Obamas retoriske hammer

Midtvejsvalget for amerikanerne står lige for døren, og derefter rykker 2016-valgkampen for præsidentembedet op i et endnu højere gear i medierne og for de involverede kandidater. Snart vil det være navne som Hillary Clinton og Rand Paul, der kommer til at fylde mediebilledet frem for Barack Obama. Selvom den nuværende præsident stadig har mere end to år tilbage på posten, og må formodes at kunne nå en hel del uden for rampelyset, så er hans tid som det mest fremtrædende talerør for nationen ved at nå sin slutning.

Han har om nogen været en præsident, der har været store forventninger til. Forventninger, som Obama også selv var med til at skabe med den retorik, han lagde for dagen i valgkampen i 2008. Som præsident vil Obama dog også blive husket for kløften mellem de visionære valgkampstaler og hans mere pragmatiske tilgang til præsidentiel kommunikation.

Der har været enorme udfordringer for Obama at se til fra begyndelsen af og hele vejen igennem hans to administrationsperioder, og det politiske system har ofte mere været en klods om benet end en hjælp til at udføre sine politiske planer. Men det er netop også de øjeblikke, hvor han har måttet finde et kompromis mellem idealistiske visioner og realpolitisk virkelighed, der har frembragt nogle af hans stærkeste taler som præsident og kandidat til embedet.

A More Perfect Union: Accept frem for forkastelse af raceproblemer i USA

Selvom Obama har været den første ikke-hvide præsident i USA's historie, har det ikke givet ham større mulighed for at tale om race i USA. Snarere tværtimod er kritikken ofte haglet ned over ham, når han har blandet sig offentligt i raceorienterede episoder, som for eksempel anholdelsen af professor Henry Louis Gates i 2009 eller nedskydningen af teenageren Trayvon Martin i 2012.

Under sin første præsidentielle valgkamp i 2008 i Philadelphia måtte Obama tage bladet fra munden for at adressere et personligt forhold til den kontroversielle præst Jeremiah Wright, der havde fordømt USA i en række prædikener, der efterfølgende var blevet offentliggjort på internettet. Ud over det betændte indhold af disse prædikener var billedet af en vred afroamerikansk mand i en privilegeret talerposition også med til at skabe en uvelkommen visuel parallel for folk, der frygtede, at Barack Obamas racemæssige baggrund kunne have en indflydelse på hans virke som præsident. Obama måtte altså adressere både sit personlige forhold til præsten og den racemæssige konflikt, som præstens udtalelser repræsenterede.

I talen indleder Obama med at beskrive slaveriets historie i USA som en række kompromiser, der på trods af deres fejl og mangler hele tiden søgte ”at indsnævre kløften mellem løftet i vores nationale idealer og virkeligheden i samfundet”. Med denne overordnede historiske ramme på plads benytter Obama sig dernæst af en fortællestrategi, der skaber en parallel mellem individet og samfundet. Obama brugte også denne parallel om sig selv, for at beskrive sin brogede families historie som et billede på USA's brogede folkehistorie. I A More Perfect Union bruges samme strategi til at beskrive Jeremiah Wright som mere end blot en vred person. Han bliver gjort til et billede på USA's problemer med raceforhold. Obama fordømmer ikke præsten som person, kun hans hårde ord. Tværtimod anerkender Obama de frustrationer, Wright repræsenterer hos den afroamerikanske befolkning, og han fremhæver samtidig præstens positive rolle i det amerikanske samfund:

”Han er en mand, der har tjent sit land som en amerikansk marineinfanterist. Han har studeret og undervist ved nogle af de fineste universiteter og seminarer i landet, og i over tredive år har han ledt en kirke, der tjener samfundet ved at gøre Guds arbejde her på jorden, ved at huse de hjemløse, tjene de trængende …”

Derefter fremhæver Obama sin egen bedstemor, som en lige så modsætningsfuld person som Jeremiah Wright. Det gør Obama via en anekdote om den godhjertede og selvopofrende bedstemors angst for sorte mænd. Bedstemorens sammensatte person af gode og dårlige sider retfærdiggør derved Obamas beskrivelse af Wrights gode og dårlige sider.

