Når ministerloyaliteten løber løbsk

Embedsmandssystemet og det politiske system er gennemgående sundt og langtidsholdbart, også i det indbyrdes samspil. Men toprådgiverne – ikke mindst de særlige rådgivere, spindoktorerne – risikerer at blive grebet af overdreven trang til at anprise ministerens gerninger. Og så springer kæden af.

Toppolitikere har altid haft brug for topembedsmænd til at rådgive sig politisk. Embedsmandens faldgrube er at blive så fedtet ind i den partipolitiske rådgivning, at han er mere (skjult) politiker end tilstræbt neutral embedsmand.

Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver Noa Redington har været centrum for kritik flere gange. Blandt andet i april 2013, hvor det kom frem, at Noa Redington ansporede to medier til at fortælle, at Peter Arnfeldt stod bag lækagen i skattesagen

I de seneste 20 år har vi – og langt de fleste andre vestlige lande – udviklet særlige rådgivere (spindoktorer), som må spille sig endnu længere ind på den partipolitiske bane end de øvrige embedsmænd. Men de skal huske, at de befinder sig på banen – for eksempel ved et opstillingsmøde i ministerens valgkreds – fordi ministeren er minister og øverste forvaltningschef. Ikke fordi ministeren er politiker.

Når der kommer grus i maskineriet, og toprådgiveren bliver centrum for en til tider ophedet offentlig debat, skyldes det som regel, at rådgiveren er kammet over i forsøget på at få sin minister til at tage sig godt ud. Det accepterer medierne ikke – og heller ikke offentligheden.

Den særlige rådgiver

Ministrenes særlige (kommunikations)rådgivere, som der i øjeblikket er 32 af, er både ministeriets mest ensomme embedsmand og den mest centrale. Rådgiveren kiler sig ind mellem politikeren og embedsmændene og er lidt af et gadekryds. Så tæt på magtens centrum, som man overhovedet kan komme uden selv at have nogen formel magt. Djævelens advokat, der hvisker ministeren gode råd i øret af den slags, som ministeren ikke umiddelbart ønsker at høre. Samme ministers loyale ven i nøden; den fortrolige, som ministeren kan drøfte sine inderste tanker med; så tæt forbundet med ministeren, at han eller hun også skal gå af, når ministeren går.

Den særlige rådgiver er altså karakteristisk ved sit entydige fokus på én person, ministeren. Helt forskelligt fra alle de øvrige embedsmænd, som skal kunne betjene skiftende ministre lige godt, uanset det politiske ståsted.

Den almindelige embedsmand hjælper ministeren med at være chef for et ministerium i forvaltningsmæssig forstand, så det kan fungere og varetage centraladministrationens oftest veldefinerede opgaver, mens den særlige rådgiver arbejder i grænselandet med politik og partipolitik, hvor chefen ellers ville være en ensom figur i sit ministerium.

Når kæden hopper af

Hvornår er det så, at problemerne opstår – uanset om man er særlig rådgiver eller anden topembedsmand? Brud på almindelige forvaltningsretlige principper er til at tage og føle på. De er oftest ulovlige.Tavshedspligt er som oftest også entydig.

Det handler ofte om, at embedsmanden – måske ubevidst – lader sig rive med af ministerens ønske om at stå i det bedst mulige lys i offentligheden. Dette ønske er naturligt, alt andet ville vel være politisk naivt. Men kæden hopper af, når fakta skubbes i baggrunden til fordel for skønne tillægsord; når de rosende beskrivelser næppe tåler et kritisk gennemsyn; når varedeklarationen nærmer sig det uvederhæftige. Eller når der lægges overdreven vægt på forskønnende elementer, mens væsentlige modsatrettede argumenter eller fakta glemmes eller direkte fejes ind under gulvtæppet.

Senest har vi oplevet, at overdreven ministerloyalitet (formentlig) fældede den nu afgåede udviklingsminister. Tidligere holdt en særlig rådgiver hånden alt for længe over en finansminister i en sag om bopælspligt.

Tidligere finansminister Thor Pedersen blev i 2002 afsløret i at modtage landbrugsstøtte til sin gård i Nordsjælland på et forkert grundlag. Thor Pedersens særlige rådgiver Carsten Mai-Jørgensen holdt hånden over ministeren ved at fortælle pressen, at Thor Pedersen tilbragte nok tid på gården til, at han kunne angive den som bosted. Det resulterede i en næse til spindoktoren samt en påtale om, at han ikke måtte lyve

De fire rådgivertyper

Toprådgiveren er sjældent specialist, men skal kunne håndtere en række forskellige roller:

Medierådgiveren

forudser en histories vandring og er forbindelsesofficer – begge veje. Former ministerens reaktion på mediehenvendelser og ministerens formidling af politiske budskaber via medierne. Fungerer sjældent som rådgiver, når det politiske synspunkt eller initiativ bliver til.

Den politiske rådgiver

besidder betydelig politisk analysekraft, fungerer ofte som filter mellem embedsmænd og minister, fanger og oversætter politiske signaler bedre end de fleste. Går dybt i politisk substans og foreslår ofte nye politiske initiativer.

Den partipolitiske rådgiver

er forbindelsesofficer til ministerens partipolitiske og lokalpolitiske bagland samt folketingsgruppen. Har stor organisatorisk forståelse og viden og fornemmer enhver væsentlig strømning i partiapparatet. Denne rolle er forbeholdt særlige rådgivere

Kommunikationsrådgiveren

har særligt øje for og kendskab til samspillet mellem politik og formidling og har overordnet ejerskab til ministerens kommunikation og medierelationer. Optræder som ministerens ambassadør og kan udlægge ministerens holdning både 'on' og 'off the record'. Mestrer både det taktiske og strategiske samspil mellem politik og kommunikation.

Når der som nu er offentlig debat om embedsmandsystemet er det værd at huske, at flere udvalg af sagkyndige har anbefalet, at antallet af særlige rådgivere bør være yderst begrænset og højst to til tre. I øjeblikket har nogle få ministre to rådgivere, de fleste har blot en. Der kan altså sagtens ansættes nogle flere for at give ministeren ekstra beslutningskraft.

I stedet for at tale om juniorministre, statssekretærer eller andre hybrider står vi bedst ved det gadekryds, som vi kender – nemlig den særlige rådgiver. Hans eller hendes spillerum er nemlig nøje fastlagt i hele tre betænkninger over præcis 900 sider, som endda yderligere er en vejledning for enhver embedsmand i rådgivning af ministre.

Embedsmændene kan såmænd nøjes med et resume på 40 sider af betænkning 1443. Disse sider bør til gengæld være tvangslæsning og -læring for enhver fra fuldmægtig til departementschef. Jeg tror, at indtagelse af denne medicin vil mindske antallet af sager, hvor embedsmændenes ministerrådgivning fejler.