I de senere år er åbenhed blevet et mantra i Mærsk. Alle sider af den gamle koncern er med rettidig omhu blevet åbnet. Regnskaberne er blevet mere gennemsigtige, rederne er blevet mere synlige, og miljøpåvirkningen måles nu for alvor. Noget vigtigt er på spil, og toppen af koncernen prøver tydeligvis at skabe en moderniseret Mærsk-identitet. Et nyt ’vi’.

Det nye ’vi’ erstatter det gamle ’De’ i koncernen. Den lyseblå farve er blevet mere turkis og international. Det er nu det store ’vi’, som tegner firmaet og trækker en streg mellem fortid og nutid. Det grafiske design er udviklet af E-types

Mere menneske og mindre Mærsk er den skjulte undertitel, der falder sammen med, at gamle Mærsk langsomt slipper sit jerngreb om koncernen og dens mennesker. Det kræver naturligvis en ny rituel firmafilm, der med strygermusik, kultur-patos og hyggelig John Hurt/Harry Potter-speak, der kan fremmane det nye "we are Mærsk". Naturligvis med gamle Mærsk og hans elskede far til slut for at skabe en tryg bro mellem koncernens fortid (var), nutiden (er) og fremtiden (vil).

Skarpt klippet hører vi her den gamle hvisle om sin papa og omhuens hellige ild, som panteistisk skal gennemsyre enhver stålcontainer. Koncernen og Mærsk selv har alle dage sværmet for kunsten, som alting og alle mennesker altid tiltrækkes af sin modsætning. Filmen er derfor ikke tænkt som en klassisk corporate film, men en pæn og ufarlig kunstfilm om containere og olie, af filminstruktøren Christoffer Boe og Lars von Triers berømte fotograf Manuel Alberto Claro. Mere arty-farty bliver det ikke for de 12 millioner kr., det har kostet – og det er god kommunikation og en god investering, fordi genremikset og kunstfimseriet skaber den medieopmærksomhed og indlevelse som identitetsskiftet kræver.   
 

Den syvtakkede stjernes stjernemedarbejdere
Filmen begynder med den symbolske bemaling af den syvtakkede Mærsk-stjerne. Små myreflittige medarbejdere et sted i fjernøsten bemaler med små pensler og millimeterpræcision hvidt, og der zoomes ud til et skib, en klode og en koncern. Selv det mindste penselstrøg tæller. Del er lig helhed, helhed lig del. Budskabet er naturligvis, at rettidig omhu er summen af de enkelte medarbejderes rettidige omhu og evige genskabelse og gentegning af stjernen. Medarbejderne er så at sige den syvtakkede stjernes sande stjerner.

Den blå gigant flytter bjerge af containere dag efter dag døgn efter døgn
 

I resten af den 12 minutter lange film møder vi forskellige stjernemedarbejdere, fra Nordsøens machomænd til containerhavnens håbefulde vietnamesere og kloge kvindelige geologer. Det dramatiske højdepunkt i filmen er den ganske fascinerende historie om, hvordan man holder en boreplatform på præcis det samme sted, ned til millimeteren. Filmens medarbejderspor er kombineret med en række talende og kedsommelige slipsemænd på mellemlederniveau. Her udsiges, som i alle andre firmafilm, at kunderne er i fokus med det bedste produkt billigst muligt på det rette tidspunkt. Gab, hørt før. Hertil kommer en pædagogisk gennemgang af Mærsks imponerende transportsystem, hvor vi følger en tigerreje fra fiskenet til den bliver spist af to lækre fotomodeller et sted i Europa. 

Filmen indrammes af den gamle Mærsk, som fremsiger koncernens bon mot for hundrede og syttende gang. Det nye er her, at Mærsk så eksplicit sætter fokus på tillid, med et lille skjult piskesmæld til finanstroldmænd, Danske Bank og finanskrisens fidusmageri. Her er nemlig tale om en rigtig blå virksomhed, som skaber rigtig værdi og har gjort det i rigtig mange år på et kridhvidt grundlag. Det bagvedliggende makrotema er globaliseringen og den deraf afledte globale arbejdsdeling, som koncernen med snilde har udnyttet til at blive verdens største transportgigant.

