Kapitalbanken – tal er også mennesker

"Banken – New normal”, DR2’s nye satireserie, ruller hen over skærmen for første gang torsdag i denne uge (28. august), og det ser ud til, at der er noget at glæde sig til.
Satireprogrammet ligner det hæderkronede The Office, der udstiller det moderne kontorliv med velkendte stereotyper, sexisme og dårlige vittigheder. The Office har opnået kultstatus og har også været gjort til genstand for kommunikationsstudier. Blandt andet har Jessica Birthisel fra Bridgewater State University og Jason Martin fra DePaul University skrevet en fin analyse af The Office i Journal of Communication Inquiry. Deres studie viser, at The Office i mange tilfælde kommer uhyggeligt tæt på virkeligheden, og på hvordan især moderne ledelsesstrategier har det med at give de mest groteske og voldsomme dialektiske tilbageslag.
 
Er du kapitalbankens nye kunde? Se DR2's teaser for "Banken - New normal". 
 
Den nøgne sandhed
Den danske sociolog Ole Bjerg skrev for få år siden bogen ”For tæt på kapitalismen”. Hans pointe var, at ludomaner var kommet for tæt på pengene, og at pengene derfor havde mistet deres symbolske værdi. De havde forstået, at de kun var papir, og behandlede dem derfor skødesløst. Der skal som bekendt postes rigtig mange symboler og ideologisk smørelse ud over de ting, som ikke rigtig tåler dagens lys. Hvis tegn, symboler og smørelse fjernes, er der kun den nøgne sandhed tilbage.
 
Derfor er det heller ikke underligt, at Kapitalbankens ansatte kun står i underbukser i den reklame for satireprogrammet, der har rullet hen over skærmen de sidste uger. Nu er vi så rigtig tæt på de bankansatte i Kapitalbanken, og det er ikke noget kønt syn. Man krummer tæer, måske især fordi Kapitalbankens ansatte og ledelse er genkendelige figurer fra en hvilken som helst moderne arbejdsplads. Der kæmpes om ledelsens gunst, og ledelsen arrangerer julelege, der sikkert er hentet fra det sidste nye hotte konsulenthus.
 
Vi kommer helt tæt på bankens medarbejdere – i underbukser.
 
Kynismen og ligegyldigheden går altid fint hånd i hånd med satiren, og sådan er det også i ”Banken – New normal”. Og med ligegyldigheden følger kritikken. Ud over kunderne er det praktikanten, der har fået tildelt rollen som stort set den eneste, der siger fra, men praktikantens kritik har ingen gennemslagskraft – og som man vil fornemme, vil den aldrig have en chance for at trænge igennem. Det ved praktikanten ikke endnu, men måske kommer det senere?
 
Genkendelig smerte?
Erik Mygind du Plessis, som forsker i arbejdsmarkedsforhold, har med inspiration fra Slavoj Zizek analyseret Starbucks-baristaernes kritikgenre. I mangel af bedre alternativer til at udtrykke deres kritik af dårlige arbejdsvilkår og irriterende kunder er nogle ansatte begyndt at stikke deres testikler ned i kaffekopperne, og salaten har i nogle tilfælde også fået en smule vinduesspray. Det er en projiceret sidebenskritik, en kritik, der ikke har andre muligheder for at komme ud, når moderne virksomheder plastrer medarbejderne til med adfærdsregulerende tiltag. Det er en kritik, men ikke en kritik med gennemslagskraft. Ifølge du Plessis og Zizek er det en koffeinfri kritik, kaffe uden koffein, og som det gælder for alle andre lightprodukter, er brodden taget af – og det hele forekommer lidt ufarligt. Det er en kritik uden slagkraft, der aldrig vil kunne ændre de dårlige strukturelle arbejdsforhold.
 
Dårlige arbejdsforhold? "Banken - New normal" har det hele.
 
Og måske er det netop den absolutte håbløshed og visheden om, at det vil fortsætte, der gør ”Banken – New normal” særlig interessant på sendefladen. For det er en formel af denne type, som satiren ”Banken – New normal” er skåret efter, og gør det ondt, er det nok, fordi det er for genkendeligt. Og gør det ondt i grinemusklen, er det nok, fordi den side af det moderne arbejdsliv endnu kan holdes i en armslængdes afstand.
 
Ufine værdier 
Et andet ben, som en vellykket satire sal står på, er den immanente kritikgenre. Det, der er genstand for kritik, angribes ikke på baggrund af udefrakommende værdier, men på baggrund af de allerede eksisterende (heraf det immanente forhold) – i dette tilfælde bankens værdier. Dem kender vi efterhånden alle oven på finanskrisen, og nu forstørres de så alt hvad den kan trække. Jo mere de forstørres, desto tydeligere bliver det, at de eksisterende værdier ikke er helt fine i kanten.
 
Jo større format, jo bedre. Satireserien forstørrer bankens værdier og de er ikke helt fine. 
 
Spørgsmålet er, om der smøres for tykt på. Bliver det for meget? Mister programmet brodden? Ja, det gør det indimellem, men aldrig så meget, at man ikke bliver siddende. Jeg glæder mig til de følgende afsnit og håber, at det er en af de satireserier, der får lov at leve i lang tid. I rigtig lang tid.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job