Analyse af EU-formandskabets logo
Logoland

Skrevet af

Thomas Sehested

2 artikler

0 indlæg

Der var ikke mange fanfarer og hurraråb at spore, da Danmark den 1. januar 2012 overtog formandskabet i EU. Det er da også syvende gang, at vi overtager stafetten, og EU-projektet er nok bedst tjent med baggrundsstøj af summende, hårdtarbejdende bureaukrater end lyden af pigegarde og munter tale. Og så er EU-formandskaber anno 2012 bare mindre vigtige, prestigen faldende og positioneringspotentialet tvivlsomt.
Bordskilt og bordfront til EU-formandskabets møder. Logoet er designet af Kunde & Co. Det er et fint typografisk logo. EU-logoet er en grafisk repræsentation af hjemmesideadressen eu2012.dk. Ikke så meget sydeuropæisk fis. Ingen stjerner, ingen blomster, faner, flag, fugle, eller ansigter, børn eller bølger. No nonsense - rart
 
Designpolitiet holder lukket 
Overskriften for det næste halve år lyder fra politisk hold også noget i retning af "EU i arbejdstøjet". Der skal arbejdes, der skal prioriteres. Og udenomssnak er der heller ikke megen af når man tjekker ind på Udenrigsministeriets side om designprogrammet for formandskabet. Her er en forklaring af logoet og diverse kontaktinformationer. På samme side er topnyhederne at Udenrigsministeriet, UM, holder lukket i dagene op til overtagelsen af formandsskabet dvs. mellem jul og nytår og at ministeriets hovedtelefonlinje for tiden er brudt ned. Velkommen til Public Diplomacy på en ny måde.
 
Formandskabet i EU går som bekendt på omgang mellem medlemslandende og det fylder selvsagt en del i staterne at de for et halvt år ad gangen er forkontor for EU. Derfor er der også en fin tradition for at hvert land sit formandskabslogo. Vi har også fået et.
 
Vi er jo et designland, så vi griber sådan en opgave fornuftigt og seriøst an. I Danmark kender vi vigtigheden af stærkt design - ikke mindst som internationalt konkurrenceparameter for danske virksomheder - Novo Nordisk, Grundfos, Danfoss, LEGO og mange med dem kæmper en sej kamp for at forhindre kopier af produkter, logoer og visuelle identiteter. Også i Maersk  der traditionelt set ikke er kendt som værende designdrevet, talte de sidste år om vigtigheden af design. Politisk har design været på dagsordenen i mange år fordi design skaber værdi for erhvervslivet. Men når det offentlige selv er køber af design er skåltalerne glemt og Danmark reduceret til et design-uland.
 
71 forslag - så spændende er EU-logoer heller ikke 
Den statsanerkendte spydspids for design og dermed frontløberen for budskabet om Danmark som designnation er Dansk Design Center, DDC. I samarbejde med DDC udskrev UM og daværende udenrigsminister Lene Espersen en åben konkurrence om logoet. Der indkom 71 forslag. På den ene side er det ikke mærkeligt - for designbranchen kan også mærke krisetid. Det er lidt ligesom en restaurant, der modtager 200 ansøgere til en tjenerstilling. Så spændende er tjenerfaget eller EU-logoer altså heller ikke. På den anden side er det et skidt princip at sætte så mange designere og bureauer i gang med en opgave, som nok er svær, men som ikke bliver bedre af at blive håndteret som skidt fra en spædekalv. Det var i øvrigt et princip som også blev brugt i forbindelse med COP15-logoet. Ikke at ville vælge (læs: prækvalificere) er også et valg.
 
Baggrundstæppe med logoet i fuld størrelse. Som på en kilometertæller går tiden og 1-tallet skifter til 2-tallet der snart skifter til 3-tallet. Symbolikken er noget med, at EU bevæger sig videre fremad  
 
Det er et dårligt valg når det handler om design og designprocesser - det har de fire designere i juryen sikkert også talt med opdragsgiverne om, men med deres navne og professionalisme står de jo også i sidste ende inde for projektet. Juryen talte bl.a. Troels Faber, der var medskaber af COP15-mærket, og Mads Quistgaard, i dag Kontrapunkt - som i øvrigt har implementeret eu2012-hjemmesiden.
 
Når man som designer sender ind til en åben konkurrence har designeren selvsagt ikke mulighed for at vide hvor mange andre, der sender ind - og dermed heller ikke mulighed for at kalkulere hvad risikoen er for at tabe og hvad chancen er for at vinde. I dette tilfælde var chancen for at vinde i omegnen af 1,4%. Bedre end i Lotto, men dårligere end i tombolaen på Christianshavns Skoles årlige kræmmermarked.
 
