Alle vinder på en MBA

Hvem får egentlig gevinst af efter- og videreuddannelse såsom en MBA. Som jeg ser det, er der tre vindere: medarbejderen, virksomheden og samfundet. Det vil sige alle vinder på en MBA.
af Birgitte Jensen

Vidensamfundet stiller krav om konstant opdatering og videreudvikling af de kvalifikationer og kompetencer, vi besidder, hvis vi skal stå distancen i den globale konkurrence. Virksomhederne kræver evne til at omstille sig og tilpasse sig nye krav og udfordringer. Medarbejderne stiller krav om at kunne bevare og udvikle deres markedsværdi.

Derfor er efter- og videreuddannelse ikke længere et personalegode, der kastes efter gode medarbejdere, man gerne vil holde på. Det er et grundvilkår for overlevelse både på den korte og den lange bane – for medarbejderen, for virksomheden og for samfundet.

Efter- og videreuddannelse skal bruges strategisk. Det skal indgå i planlægning og gennemførelse af virksomheders strategi. Det skal ske ved, at virksomheder, når de planlægger en ny strategi, skal overveje, hvilke kompetencer og kvalifikationer der er nødvendige for at gennemføre strategien. Sådan kan man også lægge en plan for, hvordan man skaffer sig disse kompetencer og kvalifikationer.

Nogle skal skaffes ved nyrekruttering, men det skal være en selvfølgelig del af planlægningen, at man ser på, hvilke kompetencer og kvalifikationer den nuværende medarbejderstab besidder, og hvordan disse kan tilpasses og udvikles til den nye strategi.

Enhver virksomhed bør efter min mening være i besiddelse af et kort eller et katalog over de eksisterende kompetencer. Og det skal naturligvis løbende opdateres. Vi ved jo alle, at et 5 år gammelt kort ikke er meget værd.

En meget naturlig del af denne planlægning er at inddrage medarbejderne. MUS- samtaler er et glimrende redskab til at høre medarbejderne om, hvilke tanker de gør sig om deres fremtid, og til at fortælle medarbejderne, hvor virksomheden er på vej hen. Ad den vej kan man nå frem til en fælles erkendelse af, hvorvidt medarbejderens nuværende kompetencer og kvalifikationer samt ønsker til fremtiden passer ind i virksomhedens strategi.

Denne fælles erkendelse skal bruges til at lægge en udviklingsplan for medarbejderen, der kan indeholde alt fra MBA-uddannelse til nye opgaver, der kan løses med de nuværende kvalifikationer. I enkelte tilfælde kan erkendelsen selvfølgelig også være, at medarbejderens ønsker og virksomhedens behov ikke går i samme retning, men så er det et fælles ansvar, at medarbejderen kommer videre. Det er ingen skam for medarbejder eller virksomhed at erkende, at man vil noget forskelligt. Men det er uværdigt for medarbejderen blot at få at vide: duer ikke, væk. Specielt når denne ikke har fået chancen for at høre om ny strategi eller fortælle om egne ønsker.

Moderne medarbejdere vil have dialog, ikke diktater.
Efter- og videreuddannelse er et fælles ansvar for os alle, og vi vinder alle sammen ved det. Det kræver, at vi erkender det, og at vi holder op med at tænke på den gammeldags måde, at hvis jeg giver dig penge til efteruddannelse, så skal du også føle en forpligtelse til at blive hos mig bagefter. Naturligvis er det ærgerligt, hvis en medarbejder forlader en virksomhed kort tid efter et uddannelsesforløb. Men det er ikke en katastrofe, der skal afføde en straf til medarbejderen i form af tilbagebetaling af uddannelsespengene. Det kunne jo føre til, at medarbejderen så stillede krav om kompensation for den fritid, der er brugt på forløbet.

En virksomhed, der arbejder strategisk med planlægning af kompetenceudvikling, vil få et godt ry blandt potentielle medarbejdere, fordi det vidner om, at virksomheden ser medarbejdere som en ressource, der er værd at investere i, frem for en omkostning. Jeg tror, det tæller mere for den moderne medarbejder end adgangen til fitness, massage, bordfodbold, sundhedsordninger og andre lokkemidler, der skal holde på medarbejderne.

Set med samfundsøjne er gevinsten, at vores samlede kompetenceniveau er i konstant stigning. Og det er der behov for i en verden, hvor kompetenceopbygning er i fokus overalt. Vi har på mange områder stadig et forspring, men et nyligt besøg i Sydøstasien har overbevist mig om, at det bliver vi ikke nødvendigvis ved med at have, hvis ikke vi satser massivt på uddannelse.

Sådan som vores uddannelsessystem er opbygget, påhviler det i høj grad det offentlige system at stille mulighederne til rådighed. Jeg ser gerne, at vi fortsat har et offentligt finansieret uddannelsessystem, der giver lige muligheder til alle. Men det kræver, at vi investerer i det. Både når vi taler grunduddannelse og efter- og videreuddannelse. Livslang læring skal opfattes som et grundvilkår.

Samtidig er der også den gevinst, at jo flere kompetencer den enkelte besidder, jo større er jobmulighederne, og jo mindre er risikoen for langvarig og dyr ledighed, hvor efter- og videreuddannelse bliver et ansvar udelukkende for samfundet og ikke et ansvar, der ligger hos medarbejdere og virksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job