at være fascination af Asbækkerne – fascination, grænsende til næsegrus beundring. Det er ikke noget godt udgangspunkt. Familien Asbæk præsenteres som en slags dynasti i dansk kulturliv, og hver episode er inddelt i en række scener eller situationer, som præsenteres med klaver- og cellomuzak, som var det et portræt af kongefamilien, og en ikke særlig veludført lyserød signaturgrafik, der forsøger at mime kunst, men snarere vækker mindelser om fiduskunst.

Det er ikke som sådan familien Asbæks skyld, men hvis man ser showet for at få indsigt i kunst eller bare åbnet kunstens verden en smule, så glor man fuldstændig forgæves. I nu to episoder er der ikke faldet en eneste interessant betragtning om billedkunst – eller kunstens væsen for den sags skyld. Og det er egentlig mærkeligt, for som Pilou Asbæk siger i begyndelsen af første afsnit: ”Uden kunst var der nok ikke nogen Asbæk-familie.”

Serien fremstår strukturløs og starstruck og med et væld af trivielle replikskifter og banale udsagn leveret med balstyrig indlevelse. Det er en familie af storytellere.

Til gengæld bliver der givet udtryk for megen begejstring. Det er bare ”fedt”, ”flot”, ”helt vildt, mand” og ”supergodt”. Da Pilou kigger forbi storebroren Martins galleri i Bredgade, Martin Asbæk Gallery, får han øje på et stort billede på væggen og spørger, om det er nyt. ”Det er også vildt, ikke?” svarer Martin. ”Prøv at se strukturen i guldet. Og så har du stadigvæk guldtuschen, der kører igennem. Den koster en halv million.”

Reelt handler Familien Asbæk om to ting: kommunikation og salg. Spørgsmålet er, om det er gået op for tilrettelæggerne selv. Serien fremstår strukturløs og starstruck og med et væld af trivielle replikskifter og banale udsagn leveret med balstyrig indlevelse. Det er en familie af storytellere.

Men fredag skete der noget interessant. Vi er ikke engang nået halvvejs igennem Familien Asbæk, før selve seningen af showet tager en drejning, som folkene bag næppe har kalkuleret med. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen har skrevet en artikel, Én gang til for prins Henrik, som ligesom dokusoapen berører familien Asbæks nære bånd til kongefamilien, men dog fra en mindre kælen og mere overraskende vinkel.

Temaet her er svindel: ”Efter flere gange at have fået skriftlig besked fra hoffet på Amalienborg om, at der efter prins Henriks død i 2018 ikke måtte produceres flere afstøbninger af prinsens skulpturer, forsøger Jacob Asbæk i 2019 alligevel at få støbt syv skulpturer hos et mindre bronzestøberi i Svendborg. Det sker, efter at Asbæks sædvanlige støberi i Italien har nægtet at udføre opgaven på grund af hoffets forbud. Kongehuset får nys om det ulovlige forsøg på at få skulpturerne lavet i Svendborg, og det bliver standset, inden skulpturerne er støbt. Rettighederne tilhører dødsboet,” skriver Poul Pilgaard Johnsen.

Ingen i kongehuset ønsker at kommentere sagen over for Johnsen, men han har stykket forløbet sammen på baggrund af en mailkorrespondance, han er kommet i besiddelse af, og ejeren af Kulturstøberiet i Svendborg, Jørn Svendsen, udtaler, at ”allerede i maj cirkulerede der rygter om, at Asbæk lavede ulovlige kopier af prinsens ting”. Det, som Jacob Asbæk angiveligt har haft gang i, lyder ret forbudt. Selv forklarer han sig med, at prins Henrik var hans bedste ven, og at alle kopier af prinsens skulpturer er støbt efter aftale med prinsen – dog en mundtlig aftale. Nu er det kulørt! Hvis der kommer flere afsløringer af den beskaffenhed i Weekendavisen sideløbende med visningen af Familien Asbæk på DR2, kan det blive en hel lille kriminologisk tv-oplevelse. 

Tak for lån til Føjleton

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Praktikanter/studerende

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationsrådgiver

Frist: 17. april

Grafiker

Frist: 15. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.