Al-Jazeera – borgerlig offentlighed på arabisk?

I artiklen analyseres den arabiske satellitkanal al-Jazeeras position i mediebilledet efter den 11. september. På baggrund af sin position som en relativt fri, uafhængig og kritisk tv-kanal blev al-Jazeera et aktivt led i mediernes fremstilling og formatering af konflikten i Afghanistan.
af Ehab Galal

Artiklen er fra Mediernes 11. september. En ny antologi handler om mediernes 11. september. Lars Qvortrup, professor ved Institut for Interaktive Medier, Syddansk Universitet, har redigeret denne bog, som rummer bidrag af Lars Erslev Andersen, Kirsten Drotner, Ehab Galal, Jesper Zimmer Hansen, Carsten Jensen, Alexander Nazarov, Henning Pryds, Lars Qvortrup, Gitte Braut Rose, Rikke Schubart og Bo Kampmann Walther. 192 sider. Gads Forlag. Kr. 249,00 inkl. moms.

Talebans propaganda kanal?
Den 11. september 2001 blev terrorangrebet mod New York og Washington
den direkte årsag til, at den arabiske satellitkanal al-Jazeera pludselig
befandt sig i centrum af den mediestorm, der fulgte efter attentatet.
Al-Jazeera var længe før terrorangrebet kendt som en kontroversiel og
populær satellitkanal med hjemsted i Qatar. Ved at udvise alle journalister
af Afghanistan undtagen al-Jazeeras to journalister, hvoraf den ene befandt sig i Kabul og den anden i Kandahar, sørgede Taleban for, at al-Jazeera var det eneste medie, der havde forbindelse til Osama bin Laden og hans organisation al-Qaeda på den ene side og CNN og resten af verden
på den anden.

Taleban satte al-Jazeera på verdenskortet. Al-Jazeera har siden spillet en stor rolle i dækningen af amerikanernes krig mod Taleban og Osama bin Ladens al-Qaeda netværk. Samtidig har satellitkanalen også været genstand for offentlig debat i USA og den vestlige verden: Er kanalen et redskab i hænderne på radikale muslimske interesser, eller er den en kritisk og uafhængig tv-kanal?

Propaganda eller kritisk presse?
Al-Jazeeras monopol på billeder fra Afghanistan efter den 11. september
blev hurtigt kontroversielt, fordi kanalen tilsyneladende havde kontakt
til Osama bin Laden, den mand som resten af verden i mellemtiden hav-
de igangsat århundredets jagt på. Al-Jazeera havde tidligere i juni 1999
vist et interview med Osama bin Laden, der var optaget i december 1998,
og dette blev som det første efter terroranslaget genudsendt den 20. september.
Bin Laden fortalte i interviewet om sin barndom, sin opvækst, sin
religiøse forpligtelse og sine internationale aktiviteter. Al-Jazeeras kontakt
til Osama bin Laden bestod herefter af flere videobånd, og den 24. september
2001 fremviste kanalen et maskinskrevet dokument med bin
Ladens underskrift, hvor han anmodede muslimer om at forsvare sig mod
det amerikanske angreb på Afghanistan. Denne opfordring blev gentaget
af al-Qaedas talsmand Ben Ghayith den 7. oktober på al-Jazeera.
Når al-Jazeera som den eneste tv-station fik lov at dække krigen i Afghanistan,
skyldtes det formodentlig Talebans forventning om, at al-Jazeera
ville være den kanal, der var mindst bundet af andre staters og alliancers
interesser. Al-Jazeera ville som den mest uafhængige arabiske tv-station
kunne sende billeder fra Afghanistan uden statscensur. At der næppe var
mange andre kanaler, der ville sende bin Ladens videobånd ucensurerede,
synes de arabiske landes efterfølgende reaktioner kun at have bekræftet.
Samtidig fik det en symbolsk og politisk betydning at lade en ikke-vestlig
og arabisk kanal få afgørende indflydelse på den information, der kom til
offentlighedens kendskab i en konflikt, som bin Laden tydeligvis havde
en interesse i at gøre til en konflikt mellem den muslimske og den vestlige
verden. Uanset al-Jazeeras status som relativt fri, kritisk tv-kanal blev
den derfor snart beskyldt for at propagandere for bin Laden og blev lagt
under pres fra flere sider.

Osama Bin Ladens talerør ?
Under Golfkrigen i 1990-91 var det CNN, der bragte billeder direkte fra
krigen. Det gjorde det muligt for USA at kontrollere de informationer,
som offentligheden fik adgang til. Det var f.eks. yderst vigtigt for USA
under Golfkrigen at kontrollere befolkningens kendskab til krigen og
dens ofre, fordi for mange dræbte civile kunne påvirke befolkningens
opbakning til krigen. I Afghanistan var der i efteråret 2001 ingen amerikansk
medietilstedeværelse. Selv efter at de amerikanske medier var kommet
til landet, var det kun al-Jazeera, der havde adgang til alle kilder. Derfor
måtte USA forsøge indirekte at skabe kontrol med informationen til
offentligheden. Det gjorde de ved på den ene side at mistænkeliggøre al-
Jazeera og på den anden side at presse kanalen direkte. Fra amerikansk og
britisk side beskyldte man al-Jazeera for at være talerør for bin Laden.
Man beskyldte kanalen for at være med til at opildne til yderligere konflikt
ved at offentliggøre videoer med ham og udsende hans agitation
imod USA og Vesten. USA opfordrede samtidig den vestlige presse til ikke
at vise al-Jazeeras videoer af bin Laden, blandt andet med den udokumenterede
begrundelse, at de blev brugt til at sende hemmelige beskeder
til al-Qaeda-agenter i Vesten.

