Når branding bliver terrorisme

Det falder nok ikke hvem som helst ind at skrive en bog om terrororganisationers branding. Emnet indbyder så meget til politisk korrekthed, at forfatterne Artur Beifuss og Francesco Bellini i forordet til bogen ”Branding Terror” tager forbehold over for den allerede nu stødte læser ved at forklare, at de ikke ønsker at være ufølsomme over for terrorismens ofre. Det forbehold er egentlig ikke nødvendigt, eftersom de forholder sig så tilpas overfladiske i analysen af symbolerne, at der næppe opstår anledning til at blive stødt. Man bør imidlertid også spørge sig selv, om der er et hul i markedet for den slags bøger eller måske rettere et marked i et hul?

Forordet af Steven Heller virker ellers lovende. Han formår at opbygge en forventning hos læseren om, at branding er et instrument, som kan anvendes til hvad som helst. Branding indeholder hverken etik eller moral. Det rejser nogle interessante spørgsmål, og ud fra disse perspektiver kunne man have skabt en meget interessant bog.

Artur Beifuss og Francesco Bellini har med Branding Terror skabt en encyklopædi; en slags terrororganisationernes Gule Sider med logoer, flag og symboler som en helt ny add-on-service. Bogen er således en stringent alfabetisk føljeton af de organisationer, der beskrives. Den vækker i hvert fald nostalgiske minder om min gamle frimærkesamling, hvor alt var stillet op efter farve og værdi. Med sværd, halvmåner og AK-47-maskinpistoler.

Bogens stringente, alfabetiske opstilling af logoer, flag og symboler vækker nostalgiske minder om en gammel frimærkesamling, hvor alt er stillet op efter farve og værdi

Betragtningerne i analyserne forholder sig således banalt til det store grundlag og potentiale for dybdeborende analyser, som faktisk findes i bogen. Eksempelvis forholder forfatterne sig til, at mange af de islamistiske organisationer benytter sværdet som symbol, men ikke til de mange betydninger, der kunne ligge i sværdet, udover at det er et våben.

Al-Qaedas logo – måske de benytter sværdet i deres logo, fordi det er i sværdverset i Koranen, at flere terrororganisationer finder deres religiøse legitimering af jihad

I sværdet kan man finde en hel kæde af analytiske forhold – eksempelvis at det er i sværdverset i Koranen, at flere af disse terrororganisationer finder deres religiøse legitimering af jihad.

Nogle steder konstateres det også relativt tørt og nøgternt, at tigeren bliver brugt i flere østlige terrororganisationers symboler. Igen bliver analysen lidt simpel. Her er et festmåltid af semiotik, som kunne bringe den indre Robert Langdon frem i de fleste. Der kan drages mange paralleller til flere forskellige steder, hvor tigeren kulturelt bliver brugt som symbol for manddom, magt, drift, begær, instinkt og så videre, eksempelvis i surrealismen ved Salvador Dalí.

Tigeren bliver ofte brugt som symbol for manddom, magt, drift, begær og instinkt, eksempelvis i Salvador Dalís værk Dream Caused by the Flight of a Bee Around a Pomegranate a Second Before Awakening (1944)

Som et af de mere interessante elementer i bogen beskrives det i introduktionen, at logotyper og ikonografi ikke kun fungerer som kommunikation i simpel form, men som et budskab fra giver til modtager. Det fungerer også som interne og ofte skjulte former for identifikation og samhørighed for de indviede. Forfatterne leverer desværre ikke eksempler på dette til videre udforskning, men betragtningen er spændende.

Betragtningen er specielt spændende, fordi vi her pludselig ser nogle grundlæggende paralleller til den helt klassiske brandingdisciplin. Vi bevæger os hen imod et “kontrol”-paradigme i forhold til branding, hvor virksomheden, eller i dette tilfælde organisationen, styrer brandet og forbrugeres, eller her potentielle terroristers, opfattelse af brandet. Vi er desuden også her parkeret i en stimulus-respons-opfattelse af, hvordan brands opbygges hos forbrugere eller terrorister – monkey see, monkey do.

En anden parallel ses i, at brandet betragtes igennem nutidens post-moderne brandingparadigme. Her anskues brandet i højere grad som identitetsopbyggende og kulturskabende. Et eksempel på sådan en parallel kunne være luksustøj-brandet Maison Martin Margiela, som på deres tøj udelukkende viser fire små, skrå syninger. Denne stil står i skærende kontrast til Louis Vuittons logo-overspulede tasker. Margielas logo giver ikke mening for alle, kun for de indviede.

Det interessante er her, at det at være kulturskabende og kommunikere igennem det indforståede er et overlevelsesvilkår for denne type organisationer. Men det handler også om at være identitetsopbyggende og skabe det meget stærke ”vi”, som er altafgørende, for at disse organisationer kan opnå den ønskede adfærd fra deres publikum.

For Maison Martin Margiela handler det om at være identitetsopbyggende på en indforstået måde – ligesom i nogle terrororganisationers logoer

Bogen Branding Terror af Artur Beifuss og Francesco Bellini

Forfatterne skulle have brugt lidt mere tid og sideplads på at skrive om de teologiske og filosofiske retninger, som ligger bag symbolbruget hos disse organisationer. Dermed kunne man have undgået fuldstændig banale betragtninger, som at stjernen er et symbol for kommunismen. Go figure ...

Derfor bliver denne bog nok aldrig mere end en form for opslagsværk for terrororganisationers logoer – hvilket jeg er ret sikker på, at man også kan finde på en eller anden form for terror-wiki et sted derude i det store World Wide Web.