Apple Watch er ikke et ur. På samme måde som iPhone ikke er en telefon. Hjemmeskærmen består af en masse apps. Uret har touch-skærm, så du kan swipe frem og tilbage mellem dem.

 

Der gik da heller ikke længe, før iPhone OS (som senere blev til iOS) blev imiteret af alle producenter, og modellen for brugergrænsefladen er i dag at finde i stort set alle smarte telefoner. Med Apple Watch kunne det umiddelbart se ud til, at det nu er Apple, der halser efter konkurrenterne, og man kunne, ved første blik, få den irriterende tanke, at Apple Watch er blevet til i et kapløb med tiden, hvor Apple har set sig nødsaget til at udgive et plausibelt produkt for simpelthen ikke at blive latterliggjort i branchen. Det kræver måske, at man stiller spørgsmålet ...

Var den gået i Jobs' tid?

For umiddelbart er der ikke meget nytænkning ved designet af det første, man ser: selve urkassen. Min første reaktion var noget i retning af: “Det ligner et Pebble, bare med farvet skærm”, og siden “hov, det ligner også et Pulsar LED-ur fra 1976”. Det ligner også stort set alle de andre smarte ure på markedet. Det er der måske ikke noget overraskende ved, da der naturligvis skal være plads til utrolige mængder teknologi på meget lidt plads. Ja, uret er buttet og en anelse klodset, men det er de fleste andre smartwatches også. Men er det netop ikke, derfor vi elsker Apple – fordi de kan tage et produkt eller en ide eller et koncept, som alle andre har fejlet med og gøre det/den til noget eftertragtet, brugervenligt, nyttigt og elegant? Er Apples mission ikke netop at lave tingene anderledes? Think different? Hvis Steve Jobs virkelig mente noget med “think different” eller “here’s to the crazy ones”, (og ikke mindst, hvis han var i live) havde han formentligt nedlagt Apple Watch-afdelingen. 

Apple har netop præsenteret et nyt produkt på stammen – SmartWatch. Men ligner det ikke bare alle andre smarte ure, der findes på markedet? Og hvor blev "think different" af?

 

 

Apple Watch og udviklerne

Først og fremmest: “developers, developers, developers, developers...” Sådan stønnede Steve Ballmer fra Microsoft sig igennem en keynote for nu en del år siden. Og heri har han ret: Developers! Intet er mere relevant for iOS og nu Apple Watch-forretningsmodellen end udviklernes evne til at bygge relevante og sjove apps.

 

 

 

Hvis man skal komme med en forsigtig optimisme for Apple Watch, må man stole på, at Apple faktisk ved, hvad de gør, og at udviklerne kan få et kick (og penge) ud af at bygge apps, der virker med Apple Watch-/iPhone- konstellationen. Det er klart her, Apple har en af sine store styrker, for selvom Android (og Android wear) er en væsentligt mere udbredt platform, er der utroligt meget entusiasme for iOS blandt udviklere. Udover udfordringer med at få godkendt apps på appstore har Apple ryddet mange forhindringer af vejen for iOS-udviklere, og noget tyder på, at der generelt er mere prestige og større indtjening i iOS-apps generelt. Det faktum, at udviklerne generelt lader til at være glade for Apple, er en enorm fordel for et produkt som Apple Watch.

 

Af de helt banebrydende produkter, Apple har produceret de sidste fem til syv år, er ikke nødvendigvis den løbende strøm af hardware, der vækker opsigt, men også opbygningen og konsolideringen af den infrastruktur, der forbinder brugere og produkter. Ved at bruge en model, der låser kunderne fast i et system af brugervenlige og ofte gennemtestede apps og services af høj kvalitet, har de skabt loyale og trofaste kunder, der, når de én gang er hooked på Apple, kun svært kan slippe det igen. Apple har udviklet en kundeorienteret infrastruktur, der også forbinder Apple med udviklerne. Det samme kan man ikke nødvendigvis sige om Android. Det er simpelt enklere at sikre en god og konsistent brugeroplevelse på iOS, end det er på Android, især fordi Android OS stadig har mange versioner installeret, og fordi det kan være installeret på en mængde forskellige hardware-platforme, der opfører sig forskelligt. Som sagt lægger iOS-brugerne også væsentligt flere penge på og i apps til iOS.

Apple Watch og konkurrenterne

Der er masser af konkurrenter på wearables-markedet, og de allerfleste af dem har den store fordel, at kunderne allerede nu kan tage sig et wearable med hjem fra butikken. Apple Watch kommer først om seks til syv måneder, og der kan blive langet mange smartwatches over disken i den tid. Spørgsmålet melder sig om det, for Samsung, Motorola og hvem der ellers måtte være, simpelthen er en ‘juicy opportunity’ til at bygge noget, der har potentialet til at overhale Apple Watch indenom. Et bedre batteri? En federe skærm? En mere elegant form? Vi ved det ikke, men hvis mængden af wearables, der kom i 2014, er et fingerpeg, er bølgen først lige begyndt at rulle.