Myten Møller som han plejer at fremstå, med styr på tingene. Fra forsiden på en af det utallige helteepos om manden. Myten ved roret i den klassiske mytiske selvfremstilling

Billedsiden er fremragende hele vejen igennem. Den visuelle stil er klassisk som Mærsk, på nær brugen af supergode højteknologiske videolinser og colorgrading. Hvert eneste billede er godt, men det er naturligvis også nemmere at skabe gode billeder, når alt er ren montage med talking heads eller voice-over og klassisk musik.

Dårligt fotograferet, dårlig instrueret og dårligt belyst med dårlig lyd. Uintenderet offer for sin egen magtfuldkommenhed og urokkelige jernvilje? Myten Møller som et meget menneskeligt menneske. Mærsk eller menneske?

Desto mere stikker det i øjnene, at billederne af hr. Møller er lidt særprægede og uskønne. For det første er der meget luft over hovedet på ham, hvilket virker en smule uprofessionelt. For det andet sidder han meget tæt på en ualmindeligt kedelig, uskarp gråhvid baggrund. For det tredje er hans hår mangelfuldt sat. Det ligner simpelthen et klip fra et nedslidt plejehjem med en ældre beboer. For at bruge koncernens eget sprog giver det indtryk af mangel på omhu omkring en ret afgørende detalje. Resultatet er, at hr. Møller fremstår som en lille gammel og grå mand uden power eller gennemslagskraft.

"Hr. Møller instruerer man ikke," udtalte filmselskabet til Børsen. Igen er det Møllers berømte og berygtede magtfuldkommenhed, der skinner igennem i det endelige resultat. Instruktøren har simpelthen ikke fået lov til at instruere hr. Møller, for hr. Møller modtager ikke ordrer fra andre, og slet ikke fra filminstruktører af caffelatte-typen. Han bliver siddende på sit eget kontor bag sit eget skrivebord, uanset hvor kedeligt det ser ud, og det skal der ikke stilles spørgsmål ved eller sættes smarte projektører op i.

Sekvensen viser ubevidst Mærsk-koncernens stærkeste og svageste side. Alle andre – i dette tilfælde filminstruktøren – skal altid gå på kompromis, på kompromis, på kompromis med hr. Møllers jernvilje. Netop derfor har instruktøren valgt montagestilen, som med alt andet i Mærsks verden hurtigt kan laves om, hvis hr. Møller skulle ønske det. En meget konservativ tilgang til virksomhedsdrift, beslutningsprocesser og filmproduktion.

På mange måder er filmen også meget umoderne i sit billedvalg. Her er billeder af industri, olie, skibe osv., mens forretningens triste og farlige forurening og globaliseringens skyggesider overdøves af den klassiske musik og forsvinder i de lækre rytmiske klip. We are Mærsk, og vi skaber verden i vores billede, men hvordan vi påvirker omverdenen negativt, eller hvordan omverdenen påvirker Mærsk, er lidt mere uklart.

Den nye ’vi’ er altså en hybrid mellem borebissebarskhed, asiatisk arbejdsomhed, strategisk business-management og europæisk naturvidenskabelighed. Alt er i perfekt harmoni, og ingen container er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Her kan en mønt stå på højkant i midten af en boreplatform i laserskarp præcision. Nok en sandhed med modifikationer.

