Anmeldelse af Digital Vertigo
Indsat i de sociale medier

Internet-entreprenøren Andrew Keen kigger i Digital Vertigo ned i, hvad han opfatter som de sociale mediers menneskelige afgrund. De sociale medier sætter os ikke fri. De sætter os derimod i et fuldt overvåget fængsel befolket af selvcentrerede indsatte.
Andrew Keen
Digital Vertigo: How Today's Online Social Revolution Is Dividing, Diminishing, and Disorienting Us
St. Martin's Press, 2012
235 sider
ca. $13 som e-bog
 
Som forfatter til en managementbog om sociale medier var det med en bizar masochistisk fryd, at jeg mildest talt slugte side efter side i Andrew Keens seneste frontalangreb på det sociale internet. Bogen er en – blandt denne type bøger – sjældent set intellektuel tour de force, som med en forførende retorik bringer læseren forbi teoretikere som Jeremy Bentham, John Stuart Mill, Michel Foucault, Jean Baudrillard, Herbert Marcuse og Christopher Lasch samt kunstnere som Vermeer og Det Prærafaelitiske Broderskab – alt sammen med det ene formål at aflive myten om de sociale medier som en sagliggørende redningsplanke for det uddøende industrielle samfund.
 
På trods af Keens høje abstraktionsniveau er der ingen tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Flettet ind i bogens utallige allegorier og sidehistorier tegner der sig et billede af en manikæisk kamp (kamp ml. lyset og mørket, red.) mellem oplysningstidens to store filosoffer Jeremy Bentham og John Stuart Mill. En kamp, som måske udspillede sig i oplysningstiden, men som trækker tråde dybt ind i internettets tidsalder, hvor Benthams utilitaristiske verdensbillede spejler sig i Silicon Valleys milliardærfilosoffers udsigelser om det sociale internets velsignelser, mens Mills mere skeptiske og fremskridtskritiske menneskesyn forsvares af ingen ringere end Andrew Keen selv.
 
Skurkene er Jeremy Bentham og Mark Zuckerberg
Bogens store protoskurk er Jeremy Bentham, som præsenteres som opfinderen af det rationelle, men mildest talt umenneskelige, panoptiske fængselssystem, som de fleste måske kender fra Michel Foucaults bog Overvågning og straf. Panoptikon var kun én af Benthams mange idéer til reformation af det præindustrielle samfund i retning af en mere rationel og ordnet verden, hvor samfundets samlede lykke skulle kunne måles som en sum af de enkelte individers nydelse fratrukket den samlede sum af deres lidelser. I Keens optik fremstår Bentham som et verdensfjernt barn, der forestillede sig forsimplede modeller som løsninger på den virkelige verdens langt mere komplekse problemstillinger. 
 
Således sat i bås er der ikke langt fra protoskurken Bentham til vore dages superskurk Mark Zuckerberg og alle hans håndlangere i form af diverse Silicon Valley-ideologer såsom Biz Stone, Reid Hoffman og Robert Scoble. For hvad er de sociale medier andet end den højteknologiske virkeliggørelse af Jeremy Benthams idé om det perfekte fængselssystem, hvor overvågningen er allestedsnærværende? Den eneste forskel er, at vore dages indsatte i Zuckerbergs panoptikon gladelig lader sig overvåge i alle døgnets 24 timer. Og ikke nok med, at panoptikon er genfødt i de sociale medier, også den grundlæggende utilitaristiske filosofi om kvantificérbar menneskelig lykke lever i bedste velgående i vores evige jagt på Twitter-followers, Klout-score og Facebook-venner.
 
De sociale mediers naive filosoffer lover os en bedre verden med mere sociale og autentiske fællesskaber, men i virkeligheden er vi i gang med at skabe en verdensfjern, utilitaristisk, kalkulerende og individualistisk verden, hvor selve det, der gør os til mennesker, bliver reduceret til likes, followers og fans. Med John Stuart Mill argumenterer Keen for, at de sociale mediers primitive reduktioner af venskab og fællesskab fjerner det komplekse, ambivalente og uforudsigelige ved det menneskelige. Man kan ikke sætte menneskelighed på formel, og selve idéen om menneskets forløsning gennem det autentiske sociale fællesskab er en myte, som gennem tiden har været hyldet af tidens visionære revolutionære, men som gang på gang har vist sig at ende som totalitære mareridt.
 