Al-Jazeera slår igen
Al-Jazeera forsvarede sig i et af kanalens egne programmer Mere end ét
synspunkt den 15. oktober 2001 ved at påpege, at man på dette tidspunkt
kun to gange siden krigens start havde givet plads til bin Ladens opfordringer
til krig, mens kanalen øjeblikkeligt havde været til stede, hver
eneste gang en amerikansk embedsmand havde udtalt sig. “På samme
måde som vi udsendte Bushs krigserklæringer”, sagde al-Jazeera, “udsendte
vi én gang erklæringer fra bin Laden og én gang fra al-Qaedas talsmand,
som i øvrigt brugte den samme retorik som Bush”. Over 90 procent
af alle udtalelser sendt af kanalen i den aktuelle konflikt kom ifølge
kanalen selv fra amerikanerne eller fra amerikanske støtter. Ikke desto
mindre forsøgte den amerikanske præsident Bush at lægge pres på Qatars
leder, amir Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani, for at få ham til at forhindre
al-Jazeera i at udsende bin Ladens budskaber. Den engelske premierminister
Blair opfordrede samtidig i oktober de engelske tv-stationer
til ikke at udsende nyheder fra al-Jazeera, men stillede dog selv op til
interview på kanalen den 9. oktober 2001, noget Bush også erklærede sig
villig til. I Frankrig udtrykte både den franske kanal TV5 den 5. oktober i
programmet Billeder og udtalelser og den franske medie-højkomité den 25.
oktober kritik af al-Jazeeras brug af uspecificerede kilder og opfordrede
dem til at dokumentere de fremsatte påstande.

Forsøg på at knuse den arabiske offentlighed?
I oktober og november så man forsøg på at forhindre al-Jazeeras udenrigskorrespondenter
i at bevæge sig frit i andre lande. Den 14. oktober kunne en af al-Jazeeras journalister, Ahmed Kamel, til trods for sit belgiske statsborgerskab ikke få lov at komme ind i Schweiz. Han blev holdt
tilbage i Genèves lufthavn, og efter at han uden nogen begrundelse havde
siddet i arresten natten over, blev han dagen efter udvist til Belgien. De
schweiziske myndigheder forklarede, at de ikke behøvede at begrunde
arrestationen, så længe det drejede sig om landets sikkerhed. Den libanesiske
avis al-Hayat, som udkommer i London, skrev den 11. oktober, at al-
Jazeeras korrespondent Muhammed al-Alami, som er amerikansk statsborger,
blev anholdt af politiet, da han var på vej til Texas for at dække
mødet mellem Bush og Putin. Senere gentog BBC dette. Anklagen var ifølge
BBC, at hans lønkonto havde forbindelse til Afghanistan. Senere blev
han løsladt, men først efter at mødet var overstået. Den 15. oktober blev
al-Jazeeras russiske korrespondent Akram Khazam nægtet indrejsetilladelse
til Kina uden begrundelse eller forklaring. Han skulle have overværet
et møde i APEC (Asia Pacific Economic Cooperation) den 20. og 21. oktober.
Endelig blev al-Jazeera truet af USA med, at verdenshandelsmødet,
der var planlagt til at skulle holdes i Qatar, ville blive flyttet til Singapore,
hvis al-Jazeera ikke stoppede med at sende propaganda for bin Laden.
Mødet blev afholdt i Qatar, men presset fra USA resulterede ifølge avisen
al-Hayat i en række offensive interviews med amerikanske politikere og
eksperter i al-Jazeeras nyheder. Derudover skrev den egyptiske avis al-Shaab
den 9. november, at visse store amerikanske virksomheder var holdt op
med at annoncere i al-Jazeera for at lægge pres på stationen.

Alle hader al-Jazeera
Det var ikke kun Vesten, der kritiserede al-Jazeera eller forsøgte at begrænse
dens indflydelse på dækningen af Afghanistan-krigen. De arabiske
lande havde mindst lige så travlt med at forsøge at kontrollere den information
om krigen, der kom til deres befolkningers kendskab. I egyptisk tv
viste man således kun de billeder af bin Laden, der blev sendt af CNN, og
lod den amerikanske kommentators ord, der fulgte med billederne, oversætte
til arabisk, mens bin Ladens egen arabiske tale ikke blev gengivet.
Andre lande valgte slet ikke at vise båndet. Den 11. oktober 2001 blev al-
Jazeera dømt til at lukke sit kontor i Kuwait. Dommens begrundelse var,
at stationen havde krænket den kuwaitiske befolkning. Samme skæbne
led kanalens kontor i Jordan den 15. december 2001, efter at al-Jazeera
havde sendt et indslag om en sympatidemonstration for bin Laden i Jordan.
Saudi Arabien var på grund af al-Jazeeras relation til den tidligere
saudiske borger bin Laden særlig kritisk over for kanalens dækning. Den
19. oktober 2001 interviewede den 10 år gamle arabiske satellitkanal
MBC, der sender fra London, den saudiske ambassadør i London. Ambassadøren
var blandt andet yderst utilfreds med al-Jazeeras sprogbrug, når
sagen drejede sig om bin Laden. Ambassadøren sagde: “Dét, bin Laden og
hans tilhængere har gjort, er terrorisme og ikke, som al-Jazeera plejer at
sige, ‘såkaldt terrorisme’”. Men det var ikke kun kanalens dækning af bin
Laden, der gjorde de arabiske lande utilfredse. Kritikken afspejlede, at når
de fleste arabiske lande reagerede negativt over for al-Jazeeras dækning af
Afghanistan-konflikten, var det ikke for at tilfredsstille USA og Vesten,
men fordi landene selv i forvejen havde nok at gøre med at stække en
islamistisk opposition, som de frygtede ville få vind i sejlene på grund af
bin Laden og USA’s bombardement af Afghanistan. Forsøgene på at forhindre al-Jazeera i at sende tv-programmer fra Afghanistan kulminerede, da USA den 12. november 2001 bombede al-
Jazeeras kontor i Kabul. På det tidspunkt var al-Jazeera imidlertid allerede
blevet et kontroversielt indslag i verdensopinionens øjne. Det paradoksale
er, at al-Jazeeras rolle blev central netop på grund af dens relativt
kritiske og uafhængige dækning. Dermed kom USA og en del af Vesten på
linje med flere arabiske lande til at fremstå som fjender af den kritiske
journalistik og ytringsfriheden, mens bin Laden nød godt af samme.

