Al magt til K-folket

Skrevet af
Hvem husker Magtudredningen, kommissionen, der for nogle år tilbage blev sat til at afdække magten i Danmark? Nårh ikke? Det var en kommission, der blev nedsat, fordi det omsider gik op for vores politikere, at magten ligger mange andre steder end på Christiansborg.

 

Kommissionen nåede at producere en myriade af rapporter, som ingen fik læst, inden den lukkede og slukkede i 2003. Vi fik en masse sniksnak om magt, men der kom aldrig kød på bordet: Hvem har egentlig magten i andedammen?

 

Nu har Ekstra Bladet gjort noget ved sagen. Bladet, der i ly af luderannoncer og linselus stadig påberåber sig at tale den lille mands sag, har lavet en liste over de 100 mest magtfulde personer, og resultatet er chokerende for kommunikationsbranchen. Der er blevet plads til Anja Andersen, Mads Mikkelsen og Helle T., men man leder forgæves efter koryfæer som Lotte Hansen, Rasmus Jønsson og Henrik Byager. Listen er støvsuget for K-folk. Hvor er de henne?

De sidder selvfølgelig i det panel, som har hjulpet Ekstra Bladet med at udpege magtens epicentre, hvilket rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig har mest magt. De 100 på listen, eller de K-folk, der udpeger de 100?

 

Her er vi ikke i tvivl - det er K-folket, der styrer. Så hvorfor ikke gøre listen færdig. Hvem er de 10 mest magtfulde K-folk her i foråret 2006?

 

1. Morten Løkkegaard

Jøp'ernes nye toprådgiver har tid til det hele. Han passer kunderne med den ene hånd, mens han fyrer den af med Poker-tv for TV Danmark i Las Vegas med den anden. Velklædt og storsmilende kan han i BT forklare, hvordan man gør: "Jeg kan godt lide det gode liv, jeg sætter pris på god mad, og jeg elsker det luksuriøse, så jeg får min lyst styret ved at få lov til at give den i rollen som playboy. Jeg sætter pris på kvalitet i alle livets forhold", fortæller Morten Løkkegaard fra sin drømmeseng ved pølen.

Fuld applaus herfra - sådan skal det gøres, og så kan Steffen Kretz godt gå hjem og lægge sig.

 

2. Lotte Hansen

Hvor køber du de skjorter, Lotte? Det er så lækkert at se på, at man ikke kan koncentrere sig om, hvad du siger. Men hvad gør det, når Jersild & Spin alligevel altid handler om det samme?

 

3. Kresten Schultz Jørgensen

Kresten er umulig at komme uden om, og man tager sig til hovedet over, at han ikke er blandt Ekstra Bladets 100. Hvem andre har lavet sin egen landsdækkende avis, solgt Cola til det halve Nordeuropa, lavet strategisk spin for Svend Bergstein og et utal af aviskommentarer om stort og navnlig småt til den samlede danske dagspresse? At være indehaver af en så bred kompetencepalet er faktisk umenneskeligt - er Kresten en slags replikant?

Oven på knækket med Dagen er Kresten genfødt i stillingen som kommunikations- og marketingschef på Det Kongelige Teater, og i den egenskab har han engang udtalt: "Det er fantastisk at arbejde et sted, der er større end en selv." Det er svært at forstå rækkevidden af den sætning, men det skal nok være rigtigt.

 

4. Morten Albæk

Mortens største idol er ingen ringere end Kresten, og han har da også gjort en stor indsats for at opnå den helt rigtige Smørhårsattitude. Men ret skal være ret. I en alder af 30 har Morten slået sit navn fast som filosof, forfatter, debattør og afdelingschef i Danske Bank. Dermed har han nået det tidobbelte af, hvad de fleste andre når igennem et helt liv. Morten, hvis mantra er, at nutidens unge er uden dannelse, må have været ulidelig i skolen, og hans lærere har sikkert mere end en gang haft lyst til at slå den lille nævenyttige slikasparges.

 

5. Michael Ulvemann

Med Michael Ulvemann ved roret har Anders Fogh omsider fået sig en spindoktor, der formår at sætte Danmark på det internationale landkort. Godt gået, Michael. Hvad bliver det næste?

 

6. Morten Boje

Morten Boje har arbejdet for koryfæer som Kramer og Lykketoft og er nu ansvarlig Helle T.’s vej mod Statsministeriet. Seneste spin fra Morten var iscenesættelsen af Helle på forsiden af Dagbladet Politiken, hvor hun lader sig fotografere med opsat hår, islandssweater med egen pelskrave, sorte skyer i baggrunden og en svævende sølvgrå måge til venstre for det nye hår. Sådan bruger man sin magt over for medierne til at få sit budskab helt ud på Lars Tyndskids mark: Jeg kan slå Anders Fogh.

 

Sure thing Morten.

 

7. Henrik Byager

Tænk at kunne sidde i sin villa i Emdrup og få besøg af tv, hver gang vi skal vide, hvorfor Kronprinsen kører VW og ikke Volvo. Man kan også lokke Byager med i underholdningsprogrammer - han er gået i ét med mediet, og må betegnes som den fuldendte kommunikationsrådgiver.

 

8. Michael Kristiansen

Ingen liste uden Dr. Kristiansen, der er i øjeblikket er ved at få fast grund under fødderne ovenpå efterårets karaktermord. Landets i særklasse bedste spindoktor forlod skuden kort før muhammedhelvedet brød løs, og det er Banken næppe ked af.

 

9. Henrik Quortrup

Om Quortrup er med u eller v er ligegyldigt, når bare manden kan udlægge teksten i Jersild og Spin. Qwortrup er supermacho og vælger frit, om han vil lægge en politiker død på DR2 eller i ugepressen. Efter Qvortrup er Se og Hør blevet en pragtfuld ting, for hvor vil man ellers kunne læse, at Clement har scoret Dina? Vi kender mange kvinder, der gerne vil være din frisør, Henrik.

 

10. Majken Schultz

Når nu vi taler om frisører ... Ingen kan være i tvivl om Majkens kompetencer, for når man både er professor og bestyrelsesmedlem i Danske Bank, er man på toppen. Majken, der uddanner brandingeksperter, der både tænker, taler og skriver sort, er K-folkets svar på Prins Valiant.

Relaterede artikler

Ich bin ein Amerikaner: Foghs gode globale retorik - Med de mange varme håndtryk og imødekommende smil kan Anders Fogh Rasmusssens nyligt overståede rejse til USA bedre bete...
Rulles selvmål – branchens…? - Indsigtsfuld, faglig, empatisk, respektfuld, ærlig, uformel, proaktiv, fokuseret, med integritet. Et udpluk af ord, som ...
Mortens Valg - Morten Boje Hviid har valgt. Nu arbejder han som Public Affairs rådgiver i den globale tobaks-gigant, British American T...
Vi er bureauseksuelle! - Alle vil lege med dem. Bureauerne. Gastro-, femi- eller medieseksuel, forget it! Bureaubranchen puts the sex in sexual, ...
Spindoktorernes bibel - De danske ministre bliver mere og mere afhængige af deres særlige kommunikationsrådgivere, spindoktorerne. I dag udkomme...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Presserådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 15. april kl. 12.00

Praktikanter/studerende

Frist: Hurtigst muligt

Presserådgiver

Frist: 5. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.