Lille mand, stor kanon

I fredagens første valgduel på TV2 kører Løkke effektivt frem med en ordentlig kanon af en elefantbøsse, men skrider i svinget med sine fortielser og fordrejninger. Thorning møder velforberedt op med relevante fakta og konkrete eksempler, men forfalder til intern socialdemokrat-lingo. Kort sagt: Ingen vinder eller taber af fredagens duel. Det skulle da lige være det format, som TV2 vælger for aftenen, nemlig præsident-duellen.
af Mette Bengtsson
tv-duel
Den første tv-duel efter valgudskrivelsen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke fandt sted på TV2 den 26. august.Tv-stationen præsenterede duellen med fraser som ”de to, der kæmper om magten, står lige her” og spørgsmål som ”skal jeg sætte et blåt kryds eller et rødt kryds” eller ”skal man stemme blåt eller rødt”
 
Begge "præsidentkandidater" syntes kampklare. Lad os her se nærmere på deres styrker og svagheder i duellen.
 
 
Løkke
Thorning
Styrker
·  Elefantbøsse.
·      Konkrete eksempler med udgangspunkt i tvivleren.
·      Bedre forberedt end sidst med tal og fakta.
·      Metaforer og framing er begyndt at sidde mere i skabet.
Svagheder
·      Ufine og ret åbenlyse ulogiske årsags-sammenhæng.
·      Tendens til at fortie og fordreje.
·      Abstrakte forslag
·      Interne strategisprog hænger ved i kommunikation til vælgerne.
Forbedringer
·      Pas på med den negative kampagne.
·      Vær mere konkret.
·      Hav svar parat i forhold til lav arbejdsløshed.
 
Styrker: Løkke på jagt med elefantbøssen
En af Løkkes største styrker var, at han skyder med elefantbøssen frem for haglgeværet. I sin kampagne og i duellen fokuserer han sin argumentation på regeringens konkrete reformer over for oppositionens 12 minutter, som er ”noget flygtigt noget, som man ikke kan få klar besked om” (en sætning der varieres i det uendelige). Som forskning om politisk debat viser, kan det alt andet lige bedre betale sig at samle sin argumentation under et overordnet argument. Det vil (igen alt andet lige) give større chance for at vinde, end hvis man bruger flere sideordnede argumenter. At oppositionen føler sig ramt af elefantbøssen står også klart efter den efterfølgende udmelding om ”pengene i kassen”. Efter en periode, hvor Løkke og Thorning har angrebet og forsvaret lidt på skift, er oppositionen på valgets fjerde dag klart i defensiven og føler sig presset til at bruge formuleringer som ”pengene skal være der, før de kan bruges” og tale om ”forsigtighedsprincip”. I øvrigt til stor morskab for de borgerlige partier, der ikke har holdt sig tilbage med hånlige bemærkninger.
 
Ud over elefantbøssen skal Løkke også have point for sit eksempelbrug, der er raffineret på den måde, at mange af dem tager udgangspunkt i den typiske tvivlerprofil (den kvindelig vælger mellem 35-55 år uden videregående uddannelse med bopæl i hovedstaden eller Nordsjælland). Et godt argument er rettet til en modtager. Det har Løkke forstået. I forbindelse med håndteringen af den økonomiske krise taler Løkke fx direkte til sosu-hjælperen, som får at vide, hvad hun præcis kan forvente i forhold til sin efterløn med Løkke som statsminister. Løkke bekymrer sig (tilsyneladende) om hendes konkrete situation. På samme måde er det kvinden fra Hundige, der skal hente børn og nå at handle, der kommer til at betale 1.000 kr. ekstra om måneden, hvis en betalingsring omkring København realiseres.
 
Løkke er også skarp, når han kommer igen på Thornings påstand om, at han pynter sig med lånte fjer i forhold til Danmarks kreditværdighed, som ifølge Thorning blev tildelt under Nyrup-regeringen. Her svarer Løkke, at ”man heller ikke får en Michelin-stjerne på en restaurant, fordi maden smagte godt for 10 år siden”. Et sammenligningsargument, der både demonstrerer hurtighed og opfindsomhed.
 