Al-Jazeeras historie
Al-Jazeera er en af de mest sete arabiske satellitkanaler. Ifølge avisen al-
Hayat den 12. januar 2002 har kanalen 35 millioner seere. Kanalens
popularitet gør den til et velvalgt instrument for en mand som bin Laden,
der gerne vil nå ud til den størst mulige del af den befolkning, som han
foregiver at tale på vegne af. Det er samtidig kanalens popularitet blandt
seerne og dens programflade, de åbne dialoger og den kritiske journalistik,
der har gjort den til genstand for de arabiske regimers kritik.
Mindst to faktorer har været afgørende for al-Jazeeras rolle som medie.
På den ene side er kanalen etableret i samspil med demokratiske forandringer
i det lille rige olieland Qatar, og på den anden side er en stor del
af kanalens journalister tidligere journalister ved BBC og Voice of America
med en anden tradition for kritisk uafhængig journalistik end de statslige
arabiske kanaler. Da al-Jazeera i november 1996 blev grundlagt med
økonomisk støtte på 147 millioner US-dollars fra amiren af Qatar, hang
etableringen tæt sammen med amirens magtovertagelse og forsøg på at
skabe et demokrati i den lille Golfstat med ca. 700.000 indbyggere. Qatar
fik sin uafhængighed fra Storbritannien og blev selvstændigt i 1971. Landets
økonomi er funderet på olie. Samtidig har det verdens tredjestørste
naturgasreserver og en moderne infrastruktur. Den 27. juni 1995 overtog
Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani magten efter sin far ved et fredeligt
kup. Kuppet og hans løfte til befolkningen om at indføre demokrati har
gjort ham upopulær i de omkringliggende konservative lande. Udenrigspolitisk
begyndte Qatar efter amirens magtovertagelse at tilnærme sig
Israel i håb om at få USA’s velsignelse, samtidig med at Qatars udenrigsminister
var den første, der landede med sit fly i Baghdad for at løse en
konflikt mellem Saddam Hussein og FN’s våbeninspektører. Amiren har
forsøgt at skabe bedre relationer til Iran og har ageret fredsmægler i Saudi-
Arabien, Emiraterne, Sudan, Eritrea og Pakistan. I andre situationer har
landet gjort sig upopulært, som da det sendte en jordansk statsborger, der
boede i Qatar, tilbage til Jordan, hvor han var uønsket, fordi han var
Hamas-leder. Indenrigspolitisk har amiren forsøgt at opbygge et civilt
samfund i et autokratisk land bygget på stammestruktur. I 1998 var der
for første gang kommunevalg og for første gang kunne også kvinderne
deltage, både som vælgere og kandidater. I denne proces af strukturændringer
har al-Jazeera været en aktiv medspiller.

CNN På Arabisk
Kanalen er en af utallige arabisksprogede digitale satellitkanaler, der
kan modtages via parabol over hele verden. Mindst 50 arabisksprogede
satellitkanaler kan med det rigtige udstyr ses i Danmark. Det særlige ved
al-Jazeeras programflade er dens høje grad af fri og kritisk pressedækning,
og indholdsmæssigt må kanalen betegnes som en pluralistisk kanal. En
del af æren herfor har de ansatte, som har lært journalistik i Vesten, og
hvoraf flere har op til 30 års erfaring. Kanalen har 80 journalister og 38
korrespondenter over hele verden og europæisk hovedkontor i Paris.
Kanalen ligner CNN på den måde, at den sender døgnet rundt, men programmerne
er mere varierede end CNN’s, som overvejende sender
nyhedsudsendelser. Al-Jazeera er især både elsket og hadet for sine direkte
programmer, hvor publikum kan ringe og deltage i diskussionen eller
stille kritiske spørgsmål til programmets inviterede gæster, som typisk er
eksperter både fra den arabiske og vestlige verden. Det er karakteristisk, at
folk ringer fra hele verden, hvilket afspejler, at kanalen når ud til en
meget bred gruppe af seere. Der er ni sådanne direkte debatprogrammer,
f.eks. Mere end ét synspunkt, Den modsatte retning, Ingen grænser, Åben dialog,
Sharia og livet. Som titlerne antyder, er ingen spørgsmål eller synspunkter
tabu. Alt står til diskussion, også sex og religion, hvilket blandt
andet har ført til skarpe fordømmelser fra Saudi-Arabien. Kort tid efter
den 11. september blev et nyt debatprogram introduceret. Det fik navnet:
Det første århundredes krig. Programmet er udelukkende helliget krigen
mod terror og krigen i Afghanistan, og det sendes direkte fra Washington.
Vinklen er de arabiske amerikaneres interesser og konflikter i denne forbindelse
samt det amerikanske syn på konflikten. Ud over de direkte programmer
sender al-Jazeera ca. 20 programmer, der ikke er direkte. Det er
karakteristisk, at kanalens programmer samtidig er tilgængelige på internettet
enten som levende billeder eller i form af hele dialoger, der er skrevet
ud i tekstform.

