Læren er, at social mobilitet er mulig for alle, men det skal forstås i relation til menneskelig forgængelighed og deroute

Den enkelte i det almene

Vi følger tre familier gennem tre årtier, primært set gennem de tre drenge Martin, Lars og Jons øjne. Disse tre drenge bliver undervejs tiltre fyre. Vi følge samfundets udvikling gennem drengene, der bliver til teenagers, som udvikler sig til voksne mænd. Det er netop i den periode, hvor vi er lettest lader os præge, og derfor kan vi komme indtrykkene af samfundsudviklingen nærmere gennem de tre personers optik. Dermed har vi bevæget os ind på det historiske dramas terræn, hvor det enkelte menneske sættes i forhold til en række nedslag i historien. At serien på den måde placerer samfundsudviklingen i karakterers synsvinkel, er dens største styrke, idet den derved netop ikke forsøger at skrive et kontinuerligt stykke danmarkshistorie.

Ved siden af de tre hovedkarakterer står hver enkelts familie. Det er henholdsvis den etablerede arbejderfamilie, den velstillede overklasse og den socialistiske hippiefamilie. På den måde er hele Danmark indrammet, og de stridende meninger og mennesker er allerede sat i sving. Socialisten kæmper mod den magthavende kapitalist, og i midten befinder den bedrestillede arbejderfamilie sig. Serien kredser derfor omkring disse familier, men hvor man kunne forvente, at familiernes færd skulle køres sammen i en samlet fortælling, holder serien de tre spor næsten adskilt.

Den lader dog de tre spor krydse på forskellig vis. Det ser vi allerede fra første sekvens i første afsnit ved, at rigmanden Rolsted køber gården fra Jons bedstefar, mens Martins familie køber et af de sommerhuse, Rolsted bygger dér. Her ser vi også historien afspejlet. Den tromlende modernitet møder landægsidyllen, og den (her stadig nyfødte) voksende middelklasse får mulighed for at få sommerhus på landet. Til stor glæde for den sælgende Rolsted og den købende arbejderfamilie – og til udpræget sorg for landmanden.

Karakterer og historie

På den måde formår serien at holde fortællingerne samlet og adskilt på samme tid, uden at der skal tvinges sammenhænge ned over dem. Dette illustrerer en netværksdramaturgi, som viser, at vi alle potentielt kan støde ind i hinanden afhængigt af tilfældets logik.

Konklusionen er derfor, at der ikke er nogen egentlig forudgiven mening, men vi kan finde mening i mødet med andre mennesker. Samtidig karakteriserer netværksdramaturgien også seriens måde at koble den enkelte person og familie til de almene samfundsspor. Det betyder, at historien således kun viser sig i de glimt, der har konsekvenser for karaktererne, fx Gorbatjovs vestligt vendte politik, der i fjerde afsnit skildres gennem Jons og hans fars marxistiske synsvinkel.

Derfor vil det være uretfærdigt at kritisere serien som historieskrivning, fordi den i langt højere grad fokuserer på det enkelte individs udvikling end samfundets udvikling, men samtidig sætter serien en tyk streg under, at vi alle er børn af vores tid.

Vi fødes ind i en tid, hvor vi er præget af historien, men har samtidig som individer mulighed for at skabe forandring og vores egen historie. Afsnit 1 hedder ”Jorden”, hvilket selvfølgelig har at gøre med omtalte gårdsalg, men også en understregning af, at vi starter fra et punkt nul i forhold til de synsvinkler, serien er fortalt igennem. Martin, Lars og Jon vokser op i 70’erne, men en aften efter årtiets slutning kommer til at stå som et skelsættende punkt for dem alle tre.

Martin, Lars og Jons udvikling tager således afsæt i samme aften engang i 1980. Det andet afsnit hedder ”I byen”, for det er det, de alle tre skal den aften i 1980’erne. Martin møder her sin forelskelse i Gertrud, som han ikke kommer sig over. Lars forsegler sin skæbne gennem en voldtægt, hvilket i den sidste ende leder ham ud i kriminalitet og stofmisbrug. Jons sociale handicap udstilles i hans manglende lyst til at komme i byen og møde det andet køn; en svag antydning af homoseksualitet spiller ind. Det er med disse synsvinkler, vi bevæger os ”I byen” til mødet med de konflikter, der skal følge karaktererne resten af serien. Et deprimerende forfald er her igangsat, og det ser ikke ud til at være til at vende. Døden er i vente, og det eneste, der er tilbage, når vi ikke er her mere, er et forgængeligt fotografi fra et levet liv.