For at udvide denne forståelse beskriver Obama flere amerikaneres hverdagskampe på tværs af raceforskelle. Problemerne gøres økonomiske, frem for udelukkende raceorienterede, hvor Obama usagt trækker på Martin Luther Kings strategi fra I Have a Dream, der også indledningsvis handlede om behovet for økonomisk lighed frem for racemæssig lighed.

Obamas argument bliver, at alle mennesker rummer disse modsætningsfyldte sider og følelser vedrørende det amerikanske samfund, som det ser ud i dag. Hans pointe er, at det, der kan skabe det nødvendige fællesskab, er en fælles historiefortælling på tværs af raceskel.

Obama bruger altså USA's historie, de gode og dårlige sider af den, til at skabe en parallel til individet Wright for at vise, at han ikke udelukkende rummer de dårlige sider, som de offentliggjorte videoklip viser. Obama mener derfor ikke, at han kan forkaste præsten fuldstændigt, som flere medier og politiske modstandere krævede på det tidspunkt, fordi det ville betyde, at Obama ville forkaste noget centralt i USA's historie, kampen for et bedre samfund i lyset af åbenlyse problemer.

I talen A More Perfect Union bliver Obamas argument, at alle mennesker rummer modsætningsfyldte sider og følelser vedrørende det amerikanske samfund, som det ser ud i dag. Hans pointe er, at det, der kan skabe det nødvendige fællesskab, er en fælles historiefortælling på tværs af raceskel.

Nobels Fredspris-talen: Retfærdig krig som en nødvendighed for fred
En af grundene til, at Barack Obama var i stand til at slå Hillary Clinton i Demokraternes 2008-primærvalg, var, at han fremstod som en endnu større kontrast til George Bush og dennes udenrigspolitik efter 11. september-terrorangrebet. Det budskab præsenterede Obama så effektivt i sin valgkampagne i USA, at Nobelkomiteen i Norge belønnede ham med Nobels Fredspris kort efter hans indtrædelse som præsident i 2009.

Prisen og takketalen, der skulle holdes i Oslo, skabte flere modsætninger, som Obama måtte adressere. Det største modsætningsforhold var, at han skulle tale om fred som commander-in-chief for en hær, der var aktiv i to større krige på verdensplan, hvor han tilmed lige havde godkendt en øget troppeindsats i én af konflikterne. Obama greb dog muligheden for at tale om denne modsætning frem for at ignorere den. I stedet for kun at fokusere på emnet fred, talte Obama derfor om krig og fred som sammenhængende størrelser.

Hans omdrejningspunkt i talen blev formuleringen af et argument for begrebet 'retfærdig krig'. Dette gjorde Obama blandt andet via historiske referencer igennem hele talen, til menneskets historie i relation til krig. Obama beskrev 'krig' som et begreb indlagt i selve menneskets natur, på en måde, hvor krig har været med til at bestemme fremskridt eller i det mindste magtrelationer gennem verdenshistorien.

"Krig, i en eller anden form, opstod med det første menneske. Ved historiens begyndelse blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved krigens moralske aspekt; det var simpelthen en kendsgerning, som tørke eller sygdom. Krig var den måde, hvorpå stammer og derefter civilisationer søgte magt og afgjorde deres stridigheder".

