Ikke at jeg nødvendigvis mener, nogle af delene skulle være tilfældet. Men for at illustrere en pointe. Det ligger i højskolens idé, at man skal holde den slags betragtninger for sig selv. Alle steder har en ånd, man skal vise respekt. Det anerkender de fleste - også når de i december måned ufrivilligt bliver slæbt med på bar og indser, at selvom de ikke kan lide udskænkning af fadøl, højrøstet tale og kæderygning, så er det nok en god idé bare at holde den slags meninger for sig selv.

Det er en anden form for ufrihed, jeg tænker på. Generelt er det uklogt at udtale sig imod det radikale venstres mærkesager, hvad enten det er ulandsbistand, arrangerede ægteskaber eller ubegrænsede miljøinvesteringer. Det er også uklogt at lukke diskussioner med rationelle argumenter og kolde kendsgerninger. Og man bør holde sig langt fra ytringer, der på den ene eller anden måde implicerer, at målsætninger, magt og markedsøkonomi rummer noget positivt. Eller at de for den sags skyld er vilkår, hvis eksistens det bare er sund fornuft at anerkende.

Den skarpe opdeling i ting, man godt må spøge med og ting, man ikke må spøge med, kender man fra religionen. Der har man altid et helligt område, som kun må betrædes og benævnes med alvor og ærefrygt. Og et verdsligt område, hvor der er frit slag for enhver. Her på latteren gerne lyde og alle kan komme med den kritik, de finder berettiget.

Jeg synes, den grundforskel mellem helligt og verdsligt genfindes på højskolerne. Så snart man kører ind ad indkørslen, er man på et område, der er underlagt den religiøse tankemåde. Så gælder det, at man ikke må profanere højskolernes helligdomme. Og gør man det alligevel, bliver man som alle, der problematiserer det hellige, ramt af præsteskabets forbandelser. Ikke af noget, der blot ligner modargumenter.

Tidligere var højskolen religiøs. Nu er den en religion. Det hører man tydeligt i forbandelserne imod de formastelige, der vil problematisere arven fra Grundtvig eller som drister sig til at foreslå, at man måske i nogle fag og visse tilfælde kunne gå så vidt som til at give karakter. Man kunne forestille sig en modargumentation, der byggede på kølige slutninger fra præmisser til konklusion. Men det hører man aldrig. I stedet er det altid forbandelse og fordømmelse, som rammer den, der profanerer højskolen.

Da højskolerne blev skabt i midten af 1800-tallet var de som sagt ikke en religion. De var religiøse – selvom der senere kom højskoler til, der ikke havde kristendommen som deres grundlag.

Men frem for alt var højskolerne særdeles praktiske instrumenter i den politiske mobilisering og den boglige og faglige opkvalificering af bondestanden. Ikke mindst takket højskolebevægelsen lykkedes det på forbløffende kort tid at omdanne enevældens almue til en selvbevidst social klasse - og til meget drevne, økonomiske aktører - i det nye, danske demokrati.

Det skete ikke ved bragesnak. Det skete ved, at højskolerne indgav deres elever en stor mængde boglige og faglige færdigheder. Og ved, at højskolerne takket være deres særlige pædagogiske koncept også var i stand til at indgive eleverne viljen til at lære og modet til at bruge den nye viden. Samt ikke mindst den ballast og det udsyn, det kræver at bruge sin viden fornuftigt.

Sådan som jeg ser det, var højskolerne i 1800-tallet væsentlige instrumenter i datidens kompetence- og fremtidsdagsorden. Det lyder frygtelig konsulentagtigt, men er det ikke.

Højskolernes formål var at hjælpe en hel klasse af mennesker - nemlig gårdmændene -frelst ind i fremtiden. Og deres midler til at nå dette mål var en helt enestående kombination af undervisning i elementære færdigheder, personlig udvikling og indføring i den store sammenhæng der gør, at man kan bruge sin viden med fornuft og omtanke.

Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor højskolerne i dag er så vrede over, at man taler om kompetence og færdigheder. Grundtvig brugte naturligvis nogle andre ord - men når alt kommer til alt, så ville Grundtvig have været selvskrevet medlem af 1800-tallets Kompetenceråd. Og omvendt ville hans metoder - hvis de blev renset for bragesnak - i vore dage vække begejstring i ethvert konsulentfirma og i ethvert undervisningsministerium, som stod over for at skulle omskole en hel befolkning til et nyt sæt af økonomiske - og måske politiske - spilleregler.

Jeg tror ikke, det er nogen god idé, at gøre højskolen til en religion og de enkelte højskoler til denne religions kirker. For det første er det irrationelt set fra den enkelte højskoles synspunkt. For den religiøse salvelse, der ligger indbygget i mange højskoler, får de fleste unge til at løbe skrigende bort. Men det må de enkelte højskoler selv ligge og rode med. Det er alene deres sag, om de vil bære sig tilstrækkelig rationelt ad til, at kejseren sidst på hver måned kan få, hvad kejserens er.

Men det er ærgerligt for hele samfundet, at højskolerne har set sig så gale på den ganske vist irriterende konsulentjargon, at de ikke kan se det væsentlige i selve sagen. Med blot en minimal tilpasning til de faktiske forhold, kunne højskolerne være et lige så centralt element i den lykkelige omstilling til vidensøkonomien, som de for længe siden var i det 19. århundredes lykkelige omstilling til agro-industrien. Nu tabes den mulighed på gulvet, fordi et konservativt præsteskab af forstandere i Grundtvigs navn fører en linje, man umuligt kan genfinde i den oprindelige højskole.

Dengang højskolen var religiøs, var dens mål ikke synderlig metafysiske. Dens mål var først og fremmest såre praktiske. Nu er den grundtvigske højskole i sig selv en religion - og den har ingen andre mål end sjælens frelse.