Når mytologi bliver til tv

Danskernes appetit på historisk stof synes at være umættelig, ikke bare i fiktionens form, men også dokumentarisk. Danskerne er ikke alene om dette, vi ser det samme fænomen over hele Europa. Det synes at pege på, at fascinationen af historien er noget universelt, det er en vigtig del af den måde, vi definerer og oplever os selv på.
af Ib Bondebjerg
Der var engang en borgerlig regering, anført af den konservative kulturminister Per Stig Møller, som syntes, at DR lavede for lidt historisk drama om vigtige nationalhistoriske begivenheder. Så vips fandt man 100 millioner til det, som nu er blevet den dyreste serie nogensinde produceret i Danmark. Faktisk kom den til at koste 173 millioner, efter at DR, Ole Bornedal og Miso Film vandt kampen om at lave denne dramaproduktion, som også kommer som film.
 
Bornedal er allerede af historikerne blevet bebrejdet, at han indlægger en nutidig ramme om den historiske fortælling. Kilde: DR, billede fra serien.
 
Historikerne er allerede begyndt at skændes i dagspressen om, hvorvidt serien nu også er historisk korrekt eller groft forvansker virkeligheden bag denne nationalhistoriske myte og tragedie. Vi kan sikkert forvente flere millioner seere til serien bare i Danmark, og den er desuden allerede solgt til rigtig mange andre lande. Men hvorfor er der altid denne ståhej omkring historiske dramaproduktioner og film? Hvorfor er det, historien fascinerer os som mennesker? Hvordan er egentlig forholdet til det virkelighedsmateriale, som fiktionen benytter sig af, når fortællingen bliver til i fiktionens kreative værksted?
 
Historien er en del af nutiden
Et kritikpunkt fra nogle historikere mod ikke bare 1864, men også andre historiske fiktionsfortællinger, er, at fortiden bliver set med nutidens briller (se for eksempel Berlingske Tidende, 8/10 2014) og har et nutidigt perspektiv. Det er en typisk faghistorikerbemærkning, som bygger på en forestilling om, at man kan isolere fortiden i en container, uberørt af den udvikling, som siden er sket, og så så at sige fortælle historien, som den virkelig var. Selvfølgelig kan man ikke det.
 
Traileren for 1864.
 
Fortolkningen af historien er en slagmark, og historikerne skændes selv konstant om den og bruger forskellige slags ’fakta’ i denne krig eller diskuterer, hvad kilderne faktisk siger. Desuden er historien i sig selv jo ikke synderlig interessant. Selvfølgelig skal man som historiker prøve på at være så afbalanceret som mulig i sin omgang med historiske kilder. Men historien er også en del af nutiden på den måde, at vi bliver klogere på baggrunden for vores nutid, på de faktorer og strukturer, som har skabt vores nuværende samfund og kultur.
 
Bornedal er allerede af historikerne blevet bebrejdet, at han indlægger en nutidig ramme om fortællingen, med mennesker, som er blevet ramt af de samme tragedier, som krigen i 1864 forårsagede. Men er det ikke netop dramaets og fiktionens styrke, at det kan skabe dette menneskelige bånd mellem fortid og nutid? Er det ikke netop dramaets, fortællingens og fiktionens styrke, at den kan skabe identifikation mellem en historisk verden og dens personer og vores nutidige livsverden?
 
Jeg tror, faghistorikerne skal være glade for, at den historiske fiktion – som er mangfoldig og meget populær hos et stort publikum – skaber intens interesse for historien. Det er i orden at diskutere fiktionens konstruktion af den historiske virkelighed, men det giver ingen mening at skændes om faktuelle historiske detaljer. Fiktionen har sin egen frihed og måde at fungere på, som er forskellig fra den faktuelle histories – men ikke nødvendigvis i fundamental modstrid med den. Men de to former for historieskrivning har hver deres funktion og plads i arbejdet med at gøre historien levende, nærværende og håndgribelig for os i nutiden.
 
Fascinationen af historien
Danskernes appetit på historisk stof synes at være umættelig, ikke bare i fiktionens form, men også dokumentarisk og i form af faghistoriske værker og biografier. Danskerne er ikke alene om dette, vi ser det samme fænomen over hele Europa. Det synes at pege på, at fascinationen af historien er noget universelt, det er en vigtig del af den måde, vi definerer og oplever os selv på.
 
ITV’s tv-serie Downton Abbey er med sine foreløbig fem sæsoner og mere end 120 millioner seere globalt en af de største succeser for historisk drama i nyere tid. Herhjemme ser vi også Downton Abbey, ligesom den engelske tradition for historisk drama i det hele taget står stærkt.
 
Men de engelske og europæiske serier kan slet ikke konkurrere med vores egne nationale, historiske serier. Matador er nærmest blevet en kulturel institution, hyldet af alle, selv historikerne, selvom også den mødte kritik i begyndelsen for at bagatellisere virkeligheden i Danmark mellem 1929 og 1947.
 
Matador er alle danske seriers urmoder. Men den blev også ved lanceringen kritiseret for at være unødagtig. Kilde: Polfoto/Peer Pedersen.
 
Men serien har i den grad været brugt i undervisning og folkeoplysning til at sætte fokus på den historiske tid, det vil sige, at fiktionen har kunnet spille sammen med andre typer historiske kilder og fremstillinger – trods faktuelle fejl og mangler, som historikere har elsket at udpege. Krøniken om perioden efter 1947 og op til 1972 har haft en næsten lige så stærk plads og funktion i aktiveringen af den umiddelbare forhistorie til vores samtid.
 
