En retorisk analyse af statsministeren kan passende tage afsæt i hendes 1. maj-tale. Informations Rune Lykkeberg, der næsten altid er skarp og klar, skrev 3. maj en klumme hvor han kritiserede Thorning med disse kerneudsagn: "Hun taler for at opnå bifald, men den indstilling giver ikke anseelse ... De mest populære ledere i Danmark er ikke dem, der har talt borgerne mest efter munden."

Helle Thornings 1. maj-tale. Læs talen her

 

Det kan hævdes at denne analyse passer på meget af hvad Thorning har lagt navn til gennem årene. Lykkeberg har endvidere ret når han siger: "Det er en almindelig myte, at borgerne er reaktionære egoister, der stemmer efter deres interesser og straffer dem, der vil tage noget fra dem". Ligeledes med rette slår han fast: "Borgerne vil have ledere, de kan se op til, mens lederne ofte tror, de skal være ’i øjenhøjde’". Godt sagt. Alt for længe har den opfattelse domineret at borgerne på den politiske meningsdannelses område opfører sig ligesom i doktrinen om det "rationelle økonomiske menneske", der altid vælger hvad det har regnet ud kan gavne dets selviske interesser mest. Men den slags motiver er altid kun én komponent i en langt mere grødet masse i vælgernes hoveder, bestående af hensyn til både selvet og almenvellet og alt muligt andet.

 

Men Lykkeberg giver ingen reel analyse af 1. maj-talen. Og det er svært at se at den blot skulle være udtryk for den fejlagtige opportunisme på vælgernes vegne som han antager.

 

Talen har et klart fokus: solidaritet, som Thorning nævner fra starten og gentager tre gange i slutningen. Det er vel næppe en linje som spiller op til ideologi og selviske interesser hos arbejdere og venstreorienterede i Fælledparken når Thorning taler om at betale regninger og om at holde igen i overenskomster o.l. Talen, som utvivlsomt var samstemt med 2020-udspillet få dage senere, kan faktisk siges at tegne en linje som ikke blot er lig med opportunistisk "at overtage sin modstanders politik", som Lykkeberg siger. Det skal vi nok få at høre fra modstanderen selv. Analysen om (misforstået) opportunisme passer måske meget godt med hvordan Thorning og Socialdemokraterne har ageret. Men det er karakteristisk at Rune Lykkebergs analyse ikke bygger på nærlæsning af talen, men mest handler om en scene i Lars von Triers Direktøren for det hele.

 

Vil man se opportunisme og følgagtighed, kunne man også vende blikket mod den danske politiske kommentatorstand. Der er stærke tendenser her til lemmingeadfærd. Når en vis opfattelse af en politiker eller et parti først ser ud til at have fået momentum, så er det let og bekvemt for kommentatorer at synge med på den samme dom i relation til alt hvad de pågældende gør og siger – uden at have studeret det nøjere. Ofte fælder man den dom som man tror at vinden blæser i retning af, og siger at det er folkets dom.

 

Griber Thorning faktisk ?

Men når det er sagt, må vi stadig spørge: Griber Thorning faktisk? Er hendes 1. maj-performance egnet til at fænge og engagere? Dommen må blive et nuanceret miks. Man kan måske sammenfatte den med hvad der blev skrevet om hende af Ulrik Høy, en højborgerlig journalist der bestemt ikke er klakør for Socialdemokratiet, men som er selvstændigt tænkende: "Helle Thorning-Schmidt fortæller en anden historie. Om borgerdyd i en ny verden. Om god moral og hæderlig omgang med hinanden."

 

Mådehold er en vej til sammenhold

1. maj-talen har faktisk en klar linje der konkretiseres hen ad vejen med ord om bl.a. mådehold og om at en generation af unge ikke igen må tabes på gulvet. Teksten indeholder også en del af den slags vendinger som er formet med omhu, og som kunne gå hen og blive husket – vendinger der har fynd, som man siger med en gammelmodigt ord. F.eks.: "Regninger er noget vi betaler. Ikke noget vi løber fra", "Overalt i landet måtte almindelige mennesker veksle deres lønseddel med en fyreseddel", "Mådehold er en vej til sammenhold", " ... de bånd mellem mennesker, som det tager generationer at knytte, men få år at trevle op".

 

At give den en ekstra skalle

Sætningen "Vi skal forvente mindre end vi plejer, og forlange mere af hinanden end vi gjorde", er også ganske effektiv, og den opnåede derfor at blive afspillet i nyhedsudsendelser. Der er en effektiv parallelisme i den og en fremhævet antitese i "mindre-mere". Udtrykket "mere end vi gjorde" er en lille smule originalt – det normale ville være at sige "end vi plejer", men det ville få de to sætningshalvdele til at slutte med en gentagelse som ville lyde plat. Efter denne stærke passus kommer imidlertid et antiklimaks med en stilbrydende, fortærsket kliché i næste sætning: Vi skal "give den en ekstra skalle". Med sådan en vending kan man måske bruge Rune Lykkebergs udsagn om ledere der "tror, de skal være ’i øjenhøjde’". Argghh.

