Anmeldelse af LEGO-filmen
LEGO – Good Cop/Bad Cop

Skrevet af

Bjarne P Tveskov
Concept Wrangler

4 artikler

652 indlæg

Advarsel: I den følgende rejse ind i LEGO-matrixen er der massive spoilers i forhold til handlingen i LEGO-filmen. Hvis du ikke har set den og har planer om at gøre det, er det nok bedst at vende om her. Undervejs hører vi fra “Betjent God” og “Betjent Grum”, også kendt som Good Cop og Bad Cop.

Lad os starte med den rareste af de to:

Haaalløjsa! Det går jo helt forrygende for den her film, alt er faktisk super duper. Her sidst i februar har filmen i sig selv omsat for over 1,5 milliarder kroner, dertil kommer salget af alle de tilhørende LEGO-produkter. Og endnu vigtigere: Både børn og voksne verden over har været vildt begejstrede for filmen, der både er vittig, hæsblæsende og godt skruet sammen. Den har generelt fået bedre anmeldelser end alle de film, som er nomineret ved dette års Oscar-uddeling, kig for eksempel på Rotten Tomatoes eller Metacritic

 

Kritik af forbrugersamfundet

De to instruktører Chris Miller og Phil Lord, der mest er kendt for “Det regner med frikadeller”-filmene, har lavet et intelligent plot, hvor det fyger med in-jokes, popkulturelle referencer og slet skjult kritik af det moderne, konforme forbrugersamfund. The LEGO Movie”,  som den hedder på engelsk, har garanteret et langt liv foran sig på streaming- og dvd-markederne, og allerede nu kan du begynde at glæde dig til toeren, der har premiere i biograferne den 26. maj 2017. 

 
"Everything is awesome! Everything is cool when your part of af team!" Den sang går lige i centralnervesystemet. Awesome!
 
Samtidig rummer filmen et universelt budskab om, hvordan det enkelte individ, barn eller voksen, har friheden til at forestille sig og skabe, lige hvad de har lyst og fantasi til. Vi taler her om det største filmfænomen med dansk DNA nogensinde, og for LEGO er det en ny, kraftfuld platform til at udbrede det universelle budskab om kreativitet og fri leg.
 
Du kan skabe alt  i LEGO-klodser
Hovedpersonen i filmen, den helt igennem middelmådige bygningsarbejder Emmet, får at vide, at han er  “Den mest talentfulde, den mest interessante og mest fantastiske person i universet”. Og selvom den profeti senere viser sig at bygge på en kæmpe løgn, så går profetien alligevel i opfyldelse: Hvis du tror på dig selv, så kan du skabe hvad som helst – i hvert fald ud af LEGO-klodser. Smukt.
 
Emmet er den særligt udvalgte (ligesom Neo i “The Matrix”). Og ja, man kan naturligvis købe den superseje dragsterde flygter med. 
 
 
En lang reklamefilm
ÅRH COME ON! Hvis du kigger ordentligt efter, er der i bund og grund tale om en 100 minutter lang reklamefilm for LEGO-produkter. Magasinet Fast Company skrev, at filmen er det største og højest profilerede stykke brandede content, som verden endnu har set. Det er jo bare én stor, velsmurt marketing-maskine straight out of Hollywood og den jyske hede. Se filmen, spil konsolspillet, køb drikkedunken og ikke mindst; shop amok i alle filmens figurer og modeller. Filmens skurk, President Business, ville være stolt helt ned i de store klodsfødder, hvis han vidste, hvad hans legeunivers er en del af ude i den såkaldt virkelige verden. 
 
President Business, selve  symbolet på storkapital og megacorporations. Chef for Octan-koncernen, der siden 1992 har været det fiktive olieselskab i LEGO-sættene
 
Filmen er produktet
Flere af de danske filmanmeldere synes, at filmen havde for mange hurtige, tomme kalorier, og at det hele mest virker, som om den er lavet for at pushe produkter. Transformers-filmene er jo nærmest franske kunstfilm i sammenligning. Det her er ikke product-placement, for produktet udgør bogstavelig talt hele filmen! Den mest uventede kritik kom fra Fox News, der beskyldte filmen for at være anti-business. Som om.
 