Arabisk kritik af al-Jazeera
Kritikken af kanalen har været livlig, lige siden den blev etableret. I modsætning
til de nationale tv-kanaler tager al-Jazeera kritikken op til diskussion.
Den 12. december 2000 præsenterede studieværten således det
ugentlige program Den modsatte retning med en opremsning af de kritikpunkter,
der var blevet rejst i offentligheden. Han stillede blandt en lang
række spørgsmål følgende: Er kanalen bare et middel til tom snak? Er
kanalens journalister nationalister, radikalister, imperialister, diktatorer
eller uvidende og uden principper? Har kanalen ret til at blande sig i
andre landes indenrigspolitik og udstille landenes beskidte vasketøj? Er
det rigtigt, at kanalen er amirens bodyguard, der gør status over de andre
lande? Hvorfor har kanalen kastet de arabiske værdier væk? Har Qatar et
mindreværdskompleks og prøver at kompensere for det med en provokerende
kanal for at gøre sig bemærket? Er kanalen stedfortræder for imperialismen
og zionismen i området? Er dens mål at gøre de arabiske lande
svage? Spørgsmålene afspejler den kritik, der er blevet rejst mod al-Jazeera
af blandt andet arabiske intellektuelle, der kritiserer al-Jazeeras alsidige,
kritiske tilgang som udtryk for holdningsløshed. De anklager kanalen for
at have det slet skjulte formål at ville splitte den arabiske verden og dermed
gå Israels ærinde. De næste spørgsmål, journalisten stillede i programmet,
afspejler til gengæld kanalens selvforståelse: Bør araberne ikke
være stolte af denne kvalificerede kanal, som udfordrer de traditionelle
arabiske statskanaler, som alene har den funktion at legitimere statsmagten?
Er kanalen ikke blevet en stemme for dem, der ingen har? Hvorfor er
det kun staterne og ikke befolkningerne, som er utilfredse? Spørgsmålene
afspejler, at al-Jazeera opfatter sig som talerør for de arabiske befolkninger
ved at lade befolkningen komme til orde med de spørgsmål, meninger og
holdninger, de har, og ved at tage disse alvorligt.

The open society på arabisk eller statspropaganda?
Der er næppe noget medie, der kan kalde sig fuldstændig uafhængigt,
heller ikke al-Jazeera, der blandt andet kritiseres for sin ukritiske behandling
af Qatars politiske styre. Der er dog eksempler på, at al-Jazeera kritiserer
styret, f.eks. da kanalen efter et kupforsøg mod Qatars styre bragte
interviews med de mistænkte kupmagere, hvor de fortalte om tortur og
mishandling i fængslerne. Er det ikke kritikken af Qatars styre, der fylder
mest, er kritikken af andre arabiske landes politik og manglende demokrati
derimod et gennemgående tema, hvilket har gjort al-Jazeera upopulær
blandt arabiske stater. Al-Jazeeras kontorer rundt om i verden er som
allerede nævnt i perioder blevet lukket. Det er sket i Syrien, Libyen og
Tunesien, når kritikken af magthaverne er blevet for voldsom. Den algeriske
stat valgte som en anden strategi at slukke for strømmen den aften,
al-Jazeera skulle vise et program om den blodige konflikt i landet. I Saudi-
Arabien får kanalen kun lov til at filme én gang om året, nemlig under
den 14 dage lange pilgrimsfærd. I de egyptiske medier fremstilles al-Ja-
zeera som et decideret fjendebillede. Al-Jazeera er derudover blevet
beskyldt for lidt af hvert. Efter at kanalen bragte et interview med Saddam
Husseins og andre højtstående irakiske embedsmænd, blev den anklaget
for at være pro-irakisk. Da den gav sendetid til højtstående israeleres synspunkter,
blev den anklaget for at være pro-israelsk. Senere blev den anklaget
for at være pro-amerikansk, og nu anklages den altså af USA og Vesten
for at være pro-Taleban og for at være Osama bin Ladens talerør.
Når de arabiske stater står i kø for at kritisere al-Jazeera, hænger det
sammen med, at kanalen ikke kun giver ordet til magthavere og eksperter,
men også til oppositionen. Den aften, al-Jazeera interviewede en af de
meget kendte tunesiske islamister, al-Ghanoushi, der lever i eksil i London,
var Tunesiens gader tomme. Interviewet resulterede i, at Tunesien
trak sin ambassadør i Qatar tilbage i protest. Man kan se al-Jazeera som
en medvirkende faktor i det internationale pres, der blev lagt på den tunesiske
stat, for at landet skulle frigive sine politiske fanger og respektere
menneskerettighederne. Præcis samme historie gentog sig i Libyen og
Syrien. Netop det, at oppositionen får lov at komme til orde, gør al-Jazeera
til en kontroversiel tv-station i den arabiske verden, fordi disse lande
frygter enhver opposition. Det er dog ikke af den grund enhver opposition,
der føler sig godt behandlet af kanalen.