På denne måde forbandt præsident Obama 'krig' med en grundlæggende menneskelig evolutionshistorie ved at gå tilbage til den første hulemand, der stod oprejst med et våben i hånden eller måske endda til Adams opgør med Gud. Krig var noget, der altid havde været forbundet med mennesket, og Obama etablerede en overordnet fortælling via sin historiebrug til at etablere 'krig' i den offentlige hukommelse som et universelt forstået begreb, der først sidenhen blev underlagt en moralsk dimension. Ind i dette forhold mellem mennesket og krig introducerer han nemlig begrebet 'retfærdig krig'. Dette begreb forstås som en krig, der udkæmpes med en bevidsthed om det moralsk forkastelige i projektet, men som kun finder sted, efter forsøg på at nå en fredelig løsning er udtømt. Støtten til denne retfærdige krig finder han, på samme måde som med støtten til Jeremiah Wright, i korte fortællende glimt om anonyme mennesker, der udviser modstand mod undertrykkelse i hele verden:

"Et eller andet sted i dag, her og nu, erkender en soldat, at han er oppe imod en militær overmagt, men han står fast for at bevare freden. Et eller andet sted i dag, i denne verden, venter en ung demonstrant på det brutale modsvar fra sin regering, men hun har modet til at marchere videre. Et eller andet sted i dag går en mor en fortvivlende fattigdom i møde, men hun finder stadig tid til at skrabe de få mønter, hun har, sammen for at sende sit barn i skole – fordi hun mener, at en grusom verden stadig har plads til et barns drømme”.

Disse korte glimt af idealiserede øjeblikke i verdens konfliktzoner benyttes til at koble det abstrakte begreb 'retfærdig krig' til hverdagens udfordringer i situationer, der dels kræver mod fra det enkelte menneske, men også kan kalde på mod fra det internationale samfund til at handle. Snarere end at vige tilbage fra modsætningen mellem krig og fred understreger Obama altså den implicitte modsigelse i, hvad han taler om – retfærdiggørelsen af militær handling i en tale om fred. På denne måde omslutter Barack Obama kontroversen ved sin talerposition og i forhold til brugen af det amerikanske militær på verdensplan, på samme måde som han omsluttede præsten Wright som et billede på USA's kamp for at udbedre dets fejl. Snarere end en udjævning af den centrale modsætning taler Barack Obama ud om det kontroversielle og beder publikum overveje hans argumenter i lyset af netop den modsætning, de repræsenterer.

Obamas Nobels Pris-tale, hvor han kobler 'retfærdig krig' til hverdagens udfordringer i situationer, der dels kræver mod fra det enkelte menneske, men også kan kalde på mod fra det internationale samfund til at handle.

Den anden indsættelsestale: De usandsynlige amerikanere

Efter præsidentvalget i 2012 stod det klart, at præsident Obama ville være den første amerikanske præsident, der uden at få et flertal af stemmer blandt hvide amerikanere stadig ville vinde præsidentvalget. Dette skift i USA's vælgerdemografi blev også adresseret af Obama i hans anden indsættelsestale. Talen havde et stort fokus på at etablere, hvem denne nye koalition af vælgere var. Modsætningerne i den amerikanske befolkning blev derigennem adresseret tydeligere, end hvad tidligere præsidenter har formået at gøre.

"Vi, det amerikanske folk" gentages igennem hele talen, nærmest som et mantra, og Obama bruger ordene til at konkretisere, hvem dette amerikanske folk er i 2013. 'Vi’et' bliver tildelt deres historiske identitet gennem præsident Obamas sammenligning af minoriteternes kamp for borgerrettigheder med borgerrettighedskampagnerne i 1950'erne og 1960'erne. Han binder minoritetsgrupperne sammen i én fortælling, på samme måde som han gjorde det med sit eget 2008-kandidatur, der også blev udlagt som en fortsættelse af afroamerikanernes borgerrettighedskamp.