Det begyndte med Summer of Love ...
Så hvorfor er myten om det autentiske fællesskab så genopstået nu i de digitale mediers tidsalder? I bogens mest interessante kapitel følger Andrew Keen de sociale mediers radikale frisættelsesideologi tilbage til internettets tidlige fødsel på den amerikanske vestkyst. Ifølge Keen er idéen om det autentiske fællesskab i de sociale medier nemlig ikke et produkt af teknologi. Tværtimod er selve internettet, og de deraf følgende sociale medier, et produkt af den ideologi, som prægede amerikanske intellektuelle i 50’erne og 60’erne, og som nåede sit ultimative klimaks i The Summer of Love i San Francisco i 1967. 
 
Summer of Love var højdepunktet – og startskuddet til implosionen – af en bevægelse, hvor man ifølge Keen forsøgte at genskabe de autentiske fællesskaber, som var gået tabt i industrisamfundets Ford’istiske organisationsprincipper. Bevæbnet med Marcuses ”Det éndimensionelle menneske” og diverse newage-filosofier gik datidens hippier og sociale revolutionære til angreb på det etablerede samfund i forsøget på at genskabe mere autentiske og nære menneskelige fællesskaber. Problemet var bare, at alle disse bevægelser fra starten var dødsdømt, fordi de alle baserede deres neo-kommunitarisme på en radikal individualisme og frisættelsesideologi, som nødvendigvis måtte undergrave hele projektet på et tidspunkt. Det tidspunkt kom i slutningen af tresserne, hvor det store fællesskabsprojekt i Haight-Ashbury i San Francisco kollapsede i et sørgeligt tableau af stofmisbrug, menneskelig tragedie og ensomhed.
 
… og vil kollapse af samme grund
Drømmen om det autentiske fællesskab baseret på radikal individuel frisættelse levede dog videre på den amerikanske vestkyst og fandt hurtigt nye manifestationsformer i de nye teknologier, som blev udviklet af mennesker, der alle var børn af The Summer of Love. Internettet og den personlige computers tidlige pionerer og filosoffer – folk som Howard Rheingold, Tim Berners Lee, Steve Jobs og Kevin Kelly – var alle blomsterbørn, som var blevet ideologisk voksne i en verden, hvor man drømte om autentiske fællesskaber baseret på individuel frisættelse. Disse mennesker skabte det internet og de personlige computere, som kom til at udgøre fundamentet for vor tids sociale medier. De sociale medier er med andre ord ikke et produkt af en uafvendelig teknologisk udvikling, men derimod en direkte forlængelse af en bestemt ideologi, som havde sit udspring i Haight-Ashbury i San Francisco.
 
Det tragiske ved denne historie er, ifølge Keen, at vi jo allerede kender slutningen på historien. 68’ernes Summer of Love brændte ud som en faldende meteor på grund af den iboende modsætning mellem drømmen om det autentiske fællesskab og individualistisk frisættelse. Og på samme måde – antyder Keen – kommer det til at gå med de sociale medier. Idéen om, at de sociale medier vil bane vejen for en bedre verden, hvor mennesket kan realisere sit fulde sociale potentiale, er dømt til at mislykkes, fordi hele de sociale mediers bygningsværk er funderet på et individualistisk menneskesyn, hvor det i sidste ende ikke handler om at være sammen med andre (virkelige) mennesker, men om at optimere sin Klout-score.
 