 
Altså, hvad havde du forestillet dig? Den hedder “LEGO Filmen”. Havde du regnet med, at den ville være bygget op af trylledej og Hama-perler? Det er da genialt, at børn og barnlige sjæle kan tage del i historien i en grad, som ikke er set i forbindelse med en film før. Hvis man har de helt rigtige 15.080.330 klodser, kan man faktisk bygge alt det, man ser i filmen derhjemme, det er da en meget sjov tanke. Instruktørerne kiggede også på masser af såkaldte Brickfilms som inspiration til arbejdet med manuskriptet og filmens visuelle udtryk. Og det er ret let for alle, der har lyst at lave sin egen klodsfilm og smide den på YouTube. LEGO har (selvfølgelig) softwaren, der kan hjælpe dig med det.
 
Instruktioner vs. fri fantasi
Og samtidig handler filmen om flere af de ting, som bliver diskuteret igen og igen i forhold til LEGO-produkterne. Filmens plot er i høj grad bygget op omkring den evige konflikt mellem det at følge (bygge)instruktioner sat over for fri fantasi og egne hjemmebyggede konstruktioner. Faderen i filmen (spillet af Will Ferrell) repræsenterer et ekstremt yderpunkt, hvor alt skal være fuldstændig ordnet og kontrolleret. Han fikserer sågar modellerne med superlim, hvilket er det, der inspirerer sønnen Finn til at opfinde den onde President Business og hans supervåben ‘Kraglen’ (superlimen). At bruge lim sammen med klodserne er noget nær den ultimative helligbrøde blandt LEGO-fans, så det er godt tænkt at gøre dette til omdrejningspunkt for historien. Sønnens oprør mod den måde at tænke på er det, der driver handlingen, det er hans frie fantasi, der får tingene til at ske. Faderen vil have en verden af statiske modeller, sønnen vil gerne splitte tingene ad, have rolleleg og historier, der udvikler sig hele tiden. Og skidt med at Will Ferrells far-figur er en karikatur, for rigtige, hardcore LEGO-fans køber altid tre eksemplarer af hver æske; en til at bygge, en til at udstille og så en til lager … 
 
Satire over storbyverdenen
Og som ekstra bonus får man en god gang satire over den moderne storbyverden, hvor alle bare følger instruktionerne til punkt og prikke, mens de drikker dyr designerkaffe og drukner deres fritid i hjernedøde fjernsynsprogrammer (“Hvor er mine bukser” hedder tv-showet i filmen, måske en grum parodi på Paradise Hotel?). Det er President Business, der ejer firmaet Octan, som producerer alt i LEGO-verdenen: musik, mejeriprodukter, kaffe, tv-shows, overvågningsudstyr, alle historiebøger og … valgmaskinerne, ligesom i USA.
 
 
Super-duper-ironi?
Det virker også bare meget amerikansk, og generelt føles filmen mere som Hollywood end som Billund. Husk på, at det var Warner, der kom til rejsende til Danmark for cirka fem år siden med ideen om at lave en LEGO-spillefilm. Og samfundssatiren er også en meget behændig helgardering, der gør det svært at kritisere filmen  “haha, wink wink, vi ved godt, det er kommercielt”, en slags fortællemæssig teflon, der gør, at kritik meget lettere preller af. Selv den irriterende (og uhyggeligt catchy) kendingsmelodi “Alt er Super Duper” er dobbelttydig; På den ene side er det ment som ironi, på den anden side hører man folk gå rundt og sige det (og endnu værre; synge det) i fuldt alvor.
 
 
Hmmmm. Heldigvis var LEGO smarte nok til at give mest mulig kreativ frihed til folk, der kender filmbranchen og som ved, hvordan man fortæller en historie, der rammer bredt og globalt. Og her viser al erfaring, at en amerikansk vinkel er vejen til succes. Det er ofte en god ide at lade nogen udefra se på ens produkt med friske øje. Filmens plot ville næppe været blevet godkendt, hvis det var kommet direkte fra interne folk i Billund eller fra en dansk filminstruktør. 
 
Meta-retro-fremtidsnostalgi
Og overvej lige, hvor velfriseret og forudsigelig filmen måske var blevet, hvis den f.eks. var blevet lagt i hænderne på Disney-koncernen. Og når man laver en spillefilm til godt 300 mio. kroner, der omfavner hele ens brand, skal man altså også være sikker på, at man laver noget, der fungerer. På en sin vis er det en ret personlig tolkning af LEGO-universet, som de to amerikanere har lavet. Se f.eks. på karakteren Benny, som er en klassisk LEGO Space-figur fra “engang i firserne” med knækket hjelm og det hele. Mon ikke instruktør-duoen selv har haft sådan nogle, da de voksede op? Min plastikhjerne kan næsten ikke kapere de mange lag af meta-retro-fremtidsnostalgi, der er i den ide. Filmen har noget kant og noget skævhed, der gør, at den hæver sig over langt de fleste andre af tidens animationsfilm.
 