 

Læg i øvrigt mærke til prislappen på de fleste andre tilsvarende produkter. Apple Watch vil starte ved $349, en ganske høj pris i forhold til konkurrencen. Hvad er det i givet fald, Apple kan i forhold til konkurrenten? Et er den tætte integration til det allerede velfungerende overflødighedshorn af service og app-infrastruktur. Et andet er interaktionen og brugeroplevelsen, som mange kunder, ganske bevidst, er villige til at betale en høj pris for. Force Touch, der kan kende forskel på tryk og tap på skærmen, nye notifikationsmuligheder med lyd og vibration, fuld WiFi-implementering – og så er der Apple Pay, som amerikanerne får glæde af allerede senere i år. Det kløgtige (og typiske) træk fra Apple, der længe har nægtet at implementere Near Field Communication (NFC) i sine iPhones, er, at de har skabt fragmentering på markedet for mobile betalinger. Store spillere som Google, Samsung, WalMart, og Target har i mange år forsøgt sig som udbydere af mobile og NFC-betalingsløsninger, men ingen af disse løsninger har skabt en solid platform. Nu har Apple igen ladet de andre fejle igennem mange år og dukker nu op med deres NFC-baserede system, der også kommer til at virke med Watch. Endnu engang overbyder Apple altså på brugervenlighed og -oplevelse, og med implementeringen af et måske meget succesfuldt Apple Pay i uret er der lagt distance til konkurrenterne på infrastrukturen.

 

Apple Watch og brugerne

Hvad med brugerne? Lad os antage, at der er nogen, der køber et Apple Watch, hvilket bestemt ikke er umuligt. Udover hardcore Apple-fanboys m/k, hvem kunne man forestille sig var oplagte kunder for et Apple-ur? Som med de fleste andre smartwatches er et af Apple Watchs mest prominente brugs-scenarier aktivitetsmåling, sport- og motions-tracking. Der er indbygget pulsmåler, og naturligvis kan uret tælle dine skridt, hvor langt og hvor hurtigt du bevæger dig og den slags. I Apples scenarier er der lagt vægt på, at uret skal stimulere og måle en aktiv livsstil. Kan de andre smartwatches det? Ja, i høj grad. Et forsigtigt bud ville være, at der kunne komme i hvert fald en iteration over temaet 'sportsur med spændende funktioner' fra producenter som Garmin eller Polar, før Apples ur ser dagens lys. Hvorfor skulle vi købe et Apple Watch for at tracke vores motions-disciplin? Svaret er, at sports- og aktivitetstracking er 'de rigueur’ for smarte ure, og at man måske kan ane konturerne af noget, der kunne være bare en lille smule smartere end konkurrenternes funktioner. Det er ikke Apple Watchs primære formål at være et sports-ur, men når målgruppen nu alligevel løber og generelt bruger kræfter på deres helbred, så kan Apple ikke undgå at implementere denne funktionalitet. Et andet aspekt er, at motion og en aktiv livsstil er prima ting at dele på sociale medier; noget, der giver Apple Watch synlighed i dit netværk. Hvorfor have et Apple Watch, hvis man ikke kan blære sig med det? Og motion er vel altid godt?

 

 

Dernæst er der det telefon-løse scenarie, hvor 'killer-appen' er, at man ikke skal bruge kræfter på at løfte sin iPhone ud af bukselommen, men bare skal kigge på sin arm. Kynikerne ville naturligvis istemme det samme gamle kor om, at Apple Watch ikke er baseret på et reelt behov, men primært dækker et symbolsk behov.

 

Hvorfor overhovedet bruge penge på det?

Det er ikke sikkert, at man kommer særligt langt i sin analyse af Apple, hvis man 'bare' betragter virksomheden som 'just another tech-company', der konkurrerer på samme vilkår og med samme virkemidler som andre, eller hvis man forestiller sig forbrugere som rationelle og optimerende aktører. Som vi før var inde på, er en af Apples styrker, at de kan gøre noget, der hos konkurrenterne er brutal funktionalitet (for eksempel en opringning eller en besked, der sendes videre til dit smartwatch) til en lækker oplevelse. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er, Apple (og især chefdesigner Jon Ive) kan, men det tætteste, vi kommer på Apples tilgang til brugeroplevelsen, er, at de evner at lade design være en bevægelse hen imod at besjæle det hårde metal og gøre produktet tilstedeværende på en helt særlig blød, levende og human måde. Det er svært at sige, om Apple har formået at skabe den form for dybde i deres nye Watch uden at have haft det i hænderne. Umiddelbart ser det ud til, at der er en kæmpe forskel fra mit Pebbles lidt skarpe kanter – ja, der er faktisk grater i metallet – og de bløde og feminine former på Apple Watch. Kender vi Apple ret, er brugergrænsefladen mindst lige så blød, lækker og detaljerig og alene derfor attraktiv for det brugersegment, der enten har været eller skal ud at bruge 5000 til 6000 kroner på en ny iPhone.

