Krigeren, Borgeren og Taberen

For at give kød og blod til dette noget abstrakte spørgsmål og velfærdsstatens uretfærdighed beskriver bogen tre arketypiske måder at forholde sig til samfundets rotteræs på. Tre mennesketyper og livsindstillinger, som historisk vokser frem i tre perioder. Fra feudalismens Krigere over industrisamfundets Borgerlige Funktionærer til velfærdsamfundets Tabere. En skelnen og pædagogisk manøvre, som ikke lader meget tilbage for Kierkegaards pseudonyme forfatterskab med de berømte Johannes-figurer. Her er målet nu ikke en kristelig opbyggelighed, men en sociologisk opsang til alle, som kører på frihjul. Afleveret af to begavede debattør, hvor Dahls originalitet og sociologiske indsigt forbindes med Thyssens sans for den lange idehistoriske linje. Resultatet er værd at læse, ikke mindst fordi de to forfattere ikke er bange for at provokere og tale parnasset imod.

For det første har vi Krigeren, som vil vinde for enhver pris. Det er Anja Andersen typer, der lever efter det gamle Nike slogan: Du vinder ikke sølv. Du taber guld. De kæmper for en ide. De ofrer alt for førstepladsen, og netop deres indædte kappelyst er det, der driver samfundet frem mod nye højder. Det står ingen steder i bogen, men mellem linjerne kan man mærke, at Krigeren er bogens virkelige helt, ligegyldig hvad udfaldet bliver i virkelighedens barske konkurrence. For han kæmper og gør sig umage modsat de to andre karakterer. Krigeren er forfatternes slet skjulte alter ego, som ikke mindst kommer frem i begyndelsen, hvor ansættelse af en universitetsprofessor bruges som kriger case study. Det er nemlig alles kamp mod alle, og kun den bedste vinder. På trods af, at alle Taberne naturligvis prøver at fratage Krigeren hans retmæssige sejr og dermed professoratet.

Borgeren

Langt mere ambivalent og ukærligt er blikket på en anden af figurerne: Borgeren.  Borgeren er et menneske, hvis livsindstilling er, at fedtspil er vejen til en tryg tilværelse med villa, vovse og volvo. Man spiller sikkert, og livet er ikke en ide, men et borgerligt ombud. En karakter ikke langt fra Kierkegaards spidsborger. Borgeren taber aldrig, men han vinder heller aldrig stort, for han kan slet ikke tænke stort. Skurken er dog slet ikke Borgeren, som blot gør sin pligt i samfundets trædehjul. Skurken er Taberen, som er mere optaget af sine rettigheder end af sine pligter.

Taberen

Taberen er slet ikke interesseret i at kæmpe. Han vil blot tiltuske sig samfundets frugter ved at ligge på ryggen og spille død. Resultatet er, at Krigeren og Borgeren bliver et offer for en taber. De taber til Taberen, fordi reglerne er skrevet om, så det at tabe er den eneste måde at vinde på i velfærdssamfundet. Når man spiller Taber, får man nemlig omsorg, børnecheck, ældrecheck og så videre. En offentlig forsørgelse, som får os alle til at spille Tabere for at få mest ud af det. Tabermoralen er derfor en nærmest eksplosivt voksende folkesygdom, fordi det er den eneste sikre, triste opskrift på succes i velfærdsamfundets omklamrende omsorgsindustri. Med slet skjulte referencer til Nietzsche har vi her den triste slavemoral, som tvinger overmenneske-krigeren i knæ med jantelovens, Danske Folkepartis og Socialdemokratiets velsignelse. Med hjælp fra en hær af folkepensionister, hjemmehjælpere og uduelige terapeuter.

Det social-industrielle kompleks

Under den kolde krig advarede bekymrede samfundsforskere om et uhyggeligt samspil mellem militæret og store våbenproducenter, som snedigt tømte statskassen for at købe flere og flere våben. Navnet var det militær-industrielle kompleks. Dahl & Thyssens bog kan i den forbindelse ses som en velfærdspolitisk opdatering af debatten med en skarpt rettet kritik mod det social-industrielle kompleks. Hvor det nu er industrien af behandlere, som i tæt samspil med medierne og udvalgte taberpartier tømmer statskassen.

Problemet er med Thyssens egne ord, at velfærdssystemet er blevet et selvforstærkende og grænseløst system, der producerer Tabere for at beskæftige millioner af behandlere i den sociale sektor. På samme måde som Stalins mange arbejdslejre i Sibirien betød et kæmpe pres for at producere trotskistiske statsfjender, så lejrene kunne blev fyldt op med frisk arbejdskraft. Nu er det så hospitalerne, plejehjemmene og ikke mindst socialcentrene, der skal fyldes op, for at det social-industrielle kompleks kan vokse. En sammenligning, der naturligvis er på anmelderens egen regning.

