Følgende er et uddrag fra Birthe Rønn Hornbechs bog En lige Venstre, som udkom på Gyldendal i 2001.

En fremtrædende Venstrepolitiker fortæller følgende historie fra Folketinget:

Fremtrædende Venstrepolitiker, H, kommer ind i folketingssalen. Inden han når sin plads, bliver han passet op af en fremtrædende S-politiker, A, der overfuser ham for hans artikel i tidsskriftet Liberal. H svarer undvigende da han overhovedet ikke kan huske hvad der står i artiklen som han nok står som forfatter af, men ikke selv har skrevet. H finder senere artiklen, læser den og går senere på dagen til folketingssalen for at korrekse A. Da han kommer ind i folketingssalen, kommer A småløbende og klapper ham grinende på skulderen. Først nu har han læst H’s artikel og undskylder sin opførsel. Hans verbale overfald tidligere på dagen byggede alene på hans rådgivers vurdering af artiklen. De to fremtrædende folkevalgte har det til fælles at de åbenbart hverken skriver eller læser selv. Det er nemlig ikke kun ministre der er omgivet af rådgivere der udfører skrive- og læsearbejdet, og som alt for ofte bestemmer hvad der skal stå i artiklerne, og hvordan det læste skal forstås. Snart sagt alle folketingsmedlemmer både i første og andet geled – og på bagsmækken – er ved at udvikle sig til marionetter for et større kobbel professionelle og højtbetalte rådgivere.

Rådgiverne tager magten
(...) På folkestyrets egen arbejdsplads tager rådgiverne magten – på folkestyrets bekostning.
Antallet af akademikere i Folketingets administration er vokset voldsomt de senere år. Det samme gælder partiernes og de enkelte medlemmers administration. Alle partier har politisk-økonomiske sekretariater og egen pressetjeneste, og medlemmer får stillet personlig sekretær til rådighed. Det sidste er helt nødvendigt for blot at ordne kalender, tage telefon, sortere og arkivere tusindvis af bilag og rapporter samt renskrive breve og finde sager frem. Anvendt på den rigtige måde kan den personlige sekretær yde en bistand der sætter den folkevalgte i stand til selv at nå at udforme artikler og foredrag, ordførertaler og personlige breve m.v.. Kort sagt alt det vælgerne forventer at den folkevalgte bruger sin tid på.

Desværre er billedet af politikernes dagligdag meget anderledes end vælgerne tror. Kun få folketingsmedlemmer er så selvkørende at de på egen hånd skriver samtlige deres ting. Artikler er alt for ofte produceret – og dermed udtænkt – af pressetjenesterne. Dagbladenes redaktionschefer ved det og accepterer dette vælgerbedrag. Borgere der skriver til deres folketingsmedlem, kan ikke vide om den folkevalgte overhovedet har set brevet, langt mindre om medlemmet selv har formuleret svaret. Alskens rådgivere lægger et filter mellem vælgere og valgte. Rådgiveren bestemmer hvor og hvornår der skal tales med journalister, og den folkevalgte sidder i bekvem afstand fra de vælgere han skal stå til regnskab for, så spontane og ærlige udtalelser og fortalelser til pressen afløses af det gustne overlæg.

Værst er det dog at partiernes overordnede politik i alt for høj grad formuleres ud fra taktiske overvejelser om hvad der giver de bedste meningsmålinger. Dertil er ansat en hær af rådgivere eller spin doctorer der det ene øjeblik er ansat på Aktuelt for derefter at ryge til tv-avisen for dernæst at beklæde stillingen som kommunikationsrådgiver for et eller andet politisk parti. Disse rådgivere er sjældent kostforagtere og begår sig lige så godt i det ene som i det andet parti – for opgaven er den samme; at skaffe stemmer. Og det ofte ud fra devisen om at når et parti har tabt terræn i meningsmålingerne, så er det nok fordi folk ikke har forstået budskabet. ‘At det nok er fordi folk ikke har forstået budskabet’ er blevet en udemokratisk grundopfattelse hos mange folkevalgte og derfor ansættes eksperter til at forklare tingene. Og hvis det stadig går sløjt, må man som statsministeren nys udtalte, lægge stilen om.

Ideologi er noget bras
Sjældent taler politikerne om at de har den rigtige politik som de selv kan stå inde for, men godt ved ikke deles af mange. For i ræset om at have de bedste kommunikationsrådgivere og spin doctorer til at indhente folkestemningen, er det ikke mere så væsentligt at have holdninger og idealer. Og skulle et nyt folketingsmedlem være af en anden opfattelse, skal han eller hun hurtigt blive slebet til.
Ja, ofte er ideologi noget bras, og det giver ikke stemmer at være så konservativ at det gør noget. Kommunikationsmåden er blevet vigtigere end budskabets indhold. (...)

Det helt rigtige slips
Eksperter i økonomi og kommunikation står i højere og højere grad for fastlæggelse og kommunikationen af politikken. Lønnen er høj, og jobbet er ofte forbundet med mere prestige end at være folkevalgt. Partitoppen holder flere møder med spin doctorerne end med de menige folkevalgte. Når dagspressen citerer ”højtstående kilder der står partiledelsen nær”, kan man være ret sikker på at det ikke er partiets ordfører, men en af spin doctorerne der har formuleret og viderebragt det politiske budskab.

De folkevalgte træder i baggrunden og reduceres til at være oplæsere af eksperternes budskaber med indstuderet fremtoning og i den anbefalede påklædning med det helt rigtige slips. Ifølge kommunikationsrådgiverne hører tv-seerne alligevel kun en tiendedel af hvad der bliver sagt, men ser desto meget mere på påklædning, frisure og briller. Det gælder om at udstråle troværdighed og engagement. Men da det hele er indstuderet, og stilen og budskabet svinger som meningsmålingerne blæser, svækkes troværdigheden, og vælgerne fortsætter deres hvileløse vandring i jagten på politikere de kan have tillid til. (...)

Der er penge i stemmer
(...) Politik er blevet til underholdning. Den der er bedst til at formulere det daglige politiske budskab som tv-spot på fire sekunder i tv-aviserne, har de bedste chancer for at komme på skærmen. Det forventes at politikere går linen ud, at de deltager i Mandagschancen, Husk Tandbørsten og Mors Hammer.
Kommunikationsrådgiveren instruerer for det gælder om at sprænge igennem skærmen inden man afbrydes af studieværtens ”Tak fordi De kom, og det var hvad vi havde valgt at bringe i aften”.

På tide at vågne op
Det er på tide at vi folkevalgte vågner op og husker hvem vi er og at vi er valgt til at være politisk ledelse og ikke marionetter for professionelle meningssælgere. Vi er valgt af et folk som vi ikke skal distancere os fra, men tværtimod dele skæbne med og debattere med. Hver eneste borger vi møder, har tanker, meninger og viden der er værd at lytte til. Med kommunikationsrådgivere, økonomiske eksperter og alskens spin doctorer til at lave alt det politiske arbejde og formulere de politiske budskaber, fjerner vi os i betænkelig grad fra folkestyret. Og de folkevalgte bliver en slags glatte erhvervsfolk der giver sig ind under en medieorienteret dagsorden i håb om at tækkes flest muligt.


Birthe Rønn Hornbech er medlem af Folketinget for Venstre og skriver selv alle sine tekster.