Kannibalen

Musikken er den ildevarslende motor, der driver Mikala Kroghs fantastiske dokumentarfilm igennem et bladhus i krise. Flere steder minder musikken om slutscenen fra filmen Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker, hvor filmens tyv bliver gjort til kannibal af den kone, han har behandlet så hjerteløst.

Måske instruktøren Mikala Krogh har skelet til Peter Greenaways film. Og så er det Poul Madsen, Ekstra Bladets chefredaktør, der står tilbage som kannibalen, der fører kniven igennem Ekstra Bladets mere og mere afsjælede legeme.

Hent soundtracket til din artikellæsning her.

I et demokrati er en fri, stærk journalistisk kultur den luft, vi indånder. Men vi har nok ikke brug for Ekstra Bladet.

Men udover at Poul Madsen fremstår som en mand, hvis kommercielle redningsstrategier opstår på et enkelt møde med en uforberedt direktør fra The Huffington Post, og som nærmest er på besøg i en journalistisk kultur, hvor redaktør Karen Bro flere gange fremstår som langt mere journalistisk klog og reflekteret, så skal Madsen have ros for at turde tage samtalen om sin avis' krise. For vi – samfundet – har brug for journalistik. I et demokrati er en fri, stærk journalistisk kultur den luft, vi indånder. Men vi har nok ikke brug for Ekstra Bladet.

Sagen er også, at Maria Rørbye Rønn i DR lige så vel kunne være hovedpersonen. Eller Lisbeth Knudsen på Berlingske eller Olav Skaaning på BT. De eneste, der ikke bløder seere og læsere fra den gamle verdens medier, er Troels Mylenberg og hans glade fynske svende på Fyns Amts Avis. I 2012 kom alle danske dagblade under et oplagstal på 100.000. Danskerne så otte procent mindre tv i 2013 alene, i målgruppen 21-40 var tallet faldet til 12 procent, og Netflix blev på et år den sjettestørste danske tv-kanal. Tegn kurven. Du ved, hvor det ender. BT er de sidste to år gået fra 60.000 i oplag til 47.000; Berlingske fra 90.000 til 75.000.

Flow-tv dør. De fleste aviser dør.

Det, vi har brug for at forholde os til, er, hvordan vi skaber et fundament for god journalistik.

Se traileren for dokumentarfilmen om et bladhus i krise.

Praktikant hos 'død og patter'

Mikala Kroghs film er nådesløs ved det tabloidkoncept, Poul Madsen står for på Ekstra Bladet. En avis, hvis selvbillede er, at man udfordrer magthaverne, men i virkeligheden snylter på dem, der ligger ned, på prostituerede, på en familie, der lige har mistet sit lille barn, på Lone Dybkjær i hendes sorg, på gidslerne, der rådner op i Somalia. Stort set alt, hvad Poul Madsen går i gang med, ender galt. Og formålet med det hele er også svært at få øje på.

Den unge praktikant, som havde ønsket sig alt muligt andet for sig selv end at ende mellem 'død og patter', som de ulyksalige praktikanter beskriver Ekstra Bladet som, står foran en dør til en familie, hvis barn lige er omkommet. Redaktøren vil have familien i bladet. Hun spørger højt: ”Hvordan gør jeg det her uden at være verdens største svin?”. Sagen er – at det gør man ikke. Det var, derfor du ikke ville på Ekstra Bladet in the first place. Nu står du så der og gør det alligevel; og hvorfor? Hvad skal det nytte?

”Vi kører hele den store pakke – med sorgen og alt muligt – deres store sorg”. Ekstra Bladets redaktion.

Den unge praktikant udfylder en særlig rolle i filmen, som ikke mange har hæftet sig ved. Hun er bedårende og lys – fysisk et billede på uskyld, heldigere filmisk kunne instruktøren ikke være. Og så kommer hun under Ekstra Bladets navnkundige Miki Mistratis vinger. Og vi ser hendes indførsel i den særlige verden, der er på en redaktion, og som gør, at alle burde tvangsindlægges til at se dokumentaren.

Lidt over halvvejs i filmen sidder praktikanten og fortæller os, hvordan en forside fortæller en decideret forkert historie om nogle ambulancefolk. Regionens pressefolk føler sig rigtig dårligt behandlet af hende og vil klage. Hun bliver ked af det. Hun fælder en tåre. Hun har hængt nogle mennesker ud på forsiden af Ekstra Bladet med en forkert historie. Hele ubehaget; den dårlige samvittighed; det håbløse mantra om, at den rigtige historie nok ikke havde solgt aviser, overvælder hende. Kollegerne gider dårligt tage sig af hende, ”… det er ikke sidste gang, de klager”, siger de. Der er ingen forældre, der tænker: Her skal min datter arbejde.