Logoet spottet live på Knippelsbro. Med rød-hvide farver ved vi, at det har noget med Danmark at gøre. Men ved man ikke bedre, er det ikke lige til at gennemskue at bannerne reklamerer for EU-formandskabet
 
Der blev givet guld, sølv, bronce, kobber, messing, jern og aluminium
Juryen valgte så også syv (7!) vindere i konkurrencen. Til lykke med syvendepladsen - der var kun seks, der var bedre end dig. Hallo! Det er i design, som i sport: You don't win silver, you loose gold. Der er én og kun én vinder.
 
Regnskabet for fornøjelsen ved at deltage i logokonkurrencen ser nogenlunde sådan ud: Hvis en designer bruger ca. en uge på at lave forslaget, diskutere med kolleger, skrive noget pænt om det, få det printet og overleveret - så er 40 timer pr. indsendte forslag nok meget rimeligt. Standardprisen pr. time i designbranchen ligger nok på ca. 1000 DKK/t så vi ender på en samlet sum for 71 logoforslag på knap 3 mio. DKK - der er nok også nogle der har brugt tid på det, men som i sidste øjeblik ikke havde lyst til at deltage. Læg dertil udgifter til DDC, jury, håndtering, presse etc.
 
Et af de andre logoer, der var med i konkurrencen. Designet af Nikolaj Knop og Martin Fredricson fra WE RECOMMEND. Juryen skrev: "Det er et straight forward forslag af de danske farver rød og hvid - med en human grundtone. Det er en meget enkel og ren løsning med en markant opbygget typografisk logo i et neutralt udtryk i den bed-ste danske grafiske tradition". Logoet blev belønnet med 10.000 kr. 
 
Andre logoer der blev præmieret med 10.000 kr:
 
Designet af Laura Johanne G. Danielsen og Mathilde Elise Manz fra Spild af Tid. Juryen skrev: ”Det præmierede forslag bygger på EU’s markante stjernesymbol, men aktiverer det som en vindmølle, og symboliserer således aktivitet og fremdrift. Forslaget virker rent og enkelt i sine grafiske virkemidler, og har en klar reference til vindmøller, vand og bæredygtighed." 
 
Designet af Karsten Skjoldhøj, kreativ direktør, Designmind. Juryen skrev: "Det præmierede forslag er et flot bud på et traditionelt ’cirkellogo’ - en varm rød marguerit sammen med en ren og enkel logotype. I sin grafiske udformning kan man også læse et hjul, en sol og 12 blade, som illustrerer både vækst, samarbejde og handlekraft."
 
Designet af  Jesper Holm, Kristina Kirk og Lars Thomsen fra Kirk & Holm. Juryen skrev: ”Det præmierede forslag bygger på ’netværket’ som gennemgående grafisk idé med markant brug af en miljø-signalgrøn farve. Netværket illustrerer både samarbejde på tværs af grænser og dialog, og mødes i et hvidt kors - skæringspunktet for dialogen - som refererer til et grønt Dannebrogsflag.
 
Et logo til 3 mio. 
Med konkurrencer er der jo en upside - vinder man, så er alt det hårde arbejde glemt når cavapropperne springer. Den samlede konkurrencesum til vinderkollegiet var på i alt 200.000 DKK. Sådan lidt forsimplet, så har det altså kostet den danske designbranche 2,8 mio. at levere et logo til UM. Rådgivet af Dansk Design Center. Fra alle os, til alle jer. Tænk hvis konkurrencen i stedet var blevet udskrevet til danske designstuderende - det ville have gjort en virkelig forskel for de studerende, for skolerne, for historien om logoet - og måske også for resultatet. Hvem ved?
 
Læren af processen er klar: lad være med at deltage i åbne konkurrencer. Eller sæt studerende til det. Og lad os håbe på en mere moden offentlig håndtering af Danmarks designresurser. En ny direktør for DDC og nye ministre kunne jo betyde en ændring. Lad os se om det sker.
 
Kunde & Co uden sydeuropæisk fis  
Vinderen af konkurrencen blev reklamebureauet Kunde & Co, som i en politisk sammenhæng nok mest kendt for deres arbejde for de Konservative. Det er et fint typografisk logo. EU-logoet er en grafisk repræsentation af hjemmesideadressen eu2012.dk. Ikke så meget sydeuropæisk fis. Ingen stjerner, ingen blomster, faner, flag, fugle, eller ansigter, børn eller bølger. No-nonsense - rart. Farvene er lys grå for eu og dk og rød for 2012, typografien i lower case, tyk, rund og venlig. Den håndgribelige symbolik ligger i det røde 2012, hvor den nederste del er skåret af for at give en illusion af at tallene – især det sidste 2-tal – er på vej til at skifte. Ligesom på kilometertælleren i bilen. Meningen er klar nok: logoet skal fortælle at der sker noget i EU, at tingene forandres og at EU følger med. Forandringsparat er EU, klar til det nye er EU.
 