Denne fortælling kan lyde forsonende, men i princippet går den imod traditionerne omkring indsættelsestalen, der siden Thomas Jeffersons valgsejr i 1800-valget har handlet om at samle USA politisk efter de ofte opslidende valgperioder. Ved at fokusere på de vælgere, der har valgt ham, og hylde dem for deres indsats i det amerikanske samfund, bryder Obama med traditionen for indsættelsestalen, men han gør det for at fokusere på en bredere og mindre homogen etablering af, hvem det amerikanske folk er. Dette er i klar modsætning til tidligere præsidenter, der ofte i stedet har undveget spørgsmålet om den folkelige forskellighed, der er i det amerikanske samfund. I sin anden tiltrædelsestale i Washington bruger præsident Obama specifikke historiske begivenheder, der er relevante for kvinders rettigheder, borgerrettighedsbevægelsen og rettigheder for LGBT-samfundet:

"Vi, det amerikanske folk, erklærer i dag, at den mest indlysende af sandheder – at vi alle er skabt lige – er den stjerne, der stadig leder os; ligesom den ledte vore forgængere gennem Seneca Falls, Selma, og Stonewall”.

Præsident Obama refererer her til tre historiske begivenheder, der henholdsvis handler om: 1) den første offentlige forsamling, der krævede stemmeret til kvinder, 2) et brutalt, delstats-sanktioneret overfald på fredelige borgerretsdemonstranter, og 3) et voldeligt opgør mellem politi og homoseksuelle mænd i New York, der ledte til offentlige krav om borgerrettigheder for homoseksuelle. De øjeblikke, der henvises til, er fokuseret på modstand, ikke sejre for borgerretsbevægelserne, og de grupper, der kæmpede, gjorde det på egen hånd snarere end at blive bistået af staten. Barack Obama giver derved en selvstændighed til gruppernes rolle i USA's udviklingshistorie.

I tråd med de andre taler fremhævet i denne artikel er Obamas fokus i sin anden indsættelsestale på at anerkende kløften mellem idealet og virkeligheden for det amerikanske folk. USA har ikke nået sin idealtilstand som nation, men er snarere på evig kollisionskurs i modsætningen mellem ideen om nationen og nationens reelle tilstand. Men så længe denne modsætning erkendes, kan man også arbejde med den og mindske afstanden, hvilket er et tilbagevendende budskab i Obamas retorik.

Obamas fokus i sin anden indsættelsestale er at anerkende kløften mellem idealet og virkeligheden for det amerikanske folk.

Tale ved FN i 2014: Erkendelsen af fejl er tegn på national styrke
Obama er, som mange andre præsidenter før ham, i stigende grad blevet upopulær i meningsmålingerne i sin anden embedsperiode. Magtmisbrug og andre skandaler i hans administration har efterhånden svækket den retoriske styrke i flere af hans overordnede budskaber. Men den grundlæggende stillingtagen til modsætninger, som er blevet fremhævet i denne artikel, taler Obama stadig om. Et eksempel på dette er Obamas seneste tale ved FN i New York den 24. september i år. Her var fokus på de eskalerende konflikter i verden. Obama går endnu en gang ind og beskriver et modsætningsfyldt forhold og bruger det aktivt frem for at undvige det.

Obama gør dette på to måder. Overordnet diskuterer han forholdet mellem fornemmelsen af en ustabil verden over for det faktum, at flere mennesker i dag har bedre adgang til grundlæggende resurser og mere viden end nogensinde før. Hvordan forliger man den fornemmelse af kaos, som mange føler i en moderne verden, med etableringen af en tro på, at det går fremad for menneskeheden? Det gør Obama i denne tale ved at fokusere på ustabiliteten som havende rod i forestillinger om verdenen i lige så høj grad som i realpolitiske udviklinger. Han sætter dette på spidsen ved at beskrive kampen for verdensdagsordenen som værende mellem ”dem, der vil ødelægge, og dem, der vil skabe”.

Den anden måde, Obama fremhæver modsætningen mellem en stabil verden og fornemmelsen af ustabilitet, er ved at fremhæve en krise som et eksempel på styrke for en nation – USA. I sommeren 2014 udbrød der en større konflikt mellem beboere og politi i den amerikanske forstad Ferguson, efter at endnu en sort ung mand var blevet dræbt af en hvid betjent. Her kom raceuroligheder og magtmisbrug igen på banen. I talen ved FN bruger Obama så denne indenrigskonflikt til at argumentere for USA's udenrigspolitik:

”Som ethvert andet land kæmper vi fortsat med at finde en måde at forlige os med de enorme forandringer skabt af globaliseringen og den større diversitet i befolkningen, med de traditioner, som vi vægter højest … Men vi byder verdens kritiske blik velkommen … fordi vi er villige til at kritisere os selv, når vi ikke lever op til vores ideal”.