Kampen om anerkendelse

For at få hjælp i samfundet skal man anerkendes som hjælpeløs. Til at forklare dette har forfatterne valgt at lade sig inspirere af den tysk socialfilosof Alex Honneths teori om anerkendelse som samfundets centrale omdrejningspunkt. Kampen om at blive anerkendt er det brændstof, som driver alt fra den pertentlige bankmand til den kaotiske videokunstner. Anerkendelse er et gode, som ikke blot driver, men også tilfredsstiller mennesket gennem det at blive anerkendt som elsker, far, borger og ikke mindst som arbejdskraft. Alle har derfor ret til at blive anerkendt, og jo mere anerkendelse jo bedre. For Honneth er fraværet af anerkendelse nemlig den gift, som fx driver arbejdsløse muslimer til at sprænge sig selv i luften og langsomt splitter samfundet ad.

At tænke med og imod Honneth

Dahl og Thyssen tænker dog ikke kun med, men også imod Honneth på et væsentligt punkt. Hvad Honneth ser som en gift, ser de som en gave. Hvad Honneth ser som løsningen, ser de som problemet. Pointen er, at Honnet anerkender alle former for anerkendelse, hvad der i Thyssens og Dahls optik er både naivt og farligt. Noget og nogle skal nemlig slet ikke anerkendes. Det er ikke manglen på anerkendelse, men overfloden af anerkendelse til Taberne, som er problemet i den moderne velfærdsstat.

Nancy Frasers opgør med Alex Honneth

Dahl og Thyssens udgangspunkt er Nancy Frasers ide om, at anerkendelse bør sættes eksplicit i forhold til, hvem der får hvilke resurser i samfundet og hvordan. Problemet med velfærdsstaten er, at det er blevet for surt at være den bedste. Tænk blot på skatten på arbejde. Her er det Taberne, bænkevarmerne og samfundets mange ubetydelige statister, som løber med gevinsten. Hvad der er unfair. Ikke ligefrem et nyt budskab i en nu lang række af velfærdskritiske debatbøger, som i de seneste ti år fra Mogens Berendts Tilfældet Sverige over Fonsmark frem til Foghs Minimalstat alle tegner billedet af et samfund på afveje.

Det originale er derimod, at de to forfattere på en begavet måde sætter den højaktuelle sociologiske forskning i spil i velfærdsdebatten, hvad der giver et nyt blik på gamle problemer. Med formlen Luhmann + Honneth + the Free Rider problem + Nietzsche + Hegel + Bourdieus feltteori = bogens nye indsigter.

De prøver kort sagt at udvide velfærdsdebatten til et spørgsmål om den symbolske anerkendelse, så det ikke blot handler om, hvilke milliarder der skal overføres til hvem hvornår eller om danskerne er blevet hjernevasket og bestukket med overførelsesindkomst. Det, de vil, er at dreje debatten hen imod det langt mere interessante spørgsmål om anerkendelse som politisk styringsredskab. En styring, der kun kan ske, hvis vi tør beslutte, at ikke alle er ofre og ikke alle har lige meget brug for hjælp. Vi skal altså sige fra og erklære nogle former for anerkendelse for ugyldige. Hvordan og hvorfor vi skal gøre det, er bogens clue.

Den ugyldige anerkendelse

Modigt kaster de to forfattere sig da også ud i at definere, hvad der er usand, ugyldig og uacceptabel anerkendelse. Her kommer de frem til, at kun hvis man spiller med, kan man gøre krav på at vinde. Forsøget på at definere den uacceptable anerkendelse er en svær øvelse, ikke mindst fordi spørgsmålet er et ekko af det klassiske Free Rider dilemma, som har hjemsøgt samfundsvidenskaben i årtier uden noget egentligt gennembrud udover en fælles konsensus om, at de, der kører på frihjul, naturligvis skal straffes hårdt. Projektet bliver heller ikke mindre af, at de er inspireret af Honneths tanker, men samtidig tager afstand fra hans bundsympatiske hippie-indstilling, hvor alle har ret til anerkendelse, lige meget hvem de er og lige meget hvor de er.

Livet efter Gud, Konge og Fædreland

Det, som kendetegner det moderne samfund ifølge Honneth, er en frisættelse og destruktion af de klassiske anerkendelseshierarkier. Anerkendelse er derfor ikke længere noget, man kan slå op i Den blå bog eller som direkte kan afledes af Gud, Konge og Fædreland – det er blevet en personlig sag og et evigt åbent spørgsmål.