Logoets symbolik ligger i det røde 2012, hvor den nederste del er skåret af for at give en illusion af at tallene – især det sidste 2-tal – er på vej til at skifte. Ligesom på kilometertælleren i bilen. Meningen er klar nok: logoet skal fortælle, at der sker noget i EU, at tingene forandres, og at EU følger med
 
Efter logokonkurrecen er der udviklet et simpelt designprogram, der ud over vise hvordan logoet kan bruges som dekorativt element ikke tilføjer noget væsentligt - andet end at supplere med lidt farver og skriften Dinot. Men ok - det skal heller ikke holde mere end 6 måneder, så det går vel fint an at der ikke er mere gods.
 
Logo no-go syd for alperne 
Det har været intensionen at mærket skulle afspejle en dansk designtradition, og meget kunne lade sig gøre i Sydeuropa indtil for kort tid siden, men dette logo havde ikke passeret i Italien, så også på den måde er logoet rigtigt og godt. Rent stilistisk er det en smule tungt - for mig føles det en smule tysk på en lidt gammeldags måde, men som formandskabsland vil vi jo gerne tættere på nabolandet mod syd, så hvorfor ikke? Logoet fortæller også historien om de hårdtarbejdende, pietistiske nordeuropæere uden faldballader, der med de rene transparente systemer redder Europa fra sydeuropæisk slendrian, skørlevned og laden stå til. Mærket er også klasser over det svenske formandskabslogo fra 2009, men ikke på højde med COP15-mærket - der satte en fremragende overlægger for hvad offentlig identitet kan, når man vil. Men igen - tiden er måske en anden end i de forventningsfulde klimadage mod slutningen af forrige årti.
 
Symbolikken: tilfældigheden er ikke god
Om symbolikken med de roterende tal i EU-logoet holder hele vejen er jeg usikker på. Jeg fik associationer om en enarmet tyveknægt, hvor man trækker i håndtaget og venter på at tallene eller symbolerne falder ordentligt på plads. Det handler om at noget er overladt til tilfældighederne, man skal være heldig hvis det går godt. Luk øjnene og håb på det bedste. Den usikkerhed der ligger i den fortolkning ønsker EU nok ikke at sende til borgerne, markedet eller de globale partnere. På den måde har tiden ikke været nådig ved logoet - krisen er dybere nu end da konkurrencen blev udskrevet. I UM ser man også en symbolik i, at formandskabet varer et halvt år. Jeg tvivler på, at den europæiske offentlighed interesserer sig for den side af sagen - det er mere noget med, "nå ja, så skal vi til det igen", jfr. den manglende fanfare.
 
Hvis projekt? 
Det er svært at påstå at EU er et folkeligt projekt, endsige har formået at gøre sagen til folkeeje. Min hovedkritik af designet er det ikke formår at kommunikere andet end noget selvfølgeligt - at EU følger med (hvad pokker skulle EU ellers gøre?) - og en lidt inferiør, afsenderorienteret pointe om at udløbsdatoen for projektet er 1. juli. For nogle år siden arbejdede den hollandske arkitekt Rem Koolhaas med en ide om et folkenes Europa udfoldet visuelt - I EU-sammenhæng savner man det mod til at udfolde visioner på en måde, så man føler sig inddraget og kommunikeret til.
 
Eksempler på logoet som EU-flag, der kan stå og blafre i vinden. Som en venlig modtagelse af de mange besøgende der skal holde EU flydende de næste seks måneder 
 
Hvor er fx den tagline eller det slogan, der forklarer om projektet, så jeg som borger forstår hvad det er, der er på dagsordenen? Den forklarende tekst ved logoet "Danish Presidency of the Council of the European Union 2012" hjælper ikke den folkelige appel på vej. Sidst Danmark havde formandskabet var der et symbol ved logoet - årringe eller ringe i vandet om man vil. Og der var et pay-off: "One Europe". Det var nemmere at forstå - udvidelsen af Europa var på dagsordenen. I dag er der ingen hjælp til de uindviede, til os uden for stats- og regeringsapparaterne for hvem EU ikke er et selvindlysende gode. Hvad er det egentlig at EU vil?
 
EU-logoet som det så ud i 2002, da Danmark sidst havde formandskabet. Årringe, ringe i vandet eller en form for koncentrisk enhed? 
 
Mit, dit og vores EU 
Nogle vil måske indvende at tiden i EU ikke er til brandingsnak og udenomsindsats. Tiden skal bruges på at få EU og især Euroen ud af sygesengen. Problemet er bare at i sidste ende er den folkelige opbakning og forståelse for det europæiske projekt nødvendig og helt uomgængelig for EUs genrejsning. At vi ikke taler mere om EU derhjemme ved spisebordene, at EU ikke en integreret del af vores børns hverdag måske et  større problem end den nuværende økonomiske krise. Derfor er EUs kommunikation til borgerne afgørende.
 
