Mit liv som Google Glass-cyborg

Ph.d. i kommunikation og innovation Brian Due deler her ud af sine personlige erfaringer med Google Glass

Mandag: Hvordan virker det?

Jeg har købt Google Glass (eller blot Glass) brugt på eBay, for hvad der samlet set svarer til omkring 10.000 kroner. Glass er stadig ikke til salg på det almindelige marked og kommer det først i slutningen af 2014. Det er også kun amerikanske statsborgere, der i dag kan skrive en motiveret ansøgning til Google for at få lov til at købe Glass for 1500 dollars. Det betyder, at Glass slet ikke er designet til et dansk marked endnu. Jeg må oprette en amerikansk iTunes-konto for at kunne downloade den app, man skal bruge til at styre Glass med fra sin telefon. Og så er der platforms-udfordringen: Glass er selvfølgelig designet til Android, og jeg har en iPhone. Der findes dog en app – den kan bare ikke helt det samme.

Jeg åbner pakken. Jeg tager brillerne på. Jeg tænder på knappen. Og de virker. En skærm toner frem en armslængde ude foran mit syn. Det svarer vel til at holde en håndflade op foran sig i udstrakt arm. Displayet er klart og tydeligt. Den viser klokken og kommandoen: ”OK Glass”. Stemmestyringen er klar. Jeg kobler op med telefonens app via bluetooth, min Google+-konto og tilslutter mig husets Wifi. Jeg siger: ”OK Glass, take a picture”, ”share”, og så trykker jeg på min nære familie i Google+. Vupti, billedet er delt. Det er smart, tænker jeg.

Se et klip med forfatteren, der bliver interviewet til Kontakt: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/5/5?video_id=90653

Tirsdag: Jeg bliver træt i øjet

Jeg ser frem til at få brillen på og udforske, hvad den kan. Men jeg er ikke vant til at bruge briller og synes i starten, at det er irriterende at gå rundt med. Jeg vender mig dog hurtigt til det. Glass fylder ikke i mit synsfelt, når jeg går rundt. Jeg glemmer faktisk, at jeg har dem på efter et stykke tid, når de ikke er aktive.

Skærmen sidder oppe til højre. Jeg kan aktivere brillen ved blot at tilte hovedet baglæns og så ned igen. Så står vejret og klokkeslæt tindrende klart på skærmen oppe til højre. Jeg siger: ”OK Glass, google Depeche Mode”. En række links kommer frem. Blandt andet YouTube. Jeg trykker på touchpad’en, der sidder på siden af Glass. En række YouTube-klip med Depeche Mode kommer frem. Jeg scroller på brillestangen ved at bevæge fingeren frem og tilbage. Jeg sidder nu og ser en ældre version af ’Personal Jesus’. Det holder. Men jeg bliver træt i øjet. Det er belastende at kigge op til højre i en fast fikseret position med kun det ene øje i længere tid. Synsfagligt og lægevidenskabeligt er der også en del, der peger på, at man ved længere brug måske kan skade øjet. Men det er endnu et forskningsfelt, der er ret uopdyrket. Jeg bliver dog hurtigt træt i øjet, og det er ubehageligt. Så jeg holder en pause.

Man kan godt blive træt i øjet at Google Glass – og man kan vælte sin kaffe med dem på

Onsdag: Min omverden synes, jeg er mærkelig

Jeg bevæger mig ud i min omverden. Folk kigger, men på den danske underspillede måde. Børn stirrer. Voksne sniger sig til at kigge, når jeg kigger væk. Modige unge mennesker spørger, om det er Google Glass og siger, at det er ”mega cool, sådan nogle vil de også have, hvornår kan man købe dem, og hvad koster de?” Når de rammer det brede marked, vil de formentlig komme til at koste det samme som smartphones, og alle prognoser peger på, at mange vil købe dem. Men hvad kommer det mon til at betyde for vores interaktion? Jeg synes, der er store sociale problemer.

For det første er der stemmestyringen. Det er åndssvagt at sidde og tale med sig selv (Glass), når man er sammen med andre. På S-togs-perroner ser jeg mig selv gå ud for enden, væk fra folk, for at tale med Glass, mens jeg venter på toget. Jeg tjekker e-mails og svarer mundtligt tilbage. På e-mailen står der som afsender: ”Sent through Glass”. Talegenkendelsen er god, men ikke ufejlbarlig. Jeg siger på et tidspunkt til min kone: ”Hi, I’m late, I’m home for supper”. Min kone fik e-mailen: ”Hi, I’m late, get some already”. Det skabte lidt forvirring.

For det andet kommer man let til at stirre på – og igennem – folk, når man bruger Glass i sociale sammenhænge. Den delvise opmærksomhed, som man let kommer til at praktisere med sin telefon, bliver forstærket med Glass. Når man har brillen på, er det bare lige at tilte hovedet baglæns og scrolle lidt på touchpad’en, så vrimler det ind med informationer, nyheder, e-mails og så videre. Jeg fanger mig selv i at glemme den sociale kontekst og i stedet sidde og læse en nyhed, mens jeg gennemstirrer en person over for mig. Det holder ikke.

Der bliver også undervist med Google Glass på

Torsdag: Hænderne fri

Jeg føler mig lidt asymmetrisk. Lidt tungere i den ene side. Jeg har lyst til at tage Glass af. Men hvor skal jeg gøre af dem. En telefon kan komme i lommen. Brillerne kan … komme i håret? Det er enten eller med Glass. Men problemet er, at de kun kan holde strøm en time. Hvad gør man så? Jeg kan heller ikke få GPS’en til at virke. Problemet er versionen af software i kombination med min iPhone.