Keen skylder nogle svar
Det er en fornøjelse at læse Keens stormridt gennem historie, kunst, filosofi og teknologi, men somme tider er det alligevel, som om han får spændt vognen foran hesten. Indimellem bliver koblingerne mellem forskellige tankesæt og epoker en anelse for postulerende og baseret på mildest talt vage indicier. Keen tager en knivspids Bentham, et par dråber Foucault og en smule Marcuse, og baseret på alle disse ingredienser konstruerer han en historie, som passer til hans dagsorden som Silicon Valleys ballademager.
 
Eksempelvis citerer han flittigt fra Foucaults Overvågning og straf, hvor han udvælger de citater, som passer til hans historie. Men det virker aldrig, som om han for alvor kommer ind til kernen i den franske genealogs filosofi – nemlig idéen om, at det moderne samfunds disciplineringsteknikker – heriblandt panoptikon – faktisk skabte den moderne idé om individet med en unik identitet: ”The soul is the prison of the body”, som Foucault så billedligt beskriver det (i den engelske oversættelse). Det kunne have været interessant, hvis Keen var gået mere i dybden med dette spørgsmål og havde diskuteret, hvordan Foucaults disciplineringsteknikker fungerer i et samfund, hvor vi frivilligt lader os indsætte i Zuckerbergs panoptikon. Hvordan virker disciplinering, når vi ganske frivilligt lader os disciplinere? Og kan man overhovedet tale om disciplinering? Det er den slags spørgsmål, man aldrig får svar på i Digital Vertigo, fordi Keen allerede er hastigt på vej videre til den næste allegori.
 
Et andet kritikpunkt af bogen er, at Keen udvælger sine modstandere med omhu og sikrer sig, at han går til angreb på de mest ekstreme sociale utopister. Der findes mange klogere tænkere, der har skrevet velovervejede ting om sociale medier, men Keen går konsekvent efter struben på folk som Mark Zuckerberg, Biz Stone og Reid Hoffman, som alle er folk, der har enorme formuer og har deres karriere og fremtid investeret i de sociale mediers succes. Det er måske ikke så underligt, at netop disse mennesker har et forholdsvist ukritisk og meget positivt syn på de sociale medier og deres potentiale for at gøre vores verden bedre.
 
Lidt for sort-hvid
Efter sin første bog, The Cult of the Amateur, har Keen etableret et navn som den evigt gnavne mand, der optræder på konferencer om sociale medier overalt i verden, hvor han leverer sit kontrære budskab om truslen fra web 2.0 og nu web 3.0. I læsningen af Digital Vertigo kan man til tider få en fornemmelse af, at bogen primært tjener til at vedligeholde hans status som klassens frække dreng, der bliver betalt i dyre domme for at stille op til konferencer og tale de gyldne internetdrenge midt imod.
 
Digital Vertigo ender derfor med at fremstille kampen mellem de digitale utopister og modstanderne som en sort og hvid kamp mellem det gode og det onde, mellem Bentham og Stuart Mill, mellem Zuckerberg og … Keen. Enten er man på Zuckerbergs hold, hvor man blindt tror på det sociale internets velsignelser, eller også er man på Keens hold, hvor idéen om en bedre verden gennem (social) teknologi er en filosofisk umulighed.
 
Det sørgelige ved Keens standpunkt er således, at alle visionære utopister tager fejl og kun de evige skeptikere og realister har patent på sandheden. Men hvad ville en verden være uden Zuckerberg, Biz Stone og Reid Hoffman? Det ville være en verden uden Facebook, Twitter og LinkedIn. Det er meget sandsynligt, at det sociale internet ikke kommer til at forløse menneskeheden i et glorificeret autentisk fællesskab, men der er ingen tvivl om, at verden, for mange mennesker, er blevet et væsentlig sjovere, mere involverende og mere alsidigt sted at være efter de sociale mediers globale sejrsgang.
 
---
 
Aarhus og omegn se her: Kom til kursus i Facebook og sociale medier. Læs mere her.
 

Giv din stemme

7 stemmer
3,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

66 JOB

Presserådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 15. august

Presserådgiver

Frist: 18. august

Studentermedhjælper

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Kursus

Gratis morgenmøde: TikTok til strategisk brug – skal/skal ikke?

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.