Janus ”skype” Friis problemet

Anerkendelsen eksisterer nu selv på et marked og er blevet dereguleret, individualiseret, globaliseret, subkulturaliseret og fragmenteret i en uhørt grad. Hvad der er smart i Ungdomshuset, er forbudt i resten af samfundet og omvendt. Det klinger derfor en lille smule hult, når forfatterne med Luhmann slår fast, at titler er et fremragende redskab til at se, hvem der skal anerkendes i andre systemer. Det gælder måske stadig i militæret, hospitalsvæsnet og på universitets støvede gange, men i resten af verden er det desværre en smule mere kompliceret, når Janus ”skype” Friis ikke engang har en 10. klasses eksamen.

Anerkendelse i medieluder-landet

Sagen er, at hvem der er taber og hvad der er en tabermoral, er svært at gennemskue, når de store fortællinger opløses, individet frisættes og hierarkier bryder sammen. En udvikling, der ikke mindst sker, fordi medierne spiller en stadig større rolle som metasystem/forum og fortolker af den samfundsmæssige anerkendelse.

En indsats i anerkendelseskampen, hvor læsertalstyranni, pop celebrity stardom og kommercialisme ofte vinder over kompetencekravet og de virkelig anerkendelsesværdige Krigere. En usportslig medieluder-verden fyldt med selvfede kendte, der er kendte, fordi de engang blev kendte på ingenting. Hvad der gør enhver idealisme om mediernes ansvar for et fair anerkendelsesystem en smule naiv og romantisk. Men måske passer det Taberne ganske udmærket, at de virkelige vindere ikke fylder for meget i lørdagsfladen.

Hvem har ret til at pege fingre ad Taberen?

Dahl og Thyssens bog funderer den gyldige anerkendelse som et spørgsmål om det fælles bedste, hvad det så end kan siges at være. Tilbage står derfor stadig spørgsmålet om, hvem der har ret til at fratage andre anerkendelse, når selve anerkendelseshierarkiet er brudt sammen. Er det de to samfundsdebattører, der skal bestemme det? Eller kan demokratiet det, når der naturnødvendigt er flere Tabere end vindere? Er løsningen en slags anerkendelsesmæssig mindretalsbeskyttelse af de stærkeste? Polemisk kunne man også spørge, hvad der gør påberåbelsen af Krigerens nye ”taber”rolle mere legitim end Tabernes påberåbelse af sig selv som Tabere? Dahl og Thyssen er i hvert fald enige om, at det er synd for Krigeren. Men er det ikke et eller andet sted netop den tabermoral og offermentalitet, de tager så voldsomt afstand fra?

Er samfundet en fair game?

Helt udefra virker det, som om det hele står og falder med, om samfundet er en fair game, hvor kun de bedste vinder. Tabernes modvilje mod at kæmpe handler måske ikke så meget om fejhed, men udspringer af en bitter erfaring af, at folk fra Hellerup Havn har et lidt mindre handicap i kampen om anerkendelse end os andre. Forfatterne ser konkurrence på et frit marked som et plus, der giver dynamik. Her skal man dog huske, at intet marked er frit, fordi der altid er inkomplet information, som favoriserer dem, som allerede har vundet i de tidligere runder. Her spiller gode forbindelser og den sociale tyngdekraft en ikke uvæsentlig rolle. Med et fint ord den sociale kapital, som langtfra er demokratisk distribueret i det kapitalistiske samfund. Hvad der er dybt usportsligt og ikke mindst demotiverende for dem, som i udgangspunkt ville give den en skalle hvis der var en fair chance.

Livet er ikke et nulsumsspil?

Et andet interessant spørgsmål, bogen rejser, er, om samfundet er et såkaldt nulsumsspil, hvor enhver vinder altid kræver en taber, fordi summen af gevinster er konstant. I bogen bruges mange eksempler som alle er typiske nulsumsspil som tennis, atletik og fodbold. Ikke alle spil og slet ikke det sociale er dog nulsumsspil, men derimod spil, hvor summen af gevinster er ukendt og større end nul. Hvad der betyder, at der godt kan være flere vindere samtidig, og andres sejr ikke altid er dit nederlag. Et så kompliceret spil, som samfundet er, er uden tvivl et sådant ikke-nulsumsspil, hvor fed lykke til alle faktisk er et muligt udfald. Hvad der dog ikke skal få svage sjæle til at overhøre bogens opfordring til at tage kampen op og gøre en indsats.

En indsats, som her 16 år senere fik mig til vende tilbage til konkurrencens gode og dårlige sider. Med denne korte tekst skrevet af et menneske, som har lært sig selv at stave, skrive, tænke og læse på trods af alle forhindringerne. Anerkendelsesværdigt? Hvem siger det?