Stive Microsoft er blevet blød, alt for blød

Nu er Microsoft åh så sød. Firmaet tryller sine windows om til kakler og bygger corporate logo med dem. Det er enkelt, sammenhængende og lige efter designernes lærebog. Men også overfeminiseret selvudslettende på kanten af det kedelige. Måske scorer Microsoft ikke nok på ærkekonkurrenten Apples problemer med imaget, efter at Apple er blevet storspilleren.
For ikke så længe siden var Microsoft i manges – i hvert fald hipsternes – øjne indbegrebet af stivsind. En mastodont af et bureaukratisk computerforetagende, hvis produkter smed uforståelige maskin-advarsler i hovedet på brugerne og udelukkende kunne køre på uhyggeligt grimme, musegrå apparater, der var så tunge og klodsede, at de måtte gemmes godt af vejen under skrivebordet. Oven i købet blev Microsoft ledet af overgrådige, overvægtige, midaldrende mænd med måne og iklædt nylonslips og smagløse jakkesæt, samme type som var deres typiske kunder.
 
Parodien på den grimme, dumme, opblæste, forældede, fordomsfulde computerverden – i modsætning til den unge, kreative, menneskelige Mac-verden – er i årevis blevet leveret af Apple som i disse reklamefilm
 
Det image er Microsoft træt af. Meget træt. Nu skal et ændret corporate udseende trække firmaet ud af årtiers imagemæssige helvede. Microsoft vil være blød, menneskelig, ja god – nøjagtig ligesom Google og Apple. Forleden afslørede Microsoft følgelig en ny udgave af sit logo, der ikke har været ændret siden 1987. Ændringen kommer efter en række forskellige markedsføringsmæssige tiltag (se Kforums artikel fra 2008 om et af tiltagene), som ikke har kunnet forbedre imaget tilstrækkeligt.
 
"Vi er så heldige at spille en vigtig rolle i tilværelsen for mere end en milliard mennesker hver eneste dag," siger Microsoft selv som begrundelse for ændringen af logoet. Meningen er klar nok, selvom det ikke siges direkte: ’Vi vil have den anerkendelse, som burde følge med vores udbredelse. Vi vil være værdsat del af det globale fællesskab.’
 
Så nyt corporate logo, her et par måneder før en større produktlancering af nye Windows. Den største forandring i det nye corporate logo er, at Microsoft for første gang i firmaets historie kombinerer navnetrækket med et billedelement:
 
Microsofts nye logo er består af to dele: symbol + logotype. Det hele er holdt i afdæmpede kulører. Det hele er mat og to-dimensionelt. Det hele ligner noget, som Google kunne have designet for nylig. Og det er måske den dybeste mening med det hele, nemlig at markere sig som naturlig del af det moderne, menneskelige, mobile 2.0-agtige fællesskab
 
Logoet  holder fast i firmaets historiske rødder ved at genbruge flagskibsproduktet Windows' logo i forenklet form.
 
Vinduerne fra produktet Windows, der har haft flere forskellige logoer over samme tema, er i Microsofts nye corporate bomærke blive forsimplet, så de ligner de kakler (eng.: tiles), som brugergrænsefladen på flere af Microsofts produkter er bygget op af (skærmbilledet øverst til højre i ill.)
 
Væk er vinduerne i denne videopræsentation af Microsofts nye logo. De farvede felter ligner her snarere konfetti, der kan forstås som et farverigt mylder af muligheder, som samles og holdes på plads af den overordnede organisation. Klogt lavet
 

Enkelhed eller plagiat? Det er ikke svært at finde andre logo-symboler, der minder om Microsofts (nederst til højre). Det behøver ikke nødvendigvis være udtryk for, at Microsofts symbol er kopieret af efter andre. Snarere at ideen er så enkel, at den ikke har egenart. Øverst til højre ses i øvrigt Google Chrome, der gik fra et glossy 3D-logo til et todimensionelt i 2011. Nederst til venstre er et logo fra 2011 for et administrativt software-produkt ved navn Telescope
 
Før og efter – overmandlig og overkvindelig
Der må tildeles pluspoint for en vis genkendelighed fra den gamle firmaidentitet til det nye logo, takket være "windows-historien".
 