Familiealbummet

Hvert afsnit starter derfor med et hastigt jag gennem alle fem afsnit gennem siderne i et fotoalbum. Dette benyttes først og fremmest til at hjælpe seeren på vej, idet personkarakteriseringen i kraft af de store tidsspring i Album kan forekomme kortfattede. Derfor er det konkret visualiserede billedalbum, hvor der bladres gennem tiden, med til at skabe et overblik, der sætter navnene på de centrale karakterer på plads.

Familiealbummet skal i forhold til karaktererne og historien forstås på flere måder. På den ene side er et album et erindringsspor, der netop hjælper hukommelsen på rette vej ved billedlig gengivelse af fortiden. På den anden side er albummet netop kun et udsnit, et snapshot, hvor det er op til den, der bladrer, at kæde billederne sammen i en meningsgivende helhed. Derfor er familiealbummet ofte kendetegnet ved at være sluttet i tid, ment på den måde, at det er centreret om kernefamilien og ikke alle generationerne. På den måde er albummet en metafysisk sammenbinding, der kan vise, hvordan fortiden hænger sammen med nutiden. Men det kan også, når familien smuldrer, forstås som helhed, der er konstrueret ud fra usammenhængende elementer. Det ser vi i fjerde afsnit, hvor Musse Rolsted med et familiealbum forsøger at bygge en fraværende sammenhæng i den krakelerede familie.

Albummet er desuden en god metafor for de nedslag, som serien gør i danmarkshistorien, der også kun er snapshots i tiden. Det er op til seeren selv at supplere med resten af historien. Men her lykkes det alligevel serien at skabe nogle indblik i de samfundsideologier og modkulturer, der har været igennem tiden. På mikroplan ser vi konflikterne mellem for det første landidyl og bykultur, og for det andet overklasse, middelklasse og underklasse. På et højere ideologisk plan modstilles i første omgang den kommercielle velfærd af hippiekulturens marxisme, som i Album personificeres af Jons familie.

Allerede ved salget af gården i første afsnit aner vi dog en resignation i 70’ernes marxistiske samfundsopgør, idet Jons far på dette tidspunkt tydeligvis ikke længere har den samme tiltro til hippieprojektet. Han lader sig uden den store kamp først overrumple af den pengestærke, men dernæst erkender han også, at han har brug for det velstillede samfund, hvis medicin redder Jon fra et allergisk anfald. Derfor bevæger Jon sig også lidt væk fra den kollektive tankegang i retningen af lægestudiet, dog uden på nogen måde at glemme sine idealer. Han placerer sig mellem to stole ved som læge at bevæge sig ind i samfundets overklasse, men benytter denne mulighed til idealistisk arbejde i Amnesty.

Modernitet, mode og modsat

Senere får velfærdsmodellen modspil af den avantgarde punkkultur, der illustreres af det middelklassemiljø, som Martin bevæger sig rundt i. Samfundet skildres derfor ikke som en homogen størrelse, men en arena for konflikt og identitetsarbejde. Serien handler mest af alt om den enkeltes kamp for at være en del af – eller adskille sig fra – det etablerede samfund. Denne søgen efter adskillelse hænger selvfølgelig også sammen med familien, idet det er her, oprøret først etableres. Teenageren skaber sin egen identitet ved at gøre tingene anderledes end sine forældre. ”Hvorfor skal man absolut være en del af samfundet?”, som Martin spørger sin far. Derfor er Martin heller ikke glad for at blive fotograferet, for derved vil han blive sat i ramme og blive en del af familiens og i den sidste ende samfundets historie.