Jeg begynder også at savne det taktile. Det virker mere besværligt og tungere med stemmestyring. Jeg er vant til at bruge hænderne og synes ikke, jeg kan så meget uden. Men det er samtidig fordelen. For jeg har hænderne fri. Jeg har hugget brænde med Glass på, mens jeg filmede og tog billeder. Det gav en anderledes film og var sjovt, men gav mig ikke rigtig nogen værdi. GPS’en vil jeg gerne have til at virke. Det kan jeg se en fordel i. For eksempel ud at cykle med GPS, fartmåler, og lignende. Det giver god mening. Eller reparere en dims i huset, mens jeg ser en YouTube-instruktionsvideo. Det giver værdi. Sådan var det også lidt med iPad’en. I starten var den overflødig. Så fik den værdi som ny spille- og underholdningsmaskine, og nu er den uundværlig. Men der mangler en killer-app til Glass. I det hele taget er app-markedet meget sparsomt. Men det vil selvfølgelig hurtigt ændre sig, når Glass lanceres.

Fredag: Jeg er en cyborg

Jeg savner nogle gange Glass, når jeg går rundt på gaden eller i sociale sammenhænge. Men jeg orker ikke at være til genstand for al opmærksomheden. Jeg gider ikke snakke om dem mere. Som produkt er de ikke så interessante. Det er som en service, der kan hjælpe med at optimere mit liv, de kan have værdi. Og det interesserer mig, hvad det gør ved vores interaktion og vores forståelse af os selv og vores omverden. Men det bekymrer mig lidt, når jeg ser unge mennesker, der kan sidde og ’tale sammen’, mens de sms’er og har hvide høretelefoner i ørerne. Hvad kan de ikke finde på at gøre, når de får fat i Glass? Hvilken form for overfladisk interaktion vil fremtidens mennesker kaste sig ud? Hvad vil det betyde for vores evne til empati? Solipsisme kan snart blive mere end en filosofisk position. Vi kan alle være sammen i ensomhed med hver vores Glass.

Nogle siger, at Glass er en Segway for your face, hvormed der menes et genialt produkt, der ikke har nogen reel merværdi for brugere og derfor ikke vil blive udbredt. Jeg tror nok, behovet er der, og de unge mennesker skal nok skabe et marked. Men vil vi få nye mærkværdige situationer, hvor de rige menneskers børn render rundt som cyborgs, mens aktivister prøver at slå brillerne af dem? Bliver det endnu en ny social klasse- og identitetsmarkør, der skiller den kreative hightech-elite fra resten? Måske.

Google Glass ligner mest af alt et par briller, Jordy fra Star Trek kunne finde på at bære

Lørdag: Out of my face

Glass fylder i hovedet. Det er ansigtet. Det er noget særligt. Vores ansigt er i spil i interaktion. Vi kan tabe ansigt og bevare ansigt og redde ansigt. Hvordan gør vi det, når brillen er i vejen? Når man siger Glass, bliver metaforerne spejl, vindue, prisme også relevante at inddrage. Hvem kigger på hvem? Er brillerne et distanceskabende vindue mod omverdenen, hvor jeg kan lukke mig inde. Et spejl for verden eller måske et vindue, hvor man også kan se ind i min verden? Det transparente liv, hvor du kan følge alt, hvad jeg ser (og tænker!) via min Google+.

Jeg kommer til at tænke på religionshistoriske myter om synske seere, der kan se fremtiden og andre steder i deres krystalkugle. Det kan jeg også med Glass. Det siger måske noget om menneskets behov for at kigge i glas for at se andet end blot det foreliggende. Vi stræber hele tiden videre og vil vide mere. Men produktet skiller sig endnu for meget ud. Derfor vil teknologien formentlig hurtigt bevæge sig hen imod typer, hvor produktet ikke skiller sig så markant teknologisk cyborg-Star Trek-agtigt ud fra mængden. Vi vil se noget, der ligner almindelige briller med et tyndt digitalt lag i glasset, og det vil dermed blive endnu sværere at se, hvem der har en skærm kørende med informationer. Design til periferien, siger man i Silicon Valley.

Søndag: Hold vores privatliv ude af det

Al min data: billeder, film, beskeder, søgninger, everything, har Google adgang til. Det ligger på Googles servere og kan deles med mine venner over Google+. Det huer mig overhovedet ikke. Kampen om at blive styresystemet for vores liv er taget kraftigt til, og Google fører snart. De ejer hele infrastrukturen af centrale informationer, der er kontekst-sensitive. Min kone siger, at jeg ikke skal tage billeder af familien, og det gør jeg ikke, men hvad skal jeg så tage billeder af?

Jeg kan se store fordele i forskningssammenhænge, hvor jeg kan filme interaktion, mens den foregår. Også i forhold til uret i samfundet giver det mening. Man vil kunne filme politivold og lignende. Men det er trods alt ikke så relevant for mig. Potentialet er stort i særlige, isolerede sammenhænge, hvor man skal have hænderne fri og har brug for særlig information, men udfordringerne er også legio.

Snart render alle rundt som cyborgs med Glass. Til den tid har jeg nok lagt mine fra mig igen.

Lidt baggrundviden: For Synoptik-Fonden har jeg skrevet en indledende forskningsrapport, der skitserer, hvad intelligente briller er for et fænomen ud fra seks forskellige problemfelter. De seks felter er 1) det brille-optiske felt, 2) det synslægefaglige felt, 3) det juridiske felt, 4) det teknologiske felt, 5) det interaktionelle felt og 6) det sociologiske felt.

Googles egen officielle video af, hvordan det føles at have Google Glass på