Et menneske kan godt være forfulgt, selv om det lider af paranoia. Og et menneske kan også godt være almægtigt, selv om det lider af almagtsfantasier. Jobs er eksempel på det sidste. Biografien om ham er et portræt af et sindssygt succesrigt menneske. Jobs er ikke et dumt svin og heller ikke utålelig. Han er en narcissistisk forstyrret person, som modsat mange narcissister lykkes med at gøre sin almagtsfantasi til virkelighed. Din, min og millioner af andre Mac-menneskers virkelighed.

Historien om, hvordan han, hans medarbejdere og ikke mindst hans familie lever med den ubehandlede forstyrrelse er omdrejningspunk ifølge biografien altså. Historien begynder med barnet Jobs' traumatiske bortadoption. Denne grundlæggende oplevelse af svigt og mindreværd giver ham et enestående narcissistisk drive og vrede hele vejen frem imod hans endeligt som verdens mest berømte CEO.

Ifølge bogen realiseres målet om narcissistisk almagt hensynsløst gennem løgn, svigt, manipulation og magtudøvelse. Opskriften er et begavet miks af beat-kultur, Bob Dylan, LSD, tysk funktionalisme, zenbuddhisme og ikke mindst Silicon Valley. Hemmeligheden er, at Jobs før alle andre så og handlede på mediekonvergensen, hvor telefon, tv, musik, radio, bog, kamera og computer blev til ét produkt. Jobs skabte dette multiprodukt i forskellige varianter som platform, distribution og netværk.

Nul aktier

I bogen beskrives Jobs som en besynderlig binær personlighed, som enten forfører eller taler dårligt om andre. Her sættes folk på en piedestal eller ydmyges. At blive fyret i elevatoren som lortehoved sker så ofte, at det har fået sit eget navn hos Apple og ganske simpelt hedder "to get steved". Her er en chef som skriger ind i hovedet på idiotiske medarbejdere, at de skal hade hinanden for at have svigtet hinanden, firmaet og ham.

Helt fantastisk er historien om hans gamle hippieven og LSD-tripper Daniel Kottke, som er med til at starte Apple, men gang på gang snydes for aktier, selv da han grædende står på Jobs kontor. En flink kollega tilbyder Jobs, at han vil doble op og give de samme aktier til Kottke, som Jobs skulle give. Jobs svar er selvfølgelig nul aktier. Den historie gentager sig så flere gange i hans liv, for eksempel omkring salget af Pixar, hvor ingen får noget ud af det undtagen Jobs. Den slags historier er biografien fuld af.

Som historien om Kottke viser, er biografien langtfra det klassiske helteportræt af en CEO. Det er heller ikke et usagligt karaktermord. Den prøver at beskrive Jobs som han var og blev opfattet af alle som har mødt ham. Den er loyal over for hovedpersonens dobbelthed af godhed og ondskab. For eksempel konstateres tørt, at Apple var en virksomhed, som håndhæver personligt ansvar meget strengt. Uden tvivl rigtigt, men også en pæn underdrivelse, når man læser hvordan. Ligeledes affejes Jobs' løgne og aktiesvindleri blot med, at for genier gælder lidt andre målestokke. Vi og biografien er villige til at gøre en undtagelse. Vi tilgiver geniet, fordi vi elsker manden, fordi vi elsker firmaet og produkterne. Men elsker Steve andre end sig selv og sine produkter?

Glad for, at han er væk

Ked af, at han er død, men glad for, at han er væk. Sådan skrev open source-profeten Richard Stallman på sin blog – til stor vrede. Sorgen er stor efter Jobs' død, millioner af mennesker har udtrykt deres kærlighed til den mærkelig Mac-mand, mens alverdens it-konger hylder geniet. For mens it-intellektuelle som Stallman hader Apples lukkede univers og totalitarisme, elsker folket lukkethedens trygge brugervenlighed. Men er forførelsen farlig og fascinationen snarere fascisme? Er det okay at helgenkåre manden og dermed blåstemple hans ledelsesprincipper? Bogen undgår det i sin neutralitet, men kan vi fanboys skelne manden fra macen ?

Larger than life-mennesker som Jobs har et ansvar. Men det er tydeligt, når man læser biografien, at han slet ikke lever op til det moralsk eller menneskeligt. Bogen om Jobs burde derfor komme med store advarsler og blinkende røde lamper: Prøv aldrig dette i din egen virksomhed. Prøv aldrig at blive en lille mini-Steve Jobs. Det er IKKE den rigtige løsning. Det er aldrig god ledelse. Frygt, egomani, vrede, narcissisme og personkult er ikke opskriften på succes. Det har måske virket i Apples tilfælde – men hvad er de gunstige omstændigheder, og hvad er årsag og virkning? Ville B&O ikke også have været Apple i dag, hvis hr. Bang og hr. Olufsen var vokset op i Palo Alto et stenkast fra Stanford? Muligvis – og helt uden Jobs' magiske mani vel at mærke. Apple succes er uden tvivl også sket på trods af Jobs og på grund af andre end Jobs. Udviklingen af iPod'en var for eksempel allerede i gang, længe før Jobs kom tilbage, ligesom Apple-designets dna i langt højere grad bunder i designeren Jonathan Ive og hans tyske inspiration fra Dieter Rams. Endelig kan organisations succes i en globaliseret verden føres tilbage til den helt unikke supply chain-strategi udtænkt af Tim Cook.  

Det er alternative og meget sandsynlige forklaringer på Apples succes, hvor Apple ikke står og falder med Steve Jobs. Det er dog ikke biografiens optik. Den skriver sig ind i den tradition, hvor den karismatiske kult-CEO er virksomhedens eneste helt og redningsmand. Han er alfa og omega. En farlig forenkling, specielt når det, som i denne biografi, bliver til en religiøs, sværmerisk dyrkelse af det nietzscheanske overmenneske, som er hævet over ret og uret i sin jagt på det sublime produkt. Et menneske, som ofrer alt for skønheden og den radikale æstetisering af virkeligheden, og for hvem det skønne er vigtigere end det rigtige – eller den rigtige ledelse for den sags skyld.

Gadgetismens fallit
Det er set flere gange tidligere i historien med katastrofale konsekvenser. Men denne gang er det ikke kommunisme, maoisme eller fascisme. Det er gadget-ismen, det drejer sig om. En religiøs dyrkelse af en gadget-kult og dens leder. Vækst, varefetichisme, kommercialisering og blind jagt efter det næste ny produkt er idealet, mens forurening, asiatisk slavearbejde og ikke-eksisterende social ansvarlighed står som en mørk skyggeside.

Netop derfor var Tim Cooks første handling at genstarte Apples CSR program, for at indhente det tabte og reducere image risikoen. Udfordringerne er der stadig. Produktionen af en iPhone eller iMac kræver for eksempel lige så mange mineraler og energi som produktion af en bil, og så lever den kun få år, før gadget-ideologien og Jobs forfører os til at smide den væk som giftigt affald. Her burde Apple havde været forgangsvirksomhed med fra vugge-til-vugge produkter. 

Ilife på kinesisk

Gadgetismen er nok knap så farlig som tidligere ideologiske strømninger og nietzscheanske overmennesker, men bag den gemmer sig en blind vækstideologi, som vil koste os alle dyrt på den lange bane. Biografien ser Jobs og hans dna som kapitalismens frelse. Spørgsmålet er dog, hvorvidt Jobs og Apple over tid vil stå som del af løsningen eller problemet. For Jobs var løsningen altid et nyt og bedre produkt. Det er desværre også nogle gange en del af problemet.