Folket, formanden og Facebook
Facebook giver enhver mulighed for at kommentere Margrethe Vestagers live opdateringer fra folketingssalen, tilkendegive sympati for Helle Thorning-Schmidts brødbetyngede forklaring om en Polo leaset i Tyskland med et “synes godt om” klik (SGO) og videredistribuere billeder fra Lars Løkke Rasmussens besøg hos Obama. Men er dette udtryk for hypermedieret transparent demokrati med horisontal magtstruktur eller et kollektivt accepteret kontinuerligt kommunikativt røgslør? Skaber politikernes tilstedeværelse på Facebook nærhed, dialog, transparens og interesse hos den enkelte deltager i demokratiet, eller flytter den “overkommunikerende” politiker fokus fra demokratiets egentlige formål og skaber en hyperreel virkelighed, der overstiger den virkelige virkelighed, de demokratiske deltagere burde forholde sig aktivt til?
af Simon Bentholm
I 2008 blev Barack Obama den første afroamerikanske præsident i USA’s historie, men ikke kun med henblik på hudfarven var han den første; mange studier, for eksempel af Manuel Castells, har retrospektivt konkluderet, at Obamas succes bl.a. skyldes effektiv mobiliseringskampagne på sociale netværks-services som f.eks. Facebook.
Siden internettets fødsel har mediepositivister som Castells og Couldry argumenteret for dets politiske deltagelses potentiale. Hvorvidt Obamas kampagne er bevis på dette er ikke fokus i dette special - motivationen for specialet er det aktuelle (sep. 2011) folketingsvalg, samt i særligt grad de ofte reduktionistiske konklusioner, der drages i den polariserede debat af både mediepositivister og modparten, og som tilskriver sig the mediasation thesis.
Gennem indsamling og efterfølgende interaktionistisk præget analyse af al kommunikation udført på fem partilederes facebooksider søger dette speciale at udforske de post-fænomenologiske afsmitninger, mediet gør på kommunikationen. Både top-down kommunikationen fra politkerne og netværkets reaktioner herpå.
Facebook er indiskutabelt en kommunikationsplatform med relativt horisontale magtstrukturer - i hvert fald så længe der fokuseres på det kaptologiske design. Et netværk konstitueres, med Castells terminologi, af det emergente flow af informationer mellem noder og ikke af relativt konstante binære koder. Facebook har endda på grund af mulighederne for asynkron kommunikation baseret på præetablerede kommunikationspotentialer sit eget rumløse rum og tidsløse tid. Den politiske (og for den sags skyld al anden) kommunikation er altså ikke kun konsitueret af mediets kaptologiske design; mediet er “blot” en del af den interworld, som tegner den interaktive kommunikation.
Resultaterne af undersøgelsen er bl.a., at facebooks rumløse rum er en hindring for troværdig og autentisk kommunikation fra politikernes side - to dyder som med den øgede kompleksitet i samfundet er essentielle for vælgerens beslutning. Som et resultat af dette er politikerne fokuserede på at kommunikere en konkret og fysisk stedslighed i geografisk forstand, med andre ord: at kommunikere en konkret autentisk person og ikke en virtuel node i det flow, der udgør facebooks rumløse rum.
Endvidere giver facebooks konvergerende natur politikerne mulighed for at dele objekter (links, videoer, artikler etc.) i deres kommunikation, hvilket er et udbredt fænomen. Som en konsekvens heraf bliver recipientens forhandling af politikerens ethos distribueret, ikke alene over flere medier, men også over flere noder i netværket. En politikers afledte ethos i en given kommunikationssituation er for recipienten påvirket af f.eks. den initial ethos, som det mediehus, der hoster det delte objekt, har og er givet.
Gennem kobling mellem Robert Kozinets kvantitative netnografiske metodologi, den kvalitative og tekstfokuserede kritiske diskursanalyse og den traditionelle retoriske teori udvikler dette speciale en ny metode til visuelt at (re)præsentere en stor mængde velarrangerede data, som efterfølgende kan behandles både kvantitativt, kvalitativt og interaktionistisk. Ved anvendelse af denne metode bliver det tydeligt, at indenfor politikernes netværk eksisterer to reaktionsstrategier:
- Den responsive monologiske, som ikke har nogen intentioner om at være en del af en deliberativ dialog i netværket. Denne autokommunikative reaktionsstrategi udtrykker politisk tilhørsforhold og er rettet mod at kommunikere politisk deltagelse i brugerens eget netværk.
- Den autoteliske dialogistiske, baseret på Per Linells definition af dialogisme som interaktion med andre (og omgivelser) i modsætning til den idealistiske idé om deliberativ demokratisk dialog. Denne del af politikerens netværk performer sociabilitet selvregulerende, selvrekursivt og autonomt inden for egne klart definerede grænser.
Facebook er ikke blot en ny transmissionskanal, men et aktivt element i de dynamiske komplekse responsive processor, som konstant (re)konstituerer den måde, hvorpå kommunikation performer og opfattes indenfor mediets interworld.