 

To streger under hvad ?

Tag så på den anden side denne passus: "Der var nogen som påstod at der var sat to streger under regnestykket. Der er også nogen som tror på julemanden." Den har den vigtige retoriske egenskab at den sætter tilhørernes hjerner i gang med at gøre noget af arbejdet selv, i stedet for at de får det klippet fuldstændig ud i pap. Det om julemanden er selvfølgelig et underforstået udtryk for at udsagnet om "to streger under" er fup og illusion. Og hvad handler dét om? Jo, udtrykket er en underforstået allusion til slagordet To streger under facit, som VK-regeringen lancerede i maj 2011 efter at have indgået aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om sin Reformpakke 2020. Men dette skal tilhørerne selv komme i tanker om, eller de skal selv regne ud at hentydningen går i den retning.

 

A joke explained is a joke lost

Princippet om at lade tilhørernes egne hjerner (og hjerter) være med til at forstå meningen er afgørende i stærk retorik, måske især den mundtlige. Vi kender det samme princip fra vittigheder: Pointen i dem er ofte noget usagt som tilhørernes hjerner intuitivt forstår, og det  skal ikke forklares. Englænderne siger med rette: A joke explained is a joke lost. På den store retoriks niveau kender vi det samme princip f.eks. fra Martin Luther Kings "I Have a Dream"-tale. Mange husker hvordan han bl.a. sagde: "Let freedom ring from the snowcapped Rockies of Colorado! Let freedom ring from the curvaceous peaks of California! But not only that; let freedom ring from Stone Mountain of Georgia! Let freedom ring from Lookout Mountain of Tennessee! Let freedom ring from every hill and every molehill of Mississippi. From every mountainside, let freedom ring."

 

Hvad mente King egentlig med de tre sætninger efter But not only that? Jo, ved at nævne netop de tre stater mente han selvfølgelig at frihed for de sorte også skulle komme til the Deep South. Men det sagde han ikke! Han lod tilhørernes hjerner regne det ud selv – og det gjorde de givetvis på et splitsekund. Dermed steg deres engagement og aktiveringsgrad endnu et par grader.

 

At rose sig selv og rakker ned på sine modstandere

Danske politiske taleskrivere (og taleholdere) skulle lægge sig dette princip på sinde. Det skulle Thorning også have gjort i en række passager hvor hun smører tykt på med at angribe VK-regeringen og rose sin egen. Det sker især i første del af talen, og det er slapt og trivielt at høre på. Vi kender det fra hverdagslivet: Intet er mere forstemmende og mindre forførende end en bekendt (eller f.eks. en bordherre) der roser sig selv og rakker ned på sine modstandere.
 

Nedrakning kan bruges hvis den parres med engagerende stilistiske effekter som f.eks. tretrinsraketter og skarpe antiteser – sådan som sprogforskeren Max Atkinson allerede i 1984 påviste i Our Masters' Voices, især med eksempler fra Mrs. Thatcher, hvilket han siden har rejst rundt med som velbetalt konsulent. Men de taler som han studerede, var overvejende landsmødetaler, hvor publikum er svorne tilhængere der sidder der for at blive gejlet op. Jeg spurgte selv efter et af Atkinsons foredrag om han ville anbefale det samme til talere der står over for et skeptisk eller delvis fjendtligt publikum, og det forekommer mig at han blev mig svar skyldig.

 

Og tænk lige over Thornings situation, hendes dobbelte publikum (folk i parken + os alle ude i landet) og det faktum at en stor del af hendes kernepublikum er blevet skuffet og gået over til modparten. Hvis hun vil prøve at vinde nogle af de arbejdere tilbage som er gået over til V, skal hun måske ikke i den grad nedgøre hvad V (og K) har gjort eller står for. Eller hun skulle gøre det underforstået, implicit og med humor, som i eksemplet med julemanden. Noget tilsvarende gælder selvrosen når hun remser de gode ting op som hendes regering har gjort. O.k., hun vil gerne minde arbejdere og venstreorienterede om at hendes regering faktisk har gjort noget af det som de gerne vil se. Men det ville være meget mere engagerende hvis hun gjorde det underforstået. Ikke: "Vi har gennemført en kickstart som holder hånden under danske arbejdspladser", hvor "vi" er lig med regeringen, men "Vi skal holde hånden under danske arbejdspladser", hvor "vi" er alle danskere, derunder regeringen, og hvor folk selv må komme i tanker om at det er det den allerede gør. Politiske taler skal, som allerede Aristoteles påpegede, handle om fremtiden, ikke bestå af pral eller brok om fortiden.