Vi har her i afsnittene to og tre bevæget os ind i de mere individualistiske 80’ere. Men derfor er kampen mod samfundet ikke forsvundet; den er blot forandret. Fra hippiernes modstand mod kapitalismen peger kampen frem mod en mere radikal ”no future”-filosofi i 80’ernes punkbevægelse, hvor særlig Martin slår sine folder. Hvor moderniteten i 60’erne og 70’erne i skabelsen af velfærdsstaten integrerede sig i sin marxistiske modsætning, får også den borgerlige tankegang i 80’erne en mere radikal udformning, hvilket bliver særligt fremtrædende i en langt mere liberal politik og den individfokuserede yuppiegeneration. Mikkel, der bliver Martins nye ven, repræsenterer i særdeleshed yuppien.

Derfor udvikler tidens samfundsmodsætning sig også til en mere aggressiv form, der får sit helt særlige udtryk i punkstilen og BZ-kulturen. Det går fra en stærk anti-mode i hippiekulturen til særskilt sofistikeret punkmode og en langt mere etableret undergrundsstil. Derfor skitserer Album snarere punken som en modedille mere end samfundskritik, hvilket også kendetegner Martins udvikling. Da Gertrud anklager Martin for kun at være ”med på moden” som punker, afviser Martin først, fordi han jo ikke vil være en del af samfundet. Men da Martin i fjerde afsnit udvikler venskab med yuppien Mikkel, som til fest hos Gertrud i tredje afsnit agerede hans modsætning, bliver det klart, at Martin bare var ”med på moden”.

Borgerlig idyl?

Det mest gennemførte eksempel på den symbolsk relation mellem den enkelte og samfundet er forholdet mellem Lars’ søster Tess og faderen Vilhelm. I serien er der gentagne gange antydet et mistænkeligt forhold mellem disse to. Vilhelm har en noget prekær interesse i Tess, mens hun også samtidig udlever et noget promiskuøst og ligegyldigt forhold til sin seksualitet. Hun går blandt andet i seng med en 41-årig ven af familien, blot fordi det er sjovt.

Men dette (endnu) antydede forhold mellem Vilhelm og Tess bærer også en yderst plausibel henføring til det almene og historiske, hvis man tolker forholdet navnesymbolsk i retningen af myten om Wilhelm Tell (bemærk navneligheden). Fortællingen om Wilhelm Tell, der skulle skyde et æble af hovedet på sin søn, blev sat i den nu kendte form af den tyske romantiske forfatter og filosof Friedrich Schiller. Men det er en myte, der kan spores som en arketypisk legende længere tilbage til en grundform i blandt andet Saxos Danmarkskrønike. Pointen er, at selvom vi her bevæger os på niveau med det enkelte menneske, er der gennem navnesymbolikken antydet en sammenhæng med den store krønike om Danmark.

Selvom Tell både tvinges til at skyde æblet af sin søn og derved vinder sin frihed, kan dette ses som en yderst lemfældig omgang med sit barns liv. Selvom Vilhelm i Album måske vil det bedste for sin datter, lykkes det for ham at spolere hende – og tilsyneladende resten af familien. Hustruen Musse lever et psykisk ustabilt, nærmest frihedsberøvet liv. På væggen hos Rolsteds hænger et familieportræt, der signalerer en borgerlig idyl, men underneden lurer alle mulige andre undertrykte problemer, såsom griskhed, hustrusvigt og incest. Det er kendetegnende, at det er et maleri og ikke et fotografi, idet penslen kan male smilet på ansigtet, hvor fotografiet fanger den dårlige lune. Måske er det derfor, Vilhelm i fjerde afsnit beklager, at han ser sur ud på et fotografi.

Klassernes mobilitet

Med primært familien Rolsteds velstand i tankerne er det dermed tydeligt, at Lars – i seriens optik – ikke nødvendigvis er født med den berømte sølvske i munden, blot fordi han kommer fra en rig familie. Det interessante ved personernes udvikling er netop, at børnene krydser hinanden på vejen op eller ned ad den sociale rangstige. Mens Martin, der er født i den klassiske arbejderfamilie med hjemmegående husmor, er på vej op, selvom han ikke vil have studenterhuen på, styrtdykker Lars Rolsted ned i problemerne med både stofmisbrug, kriminalitet og rockertilknytning. Helt konkret krydser også den opadgående Jon og den nu fuldstændigt nedtrampede Lars hinanden, da Lars i afsnit fire som taxachauffør kører Jon til julefrokost.