Ser man derimod på de samlede indtryk i selve logoerne før og efter, er der tale om et klart spring:
 

 
Øverst før-udgaven fra 1987. Nederst efter-udgaven fra 2012
 
Associationer, der muligvis kan forbindes med de to logoer, er blandt andet:
 
FØR
EFTER
massiv
let
påtrængende
tilbageholdende
indbygget kniv
indbygget mildhed
ensrettet
mangfoldig
overmaskulin
overfeminin
"ond"
"god"
 
Det gamle logo knytter sig visuelt til brancher, der har brug for at signalere ovenstående før-værdier, for eksempel banker og forsikringsselskaber:
 
Fede, urokkelige type – eventuel i stræbsom skråskrift – er populære i bank- og forsikringsverdenen. Og altså hos det gamle Microsoft
 
Microsofts logo er ikke blot en rejse bort fra den overdrevne maskulinitet, men også fra tidligere tiders noget tvivlsomme, kulturelle slægtsskaber :
 
 
Firmaet lagde i 1975 ud med bogstaver i vibrerende disco-skrift. I 1980 lod man sig inspirere af tidens aggressive computerspil og heavy metal-kulturen. I 1982 skulle man signalere større seriøsitet og fokus på yuppies med den teknologiske tegning af o'et. I 1987 blev skriften federe og mere autoritativt selvbevidst end nogensinde, mens kursiven tilføjer den nødvendige fremdrift. Navnet er sammensat med en knivskap bindestreg. Indtrykket er maskulint – i modsætning til den seneste fællesskabs-orienterede version fra 2012
 

Skrifttyperne brugt af Google, Apple og Microsoft ligger så tæt på hinanden, at plagiat-anklager blandt bloggere har gyldne tider, fx her. Anklagerne ligner en variant af alskens sammensværgelsesteorier. Den af Apple ejede skrifttype hedder i øvrigt Myriad Pro, mens Microsofts skrift hedder Segoe. Segoe har været benyttet som corporate skriftsnit forud for anvendelsen i logoet
 
Når det kommer til skrifttypen, er spørgsmålet ikke, om den ligner andres. Spørgsmålet er snarere, om den er blevet for afdæmpet og selvudslettende, blot en adgangsbillet til det eksisterende fællesskab af angiveligt hensynstagende firmaer som Google og Apple.
 
Og det ultimative corporate designer-spørgsmål er, hvorfor Microsoft har fundet det nødvendigt at fastholde firmanavnet i det samlede logo – i stedet for blot at køre af sted med farvekassen. De to elementer i logoet klæder hinanden, javist, men svækker også den modige energi, der ligger i et rent billedlogo eller et rent skriftlogo. Tiden vil vise, om næste udviklingstræk bliver at tage logotypen "Microsoft" ud af logoet og dermed gøre det rent symbolsk.
 
En klar kvalitet ved Microsofts enkelte farveboks er, at genkendeligheden er stor, selv når logoet (det vil sige her blot symbolet) er ganske lille som i en browsers URL-linje
 
Den store kamp om sjælene
Markedsføringens verdenshistorie er rig på fortællinger om to gigantiske konkurrenter, der slås om det globale herredømme – og forbrugernes sjæle. For eksempel Coca-Cola versus Pepsi eller McDonald's versus Burger King. Apple versus Microsoft skriver sig ind i denne klassiske kamp, og styrkeforholdet og det offentlige omdømme for de to it-koncerner har ændret sig over årene.
 
 
I kampen mellem Apple og Microsoft om, hvem der er det mest hippe og brugervenlige firma, og hvem der er den onde overmagt, har Apple længe hyldet sig selv som menneskets forlængede arm, mens Microsoft er lattergjort som et knirkende kypernetisk system. Er rollerne ved at blive byttet om? I hvert fald har Apple siden 1998 skiftet sit hyggelige, flerfarvede æble ud med et koldt og metalagtigt. Mens Microsoft, der hidtil kun har haft et billedløst og bastant navnetræk, nu profilerer sig farverigt og mangfoldigt 
 
Apple er gået fra at være den lille til den store, for nylig kåret som verdens overall mest værdifulde firma. Det har skabt nyt imagemæssigt rum for Microsoft. At Microsoft i den situation skal redesigne sit logo er logisk. Det er også nydeligt og politisk korrekt udført. Men spørgsmålet er, om Microsoft med sit logos forsigtige signaler trods alt er ved at underspille de trumfkort, som historiens gang har givet firmaet i hænde. Kan Microsoft virkelig ikke mere end at være søde og ligne Google og Apple?
 
Mange vil mene, at det nye logo er for lidt. Og kommer for sent.
 
---
 
Læs mere om Microsofts nye logo
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job