 

Djævlen ligger i detajlen

Men Thornings største retoriske udfordring med hensyn til at engagere med sine taler ligger nok i hendes fremførelse. Og her ligger som man siger, djævelen i detaljen. Hun har tendens til at sige alle ord i talen med næsten samme eftertryk, betoning, hastighed og tonehøjde. Det er klart at når man står og taler en 1. maj i Fælledparken, skal man sørge for at ordene kommer ud. Men man skal også sørge for at sætningerne og afsnittene kommer ud – altså at folk kan høre meningen i ordene og fornemme hvad der er forgrund og baggrund, hvad der skal stikke frem, og hvad der ikke skal. Men Thorning er ligesom andre politikere slem til at banke alle ord og stavelser ud i luften på samme måde. Hun betoner dem alle sammen og holder bitte små pauser en masse steder – for at ordene skal nå ud. Hun er til gengæld ret fri i forhold til den skrevne tekst. Men hvis den er ordentligt skrevet, er det ikke nødvendigt, men tværtimod egnet til at undergrave virkningen – ligesom unødvendige, urytmiske fyldord og dårlig timing f.eks. kan ødelægge virkningen for en stand-upper.

 

Her er en passage fra talens trykte tekst:

"Den velstand, vi nu har tabt, betyder, at der er mindre råd til velfærd. De arbejdspladser, som forsvandt, kommer ikke igen. Det er de barske realiteter.

Derfor står vi med en fælles opgave. Vi må og skal skabe flere private arbejdspladser i Danmark. Vi må og skal have væksten tilbage. Vi må og skal sikre, at vi bliver flere der arbejder og færre der holdes uden for."

 

Og her en nedskrift af hvad Thorning sagde:
 

"Den velstand vi har tabt – det betyder at der i dag er mindre råd til velfærd. De arbejdspladser som forsvandt, de kommer jo ikke bare sådan igen. De er og bliver de barske – realiteter. Og derfor så står vi som land med en fælles opgave. Vi må og skal have skabt flere private arbejdspladser i Danmark. Vi må og skal have væksten tilbage. Vi må og skal sikre, at der er flere der arbejder og færre der holdes uden – for fællesskabet."

 

Som man kan se, kommer der en del småord og små ændringer ind i forhold til teksten. De fleste af dem er meningsløse og gør ingen gavn. F.eks. det lille ord "det" i "Den velstand vi har tabt – det betyder at der i dag er mindre råd til velfærd". Skulle man indskyde et stedord her (men det er der ingen grund til), så skulle det da være "den" (svarende til "den velstand"). Ordet "det" er her en lillebitte kiksethed som sammen med andre kan skabe en oplevelse af bleghed, af noget uinteressant.

 

Hvis nogen tænker at den slags bagateller da ikke kan spille nogen rolle, så kan de tænke om igen. Tænk i stedet på hvor bittesmå de forskelle er, der gør at én sanger opleves som fantastisk, og en anden som blah.

 

Eller se på sætningen som i teksten hedder: "De arbejdspladser, som forsvandt, kommer ikke igen" – den bliver i fremførelsen til "De arbejdspladser, som forsvandt, de kommer jo ikke bare sådan igen". Fyldeord: de – jo – bare sådan.

 

Så er de små meningsløse pauser. Jeg skal ikke her plage læserne med en tæt transskription i stil med de man bruger i "konversationsanalyse", hvor pausernes længde er angivet i brøkdele af sekunder. Men f.eks. er der et lille meningsløst stop midt i sammenhængende led som "barske realiteter" og i "uden for".

 

Sagen er jo at ligesom hos en sanger ligger evnen til at engagere, og måske endda forføre, i detaljer som er så små at de ikke kan skrives ned på noder. Det er ikke nok at synge rent eller at tale tydeligt uden øh og bøh. 'Detaljerne' har bl.a. at gøre med hastighed, pauser, stemmestyrke, tonehøjde og stemmeklang. Og for alle disse parametre gælder at der skal være variation. Men ikke tilfældig variation. Variationen skal sige noget, den skal udtrykke hvad der er det væsentlige i hver passage – og hvad der for taleren/sangeren er væsentligt her i livet. De ydre udtryk skal kort sagt udtrykke noget indre. Det samme kan siges i forhold til gestik og mimik. Og udsagnet kan udvides til at gælde alt i en tale, herunder hvert eneste ordvalg, hver sætningsstruktur – det hele. Pointen er at det alt sammen er med til at give os et billede af talerens person, egenskaber og sindstilstand. Men det sker alt sammen – eller det skulle gerne ske – så hurtigt, så intuitivt og med så mange små signaler involveret at vi normalt ikke er bevidste om hvad der sker; det er vores hjerne der skal gøre det arbejde, så at sige bag om ryggen på bevidstheden.

 

Thornings noget mekaniske måde at fremføre sine udsagn på, inklusive hendes mimik og gestik, har kostet hende meget på ethos-regnskabet. Hun gør sig umage, og det mærker man. Men hun gør det på en måde der skaber en oplevelse af anonymitet – og uvished om hvad der er i det indre, bag øjnene.

 

Måske kan vi sammenfatte dagens karakteristik med disse ord, igen af Ulrik Høy, skrevet helt tilbage i 2007: "Hun er dygtig, præcis, nidkær, og formatet kommer med årene i statsministerstolen."