Let røven, og vær konstruktiv
Er benspænd vejen frem for journalistikken? Ja, mener Nana Toft, der står bag ideen om syv journalistiske benspænd – vi kan også kalde dem dogmer - og nu også en ny bog af samme navn, der netop er udkommet på forlaget Ajour.
Betegnelsen benspænd er misvisende. I virkeligheden er der tale om et solidt los i røven til mageligheden og vanetænkningen, som står i vejen for det gode journalistiske håndværk. For benspændene er på sin vis såre banale. Vi er nede i journalistiske grundregler, der bare alt for sjældent bliver husket, fordi det er lettere at lade være og i øvrigt gøre, som vi plejer.
Bogen 'Syv journalistiske benspænd' fra forlaget Ajour.
Nå, lad os lige tage dogmerne:
1. Mail-is-a-no-go
Ingen e-mailinteview.
2. Let røven
Mød hovedkilder face to face.
3. Dræb Tordenskjold
Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen.
4. Søg forandringen
Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen.
5. Opsøg nuancerne
Minimum to kilder i al journalistisk produktion.
6. Intet at skjule
Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering.
7. Fuck copy-paste
Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases.
Ingen e-mailinteview.
2. Let røven
Mød hovedkilder face to face.
3. Dræb Tordenskjold
Intet genbrug af ekspertkilder: Når du har benyttet dig af en ekspert, må du ikke bruge ham eller hende igen.
4. Søg forandringen
Vær konstruktiv i al din journalistik: Forsøg at forandre. Konfrontér de personer med magten til at forandre og påvirke de tilstande, du beskriver, og forlang forslag til løsninger og handlen.
5. Opsøg nuancerne
Minimum to kilder i al journalistisk produktion.
6. Intet at skjule
Kilder bliver tilbudt egne citater (og al relevant dokumentation) til gennemsyn før publicering.
7. Fuck copy-paste
Intet genbrug af cases og citater fra andre medier. Lav dine egne interviews. Skaf dine egne cases.
Åh nej, skal jeg ud i virkeligheden?
I bogen beskriver syv journalister, hvordan de har arbejdet med benspændene, og et af dem, der går igen som øjenåbnende, er kravet om at møde kilderne ansigt til ansigt.
Jeg hører tit journalister sige, at de vældig gerne ville ud og møde kilderne, men at de ikke har tid. Undskyld, men jeg tror ikke ubetinget på det. Jeg har oplevet journalister, der godt kan lide tanken om at være sådan en, der er ude og møde kilderne, men som, når det kommer til stykket, ikke er til at jage ud.
Fotograferne kan ikke undslå sig, og de har ofte et mere nuanceret syn på historierne end journalisterne. Jeg vil vove den påstand, at det i ikke ringe grad netop hænger sammen med, at de tilbringer en stor del af deres professionelle liv uden for redaktionsreservatet.
Og ja, selvfølgelig er tid og produktionskrav en ubestridelig faktor. Men det er altså nogle gange også bare en bekvem undskyldning.
Børsen møder virkeligheden
Vi gjorde vores egne erfaringer på Børsen under projektet ‘Hvad kan vi danskere’. Det var ikke en del af benspænds-projektet, men kunne for så vidt godt have været det.
Vores udgangspunkt var imidlertid historierne, ikke teknikken bag dem. Vi ville finde de gode eksempler i ind- og udland og give andre mulighed for at lære af dem. Samtidig ville vi fortælle, hvad de mennesker, vi mødte, så som de største udfordringer og problemer. Altså ikke politikere eller eksperter, men mennesker med førstehåndserfaringer.
Tankegangen var, at journalistikken skulle være konstruktiv (benspænd nummer 4) og brugbar, og vi skulle ud i landet og på vores nærmarkeder og møde hovedkilderne der, hvor de arbejdede (benspænd nummer 2).
Revolutionerede det vores journalistik? Nej, men det betød, at vi fik helt andre nuancer på historierne, end vi ellers ville have haft. Rent sprogligt fik flere af dem en sanselighed, som ærlig talt er sørgeligt fraværende i dagens danske nyhedsjournalistik. Det er højpotent brændstof til sproget at være ude i den virkelige verden – man får pludselig noget at skrive, som ikke bare er vendinger hentet fra standardarsenalet.
Vi undgik også at bruge de samme kilder igen og igen (benspænd nummer 3), og vores cases var i den grad vores egne (benspænd nummer 7). Og kilderne var glade og overraskede over at se, at vi ligefrem dukkede op. Det har givet gode kontakter, som på længere sigt formentlig vil vise sig at være en rigtig god investering.
Der er med andre ord ingen undskyldning: Let koteletten, og mød kilderne, når det overhovedet kan lade sig gøre.
Selv har jeg også altid praktiseret benspænd nummer 6 og sendt hele møllen til citat. Jeg har endnu ikke oplevet en kilde trække udsagn tilbage, men ganske ofte, at de har skærpet egne udsagn, “for lige der lyder jeg lidt vattet” og – vigtigere – reddet mig og mit medie fra helt unødvendige fejl. Jeg forstår ikke journalisters tøven på dette punkt. Det er bare at lave en ordentlig kontrakt med kilden, før man sender til citat.
Øv, det skulle have været en håndbog
Benspændene er med andre ord noget, som burde finde vej tilbage i journalistikken i højere grad, end det sker.
Når bogen alligevel ikke er så inspirerende, som jeg havde håbet på, skyldes det selve opbygningen. Jeg savner i den grad korte opsummeringer og gode råd i arbejdet med benspændende. Hvad er de fem bedste råd, som hver af de medvirkende giver videre? Hvordan får man kolleger (og ledelse!) med på ideen? Hvad er dilemmaerne, når dogmerne møder redaktionens virkelighed?
Jeg savner også anvisning på, hvor jeg kan finde links til historier og radioindslag, så jeg selv kan høre og læse med. Hjemmesiden syvjournalistiskebenspænd.dk – hvor man kan finde både refleksioner og nogle af artiklerne – nævnes kun sporadisk.
Det er ærgerligt. Jeg ville gerne have haft en håndbog. Nu har jeg fået nogle interessante tanker i essayform, en samling refleksionsrapporter. Men benspændene kan jeg anbefale. De bør kun fraviges i de tilfælde, hvor det er til gavn for journalistikken.