Nogle brandbaroner og reklamefiduser, som fortæller om deres bagvedliggende arbejde med filmen. Det er blevet en reklamefilm mere end en virksomhedsfilm

Forudsigelig som en fragtrate
Filmen er flot, men forudsigelig som en fragtrate over Atlanten. Den følger slavisk standard-opskrifterne på virksomhedsfilm, hvor den eneste forskel til alle forgængerne er den ubetingede lækkerhed og virksomhedens ufattelige størrelse. Det er godt og usynligt håndværk; som Mærsks transportydelse og olieleverancer leverer det varen uden at gøre væsen af sig. Altså en anonym film til og fra en anonym B2B-koncern, som får jobbet gjort. Filmens problem er, at den vil være for mange ting på en gang. Den vil være et dokumentarisk helteportræt af medarbejderne, en film om produktprocessen og så et fadervor for firmaets far og søn. Det får det til at flimre lidt og virke, som om filmteamet er blevet kastet hulter til bulter rundt, som en glemt container i alle Mærsk-verdenens hjørner.

Koncernens berømte nærighed har uden tvivl spillet ind her. Filmen er lavet som et stort videoarkiv, der snusfornuftigt kan klippes om til hvad som helst, om hvem som helst i Mærsk. De forskellige temablokke virker som små containerbokse, der kan kombineres i en vilkårlig rækkefølge. Det gør det hele lidt for modulært og usammenhængende til, at det kan blive en god firmafilm. Tilbage står indtrykket af en film, som ikke er rettidig omhu, men retningsløs photo-opportunities og konsensussøgende corporate politics. Her kunne godt være lidt mere fokus og fuck you spirit – og kompromisløshed, som gamle Mærsk ellers også er kendt for, når han for eksempel siger, at operaen er en gave, ikke et gavekort, når han personligt afprøver skateparken i Fælledparken, eller når han sælger Berlingske Tidende på en time i raseri og kærlighed til sin far. Den slags kompromisløs og kanter er jo bl.a. det, som har givet den gamle nestor elefantordenen og gjort firmaet til globaliseringens ubetingede gigant.

Vi er mere mennesker, end vi er Mærsk
Personligt savnede jeg en strammere struktur i filmen og en lidt klogere historie om, hvordan Mærsk har mærket verdens strøm af varer og mærker verdens puls. Altså mere dokumentarisme, mere virksomhedshistorie, mere globaliseringsindblik og lidt mere mod til at fravælge et par forretningsområder. Visuelt savner jeg også en brug af infografik til at vise ruter, boreplatforme eller andre forretningsforhold. Her ville en flot blå jordklode have gjort underværker til at vise, hvad der ikke kan ses med kameraets øje. Tematisk kunne containeren og containerization som globaliseringens forandringskraft have spillet en langt større rolle som filmens skelet – som det så præcist og begavet er beskrevet af økonomen Marc Levinson i den internationalt prisbelønnede bog: The Box: How the Shipping Container Made the World Smaller and the World Economy Bigger.

En bog, en økonom og en samfundsmæssig og historisk indsigt som vil havde givet filmen lidt mere tyngde. Læs første kapitel her til baggrund

Nu vi er ved svaghederne. Besynderligt virker det også, at virksomhedens nuværende direktør er fraværende, og at det kun er den tidligere pensionerede bestyrelsesformand plus et par mellemledere, som tegner slipselaget i virksomheden. Er det virkelig de eneste, som tør stille sig op og tegne virksomheden sammen med gamle Mærsk? Det virker retningsløst og helt fortabt i fortiden.

Et par fejl i en flot film, men det er menneskeligt at fejle. Vi fejler alle en gang imellem, også i Mærsk. Alting må altid indeholde sin modsætning. I orden bor kaos. I det globale bor det lokale. I forretningen bor fiaskoen. I styringen bor den ustyrlige kunst. I den ubøjelige jernvilje bor svagheden og manglen på sand selv indsigt. Som mennesket og menneskeligheden er forudsætning for forretningen, er fejlen iboende og forudsætningen for omhuen. Det er måske filmens egentlige budskab: Vi er ikke ufejlbarlige. Vi er mennesker, før vi er Mærsk.