Sådan skrev en læser, Lasse Glavind, i dagbladet Informations kommentarspor, da avisen den 17. september udelukkende bestod af 'konstruktive historier'. Mange læsere var begejstrede. Konstruktive historier vækker større interesse, skaber flere klik og gør læsere, lyttere og seere mere aktive, viser flere undersøgelser. Den konstruktive journalistik vinder frem – dog sjældent på bekostning af det, vi kan kalde den fremherskende de(kon)struktive journalistik.  

 

Cathrine Gyldensted og Malene Bjerres lille bog 'Håndbog i konstruktiv journalistik' udkom i september på forlaget Ajour. Gyldensted, der er journalist og har taget en mastergrad i ’anvendt positiv psykologi’ fra et amerikansk universitet, har med rosværdig energi gjort sig til den førende danske talsperson for den konstruktive journalistik, der populært kan beskrives som journalistik, der ikke bestræber sig på at finde håret i suppen, ikke blindt gør konflikten til det altafgørende nyhedskriterium og altid leder efter løsninger. Det er der intet galt i. Tværtimod. Problemet opstår, når konstruktiv journalistik firkantet stilles op som en nærmest diametral modsætning til den eksisterende (destruktive) journalistik, ja, næsten som en slags journalistikkens frelse i fagets, for tiden, stormomsuste tilstand.

 

Lasse Glavinds kommentar til Informations artikel om Vesterbros fixerum, der redder livet for mange stofmisbrugere.

 

Man aner i håndbogen en lidt for hurtig skæren-over-en-kam af journalistikken. Der er konstruktiv journalistik, og så er der det andet, som i øvrigt altid har bestået af kritisk journalistik, ukritisk journalistik, og journalistik, der – afhængigt af øjnene, der ser – er henholdsvis ’positiv’ og ’negativ’. Og så for resten også konstruktiv journalistik. Magthaverne opfatter og karakteriserer oftest kritisk journalistik som ’negativ’. Den slags journalistik er nedbrydende for samfundets sammenhængskraft, kan man næsten lokkes til at tro, når man læser håndbogen i konstruktiv journalistik. Den konstruktive journalistik, som forfatterne beskriver den, vil ”styrke journalistikkens betydning” og ”tegne andet end et sort/hvidt billede af verden”. Sådan!

 

 

Ifølge forfatterne handler konstruktiv journalistik ikke kun om at være lalleglad. I stedet tegner konstruktiv journalistik et billede af verden, der ikke kun er sort/hvidt. Kilde: Konstruktiv Journalistik, kapitel 3. Læs kapitlet gratis her.

 

Det var DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der i 2008 lancerede begrebet ’konstruktiv journalistik’ i den danske debat. Hans kronik i Politiken vakte kun begrænset debat – ikke mindst fordi den kom på et tidspunkt, hvor Haagerup og hans umiddelbare forgænger på posten, Lisbeth Knudsen, havde 'moderniseret' tv-journalistikken i en sådan grad, at den i betænkelig grad mindede om voldsomt konflikt- og personorienteret tabloid-journalistik. Det virkede, som om nyhedsdirektøren, med et par enkle og banale eksempler, forsøgte at gå direkte imod den journalistik, han selv bar et stort ansvar for. At TV Avisen så herefter bestræbte sig på at lave en lille konstruktiv historie, i det mindste en gang imellem, virkede mere som et symbolsk figenblad end en velment journalistisk kovending. Så debatten tog aldrig rigtig fat.

 

Det skal siges til Cathrine Gyldensted og Malene Bjerres ros, at håndbogen hæver sig over de letkøbte banaliteter og faktisk giver en række praktiske og håndfaste råd til, hvordan vanetænkende konflikt-orienterede journalister kan bringe en konstruktiv dimension ind i deres arbejde. Både journalistisk og samarbejdsmæssigt. Her er håndbogen et værdifuldt bidrag til det, man kan kalde almindelig journalistisk dannelse (og uddannelse).

 

Håndbogen i konstruktiv journalistik kan også læses som en håndbog i, hvordan vi gør kunderne glade. Der citeres fra psykologiske forsøg og hjernescanninger, der viser, at mennesker bliver lettere til mode, ja, ligefrem glade, af konstruktive nyheder. Der bruges sprog og vendinger, som jeg kan genkende fra andre amerikansk-inspirerede pamfletter og kurser, hvor ophavspersonerne lover en alt for let forståelig mirakelkur for og imod næsten hvad som helst. THINK POSITIVE! Faren ved at følge håndbogen slavisk og bruge størstedelen af sin energi på at finde løsninger i stedet for at beskrive elendighederne, ligger i – som Lasse Glavind påpeger i sit blogindlæg på information.dk – at det bliver en skabelon. At jagten på den lille positive del-løsning af et problem skygger for beskrivelsen af en i virkeligheden forfærdelig situation. Så bliver lappeløsningerne ophøjet til noget væsentligt. Og det er de sjældent. Men de får os til at føle os godt tilpas. Og man kan mistænke forfatterne for at mene, at det er et mål i sig selv. Det giver flere klik, flere læsere og ikke mindst glade kunder i butikken. Her er løsningen på journalistik-krisen, og den giver ovenikøbet penge!

 

Håndbog i konstruktiv journalistik udkom i september på forlaget Ajour. 

 

Jeg vil vove den påstand, at kritisk, omhyggelig og ordentlig journalistik sagtens kan være konstruktiv. Når journalister afdækker og afslører urimeligheder, uretfærdigheder, svindel og korruption, er det grundlæggende konstruktivt, selvom det kan opleves negativt. Og hvis vi tror, at ’det konstruktive’ skal være et bærende element i  journalistikken, bliver jeg lige så trist til mode, som jeg ifølge de amerikanske undersøgelser bliver, når jeg møder det ikke-konstruktive. Og jeg ved godt, at fristelsen til at betegne disse to journalistiske tilgange som ’positive’ og ’negative’ er stor. Det kan man også læse ud af debatten i kølvandet på håndbogens udgivelse. Både negativ og positiv journalistik er problematisk. Konstruktiv journalistik er ikke problematisk – men kan blive det, hvis begrebet ophøjes til at være en slags mirakelkur mod journalistikkens nuværende tilstand. Det er den ikke. Den er heller ikke ny. Den findes og har altid eksisteret i mange forskellige forklædninger. Men det er en god, relevant og nyttig debat!