Kan Osama Bin Laden lide al-Jazeeras journalistiske linje ?
Tidligere har flere af de såkaldte afghanske arabere og tilhængere af bin Laden udtrykt stor utilfredshed
med al-Jazeera, fordi kanalen havde belyst deres rolle og situation fra kritiske vinkler. Det er langtfra kun al-Jazeeras konkrete kritik af undertrykkende regimer, som volder de arabiske lande problemer. Det er et endnu større problem for staterne, at al-Jazeera sætter en helt ny standard for politisk
debat og samfundsdebat i den arabiske verden. Den teknologiske mulighed
har skabt en ny platform for udviklingen af en borgerlig offentlighed,
som staterne hidtil har forsøgt at undgå gennem begrænsning af ytringsfrihed
og foreningsfrihed og gennem statslig censur af og kontrol med
medierne. Al-Jazeera har med sin popularitet inspireret andre satellitkanaler,
men har også været med til at tvinge de enkelte lande til at tage
deres mediepolitik op til overvejelse, både som led i en konkurrence med
al-Jazeera og for at kunne svare tilbage på den kritik, al-Jazeera rejser.
Udviklingen kan spores i de saudisk-ejede satellitkanaler MBC (Middle
East Broadcasting Centre) og Orbit-pakken. Selv de saudiske aviser er
begyndt at diskutere i en ny liberal tone, hvor der peges på vigtigheden
af en dialog mellem de forskellige meninger og respekten for anderledeshed
som nødvendige redskaber til at opnå en varig løsning på landets
kroniske politiske og strukturelle problemer. Samme udvikling finder
man i Tunesien, hvor man under det sidste parlamentsvalg kunne høre
demokratiet omtalt som kendetegnet ved: “at diskutere med dem, der har
en anden mening”. Så selv om der endnu ikke er megen plads til “de
andre meninger” i mange arabiske lande, så kan man alligevel se, at al-
Jazeeras slogan og argumentation for debattens nødvendighed vinder
indpas i nogle lande.

Arabiske satellitkanaler
Al-Jazeera er et af flere tegn på, at nyhedsstrømmen siden 1991 har ændret
sig dramatisk i den arabiske verden. Det varede tre dage, før Iraks invasion
af Kuwait i 1991 blev offentliggjort i Saudi-Arabien. Det ville være
utænkeligt i dag på grund af de arabiske satellitkanaler. Man kan se de
arabiske landes nederlag til Israel i 1967 som startskuddet til udviklingen
af arabiske satellitter. Krigen skabte dengang en fælles bevidsthed om
nødvendigheden af kontrol med kommunikation og information, og de
efterfølgende års møder og forhandlinger førte til skabelsen af et forenet
arabisk satellitprojekt, der blev virkeliggjort med den første arabiske kommunikationssatellit
“Arabsat” i 1985. Golfkrigen var en anden historisk
begivenhed, der i 1990-91 ifølge den amerikanske mellemøst-forsker Jon
B. Alterman blev den konkrete anledning til udviklingen af arabisk satellit-
tv gennem samspillet mellem tre faktorer. For det første var der CNN’s
rolle i visualiseringen af operation ‘Ørkenstorm’, som var resultatet af det
internationale samarbejde mod Saddam Husseins invasion af Kuwait.
CNN kunne sende krigen, som var det et flot tv-show. De kunne levere en
professionel produktion, en lang række eksperter og tiltrække annoncører,
der fik de arabiske nationale medier til at virke støvede og livløse.
Samtidig havde mange arabere af økonomiske eller sproglige årsager ikke
direkte adgang til CNN, hvilket satte fokus på behovet for nye alternativer
i den arabiske medieverden. For det andet blev adgangen til avanceret
teknologi gjort lettere i 90’erne, samtidig med at den blev billigere.
Dermed fik flere mennesker mulighed for at købe en parabol. For det tredje
var der opstået en temmelig stor gruppe af arabiske fagfolk og akademikere,
som havde studeret og for nogles vedkommende arbejdet i
Vesten, inden de vendte tilbage til deres oprindelsesland. Kombineret
med olieindkomsterne i Golflandene var adgangen til uddannelse og rigdom
forøget voldsomt. Denne nye generation af arabere var langt mere
forbrugsorienterede end deres forældres generation, og det er blandt dem,
man finder de folk, der står bag flere af de nye satellitkanaler, som kom i
90’erne, f.eks. Orbit og ART (Arab Radio and Television). Disse kanaler
leverer forbrugsfantasier i form af reklamer, musik og film, men har samtidig
overtaget mere objektive metoder til nyhedsdækning og åbne politiske
debatter. De henvender sig til den nye ‘klasse’ af veluddannede, berejste
og velstillede fagfolk, der ikke blot har interesse, men også behov
for kultur, underholdning og aktuel information.
Ved at kunne overskride landegrænser har teknologien gjort det vanskeligere
for staterne at fastholde den nationale kontrol af informations-
strømmen. Adskillige satellitkanaler, der henvender sig til befolkningen i
Mellemøsten, er placeret uden for regionen. Det gælder MBC og ANN
(Arab News Network), der begge sender fra London, mens Orbit med 5
arabiske tv-satellitkanaler sender fra Rom. MBC har dog for nylig offentliggjort,
at de flytter deres hovedkvarter til Dubai Fri Medieby efter siden
november 1991 at have sendt fra London. Det ser ikke ud til, at det er placeringen
uden for regionen, der er afgørende for sendefladen eller graden
af ytringsfrihed. Det ser snarere ud til, at ejerskabet er af afgørende betydning
for, hvilke typer programmer og nyheder der sendes. Både MBC og
Orbit ejes af svogre til den saudiske Kong Fahd. De satellitkanaler, der er
placeret i regionen, er ligeledes kendetegnet ved at være ejet direkte af
regeringer eller af personer tæt på regeringen. Den egyptiske satellitkanal
ESC (Egyptian Space Channel 1 og 2) er del af et omfangsrigt statsmonopol,
mens den egyptiske Nilesat 101 fra 1998 og Nilesat 102 fra 2000 er
delvist regeringsejede og delvist privatfinansierede. Egypten har i alt 10
satellitkanaler. I Dubai og Jordan har man oprettet frie mediebyer i form
af produktionscentre med alle moderne tekniske faciliteter, hvor produktionsselskaber
og andre interessenter kan leje sig ind, og i juni 2000 etablerede
man en sådan “Fri Medieby” i Egypten. Byen er placeret i ørkenen
og har et omfang på tre mio. m2. Den “Fri Medieby” er dog ikke mere fri,
end at det ikke er tilladt for lejerne at have hverken religiøse, etniske eller
partipolitiske hensigter, ligesom opfordringer til sex og vold er forbudt.
EDTV (Emiraternes Dubai TV) og Abu Dhabi er statsejede satellitkanaler,
mens ART, der med sine seks arabiske satellitkanaler startede med at sende
fra Rom, nu sender fra Egypten og er ejet af en saudisk milliardær. Af
de to private libanesiske kanaler, der i 1996 udviklede sig til at blive satellitkanaler,
er den ene, “Future TV”, ejet af Libanons nuværende premierminister
Rafiq Hariri. Den anden, LBC (the Lebanese Broadcasting Coorperation),
er kontrolleret af en bestyrelse domineret af ministre og
embedsmænd med tætte forbindelser til den syriske regering. Derudover
findes en tredje satellitkanal, MTV Lebanon.