Ved at inddrage den lokale episode fremhæver Obama USA's egen fejlbarlighed. Men denne erkendelse skal ses som en styrke ved det amerikanske samfund, idet USA er villig til at kritisere sine egne forhold for at finde en vej fremad.

I Obamas tale ved FN i 2014 fremhæver han USA's egen fejlbarlighed som en styrke ved det amerikanske samfund, idet USA er villig til at kritisere sine egne forhold for at finde en vej fremad.

Præsidentembedet i det 21. århundrede
Obama formår at præstere som taler, når emnet rummer modsætninger med flere facetter, og når løsningen ikke ligger lige for. På den måde kan han være et godt eksempel at trække på, ikke kun når præsidentielle taler om forandring og håb skal fremhæves, men også taler, der fokuserer på kontroversielle emner, der forklares på mere tvetydig maner end blot med sort/hvide løsninger.

Præsident Obamas tilgang til politik har været at tilpasse sig til hver enkel situation eller hvert enkelt spørgsmål snarere end at udvikle en klar doktrin. Det har skabt politiske problemer både på hjemmefronten og i udenrigspolitiske spørgsmål. For sine tilhængere repræsenterer Obama en mere moden og nuanceret tilgang til præsidentens rolle som talerør for nationen, mens hans modstandere hævder, at Obama er med til at underminere amerikanske kerneværdier og dermed en central selvforståelse for USA og præsidentembedet.

I det 21. århundrede skal den amerikanske præsident kunne adressere hurtige ændringer i indenrigs- og udenrigsanliggender. Han bliver også, oftere end før, nødt til at bede det amerikanske folk om at gentænke deres forestillede nationale identitet. I en mere forbundet verden, og i et mere mættet medielandskab, er der i dag et behov for ord, der adresserer ustabilitet som en accepteret del af den moderne hverdag, en nations borgere står over for. Præsident Obama har på forskellige tidspunkter forsøgt at artikulere dette i sit fokus på modsætninger.
På kort sigt, og inden for sin egen embedsperiode, har Barack Obama ikke været i stand til at ændre det politiske system i Washington D.C., men i sin åbenhed over for modsætninger i både rollen som præsident, i det amerikanske folk og i USA's rolle i verden kan hans taler i det lange løb understøtte nødvendige ændringer i, hvordan amerikanerne ser sig selv som ét folk, i tråd med de løfter, der blev givet af Barack Obama om forandring i hans 2008-valgkampagne.

Seks gode bøger om Barack Obama og præsidentiel retorik

Beasley, Vanessa (2004): You, the People: American National Identity in Presidential Rhetoric. College Station, Texas: A & M University Press.
Jamieson, Kathleen Hall & Campbell, Karlyn Kohrs (2008): Presidents Creating the Presidency: Deeds Done in Words. Chicago: University Of Chicago Press.
Kloppenberg, James T. (2011): Reading Obama: Dreams, Hope, and the American Political Tradition. Princeton: Princeton University Press.
Remnick, David (2010): The Bridge: The life and Rise of Barack Obama. New York: Knopf Publishing Group.
Skowronek, Stephen (2011): Presidential Leadership in Political Time – Reprise and Reappraisal. Lawrence: University Press of Kansas.
Vaughn, Justin & Mercieca, Jennifer (ed.) (2014): The Rhetoric of Heroic Expectations: Establishing the Obama presidency. College Station: Texas A & M University Press.

Afhandling:

Afhandlingen Narrator-in-Chief: The Narrative Rhetoric of Barack Obama af Mark Herron kan lånes på Det Kongelige Bibliotek i fysisk form og vil blive offentliggjort online ved samme sted.