Filmen om Ekstra Bladets fald er som at se en magtfuldkommen politiker eller erhvervsleder rive alt omkring sig ned på sin vej ned. Vi ved, det ender galt, eller rettere: Det ender i ligegyldige patter, død og nul journalistik. Men vi kan være sikre på, at de i desperation og tankeløshed nok skal få skadet en masse mennesker til ingen verdens nytte på vejen ned. ”Vi kører hele den store pakke – med sorgen og alt muligt – deres store sorg”, siger en opstemt kannibal til redaktionsmødet. ”Det bliver fremragende”, står en medarbejder og siger til overskrifterne om en mor i sorg. Men ingen vil tale med journalisterne om Dybkjærs datters alt for tidlige død. Og ingen vil betale for at læse om det. Og det skal vi kun være glade for. Nej – man efterlades ikke med noget indtryk af, at der bør være en plads til Ekstra Bladet. Den eneste grund til at kæmpe for skidtet er at tjene penge.

Poul Madsen, Ekstra Bladets chefredaktør, står tilbage som kannibalen.

Lige ned i underlivet

Mikala Krogh formidler uden nogen form for føleri den meningsløshed, der er vævet ind i avismediet Ekstra Bladets krise. Det har krævet en vældig indsigt i journalistik, i Ekstra Bladet og en enorm tilstedeværelse som fluen på væggen: Ja – filmen er et mesterværk om journalistikkens og de gamle mediers krise. Den beskriver alt; kynismen og rådvildheden i ledelsen, indførelsen i en afstumpet kultur for de unge, den uvisse fremtid for den offentlige samtale. For det, som følger, bliver ikke bedre, varsler dokumentaren. Ingen ved, hvordan journalistik skal finansieres i fremtiden, vi ved bare, at lige nu følger redaktørerne klikstrømmen, og den fører lige ned i underlivet.

Det eneste sted i filmen, hvor Ekstra Bladet slipper decideret hæderligt fra sit virke, er netop som journalistisk vagthund over for en Lars Løkke, der fifler med det hele. Her sidder resten af pressen tilbagelænet og venter på at nyde godt af det arbejde, Ekstra Bladets Per Mathiessen laver. Kroghs dokumentar foreslår forsigtigt, at der i relevant magtkritisk journalistik – som faktisk også sælger lidt bedre på forsiden – og i Karen Bros større journalistiske integritet nok ligger noget, som burde være fremtiden for tabloidmedierne. Og som vi har brug for. For smudspressen holder demokratiet rent, som tidligere justitsminister Erling Olsen sagde.

Men den sære form for Ekstra Blads-nostalgi, der er opstået i kølvandet på Kroghs film, er ret malplaceret. For journalistikken holder ikke, det får filmen flere gange vist. Medarbejderne resignerer over, at folk kigger på patter og bizarre ting på avisens hjemmeside. Men det er jo det, man laver. Og man bliver, hvad man spiser.

Dokumentaristen får også nøgternt vist, hvordan avisen er nærmest Danmarks største alfons med sin store indtægt fra prostitutionsannoncer. Mikala Kroghs sammenklipning af ordet sex og pris er en af den slags stopflugtninger, man kan se igen og igen.

Filmen beskriver alt; kynismen og rådvildheden i ledelsen, indførelsen i en afstumpet kultur for de unge og den uvisse fremtid for den offentlige samtale.

Dokumentaren Uden for Citat er et af de sjældne, dybe stød. Et mesterligt stykke arbejde, der væver alle den moderne journalistiks problemer og tabloidverdenens kultur sammen.

Pressen på en makronbund af skattekroner

Et demokrati, der i alle enheder er større end en græsk, romersk, middelalderlig bystat, hænger sammen med en presse. Et demokrati er muliggjort af pressen. Uden avisteknologien kunne demokratiet i store lande slet ikke realiseres, uden nationale medier og en journalistisk kultur har man ingen evne til at have en fælles samtale, forholde sig til samme problemer og vælge fælles repræsentanter.

Internettet er en teknologi, som har sparket forretningsmodellen væk under både avismediet og tv-mediet. Så hvis vi vil have et demokrati, er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi – indtil nye forretningsmodeller vokser frem – beholder en stor og selvstændig og tilgængelig journalistisk produktion. I det her land, som har sådan en liden størrelse, kan det kun lade sig gøre med (mere) statsstøtte. Vi er nødt til at opretholde og måske bruge mere på at støtte journalistik på kort bane i hvert fald. Vi skal have journalistik. Og så giver det ligesom sig selv, at journalistik, hvis det skal bedrives på en makronbund af skattekroner, skal være mere forsvarligt, sanddrueligt, klogt og vigtigt end det meste af det, vi ser Ekstra Bladet lave i Mikala Kroghs dokumentar.

Måske vi ikke skal støtte bladhuse, måske vi ikke skal have et hav af ungdomsjagende tv-kanaler og lallede tv-koncepter. Alt for mange steder har svaret på seer-/læserkrisen været at tabloidisere og underholdningsgøre produktet. Og det har ført til et berettigelsestab. Hvis du er i tvivl, skal du se Mikala Kroghs dokumentar, som også er et løfte om, at der er journalistik og journalister i standen, som et samfund kan stole på.