al-Jazeera - The one and only
Den eneste undtagelse blandt de største satellitkanaler fra den tætte
forbindelse mellem statsmagt og satellitkanal er således stadig al-Jazeera.
Uanset den økonomiske støtte, kanalen har opnået fra amiren i Qatar, er
dens programflade dokumentation for en høj grad af uafhængighed. Indslag
og programmer er i højere grad præget af nyhedsværdi end af regimernes
accept. Det var fra starten hensigten, at kanalen efter de første
fem års økonomiske statsstøtte skulle overgå til ren privatfinansiering.
Paradoksalt nok kan overgangen til ren privatfinansiering gå hen og blive
mere ødelæggende for den kritiske og fri debat i al-Jazeera end forholdet
til amiren. Med de mange satellitkanaler, der som en tommelfingerregel hver har
mulighed for at sende 7000 timers udsendelser om året, er kapaciteten til
at sende satellit-tv langt større end det kommercielle marked af tv-pro-
duktion kan honorere. Selv om efterspørgslen har sat gang i produktionen
i Cairo, Beirut, Damaskus, Amman og Dubai, er der stadig større
efterspørgsel end udbud, hvilket gør det muligt for producenterne at stille
betingelser til kanalerne. Med den øgede konkurrence og en stadig
mangelfuld reklamefinansiering er der en stor risiko for, at kanalerne i
stigende grad vil satse på færdiglavet materiale og import af f.eks. mexicanske
soap-serier eller genudsendelser af gamle egyptiske spillefilm. De
direkte debatprogrammer, som al-Jazeera især har vundet popularitet på,
og som Orbit også er kendt for, trues derfor også af andre årsager end den
politiske modstand. Et eksempel på udviklingen er, at MBC, LBC og andre
sender programmer som Hvem vil være millionær? i en tro kopi af det amerikanske
underholdningskoncept.

Arabisering, demokratisering eller globalisering?
Man kan vælge at fortolke al-Jazeeras velvillighed over for at sende bin
Ladens budskaber som udtryk for en demokratiseringsproces i den arabiske
verden, hvor alle politiske budskaber skal kunne komme til udtryk,
ikke mindst de, der rører sig i befolkningen. Eller man kan vælge at se al-
Jazeeras fremstilling af bin Laden som udtryk for en arabisering, hvor arabere
i stigende grad ser de samme udsendelser og på baggrund af fælles
myter etablerer en fælles identitet vis-a-vis Vesten. Den amerikanske og
vestlige kritik bygger på og understøtter en forestilling om, at al-Jazeera
spiller en rolle som redskab for en ikke blot radikal, men ekstrem islamisering
af den arabiske verden. Det er der imidlertid ikke umiddelbart
noget i kanalens programflade og kritiske vinkler, der lægger op til, og
den ene fortolkning er næppe bedre end den anden. Det ville snarere
være relevant at diskutere, hvordan al-Jazeera og andre arabiske satellitkanaler
spiller en rolle i en række samtidige processer af arabisering,
demokratisering og globalisering af den arabiske verden.
Selv om der er gået 10 år siden man i november 1991 for første gang
kunne se arabisk satellit-tv, er der stadig lang vej til, at de arabiske medier
bevæger sig fra at være et snævert kontrolleret statsmedie til et uafhængigt
medie.