På bunden af bunden: skæbne eller fejlvalg?

Men et fælles træk ved alle, både Martin, Lars og Jon, er, at de – i takt med, at de bliver ældre – taber mere og mere anstændighed: Martin savner stadig Gertrud, Lars kryber længere ned i sølet, og Jon kan stadig ikke socialisere. Jons sociale handicap og manglende realitetssans ser vi for alvor, da han tager til den fatale julefrokost. Han har tilsyneladende ikke forstået, at tingene har ændret sig, fordi han er gået fra land til by og fra middel- til overklasse. Selvom der i starten var elskelige karakterer, forsvinder denne anstændighed altså langsomt undervejs, hvor alle synes at have en skyggeside. Alle problemerne kan stadig jævnføres til den skæbnesvangre tur i byen.

I sin brug af denne række af velkendte typer (såsom akademikeren, arbejderen, forretningsmanden, stofmisbrugeren, den homoseksuelle, kunstneren, yuppien osv.) hævder serien (indtil videre), at den sociale arv står til at bryde, men ansvaret placeres hos den enkelte. På den måde viser Album nødvendigheden af velfærdsstaten, der muliggør den sociale mobilitet, for dem, der kan gribe den. Alligevel får den nogle kritiske røster med på vejen ud fra seriens grundlæggende mere liberale ideologi. Denne kritik understreger, at der i den socialistiske lighedstankegang kan være plads til det forskelligartede. Punkeren Martin kan godt lade studenterhuen trykke, mens Jon i sig selv bærer et paradoks ved at være stærk socialist uden at være socialt anlagt. Man kan med andre ord godt adskille sig fra samfundet og være en del af det på samme tid.

Forevigelse

Fotografiet bliver således i Album til en samlet metafor for stilstand og forandring. På den ene side er fotografiet et klip, hvor tiden et kort sekund er frosset, men samtidig føler den, der ser på billedet, den forandring, der er sket, siden billedet er taget. ”Nu skal I foreviges”, siger Martins far, der ikke kan forstå, at Martin gør oprør, fordi forældregenerationen ”s’gu’da har lavet et godt samfund til dem”. Selvom Martins far ønsker det stillestående, jagter Martin alligevel forandring.

Hvert årti har sin rebelskhed, og hvert årti har sine forandringsspor, og imellem linjerne (eller billederne) kan vi læse vores egen historie ind. Om serien vil stå som et foreviget snapshot i danmarkshistorien, vil tiden vise. Den formår at binde det enkelte menneske og den almene historie sammen på en gennemført måde, men det gøres samtidig gennem en lettilgængelig, socialrealistisk stil.

Denne stil lever dog ikke helt op til seriens citater fra store værker i filmhistorien. Gertrud er opkaldt efter Dreyers fantastiske film af samme navn, mens Gertruds hjem også er tapetseret med filmplakater fra fx instruktørerne François Truffaut og Alain Resnais. Resnais’ Hiroshima mon amour fra 1959, hvis plakat hænger på væggen, arbejder i særdeleshed med forholdet mellem menneske og historie, og hvordan historien kan repræsenteres i et medium. ”Fotografierne”, som den kvindelige hovedperson heri siger, ”fotografierne, rekonstruktionerne, i mangel af bedre”. Fotografierne og rekonstruktionen er det eneste, vi har tilbage til at hjælpe vores erindring, når alt andet er forgængeligt. Der er på den måde et elementært fællestræk ved Hiroshima mon amour og Album, men serien står ikke mål med disse citater. I stedet er Album mere stilren og præget af velkendt kontinuitet.

Men med denne klassiske stil formår den at indfange til et stykke danmarkshistorie fortalt gennem øjne, der ser hver deres selvstændige udsnit af historien. Det er vigtigt for serien at holde disse udsnit relativt selvstændige, idet pointen netop er, at man er herre over sit eget liv. Derfor skal mennesket heller ikke sættes i bås fra livets begyndelse. Martins ven Bowie siger i den sammenhæng, at ”Ethvert forsøg på at presse mennesket i kasse er dræbende”. Som billederne sættes i et familiealbum, skrives historien om mennesket og samfundet fortløbende.