Unboss dig selv

Unboss @ Budapest from Jacob Bøtter on Vimeo.

Se her, hvordan Kolind og Bøtter forklarer budskabet i deres nye bog i denne fint producerede reklamefilm for bogen

Spørger man forfatterne bag Unboss, vil vi i fremtiden arbejde mere for det formål, som man definerer i den enkelte organisation og virksomhed, end for at tjene penge. Pengene er såmænd bare et rart biprodukt. Arbejdstagere og arbejdsgivere vil ikke længere være i opposition til hinanden, men partnere, som arbejder sammen om at indfri formålet.

Formålet vil nemlig blive centralt: Det handler om at gøre godt, mens man gør det godt. Etikken kommer dermed i højsædet, og CSR rykker ind i kerneforretningen. Og det er passionen, som bliver drivmidlet – i så høj grad at nogle medarbejdere i organisationen eller virksomheden er lønnede, mens andre er ”frivillige”. Arbejdet bliver asynkront, så man arbejder kun, når det passer en selv bedst, og sandsynligvis har man 3-4 forskellige job, måske nogle af dem i egen virksomhed. Det handler om frihed og fleksibilitet.

Vejen til alt dette er den ubegrænsede, unbossede virksomhed og organisation, som ikke først og fremmest tænker profit. Derimod handler det først og sidst om det gode formål, som skal nås eller arbejdes for gennem unbosset åbenhed, frihed, fleksibilitet, partnerskab og inddragelse af kunder, leverandører, forskere – ja, hvem som helst der har lyst til at bidrage til formålet. Og resultatet er bedre profit, mere værdiskabelse, gladere mennesker, et bedre samfund – en gennemført win-win-situation.

Kolind og Bøtter mener, at mange godt kan lide deres arbejde, men er kritiske over for deres chef og virksomheden, og de kan bare ikke se logikken i, at deres chef – bossen – får dobbelt så meget i løn som dem for at gøre noget, de hellere ville være foruden

Farvel til Jante

Det lyder besnærende, og det er det da også. Inspirerende læsning. Mange sigende eksempler. Gode og konkrete guidelines og forslag til handling. De har også taget deres egen medicin i Oticon og Wemind. De gør altså det, de siger, og bogen er blevet til på samme måde, med stor involvering fra en hel bunke medskribenter. Og så er den herligt befriet for jantelov:

”Til at begynde med er det titlen på en bog, men snart vil det blive betegnelsen på en bevægelse for bedre lederskab, for bedre organisationer og i sidste ende en bedre verden.”

Sic! Barren bliver sandelig ikke sat lavt. Man bliver helt svedt med sådan et ambitionsniveau.

Goddag til indvendingerne

Når det er sagt, så er der i min optik alligevel kurrer på tråden. Lad os se nærmere på hovedpræmissen. Holder den? Forfatterne spørger retorisk, hvorfor den unbossede verden pludselig er blevet en mulighed:

”Her er én simpel grund: Internettet og fremkomsten af sociale medier har betydet, at organisationer, der leverer et positivt bidrag til samfundet, kan være mere synlige og derfor opnå større belønning for det, de gør. På den anden side kan virksomheder, der opfører sig uetisk på den ene eller anden måde, hænges ud i en grad, der ikke er set før.”

Forfatterne nævner Apple, Google og LEGO som ”frygtindgydende konkurrenter, fordi de fokuserer på at gøre en forskel i samfundet”.

Men gør disse virksomheder reelt noget specielt godt? Med andre ord: Gør de godt, mens de gør det godt? Kolind og Bøtter elsker Apple – vidensarbejdernes yndlingshardware – men glemmer, at Apple har outsourcet den dårlige samvittighed til kyniske underleverandører i Kina. De elsker LEGO, men glemmer, at Kirk-familien systematisk har gemt 375 mio. kr. i Schweiz for at undgå skattefar. De elsker Google, men glemmer, at det er et de facto-monopol, som ensretter og indsnævrer vores videndeling og -søgning med indviklede logaritmer.

Her forholder forfatterne sig kun til virksomhedernes formulerede formål og visioner – ikke til, at der måske også er en bagside af medaljen. Noget tyder på, at det gode formål ikke er nogen garanti for, at de også ”do well by doing good”, som Franklin Benjamin bliver citeret for.

Og hvad siger forbrugerne, som jo burde holde sig væk, hvis der er lusk i forretningen? De forbruger ukritisk videre. Da det kom frem, at Jysk fik fremstillet håndklæder under umenneskelige forhold i Indien, steg salget. Pensionsselskabernes tvivlsomme investeringer i Afrika får ikke kunderne til at flytte deres penge. Hummel-buddhaens flirt med våbentransport og hans hemmeligholdte exit fra sponsoratet af det tibetanske fodboldslandhold påvirker ikke salget. Eksemplerne er legio. Dermed ikke sagt, at den kritiske forbruger er død; jeg tror bare ikke, man skal forvente, at forbrugerkritikken bliver et lokomotiv for den unbossede udvikling. Jeg er ked af at sige det, men det ser desværre ikke ud til, at hovedpræmissen helt holder vand.

Christian Stadil har med stor succes profileret sig selv og sin virksomhed på at støtte Tibets fodboldlandshold. Men ved udsigten til at tjene store penge i Kina brød Hummel-formanden sin kontrakt og løb fra alle løfter til tibetanerne. Den dårlige omtale påvirkede dog ikke salget. Intet tyder på, at forbrugerkritikken fører til en unbosset verden. Kolind og Bøtter tager desværre fejl

Historien om videnssamfundet – igen

En anden anke går på, at deres hovedfokus er på vidensarbejderne. Jo, der er da et eksempel eller to, som peger på, at den unbossede virksomhed er hvilken som helst virksomhed. Men fokus er på vidensarbejderen:

”Den form for arbejde, vi har mest af i den vestlige verden, har en helt anden karakter (end det manuelle arbejde, red.). Det er ikke mere manuelt arbejde, men vidensarbejde.”