For det første har målet med flere arabiske satellitter været at påvirke kommunikationen
mellem de arabiske stater. Den enkelte satellitkanal har
fortsat i samme bane som de nationale kanaler ved at repræsentere statens
politiske profil blot målrettet mod udlandet. Det gælder f.eks. lande
som Irak og Libyen, der i en periode forbød deres befolkninger at modtage
satellit-tv, samtidig med at de selv producerede satellit-tv udelukkende
målrettet mod seere uden for landet med det formål at agitere for deres
politiske synspunkter. Først fra 1999 blev det tilladt for irakere at modta-
ge satellit-tv via parabol, selv om Irak havde haft sin egen satellitkanal
siden 1998. På samme måde har den palæstinensiske satellitkanal ifølge
islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen efter oprettelsen af det palæstinensiske
selvstyre været et vigtigt instrument i forsøget på at formidle
palæstinensernes version af konflikten til omverdenen (Skovgaard-Petersen
2001).

For det andet er det kommercielle aspekt med til at modvirke en egentlig
demokratisering og muligheden for at konstituere en borgerlig offentlighed
via medierne. Satellitkanalerne arbejder i stigende grad for at skabe
profit og derfor tiltrække så mange seere som muligt. Det kommercielle
aspekt er særlig tydeligt i LBC, ART og Orbit. Disse satellitkanaler føler sig
ikke forpligtet over for nogen social opgave, men har som hovedmål at
sende underholdende og salgbare programmer. De er i modsætning til de
nationale tv-kanaler kendt for deres flotte tv-værter klædt i nyeste mode
og iøjnefaldende makeup. LBC er domineret af unge kvindelige tv-værter,
og de lette underholdningsprogrammer har tydelige seksuelle undertoner.
Orbit-pakken, som det kræver en dekoder at kunne se, omfatter de mest
vestlige af satellitterne med amerikanske programmer, film og en Disneykanal.
Derudover sender Orbit arabiske film og underholdningsprogrammer.
ART-pakken promoverer sig selv som den arabiske satellit, der vil
styrke arabisk kultur og traditioner. Denne arabisering formidles gennem
børneprogrammer, sport, film, musik og underholdning. Også andre
satellitkanaler har erkendt potentialet for arabisk-defineret forbrug og
sender panarabiske begivenheder i form af store sportsbegivenheder,
sangfestivaler og særlige quizprogrammer. Samtidig betyder den øgede konkurrence mellem de kommercielle og de mere seriøse kanaler, at det seriøse og demokratiserende indhold må
vige for mere kommercielle interesser. Der konkurreres på sendetid og om
at leje eller købe sig en del af store ikke-arabiske satellitter, så kanalen kan
sende egne satellitprogrammer til både den arabiske verden og de arabisktalende
andre steder i verden. Med den hårde konkurrence og manglen
på tekniske faciliteter er det på kort sigt billigere at købe udenlandsk producerede
programmer. Konkurrencen har også bredt sig til en kamp om
kode-rettigheder, og det skaber voldsom debat, når en satellitkanal f.eks.
har sikret sig den eksklusive ret til at vise en national fodboldkamp. Andre
satellitkanaler har monopol på bestemte sangere eller har købt sig dyre
journalister, kendte mediefolk og ikke-arabisktalende chefer. Også al-Jazeera
har haft travlt med at etablere handelsaftaler med CNN og de andre
store globale tv- og reklameselskaber. Det kan tyde på, at kommercialiseringen
af satellit-tv’et og manglen på arabiske tv-produktioner fører til
globalisering af de arabiske medier.

De sidste skud på stammen i denne proces er tre nye privatejede kommercielle
egyptiske satellitkanaler, der alle har til huse i den nye “Fri
medieby”, og som udelukkende satser på let omsættelige programmer.
Den ene er en ren filmkanal, mens de to andre sender underholdning og
musik. Kommercialiseringen og konkurrencen betyder, at arabisering via
satellitkanalerne domineres af markedsmekanismer frem for fælles politisk
ideologi. Der sker en promovering af arabisk kultur, men det er i form
af forbrug.

