Kronik
Aggressiv lobbyisme i EU

Skrevet af

Gert Tinggaard Svendsen

1 artikler

0 indlæg

Der er behov for mere åbenhed i EU. Aggressiv lobbyisme, som den fx kommer til udtryk i form af korruption, er et stort problem. Et problem, der må bekæmpes. I denne artikel foreslår professor Gert Tinggaard Svendsen, at et vigtigt signal er at udforme spilleregler for lovlig og ulovlig adfærd. Konkret kunne man belønne de embedsmænd/-kvinder, der råber vagt i gevær.

I den aktuelle debat om EU’s fremtid er et brændende spørgsmål, hvordan man skaber mere åbenhed og gennemsigtighed i hele EU-systemet. Det er helt afgørende, at de europæiske borgere kan forstå og følge med i, hvad der foregår, så man kan sikre, at de politiske beslutninger tjener borgernes sag snarere end særlige interessegruppers.

 

Hvis der indføres mere åbenhed og dermed større offentligt kendskab til lobbyisme, ville det være lettere at forstå, hvorfor fx tekstilkvoten mod Kina eller straftolden på sko fra Kina og Vietnam blev indført, så forbrugerne kom til at betale for meget for varen.

 

Hvis der virkelig bliver indført mere åbenhed i EU-systemet, får pressen mulighed for at efterforske, hvordan fx Sydeuropas skoindustri påvirker egne nationale politikere, hyrer de bedste lobbyister i Bruxelles, ansætter eksperter til at udarbejde rapporter og gennemfører effektive skræmmekampagner (tab af jobs, etc.) for store beløb. Manglen på klare regler for lobbyisme umuliggør en demokratisk kontrol af, hvordan diverse interesser påvirker EU’s beslutningsprocesser.

 

Det gode ved lobbyisme

Lobbyisme er ikke nødvendigvis noget negativt. Tværtimod kan den dygtige bureaukrat eller politiker bruge lobbyister til at skaffe sig information fra ’begge sider.’ Overvejer EU fx at indføre tekstilkvoter mod Kina, kan den ansvarlige bureaukrat i Kommissionen indhente oplysninger fra både tekstilindustriens lobbyister i Sydeuropa (der argumenterer for at indføre tekstilkvoter for at beskytte deres egen produktion), samt forbrugerorganisationernes lobbyister (der modsat argumenterer for at sænke prisen på tekstiler ved at fjerne tekstilkvoterne). På denne måde kan bureaukraten eller politikeren nemt fremskaffe et godt beslutningsgrundlag. Problemet er, at producenterne har en langt stærkere økonomisk tilskyndelse til at lave lobbyisme end forbrugerne. Tekstilfabrikker fx får en større gevinst ud af succesfuld lobbyisme og markedsbeskyttelse end den enkelte tekstilforbruger ville få, hvis der var frihandel og lave priser på området.

 

Det dårlige ved lobbyisme

Den mest ekstreme konsekvens af negativ lobbyisme, hvor forbrugere og skatteydere holdes udenfor, er korruption. Danmark var i 2006 verdens mindst korrupte land efterfulgt af Finland og de øvrige skandinaviske lande, så risikoen for korrupt adfærd er lav her. Som det nævnes flere steder i denne forbindelse, er der ’nothing rotten in the state of Denmark.’ Problemet er, at korruptionsniveauet stiger, jo længere sydpå vi bevæger os i Europa. Ligeledes har de tidligere østbloklande store korruptionsproblemer. I sådanne lande med tradition for korruption falder det ikke nogen for brystet at give store gaver til de politiske beslutningstagere for at opnå en særfordel, for eksempel at få en ny Trabant i det tidligere Østtyskland. For at forebygge bl.a. korruption arbejder Kommissionen derfor med et europæisk åbenhedsinitiativ.

 

Kommissionen søger herunder at håndtere lobbyisme ved at få indført tre forslag.

 

Tre forslag

For det første skal interessegruppers bidrag/høringssvar til offentlige konsultationer offentliggøres på internettet. Der skal i denne forbindelse være mere omfattende information om, hvem de repræsenterer, hvad deres overordnede mål er, og hvordan de finansieres.

 

For det andet kan interessegrupper frivilligt lade sig indskrive i EU’s database over europæiske interesseorganisationer. Der skal altså oprettes et frivilligt registreringssystem, hvor lobbyister kan lade sig registrere. Lobbyisternes belønning for at lade sig registrere består i, at de vil blive konsulteret vedrørende EU-initiativer. Ved registrering skal de informere om, hvem de repræsenterer, hvad deres overordnede mål er, og hvordan de finansieres. Ligeledes skal de underskrive en erklæring om, at de vil følge en fastlagt ”skik for god lobbyisme”.