Her bliver projektet både elitært og eurocentrisk, som vi lærte at sige på universitetet.

Det elitære består i, at de stort set glemmer produktionsarbejderne på Danish Crown, tømrerne og murerne fra byggefagene, fiskerne fra Thyborøn, rengøringsfolkene fra ISS og sygeplejerskerne på Rigshospitalet. Alle de hårdtarbejdende lønmodtagere, som står tidligt op hver dag for at smøre deres leverpostejmadder. Kolinds og Bøtters arbejdstagerhelte er dem, der arbejder, hvor og når det passer dem. De hylder det asynkrone og virtuelle arbejde, men det duer bare ikke, når man skal sætte et spær op på et hus i Søborg – dér er det pinedød nødvendigt at være både synkron og konkret til stede. Samtidig glemmer forfatterne, at det nye vækstpolitiske sort er at påpege, at vidensarbejde ikke går uden produktion. Outsourcer vi det gammeldags manuelle, synkrone og håndfaste arbejde, vinker vi samtidig farvel til vidensarbejderne.

Og hvad angår det eurocentriske, så er det interessant, at den unbossede revolution kun angår de globaliserede, urbane, veluddannede vidensarbejdere fra de – indtil videre – mest velbeslåede vestlige dele af verden.

Nemme fjendebilleder og gammel vin …

Hele bogen igennem er det store skræmmebillede Frederick W. Taylor, som i 1911 udgav The Principles of Scientific Management. Taylor beskrev, hvordan man ledelsesmæssigt kunne opnå den højeste effektivitet i den industrielle produktion: Samlebånd, specialisering og specifikke regler og procedurer var vejen mod mest mulig effektivitet med profit i højsædet. Forfatterne hævder, at Taylor stadig gennemsyrer hele vores arbejdsmarked – og igen og igen fremhæver de, hvordan ”morgendagens” medarbejder og virksomhed vil være anderledes, end som det er i den videnskabeligt ledede virksomhed.

Frederick W. Taylor og fabrikkens specialiserede samlebåndsproduktion er den store fjende. I fremtiden vil intet mere være, som Taylor forudsagde – ifølge Kolind og Bøtter

Spørgsmålet er, hvor nyt det hele er. Kan det virkelig passe, når de skriver følgende om arbejdsmarkedet anno 2012 – underforstået, at medarbejdere i dag bliver behandlet som tal og rendyrket human kapital ved samlebåndet: Morgendagens medarbejdere ”er ikke længere tilfredse med at blive behandlet som tal. De ser sig selv som individer”. Sådan har det da været i rigtig mange år! Selv fiskeren og slagteriarbejderen, og da slet ikke vidensarbejderen, gider – og har ikke gidet i årevis – at blive behandlet som tal. Kort sagt er det tayloristiske fjendebillede ikke bare karikeret, det er simpelthen misvisende.

Why do business?

Som sagt fandt jeg det vældig inspirerende at læse bogen. Der er mange spændende betragtninger om, hvordan man kan skabe mere ansvar, mere involvering, mere fleksibilitet og mere frihed i arbejdslivet. Hele argumentet om formål – why do business – er spændende; ligesom det var i Kolind-kuren, hvor det blev lanceret. Alt sammen godt og relevant. Men når man hele bogen igennem hører om, hvor slemt det står til med det tayloristisk gennemsyrede arbejdsmarked, og samtidig hører om den besnærende gyldne fremtid – morgendagen – så får man jo indtrykket af, at det virkelig er nye sager, de disker op med. Men det er det desværre ikke.

Under en debat om tendenser på arbejdsmarkedet på Folkemødet spurgte jeg forleden Ole Thyssen, professor på CBS og forfatter til bl.a. bøger om værdiledelse, om hans vurdering af Unboss. Dommen faldt prompte. Det er gammel vin på nye flasker. Årets nye managementbog som påstår – også – at have fundet de vises sten. For hvor adskiller den unbossede ledelse sig fra værdiledelse, selvledelse, anerkendende ledelse, det grænseløse arbejdsliv etc., som vi har hørt om de sidste 10-20 år (mindst)?

Forfejlet kritik?

Måske er mine indsigelser fejlskud. Hvorfor holde dem fast på præmissen og mellemregningerne? Er det trods alt ikke bare en hurtigløbende managementbog, som egner sig til lufthavnslæsning, og som kan læses af alle uden forudsætninger? En bog som har til formål at inspirere til handling og til at se det bedste i hinanden? En bog som har en vision, hvor præmisserne og mellemregningerne ikke betyder så meget. Forfatterne er selv glade for arketypiske eventyr, som en nem måde at formulere virksomhedens formål på. Måske er bogen blot en eventyrlig fortælling, hvor det mest handler om – via nemme skræmmebilleder – at aftegne et bedre arbejdsmarked og inspirere ledere og virksomhedsejere til at tænke anderledes?

Sagen er, at det handler om troværdighed. I min optik ryger troværdigheden, når præmissen så nemt kan betvivles, når mellemregningerne ikke rigtig holder, og når den retoriske pen ryger op gennem loftet med malende fjendebilleder og gyldne morgendage. Faktisk havde bogen fungeret langt bedre, hvis den havde nøjes med at være en inspirerende managementbog og ikke et forsøg på at gøre verden bedre (også selv om forfatterne utvivlsomt selv virkelig tror på denne udvikling og gerne vil skubbe på den).