Svagheder: Ufine argumentationskneb
Lytter man lidt ekstra efter, laver Løkke flere gange nogle ufine og ulogiske årsagssammenhænge, der overraskende nok får lov at stå ukommenteret både af Thorning og ordstyrer Langkilde. Fx slipper Løkke af sted med at sige:
 
Den anden plan [Socialdemokraternes plan], den er bundet til 12 minutter, som man ikke kan få noget svar på, hvad betyder. Og det er jo det, der gør, at den anden plan er en plan med et løbende årligt underskud. Hvis man hvert år bruger flere penge, end man får ind, så vokser gælden, så vokser gælden, så vokser gælden.”
 
Hvordan kommer han fra (a) at man ikke får noget svar til (b) at det vil give underskud? Det hænger ikke logisk sammen. I det lange løb vil denne mangel på logik højst sandsynligt give bagslag. Man får fornemmelsen af ufine argumentationskneb.
 
Ufint - eller hvad der nærmere kan betegnes som fortiende - er det også, når Løkke indledningsvis i sin opremsning af, hvordan regeringen vil komme gennem krisen kommer med tretrinsraketten ”skattelettelser, SP-penge og eksportkreditter”, mens han undlader at nævne noget om forringelser i dagpenge, SU og efterløn.
 
Det er ikke direkte forkert. Det er bare ufint. Når man vil have folk til at stemme på sig, er det mest ordentligt at stå ærligt frem og sige det hele. Det svarer til at købe en bakke jordbær, hvor de er pakket, så de rådne bær ligger gemt i bunden. Men grænserne her er hårfine. En løgn er en løgn (det erfarede Villy Søvndal ved sidste valg), mens fordrejninger og fortielser bevæger sig i en gråzone, hvor det er svært at bedømme fordæktheden.
 
Forbedringer: Hvor er den smilende gentleman?
Løkke skal passe på, at vælgerne ikke bliver trætte af hans kritik af Thornings plan. Skræmmekampagner er en omdiskuteret strategi, som man bør være varsom med (jf. hvad Christian Kock har skrevet om her på siden). Obama satte nye standarder med sin gentleman-opførsel ved valget i 2008, og Løkke burde overveje at gøre samme.
 
På Løkkes Facebook-profil kunne man søndag aften læse:
 
Det siger vist alt om S/SF's økonomiske ansvarlighed, når det i morgen bliver en kæmpe nyhed, at de ikke vil bruge pengene, før de har dem. (-: Lars Løkke”.
 
Ud over faren ved skræmmekampagne, bør Løkke gøre sig helt banale overvejelser om stemmesamlende og –flyttende retorik. Hvis det er tvivlerne, der kommer til at afgøre valget (hvilket var Tony Blairs og også Anders Fogh Rasmussens opskrift), er den hånlige tone et dårligt valg. Vil Løkke vinde tvivlerne, skal han arbejde på det stemmeflyttende – altså de mere saglige argumenter. Selvfølgelig kan det forsvares med, at Facebook er et sted, hvor dem der i forvejen stemmer på Løkke orienterer sig, men statusopdateringer bliver brugt i medierne og kommer derfor hurtigt bredere ud.
 
Den joviale Løkke er efter min mening også en mere sympatisk mand end den lidt kontante Løkke, som vi især så i duellen. Fx havde det været oplagt at trække på smilebåndet, når han selv i forbindelse med diskussionen om kønskvotering i virksomheders bestyrelser siger, at han også gerne ser flere kvinder på topposter. Den havde ligget lige til højrebenet, når nu han står over for en kvindelig udfordrer!
 
tv-duel helle
Thorning hænger til tider fast i et stereotypt forsøg på at tale til vælgerne ud fra en gammel klassekamps-optik, når hun fx taler om en ganske almindelig LO-familie eller millionæren
 
Styrker: Velforberedt Thorning
En af Thornings klare styrker er, at hun virker mere veloplagt og velforberedt end tidligere. Hun har arbejdet på de framende betegnelser og har fået fakta mere på plads. Når hun snakker om minusvækst, refererer hun fx til, at Grækenland har højere vækst end Danmark. Når hun taler om millionærskat, gendriver hun samtidig, at hun ikke kommer til at beskatte de rige hårdere end de blev i Foghs første regeringsår. Og når hun taler om en betalingsring i København, ved hun præcis, hvor lang tid danskerne holder i kø, og hvad det koster samfundet.
 