 
Joeh, men hvor original er filmens historie egentlig? Er det ikke bare en masse dele, vi allerede kender, sat sammen på en lidt ny måde? Den måde, Emmet og det andet legetøj bliver levende på, har vi ikke set det i “Toy Story” for mange år siden? Der, hvor han ligger stille på bordet hos “Manden ovenpå”, minder mistænkelig meget om det, der sker i den første “Toy Story”-film, hvor Woody er fanget hos den ondskabsfulde dreng Svend. Og heltinden Wyldstyle (eller “Grafittitøsen”, som hun hedder på dansk, med Mille Dinesens stemme) er jo en tro kopi af Trinity fra “The Matrix”. For ikke at tale om, at hele ideen med “Den udvalgte”, der opdager, at han lever i en konstrueret, kunstig virkelighed, er som taget lige ud af Matrix-filmene. Og ham Vitruvius er jo mærmest Morpheus i forklædning og så videre …
 
 
Har du tænkt over, at “The Matrix” i dag mest er nostalgi for halvgamle nørder, den film er femten år gammel, og at ingen i LEGO-kernepublikummet kan huske den? 
 
Vi er faktisk i en gylden æra for LEGO lige nu, ikke kun for firmaet, der har fået sin selvtillid tilbage, men også for LEGO som ide; Nettet og hele remix- og mashupkulturen passer perfekt til et produkt, der kan antage alle former, og hvor alt kan kombineres på kryds og tværs. Hvilket andet brand i verden ville kunne slippe afsted med at have Superman, Batman, NBA basketball-spillere, Dumbledore, Gandalf, Han Solo og en Ninja Turtle med i den samme film? Der er fragmenter af alle de bedste historier fra de sidste 20-30 år, noget som både forældre og børn kan identificere sig med og grine af på hver deres måde. Og på sin egen humoristiske måde fortæller, at det er OK at sample og remixe vores fælles popkultur. Der var garanteret mange referencer, du ikke fangede i farten. Hvis ikke LEGO skulle gøre det, hvem skulle så? Og efter nogle år hvor mange (inklusive firmaet selv) var begyndt at tvivle på om LEGO-grundideen var levedygtig og relevant for børn i det 21. århundrede. Det viste sig, at det handlede om at søge tilbage til kernen af produktideen, tilbage til klodsen. Og dét har virket; inden for de sidste fem år er både omsætning og antal medarbejdere cirka fordoblet, og LEGO er nu verdens næststørste legetøjsfabrikant efter Mattel.
 
 
Det er flot, men LEGO var altså meget bedre, da jeg var barn. Der handlede det ikke om bare at bygge en helt specifik model, der var meget mere fri fantasi og leg i produkterne dengang. Dengang var det mest helt almindelige grundelementer, som man kunne bygge alt muligt af, nu er det mest alle mulige specialelementer, der ikke overlader ret meget til fantasien. Og prøv at se de modeller, som man kan købe fra filmen; Ja, de kan bygges om til noget helt anderledes og kreativt, men der er altså også nøjagtige byggevejledninger med til de “alternative” modeller. Måske lidt ironisk, hva’?  Og se på LEGO Friends-serien til piger, fyldt med pink og lilla special-elementer, cupcakes, delfiner og rideskoler.
 
Måske kender du det? Alle ideer er gode ideer, altså undtagen de ikke-glade ideer. Dem gemmer vi væk dybt, dybt inde i os selv. Vi kalder det "positiv byggologi"
 