Ole Christian Madsens Edderkoppen var også et stykke dramatisk fortalt danmarkshistorie. Man kan godt forestille sig, at 1864 går ind i denne kongerække af historiske serier, ligesom historieprofessor Tom Buk-Swientys værker om 1864, der har inspireret serien, har været bestsellere.
 
Den store og den lille historie: Erindring som social mekanisme
Vores fascination af historien er ikke bare en fascination, der bygger på trangen til at kende den faktiske historie, selvom det også indgår. Vores fascination af historien hænger sammen med historiens og erindringens funktion i vores allesammens liv. Ligesom vi er optagede af det, man kunne kalde ’den store historie’, samfundshistorien, så er vi også optaget af ’den lille historie’, vores egen familiehistorie og hverdagsliv og den måde, de to former for erindring og historie er forbundet med den større historie. Vores eget liv er i en vis forstand også en løbende fortælling, som hænger sammen med en større fortælling. Den hollandske erindringsforsker José Van Dijck har i sin bog Mediated Memories (2007) sagt det på denne måde: ’Erindringen er vital for vores livskvalitet, for uden vores autobiografiske erindringer ville vi ikke have nogen fornemmelse for fortiden eller fremtiden, og vi ville mangle en fornemmelse af kontinuitet.’
 
1864  er en mytologisk og tragisk begivenhed i dansk historie, som trækker lange spor, og som er blevet brugt og fortolket i mange ideologiske sammenhænge. Kilde: DR, billede fra serien.
 
Hvad der gælder for den personlige erindring, gælder naturligvis også for den større sociale og kollektive erindring. Så når vi danskere flokkes foran skærmen til historiske serier, så er vi på erindringsarbejde. Vi får i hvert fald tre basale oplevelser gennem det at se historisk fiktion. For det første bliver vores personlige historie forbundet med en bredere, kollektiv historisk virkelighed via identifikation med karaktererne og fortællingen. For det andet oplever vi en slags social synkronisering af vores individuelle og kollektive erindring, fordi der via tv-oplevelsen skabes en slags offentlig social og kulturel event, der fører til debat og fortolkning om fortiden og nutiden. Endelig bruger vi fortiden og vores oplevelse af den, både personligt og socialt til at konstruere en forståelse af os selv og andre i nutiden – forståelsen af historien bliver altså brugt fremadrettet.
 
At dramatisere fortiden og bringe den ind i en nutidig, medialiseret ramme har altså en ganske stor social og kulturel kraft. Det er også, derfor både oplevelsen og diskussionen om fortolkningen af fortiden kan blive så skarp. 1864  er en mytologisk og tragisk begivenhed i dansk historie, som trækker lange spor, og som er blevet brugt og fortolket i mange ideologiske sammenhænge. Det er derfor ikke mærkeligt at historikere, politikere – og resten af Danmark – har kastet sig ud i debatten.
 
Hvis alle var glade og tilfredse med serien og syntes, at alle faktuelle forhold var helt rigtigt skildret, så skulle man måske for alvor være bekymret. Så ville den være glat og ligegyldig. Nu tyder alt på, at Bornedal og kompagni har satset på en fortælling, der på dramatisk vis sætter tingene på dagsordenen og dermed åbner for en væsentlig diskussion af et centralt stykke danmarkshistorie. Men det er jo ikke en dokumentar-serie, skal vi huske på, og selv dokumentariske serier har det jo med ikke altid at tilfredsstille historieforskningen.
 
Reception og brug af historiske serier
Hvad sker der i kroppen og bevidstheden på os som seere, når vi ser historisk drama? Først og fremmest adskiller historisk drama sig ikke så meget fra andre typer af drama på det meget dybe kognitive og emotionelle niveau. Vi lever os ind i en fortælling og nogle karakterer, som tilfældigvis bygger på en faktuel historisk begivenhed og rummer en blanding af faktiske historiske personer og fiktive karakterer. Faktisk er det jo også sådan, at den diskussion, vi oplever lige nu om den historiske korrekthed i 1864, også findes ved ikke-historiske serier. Her vil diskussionen typisk gå på, om fiktionen er ’realistisk’ i sin miljø- og personskildring. Vi måler altid til en vis grad fiktionens forhold til den virkelighed, som fiktionen repræsenterer.
 
Men vi har endnu ikke så mange empirisk funderede analyser af, hvordan konkrete modtagere aflæser historisk drama. Så langt tilbage som i 1993 skrev Claus Ladegaard et speciale om receptionen af den engelske historiske serie Christabel, som foregår i 1930’ernes Tyskland. Resultaterne er opsummeret i en artikel i bogen Når medierne spinder historiens tråd. Han interviewede en lille gruppe på ti personer, men resultatet var markant: Det, som især fascinerede, var den personlige side af historien, altså den emotionelle identifikation med hovedpersonen og hendes historie. Den mere kognitive oplevelse af den historiske virkelighed var også vigtig, men ikke så meget i sig selv som via forbindelsen med og sammenhængen mellem den personlige historie og den sociale historie. Den historiske ramme og kontekst er med andre ord vigtig nok, men ikke i sig selv som faktuel historisk virkelighed.
 
Hvis man kan konkludere noget på denne baggrund, så er det måske, at den faktuelle historiske virkelighed i en fiktionshistorie er vigtig nok, men i det fiktive historiske drama er det den menneskelige historie, som er indgangen til det historiske. Via denne indgang kan det historiske drama til gengæld vække og igangsætte en større historisk erkendelse, som så vil søge andre kilder. Det var det, som skete med Matador – det kommer nok også til at ske med 1864. I hvilket omfang må vi vente med at se.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job