Og det er ikke kun i de forberedte indlæg, hun virker mere sikker. Thorning kommer også godt igen på mange af de spørgsmål, hun får stillet. Fx på spørgsmålet om hun vil rulle regeringens skattelettelser tilbage, hvis hun kommer til magten. Her svarer hun med henvisning til et fortilfælde, nemlig pinsepakken, som de borgerlige også rasede over, da den blev gennemført, men som de lod være, da de kom til magten. Det er et effektivt sammenligningsargument, hvor hun samtidig får demonstreret sin historiske viden.
 
Framingen ”fup-argument” om Løkkes syn på den økonomiske krises udvikling går tilsyneladende også godt igennem. Dels tager Løkke det op, dels trækker det overskrifter bagefter i medierne. Det interessante her er at lægge mærke til, hvordan en ny betegnelse i sig selv kan være en bærende del af et argument. Det er også et udmærket billede, som Thorning kommer op med i forbindelse med det såkaldte fup-argument. Billeder hjælper os med at huske: ”Du [Lars] sagde, at det lysnede for enden af tunnelen, men det var ikke dagslys, men en traktor, der kom direkte imod os.” Med billedet forsøger Thorning at svække vælgernes opfattelse af Løkkes dømmekraft (fronesis, som er en af de tre etosdyder). Man kan så diskutere, om en traktor er det mest velvalgte? Den kører langsomt og kan nemt undviges ved at køre i modsatte side af vejen. Et højhastighedstog havde måske været et klarere billede, men det er en detalje.
 
Og vi har fået et nyt verbum. Nu kan man ”vækste” sig ud af krisen. Jeg ved ikke, om jeg kan lide det, men det er da et forsøg på meget klart at sætte mærkater for henholdsvis Thornings egen og Løkkes vej ud af krisen.
 
Svagheder: Abstrakte løsninger taber vælgeren
Thorning kommer til gengæld til kort, når hun gang på gang må spise Løkke af med, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal bestemme, hvordan de 12 minutter skal udmøntes. Hvis man har haft lidt samfundsfag i folkeskolen ved man godt, hvad en trepartaftale er, men det er stadig meget teknisk og giver meget få idéer om, hvad Socialdemokraterne egentlig vil, og hvad de står for. I skrivende stund er det netop kommet frem, at Løkke selv som finansminister tilbage i 2008 skulle have foreslået danskerne at arbejde 60 minutter mere om ugen. Mon det er en journalist, der selv har gravet det frem? Eller er det en plantet historie fra oppositionen? Løkke holder fortsat fast i, at det er for useriøst, at Socialdemokraterne bruger det som deres mantra i valgkampen og ikke vil omsætte forslaget til praksis, men det tager brodden af hans ellers fokuserede strategi.
 
Thorning hænger til tider fast i et stereotypt forsøg på at tale til vælgerne ud fra en gammel klassekamps-optik, når hun fx taler om en ganske almindelig LO-familie eller millionæren. Hvem tænker ”LO-familien, det er jo mig!”. Det er en generel udfordring for politikerne, at de skal adskille deres interne måde at tale på omkring strategi-bordet med rådgiverne – og så deres eksterne kommunikation med vælgerne. Et eksempel på dette er Socialdemokraternes fokus på måden at føre valgkamp på med dør-til-dør-kampagne, som Socialdemokraterne ved flere lejligheder har sendt pressemeddelelser ud om og glædeligt omtalt i medierne som deres Obama-kampagne. Lad os få nogle politiske budskab frem for navlepillende snak om egne kampagnestrategier!
 