 
Så det er en dårlig ting, at millioner af piger, der før købte Barbie, pludselig bygger og finder på og leger med LEGO? Hvis du mener, der er et kæmpe udækket marked for neutralt, kønsløst konstruktionslegetøj, hvorfor starter du så ikke bare dit eget legetøjsfirma? Nu mangler vi bare, at du hiver den der gamle annonce fra 1981 med den rødhårede pige frem. De universal-sæt, som pigen reklamerede for, kan du sådan set stadig købe, i en opdateret udgave. Og mange af de kamplystne kønskrigere M/K glemmer i farten, at LEGO allerede i 1970'erne og 1980'erne lavede kønsopdelte produkter, blandt andet dukkemøbler og smykker, der var rettet mod piger. Og LEGO Friends er nok et af de mest gennemresearchede og brugerdrevne produkter nogensinde, det er lavet, præcis sådan som et bredt udsnit af kunderne gerne vil have det. Og igen, du vælger vel selv, hvilke sæt, eller er du netop en, der bare gør det, de andre gør? Husk, at når man peger på andre, er der tre fingre, der peger på en selv (altså undtagen hvis man er en LEGO-minifigur). Du har da din egen fri vilje til at vælge, hvilket legetøj du synes, der er det rigtige for dit barn, eller giver du bare efter for storkapitalens hjernevask og køber det samme som alle andre? Så har filmen jo ret i sin satire, og det er dig, der er joken? Og der er intet, der forhindrer dig i at købe en “Kreativ spand” fyldt med de gode gamle grundelementer præcis som i de gode, gamle dage, som du åbenbart længes efter.
 
 
Fnis, en “Kreativ spand”? Det viser jo meget godt, hvor højt den frie, kreative leg er prioriteret … Det anslås, at der verden over bruges fem milliarder timer på at lege med LEGO hvert år, det er da et stort ansvar. Sandheden er vel, at LEGO som firma ville være på spanden økonomisk, hvis alle børn hele tiden bare byggede nye historier og modeller ud af alle de gamle klodser, de havde i forvejen. Så ville der næppe blive produceret over 1100 nye klodser hvert sekund året rundt. Måske er LEGO-filmen lidt mere for drenge end for piger? Faktisk er Grafittitøsen den eneste rigtige kvindelige figur i filmen, hvis vi ser bort fra den forholdsvis irriterende DanseKat (som Julie Zangenberg lægger stemme til). Måske er LEGO-koncernen blevet lidt for dygtige til at give folk det, som kunderne tror, de vil have. Mange sæt er jo ret svære at bygge om til noget helt andet, og de ender som støvede hyldemodeller, der aldrig bliver skilt ad igen, præcis som faderens døde LEGO-by i kælderrummet. 
 
 
Det er jo ikke enten-eller. Når man køber en æske Ninjago eller Star Wars, køber man i høj grad en lille bid af nogle meget store og komplekse historier. Har du lagt mærke til, at næsten alle LEGO-æsker i dag indeholder både en good guy og en bad guy? Der er indbygget rolleleg og historier over det hele. Og læg mærke til, hvad filmen også lægger op til; Bryd ud af det forudbestemte, og find på noget selv. Sommetider er det godt at have en forudbestemt plan, andre gange er det bedre at improvisere. Da Emmet i filmen langt om længe tager ansvar og styring over situationen, får han alle til at arbejde sammen om et fælles mål, ud fra en plan.
 
Alle de kreative primadonna-mesterbyggere bygger sammen med hver sin agenda og resultatet bliver … kreativt. Men i længden ubrugeligt, for ubåden er utæt
 
Det er Yin og Yan, orden og kaos, begge dele er vigtige. Men måske skulle vi bare slappe lidt af med at (over)analysere det hele så meget. DET ER LEGETØJ! Du har alligevel ikke en LEGO-mands chance for at komme til bunds i det her. Der er for mange lag. Det er klodser hele vejen ned. Det eneste, der betyder noget i den sidste ende, er, hvad der klikker for DIG, når du går ud af biografen. Hvornår har du f.eks, sidst sat dig ned på gulvet sammen med dine børn og en stor bunke LEGO-klodser og bare bygget løs? Måske skulle du bruge lidt mere tid på at lave noget kreativt istedet for bare at mene noget om det på Facebook? Der er ingen, der er “dårlige” til at bygge, du kan ikke gøre noget “forkert”. Jeg kender mange voksne, der siger, de er dårlige til at tegne, selvom de garanteret var gode til det, da de var børn. Men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de ikke kunne bygge en LEGO-model. Og du vælger heldigvis selv, hvilke historier du vil bygge ovenpå.
 

Relaterede artikler

Ai, Ai, Ai LEGO! - Ikke alt er ”awesome” hos LEGO for tiden. Legetøjskoncernen er kommet under intens offentlig beskydning, efter at den ki...
Når sjælen er en rotte - Hvad kan vi lære om mennesket, når vi ser 'Op', 'Toystory', 'Ratatouille' og alle de andre bedste tegnefilm? Lilian Munk...

Giv din stemme

17 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Redaktør for dansk skønlitteratur

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.