 

For det tredje opfordrer Kommissionen lobbyister til frivillig selvregulering i forhold til ”skik for god lobbyisme”. Kommissionen anbefaler altså her, at lobbyisterne skal leve op til følgende minimumstandarder i deres selvregulering: (1) at de bør være ærlige omkring deres motiver ved henvendelse til Kommissionen, (2) at de ikke bør give Kommissionen vildledende information, og (3) at de ikke bruger overtalelsesmidler eller gaver for at opnå favorabel regulering. En fælles ”skik for god lobbyisme” bør indføres for alle typer interesseorganisationer og deres lobbyister. Overvågnings- og sanktionssystemer bør tilknyttes ”skik for god lobbyisme”.

 

Ingen sanktionsmuligheder

I alle Kommissiones tre forslag springer det i øjnene, at det skal være frivilligt for interessegrupper at lade sig registrere, og at de i øvrigt skal være frivilligt selvregulerende vedrørende ’skik for god lobbyisme’. Det endvidere uklart, hvad ‘skik for god lobbyisme’ egentlig indebærer, og hvilke sanktioner der skal gælde, hvis nogle udviser ‘dårlig’ skik for lobbyisme. Der bliver utvivlsomt udført meget godt arbejde i EU, og klokkeklar korruption er heldigvis sjælden. Langt størstedelen af arbejdet er der ingen problemer med, og der kommer mange konstruktive bidrag til Europas fremtid. Problemet er, at forslagene i Åbenhedsinitiativet er meget vagt formulerede.

 

Tre eksempler, der peger på behovet for mere åbenhed

De tre følgende eksempler viser, at det er nødvendigt at stramme reglerne for at sikre mere åbenhed og mindske risikoen for korruption. I alle tre tilfælde er oplysninger om uregelmæssigheder kommet til offentlighedens kendskab, fordi embedsmænd har råbt vagt i gevær.

 

1999-krisen

Det første eksempel er den såkaldte ‘1999-krise’, hvor kommissionen for første gang blev tvunget til at gå af. I en rapport fra 1999 rettede en komité bestående af fem uafhængige eksperter en skarp kritik mod interne forhold i EU-systemet. Rapporten lagde så stærkt pres på kommissionens luxembourgske formand, Jacques Santer, og de øvrige kommissærer, at Santer-kommissionen valgte at træde tilbage i marts 1999. Undersøgelserne af kommissionen blev sat i værk på grund af to begivenheder. Først havde der været rod i regnskaberne i det såkaldte ‘Humanitarian Aid Office’-budget under ledelse af den spanske kommissær, Manuel Marin. Marin var i 1998 blevet udnævnt til vicepræsident for EU-kommissionen, men han var ikke i stand til at redegøre for, hvor pengene var blevet af mellem 1993 og 1995. For det andet var der alvorlige problemer i det såkaldte ‘LEONARDO’-projekt ledet af den franske kommissær Edith Cresson, der havde været fransk premiereminister i 11 måneder fra 1991 til 1992. Foruden manglende redegørelse for budgettets anvendelse blev hun også anklaget for nepotisme i forbindelse med udnævnelser. Det blev opdaget i august 1998, at René Berthelot, Cressons ven gennem 20 år, delte en af EU’s lejligheder med hende i Bruxelles. Desuden havde hun ansat Berthelot på fuld tid som AIDS-forsker. Berthelot var pensioneret tandlæge fra Châtellerault i det vestlige Frankrig, hvor hun tidligere havde været borgmester. Komitéen med de fem uafhængige eksperter konkluderede, at Berthelot ikke havde den fornødne akademiske baggrund til at lede AIDS-projektet, hvilket også forklarede, hvorfor projektet ikke gav de ønskede resultater. I 2006, 7 år efter 1999-krisen, fandt EU-domstolen, at der havde været uregelmæssigheder, men den fandt ikke, at Cresson kunne straffes herfor.