Hvis man først er blevet opmærksom på, hvor ofte Thorning bruger vendingerne ”jeg vil sige det klart og tydeligt”, ”jeg har jo sagt fuldstændig klart” eller ”sige klokkeklart”, kan man let blive træt. Thorning køber sig muligvis tid på denne måde, men det er irriterende og bliver katastrofalt, når hun så efterfølgende siger noget, der ikke hænger sammen.
 
Forbedringer: Hvad vækster en Storebæltsbro?
Løkke rammer helt klart et ømt punkt, når han siger, at Thorning kunne være mere konkret. Hvad betyder det fx at fremrykke offentlige investeringer? Thorning kunne komme med konkrete eksempler på investeringer, og hvad det ville kunne kaste af sig. Hvad kostede fx Storebæltsbroen, og hvad kastede det af sig? Det er måske svært at svare på isoleret, men der må gøres noget for at få vælgerne til at begribe det abstrakte.
 
I forhold til Løkkes stærkeste kort om lav arbejdsløshed, bør Thorning også være parat med sammenligninger, tal og lignende, der kan diskutere og måske sætte spørgsmålstegn ved hans ære for den lave arbejdsløshed. Ifølge Løkke er der tale om ”en arbejdsløshed, der var lavere end det nogensinde har været under en socialdemokratisk regering.” Uden at være statskundskaber, er der vel flere måder, der kan regnes på det? Og kan journalisterne ikke hjælpe os vælgere med noget fakta-tjek her?
 
Thorning får et par gange sagt, at tankegangen i socialdemokraternes økonomiske politik er, at alle bidrager - ikke kun de svage. Det skal bøjes i neon. Det er et godt og ideologisk forankret argument, der muligvis vil kunne appellere til netop tvivlerne. Og Løkke har svært ved at svare, når han bliver spurgt.
 
Råd: Giv modstanderen credit
Et generelt råd til både Løkke og Thorning er at give hinanden kredit for de gode idéer og tiltag, som begge kommer med. Hvorfor ikke vise overskud ved at anerkende modpartens gode tiltag og derved samtidig gøre den kritiske del mere troværdig? Alt hvad den anden siger er jo ikke noget vås.
 
Rigtig interessant bliver det hen imod slutningen, hvor ordfører Langkilde giver instrukser til Løkke og Thorning om at svare på hans spørgsmål og ikke skyde på modstanderen, selvom det muligvis kunne være fristende. Her får man indblik i nogle helt åbenlyse forskelligheder om fx klassestørrelser, kriminelle lavalder og betalingsring. Ganske befriende efter de første 45 minutters gensidige beskydninger om at ville køre landet økonomisk i sænk.
 
And the winner is…
Efter duellen stod politiske kommentatorer som Engell, Mogensen og Kristiansen i kø for at formidle deres umiddelbare mavefornemmelse til danskerne. TV2 havde sågar folk klar hjemme hos et ægtepar på en campingplads med en kaffemaskine smukt placeret i midten bag dem. Det store spørgsmål var ”hvem var vinderen af aftenen duel”? Men er det nu også det mest interessante spørgsmål?
 
Ifølge Epinion er der omkring 650.000 tvivlere, og inden for den gruppe er det kun omkring en femtedel, der er såkaldte hårde tvivlere, der ligefrem vakler mellem blokkene. Med disse tal i hånden kunne man gå til programcheferne og opfordre dem til at revurdere duel-konceptet, som især TV2 har været glad for siden første danske tv-duel mellem Nyrup og Elleman i 1998. Det er underholdende tv på en fredag aften, ja, men det er også med til at fastholde blokpolitikken, som mange gerne vil væk fra. De resterende såkaldte bløde tvivlere er måske bedre hjulpet på vej med dueller inden for de såkaldte blokke med dueller mellem henholdsvis Løkke og Barfod eller Thorning og Søvndal?
 
I dagens Gallup over sidste uges mest sete programmer figurerer duellen ikke på top 10 over mest sete program. Det gør partilederrunderne på både DR og TV2 til gengæld. Måske det er et sprog, programcheferne kan forstå?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job