Alternativet: Bæredygtige by-geder nu!

Partiet Alternativet blæser nye vinde ind på Christiansborg - i bæredygtighedens hellige navn. Nu skal København satse stort på bjerggeder.
Alternativet foreslår nu bjerggeder på byens tage. Efter parisisk forbillede skal tagene i Danmarks større byer beklædes med græs. Disse nye taggræsplæner skal så være tumleplads for bjerggeder.
 
Uffe Elbæk, politisk leder i Alternativet, præsenterer forslag til en ny række bæredygtige tiltag. Polfoto: Jens Dresling. 
 
Målet er et cirkulært, bæredygtigt mikro-tag-økosystem. Bjerggeder er ifølge partiets ordfører for Mønsterbrydning, Torsten Gejl, et oplagt valg. De er vant til højder og kan navigere problemfrit på hustage. Deres afføring består af meget små, runde kugler, og risikoen for at ramme folk på gader og stræder med gedelort er derfor mininal - og ufarlig ved impact.
 
Det vigtigste er dog signalværdien og den kulturforandring, det vil skabe, med gederne på tagene. Mange mennesker vil opleve byrummet anderledes. De vil uden tvivl se mere alternativt på virkeligheden, hvis de hører bjældeklang og ser gederne i hopla. Altså indbegrebet af handl lokalt, tænk globalt-filosofien. 
 
Innovativt og multietnisk
Samtidig findes bjerggeder i mange lande. Altså er de også et stort symbol på multikulturalisme og den mangfoldighed, som København gerne vil stå i spidsen for at udvise. Gederne vil også skabe sammenhold og samarbejde i mange ejendomme. Det bliver et børnevenligt samlingspunkt - ligesom gederne på landets mange campingpladser - der skal fodres. Her kan gedemælk og ost ifølge Torsten Gejl være en ny ressource. Initiativet kommer desuden i forlængelse af den store succes med bybier, som fordrer innovation i samfundet.
 
Pilotprojektet starter på BIG's VM Bjerget. Et oplagt startsted, fordi byggeriet er super gedevenligt. Bjerget er, som navnet lyder, det perfekte match til bjerggederne. Gederne vil bekvemt kunne gøde stedet. For at skabe et 360 graders cirkulært økosystem omkring pilotprojektet vil det desuden være muligt helt kvit og frit at fange og spise gederne ud fra koncepterne kendt fra tv-programmet "Nak og æd". Selvfølgelig under kontrollerede former.
 
Københavns nye statusbyggeri, VM-Bjerget, er tænkt som pilotprojekt for de bæredygtige bjerggeder. Her sendes gederne i spring på Alternativets prospekt. 
 
"Mange mennesker vil være bekymret for, om de har røget hash eller taget stoffer, når de første gang ser gederne på naboens tag," udtaler Torsten Gejl og fortsætter: "Det er en anden positiv effekt. Netop at man får rystet sit verdenssyn og får en ny åbenhed over for stoffer," slutter han.
 
Positive udmeldinger om taggræsplænerne
Byanalytiker og -udvikler Jesper Kopernikus udtaler om projektet: "Det er en epokal og spændende fysisk, biologisk intervention i byrummet, som endnu en gang bekræfter og styrker Danmarks position som et bæredygtigt frontland, der åbner et fokuspunkt omkring gedevenlighed, som vi ellers kun ser i sydeuropa.”
 
Alternativet synes, Industriens Hus er en oplagt græsplænebygning. "Det er åbenlys tilbagebetaling til Moder Natur," udtaler Uffe Elbæk.
 
Københavns stadsarkitekt, Hans Andersen, er positiv og udtaler: ”Jo flere geder, jo bedre. Vi har stor succes med bybier. Nu har de så fået en storebror, og et økosystem er ved at formes”.
 
Alternativet har allerede udarbejdet en grafisk identitet omkring tiltaget, som er en ged på toppen af deres A. "Vi er grønne, og geden er på toppen af vores logo som en markør og ledestjerne," udtaler politisk leder hos Alternativet Uffe Elbæk fra sit hovedkvarter på taget af Center for Uhæmmet Kreativitet, hvor han netop nu bor sammen med tre mænd og fire geder i en græsbjælkehytte.
 
"Ja, vi ved godt, at det måske er lidt over the top," siger Torsten Gejl, "men i sidste ende er der ingen grænser for, hvilke bygninger, der kan blive alternative".
 
Ranslirpa! 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også