 

 

 

 

Dybere problem med wearable-teknologien?

Hvis vi kigger på 'wearables'-landskabet, kunne man få en tanke: Måske er udfordringen slet ikke produktdesignet som sådan, eller hvor meget teknologi man kan komme ned i sådan et lille hus. Måske er det selve kategorien 'wearables', der er det generiske problem. Mange af de digitale teknologier, der bliver bragt på markedet i dag, kommer med 'planlagt forældelse' – planned obsolesence – så forbrugeren tvinges i praksis til at skifte sin digitale vognpark med relativt korte mellemrum. Men det forholder sig anderledes med ting, vi tager på kroppen, ting, vi udsmykker os med. Det er klart, at vi kan gå i H&M og købe os et par smalle bukser, som vi (med plaget samvittighed) kan smide ud, når højtaljede kassebukser bliver smarte igen næste år. Når vi køber et premium produkt (som et ur til 2000 til 4000 kroner må siges at være), vil vi så være indstillet på, at det måske kun har to til tre års levetid ? To til tre år, hvor teknologien i uret stadig er nogenlunde acceptabel?

 

En anden udfordring, der synes at stille sig lidt i vejen for wearables som en plausibel tilgang til personlig teknologi, er simpelthen ‘mode’. Det kan godt være, at det er smart at gå med nørdede Casio-regnemaskineure i guld i denne sæson (eller var det sidste år), men efter Android-wear-urene (fra blandt andet Samsung), der har været fremme i godt et års tid, er det så stadig 'smart' at gå med de lidt klodsede, firkantede kasser, som er kendetegnende for de smarte ure?

 

Betegnelsen 'tidløs' er ikke noget, man umiddelbart forbinder med wearables af denne type, selvom Motorolas Moto360 eller Withings Activité begge har en fin rund urskive og ligner et Skagen-ur eller noget fra Dieter Rams’ klassiske Braun-periode. Det helt grundlæggende spørgsmål melder sig derfor: Hvordan laver man noget, som brugerne både vil smykke sig med i dag, som ikke gik af mode i forgårs og som samtidigt kan tåle presset fra den generelle teknologiske udvikling, der tilsiger, at alt bliver mindre, billigere og hurtigere hele tiden? Der er mange faktorer, der skal gå op, før wearables kan blive plausible og solide produkter, der ikke bare oser 'gadget-nørd'.

 

Et tredje, helt generelt og meget markant problem for wearables, som det ikke lader til, at Apple har fået løst, er batterilevetiden. Er brugerne virkelig tilfredse med at skulle oplade deres ur hver dag? Måske flere gange om dagen? Der er ikke nogen nemme løsninger, selvom trådløse opladere (for eksempel Apples nye Mag-safe-adapter til Watch) muligvis er en del af løsningen på kort sigt. Man kunne selvfølgelig have håbet på, at Apple havde været først med nye batterier til wearables, men det lader til, at vi må trækkes med løbende opladninger en rum tid endnu.

“Here’s to the crazy ones ...”

Apple Watch ... og hvad så? Det korte af det lange er, at Apple Watch umiddelbart kunne ligne en meget konservativ satsning fra en virksomhed, der er kendt for sine nybrud og disruptive innovationer. Der er dog samtidigt det forbehold, at med Apple skal man ikke altid skue hunden på hårene. Selvom formfaktoren og nogle af de umiddelbare funktioner, vi har fået præsenteret, ligner noget, vi har set før, kan de styrker, der ligger i Apples store infrastruktur, et blomstrende app-udviklermiljø, og deres evne til at kæle for deres produkters brugeroplevelse helt ned i de allermindste detaljer, give succes. Er der dybere problemer med wearables som teknologi? Måske, men jeg synes, at det er rimeligt at forestille sig, at Apple hæver barren med deres Watch. Jeg tror ikke, de har ‘nailet’ wearables til perfektion, men det kunne se ud til, at markedet for en stund vil kunne bruge Apple Watch som pejlemærke.