 

Det statistiske kontor

Et andet eksempel vedrører Kommissionens statistiske kontor, Eurostat. Her afslørede den danske medarbejder Dorte Schmidt-Brown angivelige økonomiske uregelmæssigheder vedrørende fiktive kontrakter med private virksomheder i 2000 og 2001. Tjenestemænd i Eurostat afsatte efter hendes opfattelse tilsyneladende falske beløb til kontrakter og brugte derefter selv overskydende beløb efter eget forgodtbefindende. Denne praksis skulle være blevet brugt i forbindelse med ‘pålidelige’ samarbejdspartnere, og millioner af euro blev overført til uofficielle bankkonti hinsides enhver budgetkontrol. Dorte Schmidt-Brown påpegede således i 2001, at firmaet Eurogramme havde ingået fiktive kontrakter med Eurostat. Eurogramme udførte ikke sine opgaver, og Schmidt-Brown klagede over dette til sine overordnede. Hendes indsigelser blev ignoreret og Eurogrammes kontrakt forlænget. Schmidt-Brown nægtede herefter at betale firmaets regning, da det ikke havde udført noget arbejde. Dorte Schmidt-Brown skrev til personalekommissær Neil Kinnock om forholdene, men han reagerede ikke umiddelbart. I 2002 modtog hun så endelig et svar fra Neil Kinnock, hvori han afviste hendes klager som “ubegrundede”. Først i juni 2003 indrømmede Kommissionen, at svindel havde fundet sted i stort omfang i Eurostat. Dorte Schmidt-Brown fik derefter en officiel undskyldning af Neil Kinnock, men den kommissær, som havde ansvaret for Eurostat, spanieren Pedro Solbes, er gået fri.

 

Bedrageri i bedrageriafdelingen

Et tredje eksempel angår Kommissiones regnskabschef, Marta Andreasen, som blev ansat i 2002. Hun blev fyret i 2004, fordi hun ikke ville underskrive regnskabet for 2001. Regnskabssystemerne tilslørede, hævdede Andreasen, at der blev begået bedragerier, og at Kommissionen ikke praktisererede princippet om dobbelt bogføring. Da hendes kritik blev ignoreret internt, gik hun til EU-parlamentets budgetkontrol-udvalg og blev derefter suspenderet fra sit job i Kommissionen. Fyringen skete under henvisning til reglerne for ansatte, hvori det bl.a. pålægges embedsmænd at udøve den største diskretion hvad angår oplysninger, som de måtte få i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Kommissionens bedrageriafdeling, som nu hedder OLAF (tidligere UCLAF), var efter Marta Andreasens opfattelse ikke en uafhængig enhed og ikke den rette til at løse korruptionsproblemerne i EU. Andreasen mener, at Kommissionen blev manipuleret af de magtfulde direktører og generaldirektører, som i mange år har håndteret EU’s midler uden kontrol. Efter hendes opfattelse søgte disse ledere at bevare et system, der muliggør svindel, og de ønsker ikke hendes tilstedeværelse, fordi hun ville reformere systemet.

 

Mere åbenhed

Disse tre eksempler tyder på, at der er et behov for mere åbenhed og strengere regler til bekæmpelse af aggressiv lobbyisme, som den fx kommer til udtryk i form af korruption. Et vigtigt signal i sådanne spilleregler for lovlig og ulovlig adfærd ville endvidere være at belønne de embedsmænd/-kvinder, der råber vagt i gevær.

 

Se korruptionsindekset for 2007

 


Forfatteren er aktuel med bogen Lobbyisme i EU (udkommer på forlaget Samfundslitteratur mandag d. 28. januar, 2008):

 

 

 

Kronik i Berlingske om lobbyisme i EU

Relaterede artikler

Lobbyisme i diskredit - Der er kommet fokus på PR-bureauerne og især på lobby-rådgiverne i vinter. Og foreløbig har det været mind...
Lobbyismens ulidelige lethed - Alle og enhver – fra fagforeninger til arbejdsgivere, fra græsrodsbevægelser til multinationale selskaber – har en lobby...
Virksomhederne opruster deres eget lobbyarbejde - Danske virksomheder vil ikke kigges i kortene, når de har brug for at påvirke politikere og myndigheder. Derfor bruger d...
Sådan styrer du Bruxelles - Bruxelles virker for mange danske organisationer og virksomheder voldsomt langt væk. Bøvlet, svært at forstå, og noget, ...
Lobbyister lyver ikke - Med den første danske bog om emnet, ”Public Affairs – lobbyisme i praksis” giver Mads Christian Esbensen et bud på en la...
Vil du stå i et lobbyistregister? - Lobbyisterne stortrives med masser af indflydelse og frie arbejdsbetingelser. Men måske er lobbyisternes guldalder snart...
Lobbyismens lommebog - Lobbyisme og public affairs er påvirkning, der virker. Men hvordan gør man det egentligt godt? Det har en ny bog af to l...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Pressekonsulenter

Se alle job Indryk job

Job

Pressekonsulenter

Frist: 25. oktober

Presseansvarlig

Frist: 1. november

Kommunikationskyndig

Frist: 29. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.