PR-branchen: Vind i sejlene, men problemer på bundlinjen

Berlingske Business, der løbende laver analyser af landets væsentligste brancher, har netop offentliggjort sin årlige analyse af de danske PR-bureauer – i år med 43 af de største selskaber.
Med udgangspunkt i regnskaber 2011-2013 analyseres den samlede økonomiske udvikling i branchen over en 3-års periode, herunder blandt andet vækst, indtjening og gængse nøgletal. 
 
I Berlingske Researchs analyse har virksomhederne haft en samlet stigning i bruttoresultatet på en procent fra 2011 til 2013, men der er stor spredning i væksten blandt virksomhederne. Bundlinjen giver problemer flere steder, når blandt andet lønningerne er trukket fra. Nedenfor ses de største virksomheder målt på årets resultatet. Analysen afdækker dog også, hvilke virksomheder der er bedst til at tjene penge og holde omkostningerne nede.
 
Kilde: Berlingske Research
 
Kommentarer til resultatet
”Branchen er i gang med en opkvalificering for at matche nogle kunder, der også er blevet dygtigere og stiller større krav. Rollen med at varetage den samlede kommunikationspakke er blevet mere kompleks,” siger Søren Kaster, formand for brancheforeningen Public Relations Branchen og direktør i kommunikationsbureauet Kasters A/S.
 
Han understreger, at branchen har været gennem en udvikling fra hovedsageligt at beskæftige sig med traditionelt pressearbejde til at håndtere den integrerede kommunikation, der også omfatter strategi, forretningsmål, intern kommunikation og sociale medier. Det betyder, at kommunikationskonsulenterne i højere grad end tidligere skal have samfundsindsigt og forretningsforståelse ud over de traditionelle kommunikationskompetencer.
 
”Det, bureauerne efterspørger, er dygtige seniorrådgivere med erfaring, og seniorrådgivere som er i stand til at tiltrække nye kunder. Dem er der en kraftigt stigende efterspørgsel på, og det gør den gruppe medarbejdere dyre,” siger Søren Kaster.
 
PR på skoleskemaet
En analyse fra Dansk Erhverv viser, at antallet af medarbejdere i PR-branchen er steget støt siden 2011, og ved udgangen af sidste år lå niveauet 20 procent over de 1.056 medarbejdere, der var ansat i bureauerne i 2008. To ud af fem bureauer fortæller i Berlingske Researchs undersøgelse, at de forventer at ansætte flere i det kommende år, ligesom flere virksomheder giver udtryk for, at lønpresset og rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere er en udfordring.
 
Men samtidig med, at lønnen presses på nogle medarbejdergrupper, er der arbejdsløshed i andre grupper. Ifølge Søren Kaster kan det skyldes, at uddannelserne ikke har været gode nok til at følge udviklingen. Han påpeger, at man i USA har public relations på universitetsdagsordenen, og at danske uddannelser med fordel kunne opkvalificere på området.
 
"Der er mange kommunikationsuddannelser landet over, men der er stadig en opfattelse af, at PR er lig med pressearbejde. Det, vi efterlyser, er sammenhængskraften i hele kommunikationspakken, samfundsindsigten og forretningsforståelsen. Vi mangler den uddannelse, der kan begge dele," siger han.
I dag er mange af de seniorrådgivere, der er så stor rift om, hentet ind fra andre dele af erhvervslivet, hvor flere års erfaring hæver beløbet på lønsedlen betragteligt.
Men ifølge Søren Kaster er det ikke kun de tunge drenge fra erhvervslivet, der koster på bundlinjen:
 
"Der er en del af bureauerne, som har haft vanskeligheder, fordi de har lagt et for højt lønniveau til at begynde med. Eksempelvis har den journalistrekruttering, man har set, været med til at sætte en relativt høj barre. PR-branchen har jo udviklet sig fra at være en meget fragmenteret branche med mange små foretagender, og forretningsudviklingen har ikke altid været i fokus, men det er den ved at komme nu."
 
Alle 43 selskaber, der medvirkede i analysen:
Kilde: Berlingske Research

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job