Logoet der symboliserer visionen om Vores EU, gad jeg virkelig godt at se.
 
---
 
e-Types deltog i konkurrencen om logoet, men vi blev vist ikke udvalgt blandt de syv. Anmelderen har ikke set e-Types forslag eller været involveret i processen.
 

Relaterede artikler

No Logo vs. Pro Logo - Information havde i weekenden inviteret den 31-årige Naomi Klein, forfatter til bogen No Logo til landet.
No Logo - det sponsorede liv - Naomi Klein har sat fire år af sit unge liv ind på at dokumentere mærkevarernes ekspansion og dominans gennem de seneste...
Logo for det danske EU-formandsskab offentliggjort - Så er den grafiske linie for EU formandsskabet på plads. Mærket er et enkelt og markant symbol. Navnetrækket fungerer so...
Corporate Blogging - The President of Sun Microsystems, Jonathan Schwartz, does it. Nike too. Microsoft’s Bill Gates is thinking about it. An...
Branding af regioner - Regionerne er født uden et stærkt formelt politisk mandat. De er dermed afhængige af at skabe et markant og sammenhængen...
Dansk designsucces - Det var en meget hektisk proces, da danske 11 Design i 2003 fik til opgave at skabe en identitet til den gratis nettelef...
Branding 3.0 - Med den nye antologi ”Corporate Branding – Purpose, People, Process” fra Majken Schultz og co. er brandingdiskussionen i...
Er anti-brand brandet en umulighed? - Den autonome rebel smider med brosten. Han råber fuck the police på Nørrebro. Han er vred. Vred over verdens uretfærdigh...
Slogans der slår igennem - Ordet slogan er gælisk og kommer af sluagh, der betyder skare, og gairm, der betyder råb. Et reklameslogan er derfor et ...
Danmark er ikke et brand - De tider, hvor den danske sang var en ung, blond pige og nationalfølelsen vågnede, hver gang man hørte et patosfyldt nat...
Design er kommunikation (det er ikke løgn) - Timme Bisgaard Munk skyder med skarpt – tror han selv, men det er kun løst krudt og daggammelt wienerbrød. Den ærede for...
Det interaktive speciale - På jagt efter sociale netværk mellem danske weblogs
Logohjælp fra K til Khader - De ved ikke, hvem de er. De ved ikke, hvad de vil. Derfor har de udskrevet en logokonkurrence. Den vil Kforum naturligvi...
Bright Green versus Dark Green - Vi mangler danske virksomheder, som kan, vil og tør formidle en grøn fremtid for fremtiden i stedet for i fortidens bill...
Stjæl aldrig et logo - Så er den gal igen – logotyvene har været på spil.
For og imod Århus universitets nye logo - Der kan siges 6 gode ting og 6 dårlige ting om den nye identitet, Århus Universitet har fået.
Designbranchens klimamanifest - Designere designer alle de produkter, vi dumper i naturen. Derfor er det på tide med et klimamanifest for designbranchen...
Det kloge logo - En ny generation af logoer er på vej. De vil rykke grænserne for hvad et logo er, og hvad et logo kan. Her er syv markan...
De værste logoer 2008 - 2009 er for længst godt i gang, og sæsonen for lister er tilsvarende forbi. Ikke desto mindre kommer her en uautoritativ...
OL logo eller OL nogo - Hvorfor i alverden er grøn en gennemgående farve i designprogrammet for vinter-OL i Vancouver? Øh, grøn som sne? Denne g...
Goooooooooogle - Googles logo er verdenskendt. Selv om det bryder med alle design-regler og dogmer for corporate identity, adskiller det ...
Verdens mest hovedløse skift af logo - Giv os det gamle GAP tilbage, skreg kunderne for nylig. Og de fik deres vilje. GAP måtte sande, at kunderne ønsker genke...
Super-logoff og syv andre trends i 2011 - Whitewalling og super-logoff, som er totalsletning af data og nyopretning af profiler, breder sig i 2011 som svar på pre...
Det legende logo - Det traditionelle logo er statisk og tilpasset den gamle analoge verden af tryksager. Det nye logo er dynamisk. Det best...
Farvekrig i teleland - I avisen, på busstopstedet, på bannerreklamen. Hvis du ikke allerede har set det, så fat det nu: Telia er blevet lilla! ...
Logo go - Logoer skal virke og virke. Som en knytnæve i synet. Som en god popsang i øret. Som en tryg fornemmelse i maven. Se her,...

Giv din stemme

4 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Kommunikationskonsulenter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Presse- og SoMe-konsulent

Frist: 19. august

Kommunikationskonsulenter

Frist: 21. august

Kommunikationsrådgiver

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.