For det tredje er der de mere progressive og konfrontationssøgende satellitkanaler
som al-Jazeera, der er kendt for at give plads til den modsatte
mening. Men emnerne drejer sig ofte om, hvad der foregår hos de andre,
og når de arabiske lande kritiseres, er det ofte på et abstrakt plan. Kritikere
mener, at debatprogrammerne mangler kontekst og grundig behandling
af emnerne. Således skriver journalist Rami G. Khouri, at det er en
illusion at tro, at de arabiske satellitkanaler virker fremmende for demokratiske
forandringer i de arabiske lande. Satellitkanalerne har ganske vist
adopteret det konfronterende og argumenterende tv-koncept fra Vesten,
men det er blandet med den arabiske tradition for absolutistiske ideologiske
debatter. Man diskuterer livligt abstrakte og teoretiske emner, mens
diskussioner om, hvorvidt man skal bruge statens finanser på militæret
eller på udviklingsprojekter i den arabiske verden, er ikke-eksisterende.
Det resulterer i underholdende debatprogrammer, der ingen egentlig indflydelse
har på de beslutninger, der tages af den eksisterende arabiske
magtelite. En arabisk seer kan muligvis ændre mening på grund af noget,
han eller hun har set i tv, men tv formidler ikke nogle effektive redskaber
til at omsætte denne mening til politisk handling eller indflydelse. Der
sendes ingen seriøse dokumentarprogrammer, pædagogiske undervisningsprogrammer
eller undervisning i borgerindflydelse af høj kvalitet
(Khouri 2001). Også Jon Alterman peger på risikoen for, at debatterne ender i ren
demagogi. Samtidig understreger han, at selv om satellit-tv ikke per automatik
vil føre til demokratisering af den arabiske verden, har befolkningens
adgang til informationer dramatisk ændret spillereglerne for regeringerne.
Magthaverne er ikke blot presset til at forsøge at påvirke den
offentlige mening, de er også tvunget til at reagere på mediernes fremstilling.
Man kan derfor tale om, at medierne er med til at ændre magtrelationerne
i den arabiske verden (Alterman 1999). Andre forsvarer programmerne
med, at demokratiet er en proces, hvori satellitkanalerne spiller
en rolle ved at træne den arabiske borger i at tænke frit og anderledes.

For det fjerde er virkningen af satellit-tv begrænset, så længe det langtfra
er alle, der har adgang eller råd til satellit-tv. Der er ingen tvivl om, at
satellitkanalernes utraditionelle sendeflade, emner, koncept og spænding
gør dem meget populære i befolkningen og har ændret adgangen til
information. Satellitkanalernes dækning af den anden intifada siden
oktober 2000 har tiltrukket det største ucensurerede publikum i arabernes
historie. Tal peger på, at 70 procent af folk i de arabiske olielande får deres
nyheder fra satellitkanaler, mens 60 procent af palæstinensere i Gaza og
på Vestbredden enten har parabol eller regelmæssig adgang til internetcafé.
Helt anderledes ser det ud i Egypten og Syrien, hvor kun 10 procent
af befolkningen har parabol. Det faktum udnytter det egyptiske stats-tv
ved at udvide sendetiden for de otte nationale kanaler i konkurrencen
med satellitkanalerne. Da den nationale udvidelse er sket uden flere økonomiske
resurser, indebærer udviklingen af samme grund hverken mere
frihed eller bedre tv for det store flertal.

For det femte betyder de globale og regionale politiske forsøg på kontrol,
at hverken al-Jazeera eller andre har monopol på at definere en arabisk
demokratisk og global identitet. Den 23. november 2001 skrev den engelske
avis The Guardian, at USA har besluttet sig til at oprette en arabisk
satellitkanal som konkurrent til al-Jazeera. Formålet er at nå de unge islamister,
før de udvikler sig til terrorister. Og når flere arabiske lande har
travlt med at etablere store frie mediebyer, kan man ikke adskille det kommercielle
motiv fra et politisk motiv om at få mere indflydelse på satellitkanalerne.
Set på denne baggrund kan det være svært at finde overbevisende argumenter
for, at al-Jazeera eller udviklingen af arabisk satellit-tv entydigt
skulle føre til enten demokratisering eller arabisering. Uanset de kommercielle
tendenser og en sund skepsis over for, hvad en kanal som al-
Jazeera får af indflydelse på konkret politisk praksis, kan det ikke undervurderes,
hvad satellitkanaler og andre moderne kommunikationsmidler
har betydet for den arabiske befolknings adgang til information. Der er
tale om en reel forandring, som bedst illustreres af, at Syrien for første
gang nogen sinde den 30. januar 2002 vedtog at tillade private radiostationer.
Selv om det er med strenge begrænsninger for, hvad der må sendes,
er det dog et fremskridt for den arabiske offentligheds mulighed for
information.

Al-Jazeeras tilstedeværelse i konflikten efter den 11. september kan på
samme måde ses som en styrkelse af den globale og regionale dialog. Der
er ingen tvivl om, at krigen i Afghanistan er blevet udkæmpet under nye
vilkår. Det har ikke været tilstrækkeligt for USA at påvirke den amerikanske
opinion. Hele den arabiske verden har fulgt krigen gennem satellit-tv
og andre højteknologiske kommunikationsmidler. Der er tal, der peger
på, at salget af paraboler steg eksplosivt i Tunesien efter den 11. september.
På denne måde har satellitkanalerne og ikke mindst al-Jazeera været
medvirkende til at ændre magtrelationerne globalt set. For uanset hvor
upåvirkelig af arabiske befolkningers meninger USA kunne være i forhold
til sin krigsførelse i Afghanistan, så er USA tvunget til at forholde sig til,
hvad man kan kalde den borgerlige offentlighed i den arabiske medieverden.
Det fremgår af forsøgene på at presse al-Jazeera og af USA’s interesse
i selv at få lov at definere konfliktens sammenhæng i al-Jazeera gennem
talsmænd og interviews. Om den arabiske medieverden også fremover vil
kunne påvirke de globale magtrelationer, eller om kommercialiseringen
vil skubbe den politiske opinionsdannelse i baggrunden til fordel for en
fokusering på underholdning og forbrug, er det endnu ikke muligt at
afgøre.




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også